0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Phil Noble/Ritzau Scanpix
Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix

9-0!: Manchester United tangerer målrekord

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold: Der blev skrevet historie på Old Trafford tirsdag aften. Med en 9-0-sejr over Southampton tangerede Manchester United rekorden for den største sejr i Premier League-historien. En rekord, som klubben selv var medindehaver af. I 1995 vandt Manchester United med Peter Schmeichel i målet ligeledes 9-0. Dengang gik det ud over Ipswich. I 2019 vandt Leicester med Kasper Schmeichel i målet med de samme cifre ude over Southampton med Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard på holdet. Tirsdag aften var der ingen danskere på banen, men igen gik det ud over Southampton, der stillede op uden Jannik Vestergaard i forsvaret. Udeholdet måtte også undvære Alexandre Jankewitz allerede efter 1 minut og 16 sekunder, da schweizeren blev udvist for en voldsom tackling af Scott McTominay. Godt et kvarter senere kunne Aaron Wan-Bissaka indlede det, der skulle vise sig at blive en målfest, og da første halvleg var overstået, var kampen for længst afgjort, efter at Marcus Rashford, et selvmål og Edinson Cavani sendte hjemmeholdet i omklædningsrummet med en 4-0-føring. I anden halvleg ville fem andre United-spillere også lege med, og så var ydmygelsen – og målrekorden – en realitet. Med sejren er Manchester United nu a point med Manchester City i toppen af tabellen, men han dog spillet to kampe flere end bysbørnene.

Fodbold. Nu gik det lige så godt. Efter syv kampe i træk i Premier League uden nederlag var Arsenal på Pépés flotte mål godt på vej mod den ottende med en 1-0-føring i udekampen mod Wolverhampton. Men så fik David Luiz lige inden pausen begået et klodset straffespark, der udløste et rødt kort og udligning af Ruben Neves, og lige efter pausen var det en anden portugiser, João Moutinho, der med et langskudsbrag via den ene stolpe bragte Wolves på 2-1. Og helt galt gik det, da målmanden Bernd Leno løb ud af målet, slog til bolden og fik Arsenals andet røde kort, hvorefter Wolverhampton ubesværet kunne køre 2-1-sejren hjem. I den ultimative bundkamp var udeholdet West Bromwich foran, men Sheffield United vandt foran anden gang på 7 dage med 2-1.

Alle resultater og stillingen i Premier League

Ishockey. Letland overtager hele værtskabet for den VM-slutrunde i maj og juni, som ellers skulle være delt med Hviderusland. Det Internationale Ishockeyforbund, IIHF, fratog af sikkerhedsmæssige hensyn det uroplagede Hviderusland medværtsskabet, som Danmark, Slovakiet og Litauen derefter lagde billet ind på, men nu har IIHF af hensyn til størst mulig sikkerhed i forhold til coronasmitte vedtaget, at alle kampene skal afvikles i Riga, Letlands hovedstad. »Vi mener, at det gør os i stand til at være mere fleksible kun at afholde det i et land. Det sparer os udgifter ved at lave en coronaboble, og vi kan gøre klar til at modtage fans, hvis det er sikkert nok«, siger IIHF’s præsident, René Fasel.

Håndbold. Odense vandt for 18. gang i 20 kampe i kvindernes liga, da Skanderborg blev besejret 28-21. Anne Cecilie la Cour scorede 8 gange og i den anden ende leverede Althea Reinhardt en redningsprocent på over 40.

Doping. Halveringen af Ruslands udelukkelse fra internationale sportsbegivenheder står ved magt, efter Det Internationale Antidopingagentur, Wada, har besluttet ikke at appellere beslutning fra Den Internationale Sportsdomstols, Cas. Det var Cas, der i december nedsatte den russiske udelukkelse fra 4 til 2 år.

Fodbold. Dansk Boldspil-Union (DBU) måtte indkassere et underskud på 2,3 mio. kr. i det coronahærgede 2020. Tomme tribuner til landskampene betød manglende indtægter i størrelsesordenen 20-25 mio. kr., vurderer DBU, der ikke desto mindre er tilfreds med årets resultat. »På positivsiden i 2020 skal det bemærkes, at DBU har lykkedes at tabsminimere. Dels ved at aflyse en række aktiviteter, men også ved at undgå udgifter i stort omfang«, skriver DBU på unionens hjemmeside.

Fodbold. Der er kaotiske tilstande i den franske storklub Marseille. Sportsligt går det skidt med en 9.-plads i ligaen og i lørdags var en stor gruppe fans så vrede, at de stormede klubbens træningsanlæg, hvilket fik Ligue 1 til at udsætte lørdagens hjemmekamp mod Rennes, da de frygtede ballade på stadion. Mandag, da transfervinduet lukkede, havde Marseille-ledelsen så skrevet kontrakt med Olivier Ntcham fra skotske Celtic. En spiller, som træner Andre Villas-Boas tirsdag siger, han ikke kan bruge til noget. »Det er en beslutning, som jeg ikke har truffet. Jeg hørte om handlen i medierne i morges, da jeg var stået op«, siger den portugisiske træner tirsdag ifølge AP. »Jeg sagde ’nej’ til spilleren«, uddyber Villas-Boas, der nu har tilbudt at gå af som træner. Et tilbud, som bestyrelsen svarede på ved at suspendere træneren.

Fodbold. En lukket europæisk superliga forbeholdt de største og rigeste klubber? Nej tak, lyder det fra den paneuropæiske fanorganisation Football Supporters Europe. Det drejer sig for meget om penge og alt for lidt om fodbold og følelser. »Bevæggrunden for en lukket liga er enkel: Det giver store klubber mulighed for succes udenfor banen, selv når de fejler inde på banen. Det er en designet liga, hvor konkurrence ikke er et parameter«, hedder det blandt andet i et statement underskrevet af mere end 200 fangrupperinger, herunder Brøndby Support, FCK Fan Club, Black Wolves (FCM) og adskillige af de mest toneangivende internationale sammenslutninger som Manchester United Supporters Trust og Südkurve München (Bayern München). Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og de underliggende kontinentale forbund advarede for nogle uger siden om en lukket liga. Spillere, der deltager i en lukket liga, vil være bandlyste fra at deltage i VM-turneringen og kontinentale slutrunder som eksempelvis EM, meddelte Fifa.

Cykling. Med de to tidligere Tour de France-vindere, colombianeren Egan Bernal og waliseren Geraint Thomas, samt blandt andre den italienske enkeltstartsverdensmester Filippo Ganna og polakken Michal Kwiatkowski stiller det britiske Ineos Grenadiers med en frygtindgydende stærk trup til sæsonens første europæiske etapeløb Etoile de Bessèges. 11 af de 19 mandskaber fra 1. division er til start i det fem dage lange sydfranske arrangement, der begynder onsdag. Syv danskere står på deltagerlisten: Mads Pedersen og Mattias Skjelmose (Trek-Segafredo), Michael Valgren (EF), Frederik Wandahl (Bora-hansgrohe), Andreas Kron (Lotto Soudal), Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation) og Andreas Stokbro (Qhubeka Assos).

Fodbold. Den tyske klub RB Leipzig har frem til 8. februar til at finde ud af, hvor 1/8-finalehjemmekampen i Champions League mod Liverpool skal spilles. Opgøret, der er programsat til 16. februar, er blevet varm kartoffel, da der i Tyskland er indrejseforbud med fly for personer fra særligt coronaramte områder som Storbritannien. De nuværende tyske regler gælder til 17. februar. RB Leipzig meddeler tirsdag, at de har ansøgt om særlig tilladelse hos det tyske politi, så Liverpool-holdet kan komme til byen. Får Liverpool-spillerne ikke indrejsetilladelse, skal Leipzig i samarbejde med Uefa finde et alternativ. Og sker det ikke, så taberdømmes tyskerne. En mulighed er dog, at Liverpool og Leipzig bytter hjemmebane, så det første opgør spilles i Liverpool og returkampen i Leipzig. Uefa skal i henhold til reglerne have oplyst, hvor kampen spilles, senest 8. februar.

Fodbold. FC København skrevet mandag kontrakt med landsholdsemnet Lukas Lerager, der er lejet i italienske Genoa med en købsoption. Lerager siger til fck.dk, at da henvendelsen fra københavnerne kom, så var der ikke så meget at rafle om: »Muligheden var for god at sige nej til«, fortæller midtbanespilleren, der nu slutter sig til en voksende gruppe af FCK-spillere, der bejler til nogle af de yderste mandater i landstræner Kasper Hjulmands kommende EM-trup. Lukas Lerager må vente med at få sin FC København-debut, indtil han har overholdt coronareglerne og er blevet testet negativ en gang mere. FCK møder AaB onsdag og Horsens på søndag.

Fodbold. Den engelske træner Stuart Baxter har arbejdet i adskillige lande de seneste 35 år og vundet mesterskaber i blandt andet Sverige og Sydafrika. Et sted han næppe skal søge arbejde i umiddelbar fremtid, er i Indien, hvor han netop er blevet fyret af klubben Odisha. Fyringen kom som følge af, at Baxter efter en kamp havde fremsat voldsom kritik mod dommere og sagt, at hans spillere nærmest skulle udsættes for voldtægt for at få tilkendt straffespark. »Det er fuldstændig uacceptabelt, uanset hvilken kontekst det er sagt i«, hedder det i en statement fra klubben.

Tennis. Mikael Torpegaard har fået en god start på opvarmningsturneringen, inden grand slam-debuten i Australian Open i den kommende uge. Således besejrede Torpegaard tidligt tirsdag morgen dansk tid spanske Pedro Martinez med 6-4, 7-5 i ATP-turneringen Great Ocean Road Open i Melbourne. I næste runde venter polske Hubert Hurkacz, som er seedet som nummer tre ved Great Ocean Road Open og ligger nummer 29 i verden. Torpegaard ligger nummer 193, men scorede med sejren sine første 10 point til ranglisten i ATP-regi – og ca. 25.000 kroner i præmiepenge. »Det var en kanongod match fra begge sider, og jeg er selvfølgelig rigtig glad for min første ATP-sejr«, siger Torpegaard ifølge Ritzau efter kampen.