Udskydelsen af de olympiske sommerlege er nok ikke helt sunket ind hos alle parter i en lammet sportsverden, og muligheden for at komme videre hænger i høj grad sammen med både coronavirus og nye datoer for næste års OL i Tokyo.
Onsdag oplyste præsidenten for Den Internationale Olympisk Komite (IOC), Thomas Bach, at det haster med at finde nye OL-datoer, og at IOC torsdag skal diskutere med en række sportsforbund, hvad den bedste løsning kan være. Onsdag blev der også nedsat et udvalg under IOC ved navn Here we go, som skal stå for processen.
OL-flytning: IOC nedsætter udvalg, der hurtigt skal finde nye datoer til legene»De udskudte olympiske lege har ofre, og det kræver kompromiser fra alle parter. Vi skal have en løsning på plads så hurtigt som muligt«, sagde Thomas Bach ifølge Reuters, og han understregede, at flytningen af OL til sommeren 2021 kræver, at andre arrangementer er villige til at flytte sig for at gøre plads til sportsverdenens største begivenhed.
Den øvelse rører på sig, og der er ved at åbne sig en mulighed for placering af næste års lege, da både atletik og svømning har tilkendegivet, at man er villige til at skubbe globale mesterskaber.
Starten af august er åben
Herhjemme har formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, derfor et bud på en OL-termin.
»Både svømmeforbundet Fina og World Athletics har meldt ud, at de er villige til at flytte deres mesterskaber, så mit bedste bud lige nu er, at OL i Tokyo næste år rammer cirka de samme datoer, som skulle have været brugt i år«, siger Niels Nygaard.
I den kommende sommer skulle OL have været afviklet 24. juli-9. august (17 dage over uge 30-31-32), og i sommeren 2021 har Fina planlagt sit VM i Fukuoka til 16. juli-1. august, mens VM i atletik i Eugene er lagt til perioden 6.-15. august. Altså kan OL 2021 muligvis placeres i både uge 29-30-31 og uge 30-31-32.
Men det haster med en beslutning, for alt står stille, indtil der igen kan lægges planer efter en OL-termin.
»Jeg ved, at IOC arbejder på højtryk, for mange atleter skal nu have fundet ud af, om de vil fortsætte, og hvordan de kan fortsætte. Vi skal fra DIF’s side også i dialog med de danske atleter om mulighederne«, siger Niels Nygaard.
Atleterne mangler svar
Blandt de OL-kvalificerede danske atletikudøvere var der forskellige udmeldinger tirsdag eftermiddag, og ikke mindst med hensyn til retningslinjer for kvalifikation var der usikkerhed at spore. Eksempelvis håbede maratonløber Thijs Nijhuis på, at hans flotte kvalifikationstid fra dette års maraton i Sevilla ville række til OL 2021.
»Jeg håber jo, at den tid, jeg har kvalificeret mig på, holder, så jeg ikke skal ud i en ny jagt på en stærk tid, for kvalifikationskravene strammes kraftigt hele tiden«, kommenterede Thijs Nijhuis den ventede nyhed om en udskydelse af OL.
Der er i øjeblikket ikke meget trøst at hente hos DIF’s olympiske chef de mission, Søren Simonsen, for på et spørgsmål fra Ritzau onsdag om, hvorvidt han kan garantere, at atleternes kvalifikationsresultater holder, svarede han:
»Det kan vi faktisk ikke«.
Maratonløberen kommer nok til at udvise tålmodighed, for det hjemlige forbund, Dansk Atletik, savner ligesom alle andre svar og overblik netop nu.
Faktisk ved vi på grund af coronavirus og udskydelsen af OL intet om, hvilken type sæson vi vågner op til, når det hele på et tidspunkt åbner sig igen
»Med hensyn til kvalifikationskrav frem mod OL 2021 er det mest reelle svar, at vi aner det ikke. IOC skal til at se på kvalifikationskravene og på, om kravene fra perioden op til OL 2020 kan fastholdes. Uden præcise datoer for legene næste år i Tokyo er perioder for kvalifikation også uafklaret«, siger Dansk Atletiks elitechef, Bo Overgaard.
»Faktisk ved vi på grund af coronavirus og udskydelsen af OL intet om, hvilken type sæson vi vågner op til, når det hele på et tidspunkt åbner sig igen. Udviklingen går i øjeblikket så stærkt, at det kan være svært for alle at følge med, men med hensyn til datoerne for næste års OL, så er det mest sandsynlige nok, at de bliver lagt lige i starten af august«.
Indtil der kommer et udspil fra IOC, hvad angår nye OL-datoer og eventuelt nye kvalifikationskrav, er både atleter og idrætsforbund lidt handlingslammede, selv om det kan virke sandsynligt, at nogle af de OL-drømmende sportsfolk, der ikke klarede kravene op til denne sommers OL, vil få en ny chance for at nå målet.
fortsæt med at læse




























