0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Leipzig-forsvareren Angelino fejrer sin 1-0-scoring, da det tyske hold chokerede Manchester United i første halvleg tirsdag aften.

Farvel United: Tysk mandskab sender Rashford & Co. ud af Champions League

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. En kaotisk aften i Champions Leagues gruppe H bød blandt andet på opgøret RB Leipzig-Manchester United, og den kamp vandt det tyske hjemmehold efter en intens forestilling 3-2. Den danske landsholdsspiller Yussuf Poulsen kom på banen i anden halvleg, da Leipzigs 3-0-føring smuldrede. To gange reducerede United på straffespark, men med sejren er Leipzig videre til knockoutrunderne til foråret, og det er PSG tilsyneladende også, medmindre der kommer et uventet efterspil fra Uefa oven på det franske holds og Istanbul Basaksehirs udvandring fra opgøret tirsdag aften. Til gengæld er Manchester United havnet i en grim situation med farvel til det fine selskab.

Resultater og stillinger

Fodbold. Champions Leagues gruppe G blev tirsdag afsluttet med endnu et stjernetræf, da de to tophold FC Barcelona og Juventus igen stod over for hinanden. I det første opgør mellem de to hold tidligere på sæsonen var Cristiano Ronaldo ikke med, men den portugisiske stjerne stod tirsdag igen over for sin gamle La Liga-rival Lionel Messi. Denne gang trak Ronaldo det længste strå. Juventus fik således revanche efter nederlag i den første kamp og bankede Barcelona med 3-0. Ronaldo scorede to af målene, begge på straffespark. Amerikanske Weston McKinnie stod for det sidste.

Fodbold. Kasper Hjulmand og Co. kan nu sætte ti krydser i næste års kalender. Tirsdag kom det endelige kampprogram for VM-kvalifikation til slutrunden i Qatar i 2022. Dermed ligger det fast, hvornår Danmark skal møde Israel, Skotland, Østrig, Færøerne og Moldova to gange hver.

Her er Danmarks fulde kampprogram i VM-kvalifikationen:

  • Ude mod Israel, 25. marts 2021 klokken 20.45
  • Hjemme mod Moldova, 28. marts 2021 klokken 18.00
  • Ude mod Østrig, 31. marts 2021 klokken 20.45
  • Hjemme mod Skotland, 1. september 2021 klokken 20.45
  • Ude mod Færøerne, 4. september 2021 klokken 20.45
  • Hjemme mod Israel, 7. september 2021 klokken 20.45
  • Ude mod Moldova, 9. oktober 2021 klokken 20.45
  • Hjemme mod Østrig, 12. oktober 2021 klokken 20.45
  • Hjemme mod Færøerne, 12. november 2021 klokken 20.45
  • Ude mod Skotland, 15. november 2021 klokken 20.45

Fodbold. Skal Diego Maradona hædres efter sin død og pryde en argentinsk 1.000 peso-pengeseddel? Det foreslog senator Norma Durango ifølge avisen La Nacion i den argentinske kongres i går. Hun mener, det ligefrem kan blive en god forretning for landet. »Når turister forlader Argentina, vil de måske tage en ’Maradona’ med hjem«, siger Norma Durango. Diego Maradona døde 25. november i en alder af 60 år.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sloveniens storskytte Ana Gros i et forsøg foran Montenegros mål.

Håndbold. I en direkte duel om en plads i mellemrunden besejrede Montenegro i Danmarks gruppe A Slovenien 26-25. Kampen endte med at blive en tæt affære, efter Montenegro et kvarter inde i 2. halvleg førte med 8 mål, men så gik fuldstændigt i stå. Med sejren går europamestrene fra 2012 videre med nul point.

Fodbold. Youssoufa Moukoko bliver ved med at sætte rekorder. I slutningen af november blev Dortmund-sensationen dagen efter sin 16 års fødselsdag den yngste nogensinde til at optræde i Tysklands bedste fodboldrække, Bundesligaen. Tirsdag tog den purunge angriber samme rekord i Champions League. Her kom Moukoko på banen et lille kvarter inde i anden halvleg i Dortmunds sidste gruppekamp mod Zenit. Dermed er han nu den yngste nogensinde til at betræde grønsværen i den prestigefyldte turnering. Tirsdag var han 16 år og 18 dage gammel.

Fodbold. Qatars fodboldlandshold får nu lidt bedre muligheder for at blive klar til VM-slutrunden på hjemmebane i 2022. Landet bliver således indlemmet i gruppe A i den europæiske VM-kvalifikation. Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ifølge flere medier, herunder engelske The Independent og nyhedsbureauet AP. Qatar skal i gruppe A møde Portugal, Serbien, Irland, Luxembourg og Aserbajdsjan, men opgørene vil være testkampe og altså ikke tælle i forhold til kvalifikationen, heller ikke for de andre hold. Qatar er som værtsland allerede på deltagerlisten til VM i 2022.

Fodbold. 2.-divisionsklubben B93 leverede tirsdag aften en vaskeægte pokalsensation, da holdet tog imod AaB i pokalturneringen. Det lykkedes således for københavnerne at vinde 1-0 over superligamandskabet, der sidste år nåede hele vejen til finalen. Sejren blev sikret på en scoring af 17-årige Tammer Bany i første halvleg. Dermed er B93 som det første hold klar til kvartfinalen i pokalturneringen.

Fodbold. Den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel er sammen med sin far, den tidligere målmand Peter Schmeichel, blevet noteret for en Premier League-rekord. Det skriver Transfermarkt. De to er således den far-søn-duo, der sammenlagt har spillet flest kampe i Premier League. 530 kampe er det blevet til, og dermed overgår Schmeichel og Schmeichel den tidligere rekord, som Ian Wright og Shaun Wright-Phillips var indehaver af.

Ishockey. Efter sjældne nederlag i seneste spillerunde vendte topholdet Aalborg Pirates tirsdag tilbage på sejrskurs i Metal Ligaen. Det skete ikke mindst takket være en stor kamp af anfører Julian Jakobsen. Den 33-årige landsholdsspiller leverede således et hattrick – tre scoringer – da bundholdet Odense Bulldogs hjemme blev besejret 5-4. Den rutinerede Aalborg-profil, der har adskillige slutrunder på cv’et, kom flyvende fra start og havde scoret to gange, før der var spillet fem minutter.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Den danske topspiller Anders Antonsen er tvunget til at holde pause.

Badminton. Anders Antonsen er gået i isolation efter en positiv coronatest. Antonsen spillede en holdkamp for Aarhus Badmintonklub, og fredag blev han testet positiv. Det oplyser Denmark Open-vinderen til TV2 Sport. Han har ringet rundt til alle de personer, der var involveret i torsdagens kamp. »Jeg har kontaktet alle, der nu en gang skulle være kontaktet. Indtil videre har jeg heldigvis ikke hørt om nogen, der er blevet smittet af mig. Jeg ved heller ikke selv, hvor jeg har fået min smitte fra«, siger Antonsen til TV2 Sport.

Ishockey. Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF), der er under pres for at fjerne Hviderusland som en af værterne til det kommende VM, hvor Letland er den anden vært, oplyser, at en arbejdstur til den hviderussiske hovedstad Minsk er aflyst på grund af coronavirus. IIHF konstaterer, at dets præsident René Fasel og generalsekretær Horst Lichtner, som skulle være rejst til Hviderusland, begge er testet positive for covid-19 og derfor ikke er i stand til at mødes med den omstridte hviderussiske præsident Alexander Lukasjenko.

Fodbold. 487 minutter nåede den nu 20-årige Mathias Jørgensen at spille for OB i Superligaen, inden han i 2019 overraskende skiftede til New York Red Bulls. Nu er angriberen efter en periode uden succes i USA tilbage i Superligaen hos AGF, der har lejet ham fra 1. januar og sæsonen ud. »Jeg rejste ud som dreng og kommer hjem som en mand. Jeg har gennemgået en stor udvikling i min tid i USA. Er blevet mere moden og har fået en stor erfaring med i rygsækken, så jeg har meget at bidrage med«, siger angriberen til AGF’s hjemmeside.

Flere nyheder under tv-oversigten

Direkte sport i tv

Tirsdag 8. december

TV2
20.30 Håndbold: Danmark-Frankrig (k)

TV2 Sport
18.30 Håndbold: Montenegro-Slovenien (k)
20.30 Håndbold: Holland-Ungarn (k)

TV3+
21.00 Fodbold: Leipzig-Manchester U.

TV3 Sport
18.55 Fodbold: Zenit-Dortmund
21.00 Fodbold: Barcelona-Juventus

TV3 Max
17.00 Håndsbold: Tatabanya-GOG (m)
18.55 Fodbold: Lazio-Club Brugge
21.00 Fodbold: Paris SG-Basaksehir

Eurosport 1
13.45/19.45 Snooker: Home Nations Series

Dagens tv-tip. I Champions League er der maksimal spænding i gruppe H, hvor Manchester United, Paris SG og Leipzig alle har 9 point inden sidste spillerunde. United skal til Tyskland og kan klare sig med uafgjort – på TV3+ kl. 21.

Håndbold. Aalborg-mændenes udekamp i Champions League mod tyske THW Kiel onsdag er blevet udsat. Tyskerne har to coronasmittede spillere i truppen.

Fodbold. I august blev Israel og De Forenede Arabiske Emirater enige om at genoptage de diplomatiske forbindelser fuldt ud. Emiraterne anerkendte staten Israels ret til at eksistere, og allerede 31. august var flytrafik mellem det overvejende jødiske Israel og det primært muslimske Emiraterne en kendsgerning. Nu har sheik Hamad bin Khalifa Al Nahyan, søn af den regerende emir, købt halvdelen af den traditionsrige israelske klub Beitar Jerusalem og forpligtet sig til at poste ca. 550 mio. kr. i klubben de kommende ti år. Beitar Jerusalem har vundet det israelske mesterskab seks gange, men ikke siden 2008. Det har – som det faktum, at klubbens fans er kendt for at være særdeles anti-arabiske – ikke afholdt rigmanden fra Emiraterne fra at investere. »Jeg er begejstret over at blive partner i en glorværdig klub, jeg har hørt så meget om, og så i sådan en skøn by, Israels hovedstad, der er en af de helligste byer i verden«, siger sheikh Hamad bin Khalifa Al Nahyan ifølge Reuters.

Fodbold. Brøndbys superligatrup må forberede sig på forårssæsonen under hjemlige himmelstrøg. »Vi har vurderet, at på baggrund af de nuværende restriktioner, der desværre rækker et godt stykke ind i det nye år, afholder vi hele vores vinteropstart i Danmark«, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen. Vinterpausen bliver den korteste nogensinde i superligahistorien – blot seks uger. Der er pause fra 21. december til 2. februar.

Fodbold. Den tidligere FC København-træner Ståle Solbakken, der i sidste uge blev ansat som landstræner i Norge, skal betale en bøde på 20.000 norske kroner, ca. 14.000 danske kroner. Det sker som følge af, at Solbakken ikke overholdt en karantæneregel på ti dage i forbindelse med, at han for nylig rejste fra Danmark til Norge. Det skriver den norske avis VG, som har Solbakkens ord for, at han telefonisk har accepteret bøden fra politiet.

Olympisk. Der bliver færre medaljer at dyste om ved OL i Paris i 2024. Det meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Der vil være 329 konkurrencer i Paris mod 339 i Tokyo næste år. Det er blandt andet i den dopingplagede vægtløftning, der er blevet sløjfet konkurrencer, mens en atletikbegivenhed med klassikerstatus også har fået kniven. Mændenes 50 km kapgang, der er en af de mest udmarvende discipliner overhovedet og har været olympisk sport siden 1932 med en enkelt pause i 1976, er strøget af programmet for at skabe kønsbalance. Både mænd og kvinder skal i Paris 2024 kæmpe om medaljer på en 20 km-distance, mens der ligeledes er planer om at indføre en mixed-holdkonkurrence.

Damir Sagolj/Ritzau Scanpix
Foto: Damir Sagolj/Ritzau Scanpix

Sloveneren Matej Toth på vej mod guldet i Rio i 2016. Næste år i Tokyo er sidste mulighed for at vinde endnu en medalje på den særdeles krævende distance 50 km kapgang.

Fodbold. OB-spilleren Mads Frøkjær er testet positiv for corona og er sendt i isolation. Klubben lukkede mandag for al elitetræning som følge af mistanke om corona. »Spillerne møder omklædte til træning og kører direkte hjem bagefter. Alle medarbejdere i administrationen arbejder hjemmefra tirsdag og onsdag«, meddeler klubben.

Håndbold. Mandagens resultater ved EM betyder, at det bliver Rusland, Sverige og Spanien, de danske kvinder skal spille mod i mellemrunden. Rusland vandt gruppe B og tager 4 point med over i mellemrunden, hvor Spanien og Sverige starter med blot et enkelt point. Danmarks kvinder møder Frankrig i aften og vil vinde gruppen ved at spille uafgjort.

Cykling. Give i Vejle Kommune skal være vært for DM 2021. DM finder sted 17.-20. juni.

Overgreb i idræt. En judotræner er ved retten i Berlin blevet idømt 7 års fængsel for seksuelle overgreb på adskillige drenge i perioden 2009 til 2019. Politiken sætter i øjeblikket fokus på sager om overgreb i dansk idræt. Læs historien om karatetræneren, der gjorde Michala fortræd.

Håndbold. Landstræneren for Ruslands kvinder, Ambros Martin, angrer nu, at han lørdag bevægede sig ud af den røde coronasikrede boble, som trupperne befinder sig i ved EM. »Først og fremmest vil jeg gerne sige undskyld til alle, for jeg værdsætter virkelig meget den indsats, den danske regering og Dansk Håndbold Forbund leverer for at gennemføre dette mesterskab. Det er det vigtigste, jeg gerne vil sige til dem, der føler sig ramt: Jeg er ked af det«, siger Ambros Martin ifølge TV2 Sport.

Håndbold. Formanden for Dansk Håndbold Forbund (DHF), Per Bertelsen, beskylder Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) for aftalebrud som følge af, at EHF blot har udstedt advarsler i de tilfælde – fem af slagsen – hvor coronarestriktioner ikke er blevet overholdt. »Det var efter min opfattelse en helt klar aftale, vi havde med EHF om, hvordan konsekvenserne ville være, hvis man stak sin næse ud over den røde zone«, siger Per Bertelsen til TV2 Sport og tilføjer: »Jeg er super ked af, at vi har nogle, der ikke kan finde ud af at blive inden for den boble, som vi har kæmpet så hårdt for«.

Fodbold. Den tyske divisionsforening, DFL, har i forbindelse med udbetaling af tv-penge frem til 2025 besluttet sig for en mere solidarisk fordeling. 53 procent af den samlede sum vil blive udbetalt ligeligt mellem klubberne, mens de resterende 47 procent vil blive udbetalt i forhold til placering. Alle klubber i den bedste række er dermed garanteret mindst ca. 190 mio. kr. per sæson, mens klubber i 2. Bundesliga kan se frem til mindst ca. 50 mio. kr.

Olympisk. Presset på Hvideruslands præsident Alexander Lukasjenko vokser. Lukasjenko er sent tirsdag således blevet udelukket fra De Olympiske Lege i Tokyo i 2021, meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Den sportsglade præsident er ligeledes chef for Hvideruslands Olympiske Komité. IOC-beslutningen kommer i kølvandet på stribevis af historier fra hviderussiske atleter, der er blevet forfulgt af Alexander Lukasjenko for at have udtrykt støtte til den spirende demokratibevægelse i landet, som også kaldes ’Europas sidste diktatur’. »Det er i direkte strid med de grundlæggende principper i det olympiske charter«, siger IOC-bossen Thomas Bach med henvisning til den politiske forfølgelse af hviderussiske atleter.

Nikolai Petrov/belta/Ritzau Scanpix
Foto: Nikolai Petrov/belta/Ritzau Scanpix

Alexander Lukasjenko er en ivrig ishockeyspiller, men landet risikerer at miste sin del af værtskabet for VM i 2021.

Fodbold. Manchester Uniteds franske midtbanespiller Paul Pogba er formentlig fortid i klubben i løbet af januar, når transfervinduet åbner igen. Det siger spillerens agent Mino Raiola ifølge Ritzau i et interview med den italienske sportsavis Tuttosport, der udkommer tirsdag. »Det er bedst at sige det tydeligt, se fremad og ikke miste tid ved at lede efter nogen at bebrejde. Paul er utilfreds hos Manchester United. Han kan ikke udtrykke sig, som han vil, og som vi forventer, at han gør«, siger Raiola. Paul Pogba har siden 2016 spillet 177 kampe for klubben med 34 mål og 35 oplæg til følge.

Fodbold. Jannik Vestergaard er fuld af selvtillid, efter at han mandag scorede sit tredje hovedstødsmål i sæsonen. Vestergaard udlignede til 1-1 for Southampton i 2-1-sejren på udebane i Brighton. »Jeg formåede at guide den over i det fjerneste hjørne, hvilket var en dejlig fornemmelse. Hver gang jeg er med fremme, har jeg selvtillid nok til at tænke, at jeg kan vinde mine dueller, hvis bolden kommer min vej«, siger Vestergaard ifølge Ritzau og tilføjer: »Det er svært at sige, hvor mange jeg kommer til at score i år. Jeg er bare glad for, at vi som hold er blevet en trussel på dødbolde. Det er meget værdifuldt for holdet«. Southampton ligger på 5. pladsen i Premier League.

Fodbold. Yderligere tre danske landsholdsspillere kom i aktion mandag aften. Robert Skov startede på bænken, men kom ind og fik de sidste cirka 20 minutter på banen, da Hoffenheim mandag vandt 3-1 over Augsburg i Bundesligaen. I Spanien måtte Daniel Wass og Valencia nøjes med et enkelt point efter 0-0 i Eibar i La Liga, og Lukas Lerager og Genoa spillede 1-1 mod Fiorentina.

Fodbold. Landsholdsangriberen Christian Gytkjær har fået en prominent holdkammerat. AC Monza har nemlig skrevet kontrakt med den tidligere italienske landsholdsangriber Mario Balotelli. Den 30-årige har været uden klub, siden han i sommer blev løst fra sin kontrakt i Brescia, men er nu hyret af Monza i resten af denne sæson. Balotelli har tidligere spillet i storklubber som Inter og Liverpool, men kædes som oftest sammen med kontroverser af forskellig slags.

Annonce