0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Oliver Christensen var stærkt spillende mod FCM.

12. runde i Superligaen: FCM er tophold med mindst mulig margin

Få overblikket over weekendens runde i Superligaen.


OB - FC Midtjylland 1-1

1-0 Moses Opondo (14) 1-1 Sory Kaba (67)

FC Midtjylland er tilbage på førstepladsen i Superligaen.

Efter at have lånt duksepladsen ud til Brøndby i lidt over et døgn generobrede midtjyderne den mandag aften ved at spille 1-1 ude mod OB. Danmarksmestrene og Brøndby har begge 24 point, men midtjydernes målscore er et mål bedre.

Var det ikke for en velspillende Oliver Christensen i OB’s mål, kunne FC Midtjylland meget vel have fået to point mere ud af mandagens anstrengelser.

Med flere fornemme redninger viste målmanden med kælenavnet ’Gribben fra Kerteminde’ dog, at han på sine gode dage er kampafgørende.

Det ene point til Oliver Christensen og co. rykker dog ikke alverden i tabellen for OB. Klubben er fortsat nummer ni, og afstanden op til top-6 er fire point.

Det var OB, som slap bedst ud af en jævnbyrdig indledning på kampen.

Efter 13 minutter havnede bolden hos Moses Opondo, og han afsluttede et veludført kontraangreb med et følt skud fra kanten af feltet, så Jesper Hansen måtte hoppe forgæves. 1-0.

FC Midtjylland var tæt på at komme med et modsvar på måltavlen i de følgende minutter, men først manglede et indlæg få centimeter for at blive rigtig farligt, og dernæst var Oliver Christensen vaks og fik afværget et hovedstødsforsøg fra Sory Kaba.

Senere i første halvleg vandt U21-landsholdsmålmanden samme duel på et skud fra nært hold.

Længe var der et tungt pres ned mod OB-målet, og kort før pausen troede FCM, at en udligning var tæt på.

I hvert fald gjorde Alexander Scholz sig klar til at tage et straffespark, men dommer Sandi Putros ændrede sin kendelse efter at have genset situationen på en monitor. Billederne tydeliggjorde, at Oliver Lund prikkede til bolden uden at nedlægge Erik Sviatchenko på ulovlig vis.

Efter pausen viste Oliver Christensen endnu engang klassen i målet, da han strakte hele kroppen for akkurat at nå en god afslutning fra Scholz.

Den talentfulde målmand kunne være blevet den helt store helt mandag aften, men midtvejs i anden halvleg måtte han kapitulere, da han blev svigtet af sit forsvar igen.

Midt i feltet kunne Sory Kaba næsten ugeneret stige til vejrs og pande et præcist indlæg fra Paulinho i mål.

Kampen havde udviklet sig til at være spil til et mål, men trods flere pæne muligheder, lykkedes det ikke for gæsterne at få passeret Oliver Christensen igen.


Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Brøndbys Lasse Vigen Christensen var banens bedste.

Brøndby - Sønderjyske 2-1

1-0 Mikael Uhre (32) 1-1 Anders K. Jacobsen (straffe 42) 2-1 Anis Ben Slimane (83)

Med en 2-1-sejr i topkampen mod Sønderjyske spillede Brøndby sig søndag aften op på førstepladsen i Superligaen.

De blågule har 24 point for 12 kampe, hvilket er et enkelt mere end FC Midtjylland, som dog mandag kan tage topplaceringen tilbage, når midtjyderne gæster OB.

Brøndby dominerede boldbesiddelsen og tog mest initiativ kampen igennem, men Sønderjyske havde i store perioder held til at slå de blågules angreb i stykker med godt presspil og stor fysik.

Den tidligere Sønderjyske-angriber Mikael Uhre sendte planmæssigt Brøndby foran efter en god halv time, inden han begik et straffespark, som Anders K. Jacobsen udnyttede til at bringe balance i regnskabet.

Anden halvleg så længe ud til at slutte uden mål, men i kampens afslutning dukkede Anis Ben Slimane op og sikrede Brøndby fuld gevinst.

Med nederlaget bliver Sønderjyske på fjerdepladsen med 21 point.

Et velfungerede genpres fra begge hold betød, at der sjældent var etablerede angreb i nogen af enderne indledningsvis.

Fordi Sønderjyske oftest fik spoleret Brøndbys lange angreb, forsøgte værterne af og til at gøre det mere simpelt, og det gjorde de med bravur i det 33. minut.

Simon Hedlund tæmmede en lang, høj fremlægning flot og fandt midt for mål sin angrebsmakker Mikael Uhre, der stensikkert scorede til 1-0 med indersiden.

Uhre kom i fokus for noget mindre positivt små ti minutter senere, da dommeren med hjælp fra VAR vurderede, at angriberen ramte gæsternes Marc Dal Hende med albuen i feltet, og derfor udlignede Anders K. Jacobsen til 1-1 på straffespark.

Brøndby kom ud til anden halvleg med stor energi og tog initiativet med hurtigt pasningsspil, som kastede flere gode chancer af sig.

Afkast af overtaget fik Brøndby dog først syv minutter før tid, hvor indskiftede Anis Ben Slimane fik plads i feltet og bragede bolden i nettet til slutresultatet 2-1.


Claus Bech/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Pep Biel blev matchvinder for FCK i Farum, da københavnerne sejrede for tredje kamp i træk.

FC Nordsjælland - FC København 0-1

0-1 Pep Biel (81)

FC København slog søndag FC Nordsjælland med 1-0 på udebane i Superligaen.

FCK var i overtal centralt på midten, hvilket særligt midtbanespiller Rasmus Falk udnyttede til at kombinere sig frem til flere gode chancer.

FCN’s modsvar til dette var at stille sig dybere og satse på flere kontraer med hurtigløberne Abu Francis og Kamaldeen Sulemana i angrebet.

Som kampen skred frem, blev FCN dog presset for langt tilbage, og det blev også udslagsgivende ved FCK’s 1-0-mål ni minutter før tid, hvor hjemmeholdet stod for dybt.

Sejren sender FCK op på sjettepladsen, mens FCN er nummer otte.

Midtvejs i første halvleg fik FCN-angriberen Kamaldeen Sulemana en god chance efter en kontra, som blev blokeret til hjørne.

I det 29. minut headede FCN-midtbanespiller Mikkel Rygaard tæt over mål efter en dårlig clearing af FCK’s målmand, Karl-Johan Johnsson.

Syv minutter senere blev FCK’s angriber Kamil Wilczek spillet fri, men afsluttede lige på FCN-keeperen Peter Vindahl.

I første halvlegs tillægstid flugtede FCK’s indskiftede Rasmus Højlund over mål fra få meters afstand.

Efter pausen kom FCK’s midtbanespiller Pep Biel til to gode muligheder, da han blev spillet i dybden, men begge gange afsluttede han lige på keeperen.

Det samme gjorde Kamaldeen Sulemana i den anden ende efter en ellers glimrende dribletur, som gav en afslutning fra en spids vinkel.

Pep Biel skulle dog finde vej til netmaskerne, da han i det 81. minut halvflugtede et indlæg helt over i det fjerneste hjørne og sikrede FCK en 1-0-sejr.


Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Horsens - AGF 1-2

0-1 Gift Links (42) 1-1 Nicolai Brock-Madsen (67) 1- 2 Kevin Diks (85)

Et sideliggende saksespark til 2-1 fra hollandske Kevin Diks endte noget ufortjent med at sikre AGF alle tre point i Horsens søndag.

Kampen var Horsens’ første efter tirsdagens fyring af træner Joans Dal, som blot formåede at få seks point i 11 kampe.

Selv om det blev til sæsonens ottende nederlag, var søndagens præstation en af de bedre for Horsens, der langt henad vejen var bedre end AGF.

Holdet spillede denne gang med et mere primitivt udtryk, som Horsens tidligere har haft succes med.

Med effektivitet og tre point kravler AGF op på andenpladsen a point med Brøndby og Sønderjyske, der mødes senere søndag.

Horsens må tage til takke med stadig at være på 11.-pladsen med bare seks point.

I en uskøn og knap så velspillet første halvleg lykkedes det topholdet AGF at få lagt tryk på Horsens op mod pausen.

Trykket kastede et føringsmål af sig, da AGF-back Casper Højer fandt Gift Links fri i feltet.

Her sørgede sydafrikaneren for anden kamp i træk for at sende AGF i front, da han nemt prikkede bolden i mål fra klos hold.

Islandske Jon Dagur Thorsteinsson skulle lidt efter have fordoblet AGF’s føring, men hans forsøg gik lige forbi mål.

Horsens kom godt fra land i anden halvleg, og midtvejs i halvlegen kastede det også en udligning af sig.

Den kunne dog allerede være kommet efter 55 minutter, da kun en stærk hånd fra polske Kamil Grabara i AGF-målet forhindrede et frispark fra Horsens-kreatør Louka Prip i at gå ind.

Den fortjente udligning kom i stedet efter et korrekt dømt straffe, som angriber Nicolai Brock-Madsen sikkert satte i kassen.

Trods Horsens dominans blev det alligevel AGF, der snuppede alle tre point, da Diks på akrobatisk vis scorede efter et langt indkast.


René Schütze/Ritzau Scanpix
Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

Kasper Kusk scorede to gange mod Lyngby.

AaB - Lyngby 3-2

1-0 Kasper Kusk (2) 1-1 Kristoffer Pallensen (selvmål 20) 2-1 Kasper Kusk (39) 2-2 Jens Martin Gammelby (41) 3-2 Iver Fossum (77)

AaB vandt søndag med 3-2, da aalborgenserne tog imod Lyngby på Aalborg Portland Park. Her afgjorde norske Iver Fossum kampen med et imponerende skud fra distancen.

Forhåndsfavoritterne fra AaB kom til en lang række chancer i opgøret, men skarpheden manglede oftest. Der var altså muligheder til mere end de tre mål, som sikrede samme antal point til nordjyderne.

Til gengæld formåede bundproppen fra Lyngby at få meget ud af holdets chancer, da gæsterne kom med et mere defensivt udgangspunkt.

Allerede inden andet minut kom Kasper Kusk på måltavlen, da AaB lykkedes med et indøvet hjørnespark. Den korte variant endte uden for feltet, hvorfra midtbanespiller Pedro Ferreira spillede Kusk fri.

Offensivspilleren følte bolden ind i det fjerneste hjørne til en tidlig føring.

Efter 20 minutter udlignede Lyngby, da Jens Martin Gammelbys skud blev reddet af målmand Jacob Rinne, hvorefter Kristoffer Pallesen stod uheldigt placeret.

Bolden ramte nemlig ind på højrebacken og gik i mål.

Mod slutningen af første halvleg var Kasper Kusk igen på spil, da han fangede en lang aflevering og igen sendte bolden mod det fjerneste hjørne med venstrefoden.

Denne gang var det en lav variant, som snød Thomas Mikkelsen i mål og bragte AaB foran med 2-1.

Det kom der prompte reaktion på fra sjællænderne. Efter klumpspil i AaB-feltet satte Jens Martin Gammelby nemlig tre AaB’ere og sendte bolden direkte op i målhjørnet bag en sagesløs målmand.

Mod slutningen af kampen kom AaB til flere store chancer uden den fornødne skarphed.

Skarp var norske Iver Fossum til gengæld, da han langt ude fra feltet sendte bolden ind bag Mikkelsen med et kvarter igen.

Dermed er Lyngby fortsat uden sejre i Superligaen i denne sæson, mens AaB hentede første sejr i fire ligakampe.


René Schütze/Ritzau Scanpix
Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

Randers FC - Vejle 3-1

0-1 Wahid Faghir (33) 1-1 Al-Hadji Kamara (47) 2-1 Vito Hammershøj Mistrati 3-1 Andre Rømer (straffe)

Randers er flyvende i Superligaen og vandt fredag den fjerde kamp på stribe, da Vejle blev besejret med 3-1 på hjemmebane.

Kronjyderne var ellers fuldt fortjent bagud ved pausen, men efter en meget stærk anden halvleg blev vejlenserne sendt hjem med et nederlag, der i sidste ende sagtens kunne have været endnu større.

Udeholdet var ellers velspillende i første halvleg, men lige lidt hjalp det, da det blev til sjette kamp i træk uden sejr for oprykkerne.

Sejren sender Randers op på fjerdepladsen med 19 point for 12 kampe, mens Vejle hænger fast på tiendepladsen fem point efter.

Kampens første halvleg var absolut ikke noget chancehav, selv om Vejle til tider spillede flot og poleret fodbold.

Gæsterne kombinerede sig flere gange forbi Randers-spillerne, men blev først for alvor farlige i 33. minut, da anfører Jacob Schoop blev sendt mod baglinjen efter flot opspil.

Han fandt en fri Wahid Faghir i feltet, og den bare 17-årige angriber sendte en flad inderside mod fjerneste stolpe og sørgede for vejlensisk pauseføring på 1-0.

Pausen virkede til at have været god for Randers, som kom ud til halvlegen som forvandlet.

Først udlignede den sierraleonske angriber Al-Hadji Kamara efter to minutter af anden halvleg, da han flot afdriblede en Vejle-forsvarer og scorede for fjerde kamp i træk.

Udligningen gav Randers momentum, og på bare fire minutter midt i halvlegen lukkede kronjyderne kampen med to hurtige mål.

Først headede indskiftede Vito Hammershøy-Mistrati hjemmeholdet i front efter et hjørne, og kort efter lukkede midtbanemand Andre Rømer så til 3-1 fra 11-meterpletten.

Læs mere:

Annonce