Håndbold. Dansk Håndbold Forbunds (DHF) repræsentantskab har stadfæstet skrivebordsafgørelse om slutstillinger og nedrykninger. Det oplyser DHF efter et ekstraordinært repræsentantskabsmøde mandag aften i Kolding. Mødet blev afholdt, efter sæsonen er endt i lidt af et kaos, da den i april blev afblæst før tid som følge af coronakrisen. Nordsjælland Håndbold fra mændenes liga, EH Aalborgs kvinder og Odder fra mændenes 1. division blev ved skrivebordet dermed dømt til nedrykning af Udvalget for Professionel Håndbold under DHF. Klubberne ankede efterfølgende sagen og fik medhold i Håndboldens Appelinstans. DHF svarede igen ved at indkalde sit højeste organ, repræsentantskabet, til et ekstraordinært møde mandag aften til en afstemning afslutningen på sæsonen.
Nedrykningssagaen er dog formentlig ikke slut endnu, da Nordsjælland, Aalborg og Odder sideløbende har anket sagen til appelinstansen i Danmarks Idrætsforbund (DIF) – også kendt som idrættens højesteret. »Det er virkelig trist for alle parter i håndbolden, at den her sag er blevet trukket sådan i langdrag«. Sådan siger formand i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Per Bertelsen, på forbundets hjemmeside efter repræsentantskabets afgørelse.
Fodbold. Det gik lige så godt for Yussuf Poulsen. Danskeren var kommet godt i gang i RB Leipzig efter coronapausen med to mål og to assister i de første to kampe, hvor han sågar også bar anførerbindet. Men nu er der kommet malurt i bægeret for angriberen. Poulsen pådrog sig således en ankelskade i søndagens kamp mod Mainz og er ude på ubestemt tid. Det skriver RB Leipzig på sin twitterprofil mandag aften. »Yussuf Poulsen blev ramt af en ledbåndsskade i sin højre ankel i gårsdagens kamp og vil være ude i den kommende tid«, lyder det. Søndag var ellers lidt af en festdag for Yussuf Poulsen. Ud over mål og assister i 5-0-udebanesejren over Mainz kunne han således fejre 250-kampjubilæum som den første spiller i klubbens ganske vist forholdsvis korte levetid. RB Leipzig ligger på tredjepladsen i Bundesligaen med syv point op til førerholdet Bayern München.
Fodbold. Dame N’Doye og Ragnar Sigurdsson spiller sæsonen færdig i FC København. Duoen havde kontraktudløb 30. juni, men har forlænget til og med 31. juli 2020, meddeler FCK. Spillerforeningen og Divisionsforeningens Arbejdsgiverforening blev for ti dage siden enige om en aftale, som muliggør, at spillere og klubber har mulighed for at spille sæsonen færdig med de nuværende trupper. Angriberen N’Doye er i gang med genoptræning efter en operation, mens Sigurdsson træner for fuld kraft.
Fodbold. Brøndby har lagt endnu en testkamp ind i skemaet tirsdag. Vestegnsklubben havde i forvejen en kamp mod Lyngby i kalenderen, men mandag oplyser Brøndby, at den også møder Hvidovre – der spiller i 1. division – tirsdag. Kampen mod Lyngby spilles klokken 13, mens Hvidovre venter klokken 16. Begge kampe spilles på Brøndby Stadion. Formålet er at give så mange spillere som muligt spilletid inden Superligaens genstart, lyder det fra Brøndby.
Superligasæsonen går på tværs af transferdeadline og sætter Hobro i særlig klemmeFodbold. Første kamp i den bedste spanske række efter genåbningen bliver formentlig derbyet i Sevilla mellem Sevilla og Real Betis. »Det er muligt, at der kan spilles en kamp 11. juni, som vil være den eneste kamp denne aften. Og der vil muligvis være en hyldest til de folk, som er døde (af coronavirus, red.)«, siger ligachefen Javier Tebas ifølge Ritzau til den spanske tv-kanal Movistar. Om turneringen kan starte igen 11. juni, afhænger af myndighederne.
Overblik – fodboldstatus i udvalgte lande
- Tyskland, Bundesligaen: Genstartede 16. maj
- Superligaen: Første kamp på torsdag er AGF-Randers. Mesterskabsspillet afsluttes 26. juli, Europa League-playoff spilles 29. juli.
- England, Premier League: Spillere må igen have kontakt (tackle, duellere) til træning. Hvornår sæsonen kan genoptages, er uvist. 12. juni er nævnt som mulig startdato.
- Italien, Serie A: Holdtræning er indledt, og der sigtes efter en genstart 13. eller 20. juni. Der forventes afklaring på torsdag.
- Frankrig, Belgien, Skotland: Sæsonen spilles ikke færdig. PSG, Club Brugge og Celtic kåret som mestre ved skrivebordet.
- Holland: Sæsonen er afbrudt og spilles ikke færdig. Ajax førte efter 25 kampe på bedre målscore end AZ. Ingen titelvinder kåret.
- Portugal og Østrig: Genstart 2./3. juni
- Grækenland: Genstart 6. juni
- Tyrkiet: Genstart 12. juni
- Ukraine: Genstart 13. juni
- Sverige: Sæsonstart 14. juni
- Norge: Sæsonstart 16. juni
- Rusland: Genstart 21. juni
- Finland: Sæsonstart 1. juli
- Champions League/Europa League: Ingen afklaring. Præsidenten i franske Lyon har sagt, at klubben skal spille 7. august mod Juventus i Champions League, men klubben har siden dementeret udsagnet.
Basketball. Der bliver ikke spillet færdig i Europas bedste division. EuroLeague har besluttet at afblæse sæsonen efter 28 af 34 grundspilsrunder uden at kåre en turneringsvinder. Tyrkiske Anadolu Efes førte ligaen foran Real Madrid og Barcelona.
Fodbold. Sæsonen er slut i den bedste kvindelige række i England. Women’s Super League er blevet lukket ned med øjeblikkelig virkning på grund af coronavirus, meddeler Det Engelske Fodboldforbund (FA). Klubberne manglede at spille mellem seks og ni kampe. Det er endnu ikke blevet besluttet, hvordan sæsonen afgøres rent sportsligt.
Skisport. Det klassiske styrtløb på Lauberhorn i den schweiziske by Wengen fortsætter alligevel som en del af skisportens internationale World Cup-kalender. På grund af en strid om fordeling af tv-penge mellem Wengen og Schweiz’ Skiforbund, Swiss Ski, var løbet ellers alvorligt truet af lukning fra og med sæsonen 2021/22. Men nu har forretningsmanden Jörg Moser skudt et beløb svarende til lidt over 2 mio. kr. ind i løbet, der blev kørt første gang i 1930. Ifølge Swiss Ski udligner pengene arrangementets ’strukturelle underskud’.
Motorsport. Formel 1-verdensmesteren Lewis Hamilton kæmper til tider med motivationen under coronapausen. Det fortæller han i en video udgivet af hans arbejdsgiver, Mercedes-holdet. »Jeg har dage, hvor jeg vågner op og er groggy og uden motivation til at træne. Jeg tænker ’hold da op, hvor er vi på vej hen? Hvad skal der nu ske? Skal jeg blive ved med at køre?’ Jeg tænker alt det, men så går det over inden for en time eller noget, og så tænker jeg, ’jeg elsker mit job! Hvordan kan jeg nogensinde overveje at stoppe?«. Formel 1-feltet kommer tidligst i gang igen i starten af juli i Østrig.
Tennis. Mens der er lukket ned for de sædvanlige turneringer i ATP-, WTA- eller ITF-regi pga. coronapandemien, skal der i den kommende weekend afvikles en dansk miniturnering på anlægget hos Farum Tennisklub. Her deltager Frederik Løchte Nielsen, Holger Rune, Christian Sigsgaard og Johannes Ingildsen i et arrangement, som Leschly Tennis Foundation står bag, og hvor der er en samlet præmiesum på 100.000 kr. Kampene bliver vist direkte på TV2 Sport, og efter sin sejr i en anden dansk turnering i sidste uge, som blev gennemført i Give og Silkeborg, er 36-årige Frederik Løchte Nielsen favorit. Som i sidste uge bliver der spillet uden tilskuere.
Ishockey. Herning fra Metal Ligaen har skrevet kontrakt med angriberen Anders Poulsen, der senest har spillet i Rungsted.
Fodbold. Adskillige klubber vil gå konkurs under coronapandemien. Det forudser hovedaktionæren i engelske Huddersfield Town, Phil Hodgkinson. »Jeg kender til klubber, som stadig kun holder sig oven vande, fordi de udskyder lønninger, skatter og andre udgifter. Men de skal betale på et tidspunkt«, siger Hodgkinson ifølge BBC. Han mener, at spillerlønninger i alle professionelle klubber i landet reduceres med op til 50 procent, indtil der igen må komme tilskuere på tribunerne.
Fodbold. I Kina er den ufrivillige coronapause blevet brugt til at rydde op blandt klubber, der har vist sig ikke at være økonomisk bæredygtige. Fire klubber i den næstbedste og syv klubber fra den tredjebedste række har således fået frataget licensen af forbundet, skriver nyhedsbureauet Xinhua. For to uger siden måtte klubben Tianjin Tianhai fra den bedste række dreje nøglen om.
Fodbold. Sommerens første titel er blevet uddelt. Det skete søndag i Hviderusland, da Bate Borisov på en scoring i det 120. minut sejrede 1-0 i pokalfinalen mod Dinamo Brest. 5.761 tilskuere havde fundet vej til stadion i Minsk.
Håndbold. Mandag er muligvis skæbnedag for tre danske ligaklubber, når Dansk Håndbold Forbunds (DHF) repræsentantskab skal afgøre, hvordan sæsonen skal afsluttes. Der er opbakning fra ligaklubberne til at droppe beslutningen om tvangsnedrykning. Det viser en rundspørge, Jyllands-Posten har lavet. »Det er forkert at rive tæppet væk under hold, der ikke formelt er rykket ned. Alt andet er snæversynet. Vi taler om virksomheder, der kan risikere at lukke«, siger en ligatræner anonymt til Jyllands-Posten.
Appelinstans tildeler forbund sviende nederlag og giver nedrykkere nyt håbSkisport. Italien vil forsøge at få udskudt det alpine VM 2021 i Cortina d’Ampezzo i Dolomitterne til efter vinter-OL i 2022. Det siger formanden for Italiens olympiske komité, Giovanni Malago, ifølge Ritzau til tv-stationen Rai2. »Det er en meget smertefuld, men fornuftig beslutning. Hvis der i oktober eller november er et problem (med coronavirus, red.), vil vi ikke være i stand til at afholde VM i 2021«, siger formanden.
Velgørenhed. En golfmatch mellem ikonerne Tiger Woods og Phil Mickelson samt de to football-legender Peyton Manning og Tom Brady generede 20 millioner dollar, ca. 137 millioner kroner, til bekæmpelse af coronavirus.
Tennis. En holdturnering for lukkede døre i Auckland bliver den første turnering siden coronanedlukningen. Det skriver Ritzau. Turneringen hedder Premier League og indledes 3. juni med otte hold a tre mandlige spillere. I alt er der planlagt 112 kampe på tre uger.




























