Signe Bro og Anton Ørskov Ipsen svømmede under OL-kravtider på sidstedagen i Vejle.

To kvalifikationer til OL var en kæmpe lettelse efter sjælden præstation af en lillesøster

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

I løb 25 og løb 34 var de der endelig. OL-kvalifikationerne, som de tre dages svømning i DGI-huset i Vejle egentlig havde som overordnet tema.

Først Signe Bro i søndagens 100 meter og i stævnets allersidste løb med Anton Ørskov Ipsen i 800 meter fri. Netop de to stod også øverst på listen over ’favoritter’ til at klare de krav, der er frist frem til EM i maj for at indfri, men Signe Bro kalder det en kæmpe, kæmpe lettelse, at den del af formaliteterne nu er klaret.

Ikke mindst fordi hun i fredags på sin 22-års fødselsdag vågnede med »utroligt ondt i ryggen«, inden hun skulle svømme 200 meter fri.

»Det var lidt ærgerligt, for jeg følte, jeg havde en dansk rekord i mig, men siden har jeg i stedet passet godt på mig selv, så jeg ikke mærker mere til det«, forklarer Signe Bro efter med 53,83 sek. at have sat personlig rekord med 3 hundrededele sekund, hvilket var et halvt sekund hurtigere end OL-kvalifikationskravet.

»For at par år siden i Antwerpen kunne jeg svømme en tilsvarende tid på samme tidspunkt i sæsonen, så jeg vidste, at jeg havde det i mig, selv om jeg kun har haft en halv uges nedtrapning. Normalt kræver det to ugers nedtrapning at svømme stærkt, men alt gik op i en højere enhed«, forklarer Signe Bro.

Der er andre med OL-ambitioner

At have klaret OL-kravet er ingen garanti for også at komme til Tokyo, eftersom 100 meter fri er en disciplin, hvor Pernille Blume (med den danske rekord på 52,69 sek.) og den tidligere verdensmester i disciplinen Jeanette Ottesen (med 53,35 fra OL i 2016) begge har personlige rekorder, der er hurtigere end Signe Bros, og der er kun to pladser per nation i hver disciplin til OL.

»I dag følte jeg, at jeg var lidt langsom på de første 50 meter, men jeg bragede bare hjem, så med yderligere nedtrapning og mere fart på mit udlæg, håber jeg at kunne rykke min tid yderligere til Danish Open i april«, forudser Signe Bro.

En olympisk kvalifikation vil placere Signe Bro i en yderst eksklusiv klub af danske svømmere, der er i fulgt i kølvandet på en søskende til et OL.

Unikke søstre er hinandens største inspiration

I 1928 deltog 18-årige Agnete Olsen i Amsterdam i sit andet OL, og denne gang var det i selskab med sin 2 år ældre søster, Rigmor Olsen, i en 4x100 meter fri, der som den eneste af de 7 deltagende holdkapper ikke nåede finalen.

I 1960 svømmede Ethel Ward Petersen rygcrawl i Rom, efter hendes 5 år ældre søster, Eileen Ward Pedersen, i 1952 havde deltaget i 200 meter brystsvømning som blot 14-årig.

Da Franz Mortensen i 1988 deltog ved det andet af sine tre OL-stævner, var det sammen med sin 6 år yngre søster, Eva.

Nu kan Signe Bro følge efter som den fjerde olympiske søster, efter storesøster Sarah Bro i 2016 var med i Rio som en del af en holdkap, der blev nummer 12 i 4x100 meter fri.

Anton Ørskov Ipsen til sit andet OL

Anton Ørskov Ipsen følger derimod i sit eget kølvand med kvalifikationen i 800 meter, der for mændenes vedkommende debuterer på det olympiske program i Tokyo.

I Rio deltog Anton Ørskov Ipsen i 1.500 meter fri, der er disciplinen, hvor klubkammeraten Alexander Aslak Nørgaard har ambitioner om deltage efter i 2019 at have været Danmarks første VM-finalist nogen sinde i disciplinen.

19-årig komet svømmer sig i VM-finalen med dansk rekord i verdensklasse

Alexander Aslak Nørgaard har efter et skadeforløb i januar haft en anden tilgang til weekendens stævne, så efter at have sat personlige rekorder i 200 og 400 meter fri fungerede han som pacer for Anton Ørskov Ipsen i den første halvdel af søndagens løb.

Pace eller ej, så må man som udenforstående være imponeret over den evne, langdistancesvømmere har til at præstere det samme tempo længde efter længde.

I Vejle svømmede Anton Ørskov Ipsen efter sit startspring de første 50 meter på 27,66 sekunder, men derpå fulgte 13 banelængder, der blev tilbagelagt inden for et snævert tidsinterval på mellem 29,60 og 29,90 sekunder, inden tempoet blev skruet op på det to sidste med 29,31 og 28,74 sekunder.

Facit blev 7.52,26 minutter, hvilket var 2 sekunder under OL-kravet, men 3,5 sekund fra den danske rekord Anton Ørskov Ipsen satte, da han i 2019 blev nummer 9 ved VM.

Anton og nysgerrige Alexander skaber verdensklasse i Nordsjælland

Udover Signe Bro og Anton Ørskov Ipsen udløste de tre dage i Vejle EM-kvalifikationer til Emilie Beckmann, Julie Kepp Jensen og den alsidige Helena Rosendahl Bach, der kom under i 1.500 meter fri, men manglede 4 hundrededele i 200 meter butterfly.

Det kunne umiddelbart synes at være et beskedent udbytte, men landstræner Stefan Hansen vurderer, at stævnet ligger på et tidspunkt, hvor der normalt ikke kan svømmes stærkt, fordi svømmerne ligger i hård træning, der først skal toppe ved Danish Open i april.

»På den baggrund var der mange opmuntringer, og dansk svømning er altså i en omstilling, efter at have haft masser af verdensstjerner«, påpeger Stefan Hansen om stævnet, hvor 33-årige Jeanette Ottesen kun svømmede én gang, inden hun tog hjem for at få behandlet en smertende skulder, og OL-guldvinderen Pernille Blume koncentrerer sig om sin fortsatte træningsopbygning i Frankrig.

OL-stævne gav tre EM-billetter, men Jeanette Ottesen måtte køre hjem igen

Emilie Beckmann med personlige rekorder i alle sine tre discipliner, Julie Kepp Jensen og den 18-årige rygcrawler Karoline Sørensen var andre, der flyttede deres niveau på opsigtsvækkende vis, om end 18-årige Rasmus Nickelsens juniorrekord i 50 meter butterfly gav den eneste opdatering af de danske rekordlister.

Emilie Beckmann var under EM-kravet i både 50 og 100 meter butterfly og var den første til at lykønske Signe Bro med et kys på badehætten efter 100 meter fri, hvor Beckmanns kandidatur til at kunne blive en del af en lovende dansk holdkap i 4x100 meter fri blev styrket med en forbedring på 0,37 sekund til 55,32 sek.

Forstuvet finger betød kostede to dage

Julie Kepp Jensen var på førstedagen sølle 7 hundrededele sekund fra OL-kravet i 50 meter fri, men det havde sine omkostninger.

»Julie slog en finger af led, da hun ramte væggen i finalen, så vi tilbragte flere timer på skadestuen, og hun kom slet ikke til at svømme flere løb«, fortæller Stefan Hansen.

Og når vi nu har været inde på det med søskende, er det værd at nævne en anden lillesøster, der i forhold til sin ældre søster markerede sig på sidstedagen.

800 meter fri blev vundet af 19-årige Mia Steen Duus, der forbedrede sin personlige rekord ganske markant med 10 sekunder til 8.51,92 min. Der er yderligere 10 sekunder ned til kvalifikationskravet til EM, men tiden giver en placering som nummer 12 på listen over alle tiders hurtigste danskere - hvilket er lige foran den 4 år ældre Lisa Steen Duus.

Dagens vindere ved stævnet i Vejle

Disciplin Vindere Vindertider
100 m bryst Josefine B. Pedersen, MK31 1.09,43 min.

Philip Greve, Farum 1.02,31 min.
100 m fri Signe Bro, Triton Ballerup 53,83 sek. (pr)

Kevin Witt Christensen, Farum 50,11 sek.
100 m rygcrawl Karoline Sørensen, Thisted 1.01,96 min. (pr)

Jakob Strunge Nissen, Kvik Kastrup 57,51 sek. (pr)
200 m butterfly Helena Rosendal Bach, Holstebro 2.10,40 min.

Viktor Bromer, Aalborg 2.00,94 min.
200 m medley Sofie Hansen, Kvik Kastrup 2.19,19 min.

Arthur Dalén Ellegaard, Sigma 2.03,87 min. (pr)
800 m fri Mia Steen Duus, Sigma Birkerød 8.51,92 min. (pr)

Anton Ørskov Ipsen, Sigma Birkerød 7.52,26 min.


Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her