0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tidligere amerikansk OL-træner begår selvmord efter anklager om overgreb

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.


Gymnastik. Den tidligere træner for det amerikanske OL-hold i gymnastik John Geddert begik torsdag selvmord. Det oplyser anklagemyndigheden i den amerikanske delstat Michigan ifølge flere internationale nyhedsbureauer. Geddert blev tidligere torsdag tiltalt for adskillige forhold, heriblandt menneskehandel og seksuelle overgreb. »Mit kontor er blevet informeret om, at John Gedderts lig blev fundet i eftermiddag, efter at han havde taget sit eget liv. Det er en tragisk slutning på en tragisk historie for alle involverede«, siger justitsminister i delstaten Michigan, Dana Nessel, ifølge Reuters.

Geddert, der blev 63 år, var træner for det amerikanske kvindehold, som vandt guld ved OL i London i 2012. Han var desuden tidligere ejer at et træningscenter for amerikanske eliteatleter, hvor den skandaliserede og nu fængslede landsholdslæge Larry Nassar behandlede gymnaster.

Fodbold. Marseille har ansat argentineren Jorge Sampaoli som ny cheftræner, oplyser klubbens amerikanske ejer, Frank McCourt, beretter AFP. Sampaoli har blandt andet en fortid som landstræner for Argentina og Chile samt et succesfuldt ophold i spanske Sevilla bag sig. Han afløser Andre Villas-Boas, der sagde op i januar.

Fodbold. Med en sejr på 1-0 over Hvidovre skabte Viborg luft til forfølgerne i 1. division. Viborg fører med sejren på hjemmebane nu rækken med 5 point ned til Esbjerg. Tobias Bech blev matchvinder for Viborg med et mål 10 minutter efter pausen.

Håndbold. 18-årige Maria Wierzba skifter fra Aarhus United til Toulon. Her bliver hun genforenet med sin søster Anna Berger Wierzba, der har spillet i den den franske klub siden sidste år.

Skisport. Lara Gut-Behrami overtog fredag 1. pladsen i kvindernes samlede World Cup. Det skete med en sjælden sejr i styrtløb til den 29-årige schweizer, da der blev dystet i italienske Val di Fassa. Det var første gang i mere end et år, at den ellers så formstærke schweizer vandt en World Cup-konkurrence i styrtløb. Gut-Behrami var i sidste ende 0,02 sekund hurtigere end østrigske Ramona Siebenhofer, der sluttede på 2. pladsen. Den nykårede verdensmester, schweiziske Corinne Suter, måtte nøjes med 3. pladsen - 0,26 sekund bag fredagens vinder.

Håndbold. Lotte Grigel er gravid og indstiller karrieren, fortæller hun til TV 2. den 29-årige esbjergenser har siden 2019 spillet for den franske klub Nantes, men når kontrakten udløber efter denne sæson, har playmakeren ikke planer om at finde en ny klub. Lotte Grigel debuterede på det danske landshold som 17-årig, men har på grund af en lang række alvorlige knæskader ’kun’ spillet 112 landskampe. Hun var ikke en del af den danske trup til EM i december sidste år.

Håndbold. Paris Saint-Germain tabte torsdag aften 28-27 ude til Flensborg i Champions League, men for franskmændenes danske superstjerne Mikkel Hansen bød kampen trods nederlaget på lidt af en milepæl. Da han scorede målet til 1-0 var det samtidig danskerens scoring nr. 900 i Champions League. I alt nettede Mikkel Hansen 7 gange mod det tyske hold og er altså dermed på 906 Champions League-mål totalt. Det har kun fire spillere gjort bedre: Kiril Lazarov (1.343), Nikola Karabtaic (1.085), Momir Ilic (968) og Timur Dibirov (942).

E-sport. Danmarks næstbedste Counter-Strike-hold, Heroic, har skiftet ud på to pladser i jagten på succes. Fredag oplyser holdet således, at Nikolaj ’Niko’ Kristensen og Johannes ’B0RUP’ Borup bliver taget af holdet. De bliver i stedet erstattet med Rasmus ’Sjuush’ Beck og Ismail ’Refrezh’ Ali, skriver Ritzau.

Ntb Scanpix/Ritzau Scanpix
Foto: Ntb Scanpix/Ritzau Scanpix

Alfredo Quintana blev kun 32 år.

Håndbold. Den portugisiske målmand Alfredo Quintana er afgået ved døden, efter at han tidligere på ugen blev ramt af et hjertestop til træning i sin klub, FC Porto. Det meddeler klubben på Twitter. Landsholdsmålmanden, der var med til VM i januar, fik hjertestop mandag og blev straks transporteret til et lokalt hospital og indlagt. Siden har man forsøgt at redde hans liv, men det lykkedes ikke. 32-årige Quintana har cubanske rødder, men han fik portugisisk statsborgerskab i 2014. Han har spillet for FC Porto i mere end ti år.

Fodbold. Fredag trak Uefa lod til Europa Leagues ottendedelsfinaler, og to af forhåndsfavoritterne mødes i denne fase. Det drejer sig om Manchester United og AC Milan, hvor den danske landsholdsanfører Simon Kjær spiller. Begge hold er placeret på en nuværende andenplads i deres respektive ligaer, Premier League og Serie A. Her er lodtrækningen:

  • Ajax-Young Boys
  • Dinamo Kijev-Villarreal
  • Roma-Shakhtar Donetsk
  • Olympiakos-Arsenal
  • Dinamo Zagreb-Tottenham
  • Manchester United-AC Milan
  • Slavia Prag-Rangers
  • Granada-Molde

Cykling. I et nervepirrende opgør mellem et fornemt udvalg af verdens skrappeste sprintere leverede Michael Mørkøv (Deceuninck-Quick Step) endnu et effektivt bevis på sine evner som en af verdens bedste leadoutryttere, da han på 6. etape i UAE Tour styrede sin irske holdkammerat Sam Bennett frem til den anden triumf på tre dage. Det dansk-irske samarbejde satte alle de øvrige spurtkanoner ud af spillet, og Sam Bennett passerede stregen med et par længder ned til italieneren Elia Viviani (Cofidis) og tyskeren Pascal Ackermann (Bora-hansgrohe), mens Mørkøv som nr. 10 i mål jublende rakte armene i vejret. Etapen ændrede intet sammenlagt, og den slovenske Tour de France-konge Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) sidder sikkert på tronen inden finaledagen, der atter lægger op til en massespurt.

Fodbold. Peter Sørensen trækker sig som cheftræner for superliganedrykkeren Hobro, der ligger nr. 8 i 1. division. Det meddeler Hobro på sin hjemmeside. Hobro rykkede ud af landets bedste række i den forgangne sæson og har endnu ikke formået at blive en del af kampen om oprykningsbilletterne. Ifølge klubben er årsagen til bruddet, at en ny og mere langsigtet strategi har mere fokus på Hobros egen talentafdeling, mens holdet skal være blandt de bedste 18 i Danmark.

Ishockey. Esbjerg Energy må resten af grundspillet i Metal Ligaen klare sig uden amerikaneren Charles Corcoran. Det meddeler ishockeyligaen på sin hjemmeside. Corcoran er af ligaens Udvalg for Spillersikkerhed blevet idømt seks spilledages karantæne for at have ramt svenske Jesper Thörnberg fra Herlev Eagles i hovedregionen med sin stav. Episoden fandt sted i tirsdagens møde, hvor Corcoran ramte en modstander for at forsvare en holdkammerat, der netop var blevet tacklet. »Min reaktion var at forsvare min holdkammerat. Jeg fortryder ikke, at jeg forsvarede min holdkammerat, men jeg fortryder, hvordan det foregik«, siger han i sin forklaring på ligaens hjemmeside.

Laurence Griffiths/Ritzau Scanpix
Foto: Laurence Griffiths/Ritzau Scanpix

Jordan Henderson blev skadet under lokalopgøret Liverpool-Everton.

Fodbold. Liverpool-anfører Jordan Henderson er blevet opereret for en skade i lysken. Det vides endnu ikke, hvornår englænderen kan vende tilbage, men sikkert er det, at det bliver på den anden side af landskampspausen i slutningen af marts, oplyser Liverpool på sin hjemmeside. Ud over skaden, som Henderson pådrog sig i lokalopgøret mod Everton, er flere forsvarsprofiler ude for resten af sæsonen.

Fodbold. VM 2022 i Qatar bør ikke have deltagelse af det norske landshold. Det mener den norske klub Tromsø, der som den første topklub i Norge officielt opfordrer landets fodboldforbund til at boykotte mesterskaberne. »Vi mener at hvis Norge kvalificerer sig via den kommende kvalifikation, bør vi takke nej til at rejse til Qatar«, skriver Tromsø på sin hjemmeside.

Fodbold. Kasper Schmeichel og Leicester røg torsdag aften noget overraskende ud af Europa League, da holdet på hjemmebane tabte 0-2 til tjekkiske Slavia Prag. Alligevel er det ifølge den danske målmand ikke et resultat, som holdet kan være alt for utilfreds med. »Vi scorede ikke, så simpelt er det. Hvis vi skal være ærlige efter de to kampe, så er det nok et fair resultat. De havde flere chancer end os, og de tog dem, så vi har ikke noget at klage over«, siger Schmeichel til Eurosport efter kampen. Han tilføjer, at det især var de tjekkiske mestres gode presspil, der udfordrede hjemmeholdet. »Vi afleverede ikke så godt, som vi kunne, og når de også er et hold, der presser højt på banen, så gav det os problemer med at holde på bolden. Det arbejde gjorde de godt«, siger danskeren.

Fodbold. På trods af et nederlag på 1-2 til São Paolo kunne Flamengo natten til fredag dansk tid fejre det brasilianske mesterskab. Samtidig lykkedes det nemlig kun udfordrerne fra Internacional at hente et enkelt point mod Corinthians, og dermed havner titlen for andet år i træk hos klubben fra Rio de Janeiro.

Ishockey. Lars Eller leverede natten til fredag dansk tid en stærkt indsats for Washington Capitals med et mål og en assist i holdets 5-2-sejr over Pittsburgh Penguins i NHL. Danskeren scorede kampens sidste mål med et minut tilbage af tredje periode. Den 31-årige dansker fik knap 16 minutter på isen. Lars Eller har spillet i Washington Capitals siden 2016. Han var i 2018 med til at vinde det eftertragtede Stanley Cup-trofæ med klubben.

Basketball. Brooklyn Nets’ store satsning ser indtil videre ud til at bære frugt. NBA-holdet vandt natten til fredag dansk tid for ottende gang i træk. Kyrie Irving førte an med 27 point og 9 assister i sejren på 129-92 over Orlando Magic på hjemmebanen i New York. Den imponerende stime betyder, at holdet ligger på andenpladsen i Eastern Conference. I alt er det blevet til 22 sejre og 12 nederlag i 34 kampe. Irving er bare en af tre superstjerner, som Brooklyn Nets råder over i denne sæson. De øvrige er Kevin Durant og James Harden.

Tennis. Sidste års overraskende polske French Open-vinder Iga Swiatek har kvalificeret sig til finalen i WTA-turneringen i Adelaide. I semifinalen vandt hun sikkert over Jill Teichmann fra Schweiz med cifrene 6-3, 6-2. I finalen kommer den 19-årige polak til at stå over for den mere rutinerede schweizer Belinda Bencic, der i sin semifinale besejrede Cori Gauff 7-6, 6-7, 6-2 efter en meget nervepræget præstation fra begge spillere, der i tre timer leverede et hav af dobbeltfejl og forkerte beslutninger, men også intens spænding.

Golf. Tiger Woods er blevet flyttet til et nyt hospital i forbindelse med sin behandling efter en trafikulykke tirsdag. Det oplyser Harbor UCLA Medical Center i Los Angeles i en meddelelse torsdag lokal tid. Woods blev indlagt og opereret på hospitalet efter tirsdagens ulykke. Han er nu blevet flyttet til Cedars-Sinai Medical Center, der ligger cirka 34 kilometer nord for Harbor UCLA. Golfspilleren er blevet flyttet for at »... fortsætte sin ortopædiske behandling og pleje«. Det siger Anish Mahajan, medicinsk direktør på Harbor UCLA. Der står ikke noget i meddelelsen om, hvordan Woods’ tilstand ellers er. 45-årige Woods kørte tirsdag morgen lokal tid alene i en forstad til Los Angeles, da han forulykkede, så hans bil kørte af vejbanen og rullede rundt, før den endte cirka ti meter fra vejen.

Golf. Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen har fået en lovende start på turneringen Gainbridge LPGA. Den danske duo er med helt fremme efter førstedagen i den stærkt besatte turnering i Orlando. Nanna Koerstz Madsen klarede sig bedst og indtager en delt andenplads – to slag efter den førende, newzealænderen Lydia Ko. Koerstz Madsen deler andenpladsen med amerikaneren Nelly Korda. Den et år ældre Nicole Broch Larsen åbnede turneringen med en runde i 68 slag, hvilket rækker til en delt fjerdeplads. Den 50-årige svensker Annika Sörenstam er også tilmeldt turneringen efter 13 års pause. Sörenstam er dog placeret langt tilbage efter en åbning i 75 slag – tre over banens par.

Golf. Det var op og ned for Rasmus Højgaard, da han torsdag indledte turneringen WGC Championship. Den danske komet sluttede i to slag over par og lavede undervejs fire bogeys, en dobbelt bogey samt to birdies og en eagle. Højgaard ærgrer sig nok især over afslutningen på første runde. På 16. hul blev det således til en bogey, inden han sluttede af med en dobbelt bogey. Det efterlod den 19-årige dansker på en delt 53.-plads ud af 72 spillere.

Læs mere