Seneste nyt fra sportens verden.

Pokalgyser: FC Midtjylland knockouter FCK og er klar til kvartfinalen

FC Københavns Rasmus Falk spillede en flot kamp i Parken, men det var ikke nok til at gå videre i pokalturneringen torsdag aften.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
FC Københavns Rasmus Falk spillede en flot kamp i Parken, men det var ikke nok til at gå videre i pokalturneringen torsdag aften. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. Torsdag aftens sene pokalkamp mellem FC København og FC Midtjylland i Parken måtte efter 1-1 i ordinær spilletid ud i forlængelse, før FC Midtjylland kunne trække sig tilbage til omklædningsrummet som indehaver af en billet til kvartfinalerne. Afgørelsen faldt efter en meget sikker start på straffesparkskonkurrencen fra begge hold, da Nicolai Thomsen kiksede på det 12. straffespark. Sory Kaba på straffe og derefter Jens Stage scorede før straffesparkene i indledningen af første halvleg, og opgøret blev en intens affære med masser af fysiske sammenstød. I kvartfinalen skal FC Midtjylland møde OB i to kampe.

Fodbold. Fremad Amager er klar til kvartfinalerne i den danske pokalturnering. Torsdag sendte 1.-divisionsholdet Brøndby ud med en sensationel sejr på 2-1. Et mål af Samson Iyede få minutter inde i den forlængede spilletid blev afgørende. Selv om de var underdogs, så var det Fremad Amager-spillerne, der åbnede målscoringen cirka midtvejs i første halvleg, da Emmanuel Toku passerede Marvin Schwäbe med et langskud. Efter et hjørnespark var Mikael Uhre manden, der udlignede, før den forlængede spilletid altså sluttede med triumf for hjemmeholdet.

Fodbold. Det blev ikke Pernille Harder (Chelsea), men engelske Lucy Bronze (Manchester City), der tog titlen som verdens bedste spiller i 2020, da Fifa torsdag aften annoncerede sine årlige kåringer. Hos mændene var det Robert Lewandowski (Bayern München), der løb med titlen foran spillere som Lionel Messi (Barcelona), Cristiano Ronaldo (Juventus) og Virgil van Dijk (Liverpool).

Golf. Nanna Koerstz Madsen indtager andenpladsen i LPGA Tour-turneringen Group Tour Championship efter første runde torsdag. Danskeren gik de 18 huller i seks slag under par, og det placerer hende blot et enkelt slag bag den førende amerikaner Lexi Thompson.

Doping. Rusland bliver udelukket fra internationale sportsbegivenheder i de kommende to år. Det oplyser Den Internationale Sportsdomstol, CAS, i en pressemeddelelse. Dermed kommer Rusland som nation ikke med til store arrangementer som OL i Tokyo næste år, vinter-OL i Beijing i 2022 og VM-slutrunden i fodbold samme år. Russerne kan dog glæde sig over, at straffen er en halvering af den oprindelige sanktion, som for et år siden blev udmålt af Det Internationale Antidopingagentur (Wada). Her lød dommen på fire års udelukkelse. Wada idømte Rusland den hårdere straf, fordi russerne har manipuleret med dopingdata, der blev sendt til Wada fra et laboratorie i Moskva. Ved næste års EM i fodbold, hvor russerne er i gruppe B med bl.a. Danmark, kan nationen godt stille til start, da der ikke er tale om en global begivenhed.

Der er alt andet end begejstring i Danmarks Idrætsforbund (DIF) over CAS-afgørelsen. »Det er jeg ærgerlig over. Der er tale om meget alvorlige forhold, og jeg havde håbet, at CAS havde fulgt Wada’s linje hele vejen. Vi bakkede i sin tid også op om Wada’s afgørelse«, siger DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm, i en pressemeddelelse.

Svømning. Julie Kepp Jensen og Thea Blomsteberg blev med hver tre titler topscorerne ved kortbane-DM i Helsingør, der for kvindernes vedkommende blev afsluttet torsdag, inden mændene svømmer de kommende fire dage. Julie Kepp vandt en tæt duel i 100 meter fri mod Signe Bro, hvor begge forbedrede deres personlige rekorder med mere end et halvt sekund til 52,77 og 52,82 sek. Endnu tættere var det i 50 meter brystsvømning, hvor 0,52 sek. skilte de seks bedste med Thea Blomsterberg som vinder i 31,19 sek. Også 800 m fri blev usædvanlig tæt, inden Maria Grandt med 8.34,66 min. var 31 hundrededele hurtigere end Helene Rosendahl Bach. Amalie Mikkelsen vandt 100 meter medley og Karoline Sørensen sejrede i 200 meter rygcrawl.

Cykling. Han har flere gange forgæves jagtet den helt store triumf i en af de tre grand tours. Men nu skal det være slut med at gå efter de samlede sejre i cykelsportens største løb for Jakob Fuglsang. I hvert fald hvis han selv skal bestemme. Det siger Astana-rytteren i et interview med TV2 Sport. »Hvis det står til mig personligt, kommer jeg ikke til at køre klassement i grand tours i fremtiden. Selvfølgelig kunne det være fedt at nå podiet i en grand tour, men alt hvad der ligger lige udenfor podiet er ikke så interessant for mig længere. Jeg ved, at jeg kan køre mig til en sjetteplads i Giroen eller i Touren, men hvis jeg skal komme på podiet, skal jeg være hundrede procent skarp, og så tror jeg, at mit hold skal være stærkere«, siger den danske cykelstjerne.

Fodbold. Premier League vil teste udskiftninger ved mulige hjernerystelser. Den engelske liga stemte torsdag for at afprøve regel, der giver mulighed for at skifte spillere ud, der frygtes at have pådraget sig en hjernerystelse, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Håndbold. Aarhus United får økonomisk rygstød og fortsætter. Klubben har med hjælp fra sponsorer fået sikret sin fremtid, lyder det i en pressemeddelelse ifølge TV2 Sport.

Håndbold. Landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget truppen til VM i Egypten fra 15. januar 2021, og mange er skiftet ud i forhold til EM-fiaskoen i Malmö tidligere i år. Michael Damgaard, Magnus Bramming, Hans Lindberg, Jannick Green, Niclas Kirkeløkke og René Toft Hansen er således ikke kommet gennem nåleøjet, og Rasmus Lauge er knæskadet. »Der er nogle, der ikke har præsteret lige så godt, som de gjorde før sidste slutrunde. Det er vel egentlig meget naturligt, at der er en udskiftning i tingene«, siger Nikolaj Jacobsen til Ritzau. Til gengæld er den 36-årige playmaker Morten Olsen, der for nylig var tæt på at få amputeret en del af en finger, med i truppen på i alt 20 spillere, der i gruppespillet ved VM, hvor Danmark er forsvarende mester, møder Bahrain, DR Congo og Argentina.

VM-truppen

  • Målvogtere
  • Niklas Landin, THW Kiel
  • Kevin Møller, FC Barcelona
  • Emil Nielsen, HBC Nantes
  • Fløjspillere
  • Magnus Landin, THW Kiel
  • Emil Jakobsen, GOG
  • Lasse Svan, SG Flensburg-Handewitt
  • Johan Hansen, TSV Hannover-Burgdorf
  • Stregspillere
  • Anders Zachariassen, GOG
  • Henrik Toft Hansen, Paris St. Germain Handball
  • Simon Hald, SG Flensburg-Handewitt
  • Magnus Saugstrup, Aalborg Håndbold
  • Bagspillere
  • Henrik Møllgaard, Aalborg Håndbold
  • Mikkel Hansen, Paris St. Germain Handball
  • Morten Olsen, GOG
  • Mads Mensah, SG Flensburg-Handewitt
  • Jacob Holm, Füchse Berlin
  • Lasse Andersson, Füchse Berlin
  • Nikolaj Øris, Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
  • Mathias Gidsel, GOG
  • Nikolaj Læsø, Aalborg Håndbold

Fodbold. Den tidligere landsholdsspiller Line Røddik indstiller karrieren. Det oplyser hendes klub, FC Nordsjælland. 32-årige Røddik spillede 132 landskampe og nåede fem klubber i udlandet, inden hun i 2019 helligede sig FCN’s kvindeprojekt. »Kvindefodbolden blomstrer nu, og det gør mig glad at se og opleve, for sådan har det ikke altid været, og jeg havde ikke de samme muligheder, som pigerne har i dag, da jeg var yngre«, siger Line Røddik.

Kvindefodbold skal turde tænke stort

Håndbold. De norske kvinder, som Danmark møder i EM-semifinalen fredag aften i Herning, kan se frem til en bonus på ca. 85.000 danske kroner per spiller, såfremt holdet vinder EM. Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Fodbold. Hvor stor en sum det nyligt afdøde ikon Diego Maradona efterlod sig, er ukendt, men strid om arven, det er der. En domstol i Buenos Aires har i den forbindelse besluttet, at Maradonas lig, der 26. november blev begravet på en kirkegård tæt på Buenos Aires, ikke må brændes, da der muligvis skal sikres dna fra liget. I en kompleks arvesag er der ifølge Reuters fem børn og seks andre af påstået afstamning, som kan være i spil til argentinerens arv. Maradona har selv anerkendt de fem børn.

Nekrolog: Det virkede som om, han havde en usynlig snor i bolden, og til træning stod et helt hold bare og stirrede på ham

Fodbold. Tottenham-manager José Mourinho rettede sit skyts mod sin Liverpool-konkurrent Jürgen Klopp efter London-holdets 1-2-nederlag til Liverpool i topkampen i Premier League på Anfield onsdag aften. Spurgt til, hvad der syntes at være en ophedet ordudveksling med Liverpool-manager Klopp efter slutfløjtet, fortalte Mourinho ifølge Ritzau til Amazon Prime: »Jeg sagde til ham, at det bedste hold tabte. Det var han uenig i. Det er hans mening ... I øvrigt, hvis jeg opførte mig, ligesom han gør ude på sidelinjen, så ville jeg ikke have nogen chance for at blive der – jeg ville blive smidt ud efter et minut«. Adspurgt om han synes, at Klopps opførsel på sidelinjen var gået over grænsen, svarede Mourinho, at han mener, at der er tale om dobbeltmoral. »Af en eller anden grund er jeg anderledes. Det er, som det er«, svarede han.

Fodbold. AC Horsens-målmanden Michael Lansing fortsætter karrieren i Norge. Den 26-årige amerikaner har skrevet under på en treårig kontrakt med Aalesunds FK, der gælder fra årsskiftet.

Basketball. En lille gruppe 15-16-årige med tilknytning til ligaklubben Svendborg Rabbits står bag en »... racistisk motiveret nedværdigelse« i en ligakamp. Det meddeler Danmarks Basketball Forbund (DFFB) og tager samtidigt afstand fra episoderne i kampen mellem Svendborg Rabbits og Randers Cimbria 9. december. »Basketligaen og DBBF står sammen og udtaler i fællesskab, at ingen form for racistisk nedværdigelse, raceundertoner eller på anden måde kommentarer, der nedværdiger en person på grundlag af deres køn, race, seksualitet eller udseende vil tolereres«, meddeles det. De relevante organer vil nu tage stilling til eventuelt disciplinære sanktioner mod de implicerede parter. Det var Cimbria-franskmanden Jonathan Jeanne, der ifølge Fyns Amts Avis blev forulempet.

Fodbold. Den danske landsholdsanfører Pernille Harder er en af tre nominerede til Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) kåring af verdens bedste kvindelige fodboldspiller. »Jeg har fået en del trofæer tilsendt i løbet af det seneste halve år. Der er ikke så meget plads mere, og min kæreste synes, jeg har for mange nu«, siger hun til Ritzau. Et panel af fans, journalister, landstrænere- og anførere beslutter, om det skal være Harder, engelske Lucy Bronze eller franske Wendie Renard, der skal løbe med trofæet i aften.

Fodbold. Yussuf Poulsen blev matchvinder, da Leipzig sled sig til en 1-0-sejr på udebane mod Hoffenheim onsdag aften. Kampen var en tæt affære, men efter en time afsluttede Poulsen et flot opbygget angreb, da han svingede højrebenet og flugtede gæsterne i front. »Angrebet op til målet er fremragende – flot spil mellem linjerne og med masser af dybde. Det var netop sådan, vi talte om, at vi skulle gøre i halvlegen«, siger træner Julian Nagelsmann til Leipzigs hjemmeside. Sejren giver Yussuf Poulsen troen på noget stort. »Det var en kamp, der blev afgjort på et enkelt mål, og det mål fik vi. Hvis vi også vil være med helt i toppen i slutningen af sæsonen, er det netop sådan nogle kampe her, vi skal vinde«, siger Poulsen.

Tennis. Starten på Australian Open 2021 er rykket fra 15. januar til 8. februar. Det er naturligvis pandemien, der er årsagen. Flytningen kan gavne ikonet Roger Federer, der efter operation og genoptræning formentlig ikke ville blive helt klar 15. januar.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her