Både Europa League og Champions League skal afsluttes ved Final8-stævner i henholdsvis Tyskland og Portugal.

FCK skal jage europæisk kvartfinale ved august-gyser

FCK's rutinerede forsvarer Andreas Bjelland under første kamp mod Basaksehir i Istanbul, hvor det tyrkiske mandskab 12. marts vandt 1-0 via straffespark. Foto: Kemal Aslan/Ritzau Scanpix
FCK's rutinerede forsvarer Andreas Bjelland under første kamp mod Basaksehir i Istanbul, hvor det tyrkiske mandskab 12. marts vandt 1-0 via straffespark. Foto: Kemal Aslan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Champions League vil blive afsluttet via et Final8-stævne fra 12. til 23. august i Lissabon i Portugal. Det oplyser Uefa onsdag ved en pressekonference. Samtidig er det oplyst, at også Europa League fra kvartfinalerne skal spilles som et Final8-stævne i fire tyske byer – Köln, Duisburg, Düsseldorf og Gelsenkirchen – 10.-21. august.

Nyheder, som FC København bifalder.

»Det er meget vigtigt for os at kunne spille returkampen mod Istanbul Basaksehir, for det er jo isoleret set en af de største kampe i klubbens historie«, siger Daniel Rommedahl, FCK’s Director of Football Operations & International Affairs, til Ritzau.

»Når vi kun er bagud 0-1 efter den første kamp, så har vi en god chance for at gå videre og nå kvartfinalen, hvilket vil være en meget stor ting for klubben«.

»Det er en fornuftig løsning af Uefa i den situation, vi står i. En Final8-slutrunde er nødvendig, da kalenderen skal gå op på alle ledder og kanter, og der er ikke så mange muligheder«, vurderer Daniel Rommedahl.

FCK skal spille sin returkamp mod tyrkiske Basaksehir enten 5. eller 6. august. Men det er endnu ikke besluttet, om det danske hold får hjemmebane i kampen. Alternativt kan den blive spillet på neutral grund i Tyskland.

Københavnernes hidtil største resultat i de europæisk klubturneringer er 1/8-finalen i Champions League i 2010-2011, hvor det endte med nederlag til Chelsea.

Uefa meddelte onsdag, at der først senere – formentlig i juli – bliver taget stilling til, hvor mange tilskuere der kan lukkes ind til de resterende kampe i de to klubturneringer.

Der mangler fire returkampe i Champions League 1/8-finaler, og de afvikles 7. og 8. august.

Meget skrap kvalifikation

Uefa har også besluttet, at der i kvalifikationen til både Champions League og Europa League kun spilles ét opgør i hver runde mod normalt to. Undtagelsen er Champions League playoff-runden, der bliver over to kampe, mens playoff-runden til Europa League er én kamp. De massive ændringer i den internationale fodboldkalender gør, at der ikke er ledige datoer nok til at gennemføre kvalifikationen som normalt.

»Vi anerkender til fulde, at situationen er helt ekstraordinær, og at det derfor har været en utrolig vanskelig udfordring for Uefa at finde en løsning«, siger Daniel Rommedahl. »På den baggrund mener vi, at det er en nødvendig løsning, men at det naturligvis også forandrer turneringens natur radikalt, når man ikke længere afgør det over to kampe, men i stedet ved én kamp«.

De otte tilbageværende hold i kvindernes Champions League-turnering i denne sæson deltager i en Final8-turnering i Baskerlandet i Spanien mellem 21. og 30. august. Der spilles bedst af én kamp i både kvartfinale, semifinale og finale.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her