0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Det franske håndboldlandshold holdt fredag fest mod Kroatien i EM-semifinalen i Herning.

Fransk power: Europamestre klar til at forsvare deres titel

Seneste nyt fra sportens verden.

Håndbold. Frankrig kørte direkte hen over Kroatien i den første EM-semifinale fredag og er dermed klar til at forsvare titlen, holdet vandt på hjemmebane for to år siden. Sejren lød på 30-19, og den blev grundlagt allerede i 1. halvleg, som Frankrig vandt 15-5 mod et hold godt slidte kroater. Mens det var ventet, at franskmændene ville ende blandt de bedste, så har Kroatien overrasket stort ved EM med sejre over blandt andre de hollandske verdensmestre. Men i semifinalen var tanken tom, og holdet skal nu spille om bronzemedaljer.

Roning. Visionen om et nyt rostadion af international topklasse med tilhørende elitecenter for Team Danmark omkring Bagsværd Sø er igen kommet på gyngende grund. Denne gang er det så alvorligt, at projektet nu styrer mod afgrunden. En dugfrisk afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet har nemlig ophævet en dispensation til rostadionbyggeriet, som ellers i efteråret sidste år gav grønt lys til det storstilede projekt efter en årrække med klagesager, som har resulteret i udskydelser, omgørelser, hjemvisninger og ophævelser. Det skriver TV 2 Lorry.

Kamran Jebreili/Ritzau Scanpix
Foto: Kamran Jebreili/Ritzau Scanpix

Mexicanske Sergio Perez vandt for nylig sit første formel 1-grandprix, da han på forrygende vis lagde alle konkurrenter bag sig ved Sakhirs grandprix i Bahrain.

Motorsport. Formel 1-teamet Red Bull hyrer 30-årige Sergio Pérez (Racing Point) til den kommende sæson. Mexicaneren afløser thailandsk-britiske Alexander Albon (24 år) i grandprix-serien og skal danne teamduo med hollandske Max Verstappen. »Jeg har håbet på at få chancen for at køre på et hold, der kan køre med om mesterskabet, siden jeg startede i formel 1, og det bliver et stolt øjeblik, når jeg holder på startstregen i Red Bulls farver sammen med Max«, siger Sergio Pérez i en pressemeddelelse.

Håndbold. Stine Jørgensen kommer ikke til at spille mere håndbold i 2020/21-sæsonen. Årsagen er dog ikke en grim skade, men nogle langt mere lykkelige omstændigheder. Den danske håndboldprofil og hendes mand, badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen, venter nemlig barn. Fødslen er sat til 21. juni. Det skriver Jørgensens arbejdsgiver, tyske Bietigheim, på sin hjemmeside.

Svømning. DM-duellen i 800 meter fri mellem den danske rekordholder Anton Ørskov Ipsen og Alexander Aslak Nørgaard blev nøjagtig så formidabel som ventet. Som til så mange andre store sportspræstationer havde det fortjent mere end en nærmest tilskuertom svømmehal, da 20-årige Nørgaard på de sidste 200 meter trak fra sin 6 år ældre træningskammerat fra Sigma. Nørgaard tilbageerobrede den danske rekord med 7.32,77 min., mens Ipsen selv var en tiendedel sekund fra den rekord, han satte i januar. Vindertiden er 3,5 sekund fra den europæiske rekord og placerer Alexander Aslak Nørgaard som nr. 8 på alle tiders europæiske rangliste, hvor Anton Ørskov Ipsen er nr. 12. I dagens øvrige finaler vandt Viktor Bromer 100 meter medley, Philip Greve satte med 26,83 sek. personlig rekord med en tiendedel sekund, da han slog den danske rekordholder i 50 meter brystsvømning, Tobias Bjerg, med 0,03 sek., Jakob Strunge Nissen skar halvandet sekund af sin bedste tid med sejren i 200 meter rygcrawl, og så vandt Mathias Zander Rysgaard 100 meter fri foran 19-årige Frederik Riedel Lentz, der med en personforbedring på halvandet sekund kun var 0,2 sek. efter den danske rekordholder.

Håndbold. Bjerringbro-Silkeborg (BSH) levede op til favoritværdigheden, da holdet fredag tog imod Århus Håndbold i mændenes liga. BSH vandt 35-29 efter at have været foran 19-14 ved pausen. Sejren sender BSH op på 23 point på ligaens fjerdeplads, fem færre end topholdet GOG, der dog har spillet to kampe færre. Århus er at finde i den tunge ende af tabellen på 12.-pladsen med 12 point. Fredagens nederlag var aarhusianernes fjerde i træk.

Motorsport. Ineos fortsætter sit indtog i international elitesport. Fredag meddeler Mercedes’ formel 1-hold på sin hjemmeside, at den britiske kemikalievirksomhed nu ejer en tredjedel af holdet. De to andre tredjedele ejes af holdets moderselskab, Daimler, samt teamchef Toto Wolff. I forbindelse med ændringerne i ejerkredsen meddeles det samtidig, at Wolff fortsætter som teamchef og administrerende direktør i yderligere tre år. Det oplyses ikke, hvad Ineos har betalt for en tredjedel af det britiske formel 1-hold.

Fodbold. Adskillige danske klubber er i de senere år blevet opkøbt af udenlandske ejere – herunder FC Midtjylland, FC Nordsjælland og senest SønderjyskE i Superligaen. Nu er en klub kommet tilbage på danske hænder, skriver sn.dk. Det er traditionsklubben Næstved fra 2. division, som efter knap to år med den tidligere tyske landsholdsspiller Fabian Ernst og ghanesiske Alexander Quaye som ejere, igen er danskejet. Det bekræfter Næstved-direktør Peter Nielsen over for sn.dk.

»Fabian ønskede at komme videre, så han gav mig carte blanche til at finde en løsning. Det er så endt med, at vi har samlet en lokal ejerkreds fra både erhvervslivet og privatpersoner, hvilket jeg mener er et stærkt signal at sende. Det er ikke tilfældigt plukkede folk«, siger Peter Nielsen, som selv er en af initiativtagerne til overtagelsen. Fabian Ernst og Alexander Quaye havde ambitioner om at rykke op i Superligaen, men klubben, der har haft seks trænere på to år, rykkede i stedet ned i den tredjebedste række.

Ishockey. Mere end 1.000 kampe har Henrik Lundqvist spillet i den nordamerikanske ishockeyliga NHL. Han har vundet OL- og VM-guld med Sverige og er regnet som en af historiens bedste målmænd på det glatte underlag. Men nu er hans fortsatte karriere på isen i fare. Det svenske målmandsikon har for nylig fået konstateret en hjertefejl, oplyser han selv på Twitter. »Jeg kommer ikke til at slutte mig til Washington Capitals i denne sæson. Efter mange test og samtaler er det kommet frem, at en hjertefejl forhindrer mig i at træde ud på isen«, skriver Lundqvist. Den nu 38-årige målmand forlod efter sidste sæson New York Rangers, hvor han havde været på kontrakt i 15 år.

Fodbold. Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) kunne tjene gode penge på at lade Saudi-Arabien afvikle den spanske Super Cup med fire hold i januar i Saudi-Arabien. Men det er nu droppet som følge af coronapandemien. I stedet mødes Barcelona og Real Sociedad i Córdoba 13. januar, og dagen efter skal de forsvarende mestre fra Real Madrid dyste mod Athletic Bilbao i Málaga.Finalen spilles i Sevilla 17. januar.

Eric Gaillard/Ritzau Scanpix
Foto: Eric Gaillard/Ritzau Scanpix

Det blev fejret med stil, da Corinne Suter fredag havde vundet styrtløbet i Val d'Isere.

Alpint. Schweiziske Corinne Suter kunne fredag indtage øverste plads på podiet, da kvinderne i World Cuppen afviklede styrtløb i franske Val d’Isere. På de næste placeringer kom italienske Sofia Goggia og amerikanske Breezy Johnson. Slovakiske Petra Vlhova, der fører den sammenlagte World Cup, blev nr. 26. I mændenes World Cup vandt norske Aleksander Aamodt Kilde Super-G i Val Gardena foran schweiziske Mauro Caviezel og Kjetil Jansrud, ligeledes fra Norge. Schweizeren Marco Odermatt fører den samlede World Cup.

Fodbold. Knap tre måneder holdt træneren Manuel Baum i landsholdsmålmand Frederik Rønnows tyske klub Schalke 04. Efter blot én sejr i 11 kampe er Baum erstattet af hollænderen Huub Stevens, der for fjerde gang kan kalde sig Schalke-træner. Huub Stevens vandt for år tilbage Uefa Cuppen og den tyske pokalturnering med klubben. Han får en af sine tidligere nøglespillere, Mike Büskens, som sin assistent.

Fodbold. FC København har forlænget kontrakten med den 17-årige angriber Rasmus Højlund, som nu har kontrakt til udgangen af 2023. Højlund har spillet tre superligakampe og en pokalkamp for FCK.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har aflyst U17-EM for drenge og piger. Turneringerne skulle være afholdt i maj næste år. Desuden er strukturen i U19-EM blevet ændret, men slutfasen spilles som planlagt i sommeren 2021.

Fodbold. AC Horsens-spilleren Jonas Thorsen er blevet opereret for testikelkræft. Det skriver superligaklubben i en pressemeddelelse. 30-årige Thorsen blev opereret 27. november. Ifølge klubben gik det planmæssigt, og Thorsen har det efter omstændighederne godt.

Fodbold. Genopbygningen i FC København efter fyringen af manager Ståle Solbakken fortsætter. Således er den tidligere AGF-assistent Rubén Sellés nu kommet på kontrakt i FCK. Sellés har siden sommer arbejdet på ungdomsakademiet hos La Liga-klubben Valencia. »Jeg kender til Rubéns stærke arbejde fra de klubber, han har været i, og han kender allerede Superligaen rigtigt godt«, siger FCK-træner Jess Thorup om sin nye assistent.

Fodbold. Bundproppen Sheffield United kom foran, men der var en Marcus Rashford til forskel på de to mandskaber i torsdagens sene Premier League-duel, som Manchester United vandt 3-2 på udebane. David McGoldrick udnyttede en kæmpebrøler af Dean Henderson i United-målet og sendte Sheffield i front, inden Marcus Rashford med en resolut afslutning udlignede. Paul Pogba lagde op til Anthony Martials føringsmål før pausen, mens Rashford øgede til 3-1 på en kontra, og David McGoldrick fik reduceret i slutminutterne. United er nu nr. 6 i Premier League med 23 point efter 12 kampe. Liverpool fører med 28 point for 13 kampe.

Fodbold. Der skulle straffespark til, før FC Midtjylland torsdag aften fik besejret FC København i Parken i pokalturneringen. FCM-træner Brian Priske roser FCK’s offensiv og ser fortsat københavnerne som en stor trussel i Superligaen, hvor FCK ellers er startet skidt. »FCK har så meget kvalitet og en stærk stab, så vi har egentlig hele tiden set dem som en trussel«, siger Priske til Ritzau og tilføjer: »For os handler det egentlig bare om at kigge på os selv og sørge for, at vi gør vores job. Lige nu handler det om Nordsjælland på mandag, så vi kan få det bedste udgangspunkt inden foråret«, siger Brian Priske. FCM fører Superligaen med 24 point, FCK har 19. I pokalturneringen fortsætter FCM mod OB på udebane. Øvrige kvartfinaler: Vejle-Randers FC, Fremad Amager-SønderjyskE, AGF-B93.

Amerikansk fodbold. Hjalte Froholdt fra Houston Texans er placeret på NFL-listen over spillere, der er ude på grund af coronavirus.

Doping. Mens halveringen af Ruslands internationale udelukkelse fra blandt andet VM-stævner og OL for et massivt statsstyret dopingprogram begrædes i det meste af verden, herunder også af Danmarks Idrætsforbund, så er der naturligvis jubel hos dopingsynderen selv. »Dagens (torsdagens, red.) resultater er en sejr for Rusland«, siger konstitueret chef for Ruslands Antidopingagentur (Rusada), Mikhail Bukhanov, ifølge Ritzau. »Retten besluttede, at den ikke ville acceptere det grundlag, som Wada havde præsenteret. Det skaber selvfølgelig vigtig præcedens«.