Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

La Liga genstarter med lokalopgør, AGF'er er færdig for i år og Ebbe Sand er tilbage på landsholdet

Lyt til artiklen

Fodbold. Når Primera Division genstarter 11. juni er det med lokalopgøret mellem Sevilla og Betis. Det spanske sportsministerium har bekræftet, at ligaen kan genoptages, og dermed er alle de fire største europæiske ligaer atter i spil, da engelske Premier League genstarter 17. juni og Serie A igen ruller fra 20. juni. Primera Division mangler 11 runder og har planlagt en sidste spilledag 19. juli.

Fodbold. Genstarten af Superligaen blev en kort fornøjelse for AGF’s 19-årige australske midtbanespiller Zach Duncan, der i torsdagens 1-1-kamp mod Randers FC pådrog sig en korsbåndsskade og dermed er ude resten af året.

Håndbold. KIF Kolding fik på en ekstraordinær generalforsamling fredag eftermiddag en ny bestyrelse, der får til opgave at skaffe 6 millioner kroner, hvis den flerfoldige mesterklub skal kunne overleve den kommende sæson.

Får kolossen fra Kolding lov til at vælte med et brag? Nej, det tror jeg ikke

Fodbold. Esbjerg har forlænget kontrakten i en måned med de syv spillere, der havde kontraktudløb 30. juni. Det drejer sig om Markus Halsti, Rodolph Austin, Søren Reese, Ante Erceg, Franz Brorsson, Vito Mannone og Mathias Rosenørn.

Fodbold. Borussia Dortmund-midtbanespilleren Mahmoud Dahoud er færdig for denne sæson på grund af en knæskade, oplyser træner Lucien Favre på klubbens Twitter-profil.

Fodbold. Først var han landsholdsspiller gennem syv år, hvor det blev til 22 mål i 66 kampe. Siden blev han angrebstræner på landsholdet under Morten Olsen, inden han gjorde comeback under Åge Hareide, da han blev udnævnt som assistent, fordi Jon Dahl Tomasson smuttede til Malmö FF. Nu er Ebbe Sand så tilbage på landsholdet igen som angrebstræner, når Kasper Hjulmand officielt tiltræder 1. juli. »For mig har landsholdet altid været som at komme hjem, og derfor glæder det mig fortsat at skulle være en del af det danske landshold«, siger Ebbe Sand.

Kasper Hjulmand fremhæver Sands personlighed og mentalitet. »Ebbe Sand har forudsætningerne til at blive en stor kapacitet for os i forhold til arbejdet med vores angrebsspil, herunder gennembrud- og afslutningsspillet. Han passer rigtig godt ind på holdet, fordi han ved, hvordan dynamikken er på et landshold, og hvad det betyder at repræsentere sit land«, siger Kasper Hjulmand, der også kan glæde sig over, at Lars Høgh på ny vil varetage specialtræningen af målmændene.

Fodbold. Når Premier League genstarter 17. juni, sker det med opgørene Aston Villa-Sheffield United og Manchester City-Arsenal. Det skriver BBC. Der resterer 92 kampe i sæsonen, som Liverpool er to sejre fra at vinde. Liverpool kan dog komme til at spille flere kampe på neutral bane. Lokalt politi, der er vant til at samarbejde med klubberne omkring sikkerhed, har udpeget en håndfuld kampe, som man frygter, kan få mange mennesker til at forsamle sig med det formål at skabe lidt for meget fest i gaden eller optøjer. Tre af kampene er Liverpool-kampe: derbyet mod Everton i første runde efter coronapausen, udekampen mod Manchester City og udekampen i Newcastle i sidste spillerunde, hvor trofæet skal overrækkes 25. juli. Sæsonen slutter formelt med FA Cup-finalen 1. august.

Fodbold. Når den russiske liga genåbner 21. juni, bliver det med mulighed for et begrænset antal tilskuere på stadion. 10 procent af et stadions kapacitet kan således udnyttes, skriver Ritzau. I Polen åbnes der fra 19. juni for en maksimal tilskuermængde svarende til 25 procent af stadionkapaciteten.

Motorsport. Formel 1-holdet Williams har brug for en økonomisk saltvandsindsprøjtning, såfremt teamet skal overleve. Et stort underskud på 13 millioner pund, ca. 108 millioner kroner, tærer hårdt på holdet. Williams søger ifølge Ritzau i første omgang nye investorer og er parat til at afhænde majoriteten. Williams erklærer samtidigt, at holdet har penge nok til at være en del af feltet, når sæsonen indledes i juli.

Fodbold. Når kvindernes bedste række genstarter med et halveret slutspil på fem runder 6. juni, så sker det med en ny tv-aftale. Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyser således, at det er Discovery og SPORT LIVE, der vil transmittere direkte fra kampene. »Det er et unikt samarbejde mellem Discovery og SPORT LIVE, der gør, at vi her i juni kan få en hidtil uset dækning af vores kampe i Gjensidige Kvindeliga. Det er helt fantastisk for klubberne, spillerne, fansene, vores partnere og ikke mindst for den fortsatte udvikling af dansk kvindefodbold«, siger Nicolai Kaas Nordstrøm, ligachef for kvindeligaen. Første tv-kamp står mellem FC Nordsjælland og Fortuna Hjørring 6. juni kl. 14.

Fodbold. I Sverige er der givet grønt lys til at professionel idræt kan genoptages. Det betyder, at de mange danske spillere i den bedste svenske række indleder sæsonen 14. juni.

Den danske Malmø-træner holder foreløbig et muligt gensyn med Zlatan på afstand

Atletik. Boston Marathon 2020 bliver ikke til noget. Løbet skulle have været afholdt i april, men blev på grund af coronavirus udskudt til september. Nu er det helt aflyst, oplyser byens borgmester ifølge AFP. Det er første gang i løbets 124 år lange historie, at det aflyses.

Fodbold. Stuttgart overtog torsdag andenpladsen i den næstbedste tyske række efter et imponerende comeback mod rivalerne i toppen af tabellen fra Hamburger SV, der var foran 2-0 ved pausen. Men Stuttgart tog en sejr på 3-2 på en scoring i de sidste sekunder.

Golf. US PGA-turneringen John Deere Classic i juli er aflyst. Den skulle have været den første siden coronanedlukning med tilskuere. Det oplyser US PGA Tour torsdag.



Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her