Fodbold. Superstjernen Neymar har lidt et nederlag til eksklubben FC Barcelona uden for banen. Den Den nuværende Paris Saint-Germain-spiller havde sagsøgt Barcelona for at få udbetalt 43,6 millioner euro, hvilket svarer til 325 millioner kroner, som brasilianeren følte sig berettiget til at få som en del af bonusaftalen ved en kontraktforlængelse, han lavede i 2016. Ved retten er Neymar i stedet blevet idømt at skulle betale Barcelona 6,7 millioner euro, cirka 50 millioner kroner. Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau. Den spanske fodboldklub bekræfter på sin hjemmeside, at man har vundet sagen og er godt tilfreds med dens udfald.
Fodbold. Southampton kom med en udesejr på 3-0 over Norwich et godt stykke tættere på en ny sæson i Premier League. Med nederlaget er Norwich derimod isoleret som bundprop og ligner efterhånden en af ligaens tre nedrykkere. Den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg, der tidligere på ugen fik frataget anførerbindet, fordi han ikke har ønsket at forlænge sin kontrakt med klubben, spillede hele kampen for udeholdet.
Fodbold. Fredericia slog fredag aften Viborg på udebane og overtager dermed pladsen som førsteudfordrer til 1. divisions suveræne førerhold, Vejle. En 2-0-sejr på mål af Dennis Høegh og Victor Torp gør, at det nu er op til Fredericia at udfordre Vejle. Vejle er seks point foran Fredericia, og vejlenserne, der har spillet en kamp færre, kan øge afstanden med en sejr hjemme over Hvidovre søndag.
Fodbold. Den syditalienske klub Napoli sikrede sig i onsdags en stor triumf, da det lykkedes at besejre Juventus efter straffesparkskonkurrence i Coppa Italia-finalen. Den blev grundet risikoen for coronasmitte spillet for tomme tribuner i Rom, men hjemme i Napoli samlede tusinder af fans sig i gaderne for at fejre sejren. Mod anbefalingerne stimlede folk tæt sammen i rusen. Det falder ikke i god jord hos Verdenssundhedsorganisationen WHO. »Det gør ondt at se disse billeder«, siger virusekspert i WHO, Ranieri Guerra, ifølge Gazzetta dello Sport. Italien er blandt de lande, der har været hårdest ramt af coronavirus, og mere end 34.500 italienere er døde med virusset. »Lige nu har vi ikke råd til dette. Heldigvis skete det i Napoli, hvor guvernøren og borgmesteren har truffet strenge foranstaltninger, så udbredelsen af virus er lavere end andre steder. Men det gør ondt at se disse billeder«, siger Ranieri Guerra.
Badminton. Med en sejr på 5-4 over Højbjerg spillede Værløse sig i DM-finalen for hold. Modstanderen i finalen bliver Skovshoved eller Solrød.
Fodbold. Leroy Sané har afvist at forlænge sin kontrakt med Manchester City, og dermed er den tyske landsholdsspiller snart historie i den engelske klub. City-manager Pep Guardiola siger i hvert fald på et pressemøde, at han ikke vil stå i vejen for et Sané-skifte.
Fodbold. FC Midtjylland-spilleren Aral Simsir fik fredag en god gave på sin 18 års fødselsdag. Her underskrev han en fem år lang kontrakt med Superligaens tophold.
Parasport. Dopingnævn under Danmarks Idrætsforbund har udelukket håndcykelrytteren Michael Jørgensen i fire år fra konkurrence- og træningsvirksomhed under Danmarks Idrætsforbund eller andre organisationer. Baggrunden er dels to positive dopingprøver foretaget uden for konkurrence i 2019, som viste spor af det forbudte stof SR9009, og dels indkøb af et produkt indeholdende det forbudte stof RAD140 i 2017. Udelukkelsen på de fire år gælder med tilbagevirkende kraft fra 3. juli 2019, hvor den sidste af de to positive dopingprøver fandt sted.
Motorsport. Formel E slutter sæsonen med hele seks løb i Berlin i løbet af august. Inden coronanedlukningen var der gennemført fem grandprixer, og nu bliver området ved den tidligere lufthavn skueplads for afslutningen med seks løb 5.-6. august, 8.-9. august og 12.-13. august. Antonio Felix da Costa (PRT) fører i mesterskabet 11 point foran Mitch Evans (Panasonic Jaguar Racing).
Cykling. Bedst som alt tegnede til, at det australske WorldTour-mandskab Mitchelton-Scott straks ville skifte navn til Manuela Fundacion, og papirerne i den indledende fase af overtagelsen var undertegnet, har indehaveren af holdets licens, australieren Gerry Ryan meddelt, at handlen alligevel ikke bliver til noget. Både den tidligere italienske Giro d’Italia-vinder Stefano Garzelli og spanieren Manuel Calvente, der opererer på vegne af den spanske rigmand Fernando Huertas, som står i spidsen for den spanske non-profit-organisation Manuela Fundacion, stiller sig totalt uforstående over for den overraskende kovending. Gerry Ryan har imidlertid meddelt, at forhandlingerne er afbrudt, og at arbejdet med at finde yderligere kapital nu fortsætter.
Håndbold. Sæsonen 2019/20 er endegyldigt afsluttet, og for flere klubber betyder det tvangsnedrykning fra mændenes Primo Tours Ligaen og kvindernes HTH Ligaen. Danmarks Idrætsforbunds Appelinstans stadfæster nemlig Håndboldens Appelinstans’ afgørelse om, at håndboldsæsonen er afblæst på grund af coronavirus. Det oplyser DIF i en pressemeddelelse. »Appelinstansen udarbejder detaljerede kendelser, der vil blive udsendt til parterne senest 2. juli 2020 og lagt på DIF’s hjemmeside. Af hensyn til alle parters planlægning af den kommende sæson kan Appelinstansen dog allerede nu oplyse, at Appelinstansen har besluttet at stadfæste Håndboldens Appelinstans’ afgørelser af 5. maj 2020 og Dansk Håndbold Forbunds repræsentantskabs beslutning af 25. maj 2020«, lyder det fra DIF.
DHF-repræsentantskab stadfæster skrivebordsnedrykningerFodbold. Real Madrids Marco Asensio var lykkelig efter sin tilbagevenden fra en lang skadepause, som han kronede med et mål og en assist, da Real hjemme slog Valencia sent torsdag. »Jeg er fyldt af følelser og tilfredsstillelse, fordi der er så meget arbejde bag det her«, sagde Marco Asensio til den spanske tv-kanal Movistar efter kampen. »Det vigtigste er, at jeg har det godt, at vi vandt, og at jeg er med i den sidste del af sæsonen«. Marco Asensio har siddet ude med en korsbåndsskade i over et år og spillede sin seneste betydningsfulde kamp for Real Madrid 19. maj 2019. Med sejren er Real Madrid 2 point efter Barcelona i toppen af La Liga efter 29 kampe. Barcelona møder Sevilla på udebane i den sene aftenkamp fredag (22.00).
FCK skal jage europæisk kvartfinale ved august-gyserGolf. 44-årige Ian Poulter ligger på en delt førsteplads efter første runde ved PGA Tour-turneringen RBC Heritage i South Carolina i USA. Med syv birdies, herunder et langt put på 9,4 meter på hul 17, gik den tidligere PGA Tour-vinder banen rundt i 64 slag, 7 under par. Det samme formåede den 31-årige amerikaner Mark Hubbard. Begge spillere lagde sig i front fra start på den svære bane Harbour Town Golf Links, der ligger på Hilton Head Island. »Hver gang man går syv under par på denne bane, har det været en ret god dag«, siger britiske Ian Poulter efter runden til nyhedsbureauet Reuters. Syv spillere gik banen rundt i 65 slag, og seks spillere brugte 66 slag. Den 22-årige norske vidunderdreng Viktor Hovland er blandt de syv spillere på andenpladsen.
Håndbold. Siden 2017 har Jesper Konradsson styret Skjern på playmakerpositionen, og det kan han fortsætte med i yderligere to år. Således har han underskrevet en kontraktforlængelse gældende til sommeren 2022, oplyser klubben på sin hjemmeside.
Tennis. Både ATP Tour og WTA Tour genstarter i august, og grand slam-turneringen US Open vil blive gennemført fra 31. august til 13. september, men uden tilskuere. Verdensetteren Novak Djokovic er dog bekymret for, at nogle spillere ikke vil være i stand til at møde op i New York, fordi de kommer fra områder af verden, hvor coronapandemien fortsat ikke er under kontrol. »Forhåbentlig vil alle spillere, der gennem deres rangering fortjener en plads i US Open, være i stand til at rejse til New York og konkurrere på lige fod med alle andre. Det er meget vigtigt, da det er hele grundlaget for ATP og international tennis«, siger Novak Djokovic til Eurosports Tennis Legends-podcast ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Fodbold. Da FC Midtjylland torsdag måtte nøjes med 0-0 hjemme mod Brøndby IF i Superligaens mesterskabsspil, stod det samtidig klart, at midtjydernes forspring til FC København nu er reduceret til 9 point. På trods af det vil FCM-træner Brian Priske ikke bruge kræfter på at forholde sig til tabellen. »Jeg kigger sgu ikke så meget på stillingen, for jeg kan ikke styre det. For mig handler det om at vinde hver evig eneste gang, vi spiller. Der resterer otte runder af mesterskabsspillet, men for cheftræneren er det ikke vigtigt at få mesterskabet afgjort før sidste runde. »For mig handler det om, at vi har 36 runder til at stå øverst på sejrsskamlen, og det er det, jeg arbejder ud fra. Vinder vi før tid, er det kanon, og gør vi ikke, så er vi forhåbentligt vindere efter sidste runde«, siger Priske.
Fodbold. Malmö FF, der har danske Jon Dahl Tomasson som cheftræner, måtte tage til takke med et enkelt point, da holdet torsdag aften spillede 1-1 ude mod Häcken i landets bedste række, Allsvenskan. Malmö var ellers foran det meste af kampen, efter at svenske Guillermo Molins havde bragt gæsterne foran i det 23. minut. I to minutters overtid gik det dog galt for Jon Dahl Tomassons tropper. Et hjørnespark blev forlænget ved forreste stolpe. Her kunne den finske forsvarsspiller Joona Toivio gøre det til 1-1, da han dukkede op i feltets bageste område og flugtede den ind bag Malmö-keeper Johan Dahlin. Malmö havde fire danskere med i startopstillingen i torsdagens kamp. Det var anfører Anders Christiansen, Søren Rieks, Lasse Nielsen og Jonas Knudsen.
fortsæt med at læse




























