Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Vraget Riza Durmisi er skuffet over, at Brøndby valgte en anden

22. marts 2018 mod Panama spillede Riza Durmisi den seneste af sine 23 landskampe. Foto: Lars Poulsen/POLFOTO
22. marts 2018 mod Panama spillede Riza Durmisi den seneste af sine 23 landskampe. Foto: Lars Poulsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Fodbold. Den tidligere landsholdsspillerRiza Durmisi er dybt skuffet over ikke at være kommet hjem til Brøndby i det transfervindue, der smækkede i mandag aften. Brøndby skrev i stedet kontrakt med Blas Riveros som ny venstreback. »Jeg havde en aftale med klubben, indtil jeg i medierne finder ud, at de har skrevet under med en anden spiller, og det er der, at det knækker for mig. At de ikke engang informerer mig. Det er ikke måden at behandle en person, som har lagt sit liv i klubben«, forklarer siger Riza Durmisi til B.T. om sin skuffelse. Riza Durmisi fortæller desuden, at han afviste tilbud fra Celta Vigo og Alanyaspor, fordi han regnede med at skulle tilbage til Brøndby, som han forlod i 2016. Fodbolddirektør Carsten V. Jensen bekræfter, at Riza Durmisi var i spil som ny venstreback. »Når det er sagt, arbejder vi som klub naturligvis med flere løsninger på vores transfertargets. På samme måde som spillere og agenter, må man formode, arbejder med forskellige løsninger i forhold til deres næste klubvalg«, siger Carsten V. Jensen til B.T.

Håndbold. Mors-Thy avancerede til tredjepladsen i mændenes liga, da udekampen mod Sønderjyske blev vundet med overbevisende 37-25.NordmandenErik Thorsteinsen Toft blev vindernes topscorer med 7 mål på 7 forsøg. Skanderborg besejrede Ribe-Esbjerg med 29-27.

Fodbold. Kjartan Finnbogason fik et forrygende comeback for AC Horsens at han forleden fik ophævet sin kontrakt med Vejle, da islændingen scorede de første to mål i en 3-0-sejr over 2. divisionsholdet Næsby i DBU Pokalen. OB’eren Issam Jebali var efter weekendens udvisning tilbage i en positiv hovedrolle, da han med et oplæg til Aron Elis Thrándarsons udligning og sejrsmålet vendte 0-1 til 2-1 mod 2. divisionsklubben Hillerød.

Fodbold. Barnsleys forsvarsspiller Bambo Diaby har fået to års karantæne af det engelske fodboldforbund for at teste positiv for et ulovligt stof. Den 22-årige senegaleser leverede en dopingprøve, der viste indhold af stoffet Higenamin.

Cykling. Blot et kvart hjul skilte den franske verdensmester Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step) og det hollandske multitalent Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix) på målstregen efter de 197 km i De Brabantse Pijl, og selv om det i få øjeblikke frygtedes, at franskmanden ligesom i søndagens Liège-Bastogne-Liège havde jublet for tidligt, var hans første triumf i den nyerhvervede VM-trikot en kendsgerning. Danskerne Andreas Kron (Riwal Securitas) og Michael Valgren (NTT) fulgtes i mål som nr. 24 og 25 med et minus på 30 sekunder.

Fodbold. FC Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, står over for et mistillidsvotum efter en turbulent periode i klubben. Det står klart, efter at tusindvis af underskrifter er blevet verificeret og godkendt, skriver nyhedsbureauet AFP. I september blev 20.687 underskrifter indleveret. De skulle valideres af et panel på fem personer: to fra Barcelonas bestyrelse, de to første, der skrev under, samt en person fra det catalanske fodboldforbund. FC Barcelonas egne regler foreskriver, at der skal 16.520 underskrifter til for at udløse et mistillidsvotum.

Formålet med underskriftindsamlingen for et mistillidsvotum er at udløse et tidligere præsidentvalg i den spanske storklub for at få Bartomeu ud af vagten før tid. Næste skridt er at afholde en afstemning blandt klubbens medlemmer. Her skal to tredjedele af klubbens cirka 150.000 medlemmer stemme imod den nuværende bestyrelse for at vælte den. Sker det, skal der afholdes valg inden for tre måneder.


Fodbold. Det danske kvindelandshold er forstærket med en trio, der blev afholdt fra at deltage i de seneste landskampe i september. Danmark måtte dengang grundet coronapandemien se langt efter Janni Thomsen, Rikke Marie Madsen og Stine Ballisager, da trioen fra Vålerenga senest blev udtaget. De fik ikke lov til at rejse af den norske klub. Alle tre er onsdag udtaget og tilbage på landsholdet, der med sejre over Israel (21. okt., Viborg) og Italien (27. okt., Empoli & 1. dec., Viborg) i de kommende kampe kan kvalificere sig til EM i England.

Fodbold. Manden bag det afgørende mål i VM-finalen i 2014, tyskeren Mario Götze, skifter til hollandske PSV Eindhoven på en fri transfer. Det skriver PSV på sin hjemmeside. Götzes kontrakt i Borussia Dortmund var udløbet, og nu har den 28-årige offensivspiller fået en toårig kontrakt med PSV. Götze har spillet 63 landskampe for Tyskland, som i VM-finalen i 2014 besejrede Argentina 1-0 efter forlænget spilletid.

NFL. Endnu en af New England Patriots’ stjernespillere er blevet testet positiv for coronavirus. Ifølge NFL Network har forsvarsspilleren Stephon Gilmore afleveret en positiv coronaprøve, og han er dermed den tredje spiller fra holdet, som er testet positiv den seneste uge. I lørdags kom det frem, at quarterbackstjernen Cam Newton var testet positiv for den smitsomme sygdom, og siden blev også reservespilleren Bill Murray testet positiv.

Tennis. Tjekkiets 30-årige hardhitter og tidligere dobbelte Wimbledon-mester Petra Kvitova er videre til semifinalen ved French Open. Onsdag mødte hun tyske Laura Siegemund som første programpunkt på hovedbanen Court Philippe Chatrier, hvilket sluttede med en 6-3, 6-3-sejr til Kvitova, der på dagen havde båe en skarp serv og en effektiv forhånd klar til sin modstander. Det kunne Siegemund i længden ikke stille noget op for, og Kvitova skal i semifinalen møde Sofia Kenin, USA, der besejrede landsmaninden Danielle Collins 6-4, 4-6, 6-0. Den anden semifinale er et opgør mellem Iga Swiatek, Polen, og Nadia Podoroska, Argentina.

Tennis. Den forsvarende mester Rafael Nadal er klar til semifinalen i French Open, hvor han forsøger at udbygge sin imponerende rekord som den mest vindende nogensinde i turneringen med en 13. titel. Det står klart efter en sen forestilling mod italienske Jannik Sinner, der sluttede kort før klokken 01.30 natten til onsdag. Her lykkedes det gruskongen at sende det italienske stortalent ud af grand slam-klassikeren efter en tresætssejr på 7-6, 6-4, 6-1, som kom i hus på trods af noget usædvanlige forhold. »Det er meget sent, så tak for, at I er blevet på trods af de svære omstændigheder«, sagde Nadal efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP til den ret begrænsede skare, der fortsat sad på tribunerne. Manden fra Mallorca kom så sent i gang, fordi en kamp over fem timer mellem Dominic Thiem og Diego Schwartzman skubbede hele programmet. Det er netop Schwartzman, Nadal møder i semifinalen.

Dagens kvartfinaleprogram på Roland Garros: Andrey Rublev-Stefanos Tsitsipas, Novak Djokovic-Pablo Carreño Busta, Petra Kvitova-Laura Siegemund, Danielle Collins-Sofia Kenin.

Pas på, tennisspillere: Det romerske grus lokker Nadal ud af coronapausen

Fodbold. Tysk politi har onsdag gennemført en omfattende razzia hos Det Tyske Fodboldforbund (DFB) samt hos flere privatpersoner, der har arbejdet i forbundet. Det drejer sig om mulig skattesvindel i 2014 og 2015, skriver nyhedsbureauet dpa. Sagen drejer sig om, at forbundet er mistænkt for at have undladt at betale skat af indtægter fra reklameskilte fra det tyske fodboldlandsholds kampe på hjemmebane i årene 2014 og 2015. Det oplyser anklagemyndighederne i Frankfurt.

Fodbold. Albert Capellas forlænger sin kontrakt som landstræner for U21-holdet med to år. Nu løber aftalen til sommeren 2023. Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) onsdag på sin hjemmeside. Også assisterende træner Steffen Højer har fået forlænget sin aftale, så den løber til og med EM i 2023. De blev begge ansat i juni 2019, efter at Niels Frederiksen, den nuværende cheftræner for Brøndby, stoppede. U21-holdet har endnu ikke tabt en landskamp under det nuværende trænerteam og er godt på vej til at kvalificere sig til næste års EM-slutrunde i Ungarn og Slovenien.

Basketball. Los Angeles Lakers nærmer sig den samlede sejr i finaleserien i NBA, efter at holdet natten til onsdag vandt 102-96 over Miami Heat. Kampen var den fjerde i serien, hvor der spilles bedst ud af syv. Lakers fører sammenlagt med 3-1. Sejren kom blandt andet i hus takket være en veloplagt LeBron James. Den 35-årige superstjerne noterede sig i fjerde finalekamp for 28 point, 12 rebounds og 8 oplæg. Han blev godt hjulpet af Lakers’ anden stjernespiller, Anthony Davis, der i løbet af kampen lavede 22 point og 8 rebounds. Resultatet betyder, at Lakers kan sikre sig holdets første mesterskab siden 2010 i finaleseriens femte kamp natten til lørdag dansk tid.

Tennis. Den polske teenager Iga Swiatek bliver ved med at imponere ved French Open, hvor hun nu er fremme i semfinalen. Sent tirsdag aften vandt hun 6-3, 6-1 over italienske Martina Trevisan, der var kommet med via kvalifikationen. Dermed står 19-årige Swiatek, der også sendte den topseedede rumæner Simona Halep ud af turneringen, klar til en semifinale mod en anden stor overraskelse, argentinske Nadia Podoroska, der ligesom Trevisan først har kæmpet sig igennem kvalifikationsturneringen.

Iga afløser Aga: Hun er et monster på banen, men kan ikke lide at træne

Idrætspolitik. Eliteatleter i svømning og andre sportsgrene skal trygt kunne fortælle om overgreb og kritisable forhold i idrætten. Det er budskabet i et nyt lovforslag, der skal give atleterne en større stemme, end de har i dag. »Team Danmark skal udvikle og etablere en selvstændig funktion, som eliteatleterne og andre kan gå til, hvis de oplever uhensigtsmæssig adfærd«, lyder det blandt andet i forslaget.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her