0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Foto: Lluis Gene/Ritzau Scanpix

Lionel Messi scorede sit første mål for FC Barcelona i foråret 2005. Siden er det blevet til en hel del flere mål.

Messi bruger hovedet og tangerer en af Pelés rekorder

Seneste nyt fra sportens verden.

Fodbold. FC Barcelonas Lionel Messi brændte ved stillingen 0-1 et straffespark, men fem sekunder senere havde han headet bolden i kassen til 1-1 mod Valencia i 1. halvlegs tillægstid og samtidigt tangeret den brasilianske Santos-legende Pelés rekord på 643 mål for samme klub. Efter pausen scorede Barcelonas forsvarsspiller Ronald Araujo sit første mål for klubben, da han bragte hjemmeholdet foran 2-1, mens Maximiliano Gomez udlignede til slutresultatet 2-2 for gæsterne. Martin Braithwaite og Daniel Wass så det hele tæt på. De to danskere spillede fra start.

Fodbold. Liverpool-manager Jürgen Klopp sparede topscorer Mohamed Salah i den første time af lørdagens udekamp i London mod Crystal Palace og i den træfsikre egypters fravær kom alle tre Liverpool-angribere på måltavlen i den ensidige Premier League-dysts 1. halvleg. Japaneren Takumi Minamino åbnede i en stålsat holdpræstation scoringen, inden Sadio Mane og Roberto Firmino banede vej for en sikker sejr på 7-0 til mestrene. Liverpool – med indskiftede Salah som målscorer til 6-0 og 7-0 – topper Premier League efter klubbens største sejr i Premier League-æraen nogensinde med 31 point efter 14 kampe. Mod Crystal Palace havde skræmmende effektive Liverpool 11 afslutninger og samtlige 7 på målrammen gik i mål. »Set i lyset af vores resultat mod Aston Villa (7-2 til Villa, red.), er resultatet også godt for vores målscore«, var en af analyserne fra manager Klopp ifølge BBC.

Overblik: Fodboldresultater fra ind- og udland

Fodbold. Mens spændingen hurtigt var forduftet i Liverpools kamp, så var vicemestrene fra Manchester Citys udekamp i Southampton en åben slagudveksling, der endte 1-0 til City. Raheem Sterling scorede i 16. minut på et flot angreb, som målmand Ederson iværksatte med en lang og præcis aflevering. Kevin De Bruyne havde næstsidste fod på. Jannik Vestergaard spillede hele kampen for Southampton, som i tabellen nu bides i haserne bagfra af City.

Svømning. Tre teenagere og en af de mere rutinerede tog sig af lørdagens titler ved DM på kortbane i Helsingør. 17-årige Rasmus Nickelsen genvandt 50 meter butterfly, men var med 23,13 sek. 0,34 langsommere end da han i sidste uge tangerede Jakob Andkjærs 11 år gamle danske rekord. 18-årige Christoffer H. Andersens første DM-medalje blev af guld, da han vandt 200 meter fri, mens 19-årige Arthur Dalén Ellegaard efter sølv sidste år detroniserede den forsvarende mester Lucas Bruun Strøbek i 400 meter medley. 23-årige Jacob M. Jørgensen har 12 DKM-medaljer efter vandt 200 meter brystsvømning for fjerde år i træk.

Fodbold. AC Horsens-angriberen Nicolai Brock-Madsen er testet positiv for coronavirus, og dermed kommer han ikke i spil i søndagens superligaopgør hjemme mod Brøndby.

Fodbold. Mathias Jensen scorede sit første sæsonmål for Brentford, da han åbnede scoringen i 3-1-hjemmesejren i den næstbedste engelske række mod Reading.

Fodbold. Yussuf Poulsen blev skiftet ud i pausen, da Leipzig blot fik 0-0 på hjemmebane mod FC Köln fra den tyske Bundesligas nedre regioner. Robert Skov spillede 71 minutter for Hoffenheim i 2-1-sejren på udebane over Borussia Mönchengladbach. Med den nye træner Huub Stevens ved roret tabte Schalke 0-1 til Bielefeld og har nu ikke vundet i 29 ligakampe i træk.

Svømning. For tredje gang på en måneds tid blev verdensrekorden i 100 meter brystsvømning forbedret, da 26-årige Ilya Shymanovich ved det hviderussiske kortbanemesterskaber i Brest med 55,34 sek. overgik briten Adam Peaty, der under ISL i Budapest svømmede først 55,49 og derefter 55,41 sek. og dermed slog Cameron van der Burghs verdensrekord fra 2009. Kira Toussaint satte verdensrekord i kvindernes 50 meter rygcrawl under ISL med 25,60 sek. og den rekord tangerede den 26-årige hollænder fredag ved et stævne i hjemlandet. Det var den verdensrekord, Julie Kepp Jensen var 0,48 sek. fra, da hun i denne uge satte dansk rekord ved DM.

Fodbold. Fredericia og HB Køge gik til vinterpause med et 1-1-resultat i lørdagens enlige opgør i 1. division. Fredericia er uden sejr i tre kampe og har 27 point for 16 kampe på fjerdepladsen, mens HB Køge har 21 point på syvendepladsen.

Fodbold. Luis Suárez scorede de to første mål, da Atletico Madrid med en 3-1-sejr på hjemmebane over Elche cementerede toppositionen i La Liga.

Fodbold. Den brasilianske angriber Junior Negrao vendte iranske Persepolis’ føring til en 2-1-sejr til sydkoreanske Ulsan Hyundai FC i den asiatiske Champions League-finale i Qatar. Koreanerne skal derfor tilbage til Qatar i februar, hvor ørkenstaten er vært for klub-VM.

Fodbold. Først blev han alle tiders yngste spiller i Bundesligaen, så blev han den yngste aktør i Champions League og fredag aften skrev Dortmund-angriberen Youssoufa Moukoko endnu et lille stykke historie, da han blev den yngste målscorer i Bundesligaen. Dortmund tabte 1-2 i Berlin til Union, men 16 år og 28 dage unge Youssoufa Moukoko – født 20. november 2004 – udlignede til 1-1. Han snupper rekorden fra Leverkusens Florian Wirtz, der var fyldt 17 år, da han scorede i juni mod Bayern München.

Annegret Hilse/Ritzau Scanpix
Foto: Annegret Hilse/Ritzau Scanpix

Youssoufa Moukokoudlignede efter en times spil.

Bordtennis. Hjemmeholdet Düsseldorf snuppede Champions League-trofæet ved at besejre Saarbrücken med 3-1 i kampe i den rent tyske finale. Det er Düsseldorfs 6. titel.

Skiskydning. Det blev til to norske sejre i World Cuppen i Hochfilzen lørdag. Trods en skydefejl var Sturla Lægreid hurtigst i mændenes jagtstart over 12,5 km, mens Tiril Eckhoff sejrede på kvindernes 10 km-distance.

Fodbold. Serie A-topholdet AC Milan risikerer at måtte undvære Zlatan Ibrahimovic i yderligere en måned. La Gazzetta dello Sport skriver ifølge Ritzau, at angriberen, der blev skadet 22. november, har fået et tilbagefald.

Fodbold. Krisen kradser for alvor i flere af de franske klubber efter at en stor tv-aftale i Kina er kollapset. OSC Lille, der i 2011 vandt mesterskabet og i 2019 blev vicemestre, synes dog reddet af en investeringsfond fra Luxembourg, der nu skal få klubben på ret køl igen. OSC Lille, der søndag møder Paris SG uden en skadet Neymar i topkampen i Ligue 1, har en gæld på ca. 900 millioner kroner.

Fodbold. FC Midtjylland har forlænget aftalen med målmand Elias Rafn Olafsson til 31. december 2025. Islændingen er udlejet til FC Fredericia.

Skisport. En sejr og en andenplads. Det er status for både italieneren Sofia Goggia og schweizeren Corinne Suter efter weekendens to første World Cup-konkurrencer i styrtløb i franske Val-d’Isère. Suter var hurtigst fredag, men i lørdagens konkurrence måtte sidste sæsons World Cup-vinder i styrtløb nøjes med andenpladsen. Den forsvarende olympiske mester i disciplinen, Sofia Goggia, var således 0,24 sekunder hurtigere og vandt sit første World Cup-løb i sæsonen. Amerikaneren Breezy Johnson var yderligere 0,03 sekunder langsommere og blev nummer tre for anden dag i træk.

Skisport. I mændenes World Cup i italienske Val Gardena vandt nordmanden Aleksander Aamodt Kilde styrtløbet foran amerikaneren Ryan Cochran-Siegle og schweizeren Beat Feuz. Dermed blev nordmanden noteret for sin anden sejr i træk, da han fredag havde triumferet i Super-G samme sted.

Tennis. 2021-sæsonen på kvindernes WTA Tour begynder 5. januar i Abu Dhabi. Derefter kan alle spillere nå til Australien og nå både at være to uger i coronakarantæne og spille en opvarmningsturnering, inden den udskudte grand slam-turnering Australian Open begynder 8. februar.

Fodbold. FC København har forlænget kontrakten med den 18-årige back Victor Kristiansen til sommeren 2023.

Fodbold. Økonomi sætter en stopper for Randers FC’s planlagte træningstur til Malta i januar. Klubben har arbejdet på en plan om at flyve derned i et chartret fly med andre superligaklubber og fortsætte den høje testfrekvens, men den forventede udgift har vist sig at være for dyr for. Det siger sportsdirektør Søren Pedersen til Randers Amts Avis.

Fodbold. Viborg er efter 16 spillerunder fortsat ubesejret i 1. division. Fredag blev det til en 1-0-sejr i Helsingør, og viborgenserne går til vinterpause som tophold og med 7 point ned til den forkerte side af oprykningsstregen. »Der er ikke noget, som er afgjort endnu. Man kan ikke bruge det til noget, hvis man kun spiller ét godt halvår«, lyder analysen fra cheftræner Jacob Neestrup til klubbens hjemmeside.

Ishockey. 13. januar kan meget vel blive startdatoen for den nye NHL-sæson. NHL og spillerforeningen NHLPA er nået frem til en foreløbig aftale om at tage hul på en forkortet sæson fra den dato. Sæsonen vil bestå af 56 grundspilskampe. Aftalen mangler stadig formelt at blive godkendt af bestyrelserne i både NHL og NHLPA. Divisionerne vil blive anderledes end normalt, for at undgå, at hold rejser på kryds og tværs af landet for at møde hinanden. Der vil blandt andet være en division, som kun indeholder de syv canadiske hold.

Læs mere