0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

CL-sejr til Aalborg, Viktor Axelsen er opereret, og Holger Rune slår 2.-seedet

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Håndbold. Aalborg fik en fremragende start på Champions League-gruppespillet med en udesejr på 31-29 over de 24-foldige slovenske mestre, Celje, der førte 16-15 ved pausen. Aalborg fik godt gang i kontrafasen i anden halvleg, hvilket gjorde udslaget. Aalborg kom foran 24-21, men det blev 24-24, inden Aalborg igen kom foran med 27-24. Magnus Saugstrup blev Aalborgs topscorer med 8 mål fra stregen eller på kontraløb.

Tennis. 17-årige Holger Rune fik en god start ved ITF-turneringen i schweiziske Klosters, da han onsdag fik testet formen. Det blev til et flot comeback efter et tabt første sæt og endte med en sejr på 2-6, 6-1, 6-1 over den ti år ældre bulgarer Dimitar Kuzmanov. Danskeren er nr. 725 på ATP-ranglisten, hvor Kuzmanov er nr. 292. I anden runde venter den 20-årige schweiziske kvalifikationsspiller Luca Stäheli, der er rangeret som nr. 1.109

Fodbold. Alle onsdagens tre kampe i 1. division gav jyske hjemmesejre. Nedrykkeren Esbjerg vandt foran anden gang med et rent bur, da HB Køge blev besejret 1-0. Yuri Yakovenko scorede på risposten efter et brændt straffespark i 2. minut. Emil Holten og 20-årige Sebastian Jørgensen scorede, da en anden nedrykker, Silkeborg, vandt 2-0 over Skive, og så vandt Viborg 4-2 over Kolding.

Alle resultater og stillingen i 1. division

Badminton. Viktor Axelsen skal holde pause på ubestemt tid efter at være blevet opereret i højre ankel. »Min højre ankel har plaget mig nu og da i noget tid efterhånden. Efter at have konsulteret flere eksperter og fysioterapeuter, besluttede jeg mig for at få foretaget en mindre operation i anklen. Alt gik godt, og der er ingen tvivl om, at det var det rette at gøre. Tak til det professionelle personale på Hvidovre Hospital, som hjalp mig«, skriver Viktor Axelsen på Instagram.

Golf. 19-årige Rasmus Højgaard er feltets eneste dansker, når han spiller sin første major med start torsdag kl. 13.10 dansk tid. US Open afvikles uden for New York på den frygtede Winged Foot, der er lang og smal og har en skræmmende høj rough. Bookmakernes favorit er amerikaneren Dustin Johnson, der har opnået placeringerne 1, 2 og 1 sine seneste tre PGA Tour-turneringer.

Atletik. Den tidligere præsident for Det Internationale Atletikforbund Lamine Diack er idømt 4 års fængsel, deraf de 2 betingede, og en bøde på 3,7 mio. kr. for korruption i forbindelse med den russiske dopingskandale. Diack var præsident fra 1999 til 2015 og var anklaget for at have dækket over positive dopingprøver fra russiske atletikudøvere.

Fodbold. På grund af coronarestriktionerne i Island har 32-årige Christian Sivebæk fået ophævet sin kontrakt med Fjölnir. »Ja, jeg er tilbage i Danmark. Den her andenbølge af corona betød jo, at der pludselig kom restriktioner på ind- og udrejser, og ligaen blev lukket ned i nogle uger. Jeg havde min familie med derop i den første måned, men jeg kunne bare se frem til ikke at kunne komme hjem, og det var en del af aftalen fra start» siger Christian Sivebæk til bold.dk.

Cykling. Franskmanden Arnaud Démare (Groupama-FDJ) bragte sig alene på førstepladsen på årets vinderliste, da han i massespurten på 2. etape i Luxembourg Rundt sejrede for 10. gang. Italieneren Diego Ulissi (UAE Team Emirates) bevarede førertrøjen. En anden af verdens bedste sprintere colombianeren Fernando Gaviria (UAE Team Emirates) slog til for sjette gang i denne sæson, da han susede først over stregen i den 182 km lange 92. udgave af Giro della Toscana.

Cykling. Sidste års vinder af Tour de France, den 23-årige colombianer Egan Bernal, er ude af dette års udgave af etapeløbet. Det meddeler hans hold, Ineos, i en pressemeddelelse. Bernal kom til Touren med den mission at forsvare sin sejr fra sidste år. Da feltet ramte de hårde bjerge, stod det dog klart, at han langtfra havde formen til at følge med andre favoritter som Primoz Roglic og Tadej Pogacar. »Vi har taget beslutningen for Egans eget bedste. Egan er en sand mester, der elsker at konkurrere, men han er også en ung rytter med mange Tour-deltagelser foran sig«, siger Ineos-chef Dave Brailsford. Onsdag køres kongeetapen i Alperne.

Fodbold. Den omdiskuterede kviklånslov, der trådte i kraft denne sommer, skal drøftes på politisk plan i denne uge. Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S). Det sker, efter at det danske landshold og danske sportsklubber er blevet ramt, fordi loven ikke tillader, at spiludbydere må reklamere side om side med banker, der tilbyder kviklån. Venstres idrætsordfører, Stén Knuth, mener, at loven bør justeres. »Hensigten med loven var at bremse aggressiv markedsføring fra kviklånsudbydere«, indleder Stén Knuth et skriftligt svar til Ritzau. »Hensigten var ikke at ramme hverken elite- eller breddeidræt i forhold til sponsorater, og det er i håbet om at få rettet det op, vi vel skal se ministerens indkaldelse til forhandling, for det er vi selvfølgelig klar til i Venstre«.

Tennis. 28-årige Federico Coria, der er lillebror til den ti år ældre og mere berømte, nu pensionerede Guillermo Coria, gjorde det rigtig godt ved at besejre den hårdtslående tysker Jan-Lennard Struff i 1. runde i Masters 1000-turneringen i Rom, men nu er eventyret slut. Den 4.-seedede italiener Matteo Berettini vandt onsdag 2. runde-opgøret 7-5, 6-1. Topseedede Novak Djokovic vandt 6-3, 6-2 over Salvatore Caruso. I kvindernes række vandt Simona Halep 6-3, 6-4 over det italienske wildcard Jasmine Paolini, mens det blev til et skuffende comeback til WTA Touren for schweiziske Belinda Bencic, der tabte 3-6, 1-6 til Danka Kovinic fra Montenegro.

Cykling. Sent tirsdag blev Magnus Cort testet positiv for coronavirus og kan derfor ikke deltage i næste uges VM i Italien. Det danske VM-hold gør alt for at undgå flere tilfælde, og elitechef i Danmarks Cykle Union Morten Bennekou fortæller da også, at de sportslige forberedelser nærmest bliver overskygget af de mange coronaprocedurer. »Man kan næsten helt glemme, at der skal køres cykelløb. Testningen af rytterne bliver et stort miskmask af individuelle historier«, konstaterer Morten Bennekou. Han henviser til, at rytterne kommer fra forskellige hjørner af Europa, hvor de enten har forberedt sig til VM eller har kørt etapeløb.

Annonce

Fodbold. AaB er blevet politianmeldt for at bryde den såkaldte kviklånslov. Det skriver avisen Nordjyske. Det er Alliancen mod Spilafhængighed, der har anmeldt klubben, fordi den angiveligt bryder kviklånsloven ved at reklamere for både Spar Nord Leasing og spiludbyderen Mr. Green på sin trøje.

Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

Frank Onyeka skal styrke FCM's midtbane i kampen mod Young Boys fra Schweiz.

Fodbold. Den centrale midtbanespiller Frank Onyeka er med igen for FC Midtjylland i onsdagens Champions League-opgør hjemme mod schweiziske Young Boys. Det er et opgør i tredje runde af Champions League-kvalifikationen. Runden afvikles som én kamp, og den spilles i Herning. En sejr vil sende FCM i playoffrunden, hvilket automatisk udløser en plads i et europæisk gruppespil, hvad enten det bliver Champions League eller Europa League. Frank Onyeka mistede for nylig sin far, og han var derfor ikke med i FCM’s premierekamp i Superligaen i fredags. FCM tabte her 0-2 ude til Sønderjyske.

Cykling. Mikkel Bjerg har trukket sig fra det italienske løb Giro della Toscana. Det oplyser hans hold, UAE, på Twitter. Årsagen er, at Bjerg blev syg i løbet af natten til onsdag, lyder det. Mikkel Bjerg er en del af det danske landshold, der skal køre VM i italienske Imola sidst i september. Bjerg er sammen med Kasper Asgreen udtaget til at køre enkeltstart.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Pione Sisto fik ikke det perfekte comeback for FC Midtjylland, da de danske mestre tabte i Superligaens 1. runde til Sønderjyske.

Fodbold. For tre år siden var Pione Sisto en profil på Celta Vigos hold, der nåede semifinalen i Europa League. Nu er den rapfodede offensivspiller hentet hjem til FC Midtjylland, hvor han bliver en værdifuld brik på det hold, der forsøger at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet. Det mener FCM-anfører Erik Sviatchenko. Allerede onsdag kan Sisto komme i aktion, når midtjyderne får besøg af schweiziske Young Boys i en vigtig CL-kvalifikationskamp. »Han kommer netop med en europæisk erfaring, og det har vi brug for i vores trup. Der er ikke så mange, der har prøvet det, så det er rigtig fint, at der kommer en, som også har prøvet det for nylig. Det er ikke ret lang tid siden, at han spillede europæiske kampe og havde fin succes. Pione kan levere på europæisk topniveau, og jeg har en klar forventning om, at han kommer til at gøre en forskel«, siger anføreren.

Tennis. Italien har de seneste sæsoner været på optur i ATP-regi med flere stærke kort på hånden. Tirsdag aften viste 18-årige Lorenzo Musetti, at nationen har mere talent på vej, da han ved Masters 1000-turneringen i Rom spillede den trefoldige grand slam-vinder Stan Wawrinka ud af banen og vandt 6-0, 7-6 i 1. runde. Nu venter nok en stor profil, japanske Kei Nishikori, på Musetti i 2. runde. En anden italiensk teenager, sidste års store gennembrud Jannik Sinner, skal i sin 2. runde-kamp møde den græske top 10-spiller Stefanos Tsitsipas på en onsdag, hvor også legenderne Rafael Nadal og Novak Djokovic træder ind i turneringen.

Basketball. Denver Nuggets fuldendte natten til onsdag dansk tid et imponerende comeback mod Los Angeles Clippers i NBA-slutspillet. Denver besejrede således Clippers med 104-89 i den syvende og afgørende kamp i serien. Holdet var ellers kommet bagud med 1-3 i serien, men med tre sejre i træk lykkedes det altså at færdiggøre et flot comeback. Holdet er nu klar til Western Conference-finalen, der svarer til semifinalen i verdens bedste liga. Her skal Colorado-klubben op imod Los Angeles Lakers, der blandt andre råder over superstjernen LeBron James.

Fodbold. Verdens største sportsstjerner tjener millioner af dollar gennem karrieren. Men det er alligevel de færreste, som når en indtjening, der runder tre ekstra cifre – altså én milliard dollar (6,28 milliarder kroner). Faktisk har kun fire sportsfolk opnået det i deres aktive karriere, og den seneste af de fire til at træde ind i den eksklusive klub er FC Barcelonas superstjerne Lionel Messi. Nyhedsbureauet AFP skriver, at det anerkendte finansmedie Forbes på sin seneste opgørelse over indtjeningerne for sportens største har opgjort Messi til nu at have rundet 1 milliard dollar i karriereindtjening. Dermed træder han ind i den klub, der kun omfatter golfikonet Tiger Woods, boksestjernen Floyd Mayweather og Messis mangeårige konkurrent på fodboldbanen, Cristiano Ronaldo.

Læs mere:

Læs mere