Billetsalget er gået i stå, ølhanerne er lukkede, grillristene har ikke brændemærket ryggen af en stadionpølse siden begyndelsen marts. Og nogle sponsorer lider så meget under den verserende coronakrise, at de i kampen for at slukke deres egne økonomiske ildebrande har vendt idrætten ryggen.
På bare to måneder er landets professionelle sportsklubber gået fra et håb om et lukrativt forår til udsigten til en økonomisk vinter, der er så kold, at idrætsverdenen frygter konkurser og endnu trangere tider.