De fire første kampe havde givet lige præcis nul point, så motivationen var vel mere konstrueret end reel, da Brian Priske som træner for FC Midtjylland for rullende tv-kamera blev bedt om at sætte mål for femte forsøg i det Champions League-gruppespil, som klubben i så længe har stræbt efter at blive en del af.
Han definerede det på forhånd som vigtigt, at såvel klubben som dansk fodbold kunne vinde koefficientpoint til den europæiske rangliste ved at gøre det svært for modstanderne fra Bergamo på de rigtige tidspunkter og områder. For et dansk mesterhold uden Evander, Jens-Lys Cajuste, Pione Sisto og Erik Sviatchenko forekom det ærligt talt mere som en mere konstrueret end reel målsætning.




























