0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Rasmus Lauge er korsbåndskadet og misser VM

Seneste nyt fra sportens verden.

Håndbold. Danmark skal i januar i Egypten forsvare VM-titlen uden Rasmus Lauge, der kan imødese en lang skadespause. I onsdagens Champions League-kamp for Veszprem mod THW Kiel pådrog den danske playmaker sig en korsbåndsskade. Ifølge Veszprems hjemmeside vil Rasmus Lauge blive opereret i Danmark så hurtigt som muligt.

Motorsport. Kevin Magnussen har fået nyt job. Næste år skal den nuværende formel 1-kører til USA og repræsentere Chip Ganassi Racing i en amerikansk løbsserie for sportsvogne. »Hvis man har med professionel motorsport at gøre, så kender man navnet Chip Ganassi, og man ved, hvad det repræsenterer. Chip har opbygget en af de bedste organisationer både på og uden for banen«, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse fra teamet. Når Kevin Magnussen har overstået sin sjette sæson i formel 1, får han sin første start i januar i en Cadillac-racer og med hollænderen Renger van der Zande som holdkammerat.

Håndbold. Så er kvindernes EM i Danmark i gang. Rusland indledte i Boxen med at vinde 31-22 over Spanien, der ellers tidligt var foran 11-8, inden 5 russiske mål i træk op til pausen. I gruppe D, der afvikles i Kolding vandt Tyskland 22-19 over Rumænien.

Tennis. Holger Rune har levet op til sin 7.-seedning ved at spille sig i kvartfinalen ved en ITF-turnering i Antalya. 17-årige Holger Rune (nr. 508 i verden) vandt 5-7, 6-3, 6-3 over bulgareren Alexander Donski (nr. 595), og skal møde rumæneren Sebastian Gima (nr. 1.401), der slog den topseedede tyrker, Cem Ilkem (nr. 219).

Fodbold. Semifinalerne hedder Italien-Spanien og Frankrig-Belgien, når semifinalerne i den anden udgave af Nations League afvikles oktober næste år i Milano og Torino.

Fodbold. Den tidligere FC København-manager Ståle Solbakken skulle ikke gå arbejdsløs længe. Torsdag er han således udpeget som ny landstræner i hjemlandet Norge fra 7. december. Han overtager jobbet fra svenske Lars Lagerbäck, der ellers havde kontrakt til 2022. »Jeg er stolt og beæret over, at blive tilbudt jobbet som landstræner. For mig er det et godt tidspunkt at tage over på«, siger Ståle Solbakken til Det Norske Fodboldforbunds hjemmeside. Solbakken glæder mig til opgaven og til at bygge et stærkt hold op - og måske møde Danmark i den kommende VM-kvalifikation. »Det ville være en sjov kamp. De har et af de bedste landshold i lang tid. Det ville være en fin udfordring«, siger Solbakken ifølge NTB på et pressemøde.

Ståle Solbakken blev fyret i FCK i oktober og det er meningen, at han skal være landstræner i Norge i en periode, der strækker sig over to kvalifikationsturneringer – til VM 2022 og EM 2024. Norge missede for få uger siden en billet til næste års EM, da holdet i playoff-semifinalen tabte til Serbien. Norge har ikke deltaget i en slutrunde siden EM 2000. Det skal Ståle Solbakken nu lave om på - med otte års forsinkelse. Allerede i 2012 var der en mundtlig aftale på plads om landstrænerjobbet, men sprang fra da jobbet som klubtræner i tyske klub FC Köln trak mere i ham.

Golf. Nanna Koerstz Madsen blev i søndags trukket ud af LPGA-turneringen Volunteers of America Classic i Dallas, da hun var testet positiv for Covid-19, men da yderligere to hurtigtest var negative, fik hun foretaget en mere fyldestgørende test, der ligeledes var negativ. Derfor fik hun onsdag alligevel lov til at flyve fra sit opholdssted i Boca Raton i Miami til Dallas, hvor hun er blevet puttet ind bagest i feltet og spiller senere i dag. »Så jeg slår ud i sidste bold, spiller alene, ingen prøvespil, og ingen træning i 5 dage. Det er en af de sjovere udfordringer, men uanset hvad, så får jeg trænet lidt derude og så blir resultatet som det nu gør! Jeg forsøger at spille midt green i starten, og så se om jeg kan spille mig varm derude«, skriver Nanna Koerstz Madsen på Facebook. Siden har hun dog fået amerikaneren Emma Talley som makker i en tobold. Nicole Broch Larsen spillede færdig tidligere og var med en runde i 1 over par på en delt 32.-plads.

Golf. Thorbjørn Olesen gik en forrygende 2. runde i 64 slag ved Dubai Championship og avancerede til en 7.-plads, som han deler med blandt andre den 22-årige landsmand John Axelsen og englænderen Steven Brown, der med en 63’er som den eneste var bedre end Thorbjørn Olesen. De øvrige fire danske deltagere missede cuttet til finalerunderne i turneringen, der føres med 3 slag af englænderen Andy Sullivan efter runder i 61 og 66 slag. I South African Open i Sun City er Nicolai Højgaard nr. 32 og Benjamin Poke nr. 83 efter 1. runde.

Følg udviklingen i Dubai Championship her

Flere nyheder under tv-oversigten

Direkte sport i tv

Torsdag 3. december

TV2 Sport
18.15 Håndbold: Rusland-Spanien (k)
20.30 Håndbold: Sverige-Tjekkiet (k)

TV3 Sport
19.00 Fodbold: Esbjerg-Kolding

TV3 Max
19.00 Håndbold: Flensburg-Szeged

6’eren
18.55 Fodbold: Linz-Tottenham
21.00 Fodbold: Nice-Leverkusen

Canal9
18.55 Fodbold: AC Milan-Celtic
21.00 Fodbold: AZ-Napoli

Eurosport 1
13.20/16.20 Skiskydning: World Cup
19.45 Snooker: UK Championship

Dagens tv-tip. Kvindernes håndbold-EM starter i de tidlige aftentimer. Rusland-Spanien mødes i Herning og på TV2 Sport kl. 18.15. Sverige og Tjekkiet skal også i kamp i EM-gruppe A kl. 20.30.

EM-optakt:Det handler i høj grad om penge ...

Fodbold. Professionelle klubber i de tre lavere engelske divisioner har fået en coronahåndsrækning fra Premier League i form af en hjælpepakke til en værdi af 250 millioner pund, ca. 2,1 milliarder kroner. Op til 200 millioner pund kan blive stillet til rådighed i rentefrie lån til trængende klubber i den næstbedste række, The Championship, mens yderligere 50 millioner pund er til rådighed for klubberne i den tredje- og fjerdebedste række.

Paralympisk. Den Internationale Paralympiske Komite har øremærket ca. 14 millioner kroner til øget atletstøtte forud for legene i Tokyo 2021. Støtten, der er den størst enkeltudskrivning i organisationens historie, vil blive udbetalt fra februar.

Fodbold. Hertha Berlin er røget i lokal unåde forud for fredagens derby i Bundesligaen mod Union Berlin. Klubben placerede natten til tirsdag 60.000 flag rundt om i millionbyen, men Ordnungsamt, en myndighed under bystyret, kritiserer i avisen Die Tagesspiegel klubben for at fylde byen med unødig affald. Flagene kan desuden være til fare for trafikken, siger en talsmand fra Ordnungsamt. Der er kickoff fredag 20.30.

Fodbold. Kinas Fodboldforbund har beordret landets klubber til at fjerne navne på sponsorer fra de officielle klubnavne, inden sæsonen begynder efter nytår. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Ordren er en del af en større reformplan, der strækker sig tilbage til 2015.

Fodbold. Barcelona-angriberen Martin Braithwaite kom på måltavlen for tredje kamp i træk, da han i Champions League ude mod ungarske Ferencvaros scorede til 2-0 i sejren på 3-0. Danskeren forklarer formen således: »Nogle gange kommer målene i stimer, og i andre perioder vil bolden ikke ind. Jeg har spillet fire kampe i træk, og det er vitalt for mig«, siger Braithwaite til uefa.com. Braithwaite fremtvang også et straffespark, men overlod ansvaret til Ousmane Dembélé. »Da Dembélé sagde, at han var meget ivrig efter at sparke straffesparket, var jeg glad for at lade ham gøre det«.

Martin Braithwaite høster roser i avisen Marca, der peger på ham og Dembele som banens bedste. »Braithwaite ligner efterhånden en rigtig Barcelona-spiller efter at have modtaget meget kritik siden skiftet fra Leganes. Han viser, at han kan spille på dette niveau«, vurderer Marca. En anden avis, AS, roser ligeledes danskeren. »Hvis han fortsætter med at spille på den måde, får Koeman (træner Ronald Koeman), red.) svært ved at sætte ham af«.

Cykling. Den tidligere Vuelta a España-vinder Fabio Aru har skrevet kontrakt med Qhubeka Assos-mandskabet, der har danske Lars Michaelsen som sportschef. De seneste tre sæsoner har den 30-årige Aru været på kontrakt hos UAE – uden at vinde et løb.

Quiz. Kan du slå Politikens sportsjournalist Jeppe Laursen Brock i en quiz om danske sportstriumfer? Prøv Bezzerwizzers juledyst her.

Fodbold. Manchester United tabte 1-3 på eget græs til Paris SG i Champions League og skal nu ud i en nervepirrende sidste spillerunde. »Det er selvfølgelig frustrerende, at vi ikke gik videre i aften. Vi spillede en god kamp, men det var ikke nok. Kampens afgørelse kom ned til marginaler, og det var derfor, at de endte med sejren. Vi skabte chancer nok, men kunne ikke få dem omsat til mål«, siger United-manager Ole Gunnar Solskjær. I sidste spillerunde skal United til Tyskland og Leipzig. Her kan Solskjærs mandskab nøjes med et enkelt point for at gå videre. Taber de, går Leipzig forbi dem - og PSG gør det samme i tilfælde af point mod Basakhsehir.

Fodbold. Chelseas 34-årige franske angriber Olivier Giroud scorede onsdag hele fire gange mod Sevilla i Champions League og slog flere rekorder. Giroud blev i 4-0-sejren den ældste spiller i Champions Leagues historie til at score hattrick. Desuden blev han den første Chelsea-spiller siden manager Frank Lampards til at score fire gange i samme kamp.

Fodbold. Ikke flere scoringer fra målmaskinen Erling Braut Haaland i 2020. Den 20-årige fra Norge var således ikke med, da Dortmund i aftes spillede 1-1 i Champions League mod Lazio. Han er ramt af en fibersprængning. »Erling kommer ikke til at spille før begyndelsen af januar. Måske har han spillet for meget«, siger Dortmund-træner Lucien Favre ifølge Kicker til Sky. Haaland nåede 33 mål i 32 kampe for Dortmund i kalenderåret 2020.

Prisnominering. Landsholdet i banecyklingens 4.000 meter holdforfølgelsesløb er nomineret til prisen Årets Sportsnavn. Kvartetten, der består af Rasmus Lund, Julius Johansen, Lasse Norman Hansen og Frederik Rodenberg, vandt i år VM og smadrede undervejs verdensrekorden flere gange. Fodboldspilleren Pernille Harder er også nomineret og en tredje rival til hæderen offentliggøres senere. Prisen uddeles 2. januar.


Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts