Fodbold. Yussuf Poulsen var med fra start, da RB Leipzig tog imod Freiburg i den tyske bundesliga. Og den danske landsholdsspiller blev en art halv matchvinder, da han udlignede til slutresultatet 1-1 i kampens 77. minut. Mathias ’Zanka’ Jørgensen fik ikke spilletid for Fortuna Düsseldorf, der spillede 0-0 i bundopgøret mod Paderborn. I Hoffenheim spillede Robert Skov samtlige minutter i 0-3-nederlaget til Hertha Berlin.
Fodbold. Alle spillere i Superligaen og 1. division med kontraktudløb 30. juni tilbydes en forlængelse af deres kontrakt med en måned, så de kan spille sæsonen færdig i deres nuværende klub. Det er Spillerforeningen og Divisionsforeningens Arbejdsgiverforening blevet enige om, oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Fodbold. Inden Bundesligaen blev den første europæiske topliga der gik i gang igen efter en coronapause, var den næstbedste tyske række, 2. Bundesliga, tyvstartet. Blandt resultaterne var Bochums overraskende 3-0-sejr over Heidenheim.
Motorsport. Efter planen skulle Singapores formel 1-grandprix køres 20. september, men arrangørerne siger nu, at det ikke vil gennemføre løbet uden tilskuere. Dermed er det usikkert, om begivenheden bliver gennemført.
Fodbold. Christian Gytkjær har forlænget sin kontrakt med Lech Poznan, så den løbere yderligere en måned. Kontrakten med den polske klub stod til at udløbe med sæsonen, men da ligaen i lighed med stort alle andre i Europa for tiden er afbrudt og først forventes færdigspillet i løbet af juli, har landsholdsangriberen indvilget i at blive yderligere en måned. Han må dog godt forhandle med andre klubber.
Fodbold. Trods omfattende hærværk mod en statue af Zlatan Ibrahimovic skal den forblive i Malmø, har bystyret besluttet. Fans af den lokale klub Malmö FF har været rasende over, at stjernespilleren, der fik sin opdragelse i den skånske hovedstad, har investeret i Stockholm-klubben Hammarby, og derfor blev en statue opstillet uden for stadion i Malmø vandaliseret.
Fodbold. Trænerne for de tyske bundesligaklubber slipper for at bære ansigtsmaske på sidelinjen, når ligaen lørdag bliver genoptaget efter to måneders coronapause. Deutsche Fussball Liga (DFL), der administrerer de professionelle fodboldrækker, har umiddelbart før genstarten besluttet sig for at ophæve maskepligten for klubbernes cheftræner.
Fodbold. Den spiller fra 1. divisionsklubben Vejle, som tidligere på ugen blev testet positiv for coronavirus, har ikke smittet nogle af sine holdkammerater, skriver Vejle Amts Folkeblad.
E-sport. Counter-Strike-spilleren Markus ’Kjaerbye’ Kjærbye har sat sin karriere på pause på grund af helbredsproblemer, skriver han på Twitter. I de sidste par måneder har han oplevet mavesmerter, åndedrætsproblemer og brystkramper, hvilket har fået ham til at tage en pause. Som erstatning for Markus Kjærbye har North lejet 18-årige Kristoffer ’Kristou’ Aamand fra AGF ESport
fortsæt med at læse




























