Fodbold. Barcelona, der slås med problemer både på og uden for banen, måtte tirsdag aften sande, at det kan blive meget svært at komme videre i sæsonens Champions League. På hjemmebane tabte Messi & Co. 1-4 til PSG, der endda mødte frem uden de skadede profiler Neymar og Angel Di Maria. Men så længe det franske mandskab har den franske unge superstjerne Kylian Mbappé, betyder det ikke så meget, for han fældede med et forrygende hattrick det spanske storhold. Mbappé fik den spanske defensiv aldrig kontrol over, og man kan desværre ikke sige, at Barcelona fik rettet op på noget i slutfasen, hvor Martin Braithwaite kom på banen.
Fodbold. En tur ud i Fodboldeuropa blev en succes for Liverpool og manager Jürgen Klopp, for på Puskas Arena i Budapest vandt briterne i den første Champions League-ottendedelsfinale 2-0 over Leipzig, der måtte opgive sin sædvanlige hjemmebane på grund af de tyske myndigheders restriktioner over fro den britiske coronavariant. Efter tre nederlag på stribe hjemme i Premier League kunne det britiske storhold altså omsider notere en succes. Det ligner i høj grad en kvartfinalebillet til Liverpool. Mohamed Sala og Sadio Mané scorede for Klopps hold.
Alpint. Det var ekstraordinært tæt, da den kvindelige verdensmester i parallel storslalom tirsdag skulle findes ved VM Cortina d’Ampezzo. I disciplinen, der er ny på VM-programmet, kom italienske Marta Bassino og østrigske Katharina Liensberger over stregen i præcis samme tid, da de dystede i finalen. Derfor trådte de sammen op på den øverste skammel og fik en guldmedalje hver. »Jeg var lidt forvirret i målområdet. Alle drømmer om at vinde guld, så det var en drøm, der gik i opfyldelse for mig«, siger Katharina Liensberger ifølge AFP. I parallel storslalom starter to skiløbere på hver sin identiske bane ved siden af hinanden, og så gælder det om at komme først til bunden.
Badminton. Det danske landshold åbnede tirsdag EM for blandede hold med en sikker sejr i den første gruppekamp. Danmark levede op til den tårnhøje favoritværdighed ved at slå Finlands værter med 5-0 med en stribe sikre sejre i byen Vantaa. Viktor Axelsen lagde ud med at besejre Joakim Oldorff, og Line Christophersen fulgte op med en klar sejr over Nella Nyqvist. Da doublen Mads Pieler Kolding-Anders Skaarup Rasmussen fulgte op med endnu en storsejr over Anton Monnberg-Jesper Paul, var den samlede danske sejr allerede hjemme med føringen på 3-0.
Fodbold. Mordtrusler fik den engelske dommer Mike Dean til at holde pause fra den seneste Premier League-runde, men i den kommende weekend er han tilbage. Han skal således dømme opgøret mellem Burnley og West Bromwich lørdag eftermiddag. Det meddeler Premier League. 52-årige Mike Dean og hans familie blev udsat for mordtrusler efter forrige uges Premier League-runde, hvor dommeren udviste West Hams Tomás Soucek. Det var den anden udvisning af tvivlsom karakter på få uger, og Tomás Souceks udvisning blev da også annulleret, da runden var færdigspillet.
Fodbold. Superligatrænerne skal ikke længere afsløre deres startformation før kampene i den bedste danske række. Divisionsforeningen, der administrerer ligaen, har fjernet en omstridt passus i reglerne, der forpligtede klubberne til at offentliggøre, på hvilken position de 11 startende spillere skulle spille på banen. Nu kan klubberne nøjes med at melde startopstillingen ud en time før kampstart. »Vi har ændret reglen i løbet af vinterpausen. Funktionen er der stadig, og vi opfordrer klubberne til at angive deres formation af hensyn til produktet og til interessenterne, men det er ikke længere er krav«, siger turneringschef Peter Ebbesen til tipsbladet.dk.
Tennis. Temperamentet kogte over en enkelt gang, hvilket kostede en smadret ketsjer og en advarsel, men efter det uværdige vredesudbud fik den serbiske verdensetter Novak Djokovic vendt sin kvartfinale i Australian Open og besejrede tyskeren Alexander Zverev med et servees på sin anden matchbold til facit 6-7 (6-8), 6-2, 6-4, 7-6 (8-6). I semifinalen venter russeren Aslan Karatsev, der fortsætter sin sensationelle fremfærd som grandslam-debutant. I kvartfinalen vandt verdensranglistens nummer 114 over bulgarske Grigor Dimitrov med cifrene 2-6, 6-4, 6-1, 6-2. »Det er en uvirkelig følelse«, sagde den 27-årige Karatsev, da han havde besejret Dimitrov, som fra tredje sæt døjede med en skade. Karatsev har spillet tre kampe i kvalifikationen og vundet fem kampe i hovedturneringen.
E-sport. Det danske Counter-Strike-hold Heroic er kommet på norske hænder. Heroic oplyser i en pressemeddelelse, at holdet er blevet afhændet til Omaken Sports, en investorgruppe grundlagt af nordmanden Joachim Haraldsen. Målet er, at Omaken Sports skal udvikle sig til verdens førende e-sportsorganisation. »Jeg er super spændt på den nye fremtid. Med Omakens køb af Heroic får vi virkelig stærke investorer, der er sultne efter at udvikle os og e-sportsscenen«, siger Heroics kaptajn, Casper ’cadiaN’ Møller. Den norske investor har punget ud med 150 millioner norske kroner for holdet. Det svarer til cirka 110 millioner danske kroner.
Mændenes kvartfinaler: Novak Djokovic, Serbien (1)-Alexander Zverev, Tyskland (6) 6-7 (6-8), 6-2, 6-4, 7-6 (8/6). Aslan Karatsev, Rusland (kval.)-Grigor Dimitrov, Bulgarien (18) 2-6, 6-4, 6-1, 6-2.Onsdag: Andrey Rublev, Rusland (7)-Daniil Medvedev, Rusland (4). Onsdag: Stefanos Tsitsipas, Grækenland (5)-Rafael Nadal, Spanien (2).
Fodbold. Forsvarsspilleren David Alaba er fortid i Bayern München, når denne sæson er færdigspillet. Rygterne har længe svirret omkring østrigeren, der har kontraktudløb til sommer. Og nu bekræfter han selv, at fremtiden ligger i en anden klub. »Jeg er besluttet at lave noget andet efter denne sæson og forlade klubben. Det har ikke været en let beslutning. Jeg har været her i 13 år, og klubben er meget tæt på mit hjerte«, siger Alaba ifølge flere medier. Den alsidige forsvarer var blot 16 år, da han blev indlemmet i Bayerns talentakademi. Efter hans kontraktudløb vil en ny klub kunne hente ham uden at skulle betale Bayern en overgangssum. Hvor fremtiden ligger, vil han dog endnu ikke ud med. »Det er ingen hemmelighed, at min agent har været i kontakt med nogle klubber. Resten bliver afgjort på et senere tidspunkt«, siger David Alaba.
Fodbold. Positionen som useedede gav Brøndby og Fortuna Hjørring nogle alvorlige opgaver, da der tirsdag blev trukket lod til ottendedelsfinalerne i kvindernes Champions League. Brøndby skal møde turneringens vinder de seneste fem år, franske Lyon, mens Fortuna Hjørring skal op mod FC Barcelona, der tabte finalen i 2019. Kun én af de otte kampe er uden dansk islæt. Chelsea med Pernille Harder i truppen fik Atlético Madrid som modstander, Paris SG med Nadia Nadim og Signe Bruun møder Sparta Prag, svenske FC Rosengård med Katrine Veje, Sanne Troelsgaard og Sofie Svava møder St. Pölten fra Østrig, Bayern München og Simone Boye Sørensen fik Kazygurt fra Kaskahstan som modstander, og Fiorentina med Frederikke Thøgersen og Janni Arnth Jensen skal møde Manchester City. Kun opgøret mellem Wolfsburg og Lillestrøm er uden deltagelse af danske spillere. Ottededelsfinalerne spilles 3.-4. marts med returkampe en uge senere.
Fodbold. 19-årige Mason Greenwood har med 21 mål i sine 82 kampe gjort det så godt, at Manchester United forlænget kontrakten til sommeren 2025.
Håndbold. Bjerringbro-Silkeborg har skrevet kontrakt med den 20-årige svenske bagspiller Ludvig Hallbäck, der debuterede som 17-årig for Ystad, hvor han har spillet fire sæsoner i den bedste række.
Tennis. Serena Williams spillede sin hidtil bedste kamp under dette års Australien Open, da den 39-årige amerikaner i kvartfinalen besejrede den 2.-seedede rumæner Simona Halep 6-3, 6-3. Efter at have tangeret Chris Everts rekord med 54 kvartfinaler i grandslam-turneriner nåede Serena Williams sin semifinale nummer 40, men i det regnskab når hun næppe Chris Evert, der nåede 52. Til gengæld er Serena Williams nu to sejre fra at tangere australieren Margaret Courts rekord på 24 grandslam-titler. Efter en slidsom ottendedelsfinale kom Naomi Osaka noget nemmere videre til semifinalen, da den 23-årige japaner med 3 grandslam-titler udraderede Hsieh Su-wei fra Taiwan med 6-2, 6-2.
Kvindernes kvartfinaler: Onsdag: Ashleigh Barty, Australien (1)-Karolina Muchova, Tjekkiet (25). Onsdag: Jennifer Brady, USA (22)-Jessica Pegula, USA. Naomi Osaka, Japan (3)-Su-Wei Hsieh, Taiwan 6-2, 6-2. Serena Williams, USA (10)-Simona Halep, Rumænien (2) 6-3, 6-3.
Ishockey. Danske scoringer i NHL er fast bestanddel i nyhedsstrømmen, men Nikolaj Ehlers har optrådt temmelig ofte i rapporterne fra det nordamerikanske på det seneste. Natten til tirsdag dansk tid scorede den 25-årige dansker for 10. gang i denne sæsons 15 kampe, da han gjorde det til 4-1 Winnipeg Jets’ sejr på 6-5 over Edmonton Oilers. Dermed er Nikolaj Ehlers på tredjepladsen på NHL’s topscorerliste efter Auston Matthews fra Toronto Maple Leafs med 13 og Brock Boeser fra Vancouver Canucks med 11 mål. På pointlisten er Nikolaj Ehlers nummer 14 med sine 10 mål og 7 assists.
Fodbold. Tanzania har atter fået en dansk landstræner. 61-årige Kim Poulsen er vendt tilbage til stillingen i det afrikanske land, hvor han tidligere har været landstræner. Efter også at have været superligatræner i Aarhus Fremad, Viborg, Vejle og Silkeborg var Kim Poulsen senest manager i danmarksserieklubben FC Sønderborg.
Fodbold. Færøske NSI Runavik har skrevet kontrakt for de kommende to sæsoner med den 20-årige midtbanespiller Jacob Trenskow, der i efteråret var på kontrakt i AC Horsens, hvor den tidligere AGF’er spillede to pokalkampe, men aldrig fik Superliga-debut.
Svømning. Den tidligere OL-medaljevinder og verdensrekordholder Scott Miller er blevet anholdt i hjemlandet Australien, hvor han er mistænkt for narkohandel i stor stil. Politiet har oplyst, at en 47-årig og en 45-årig mand er anholdt i optrevlingen af et større narkosyndikat, og ifølge australske medier er den 45-årige mand Scott Miller. Ekssvømmeren har flere sager bag sig lige fra en anholdelse for et værtshusslagsmål under OL i Atlanta i 1996, hvor han vandt sølv og bronze, til en dom for at lede et escortbureau og flere domme for narkohandel.
Fodbold. Timo Werner er glad for i Thomas Tuchel at have fået en tysk manager i Chelsea. Tyskeren lagde op til det første mål, som Oliver Giroud scorede, og gjorde det selv til resultatet 2-0, da Chelsea besejrede Newcastle i Premier League mandag aften. »Det har hjulpet mig, at der er en, som kan skrige efter mig på tysk. Han er en virkelig fin fyr og har en god idé om den fodbold, vi ønsker at spille«, siger Timo Werner om sin nye chef.




























