0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

Perfekt hattrick af Ronaldo, drømmemål i Premier League og verdensmestrene vinder med 16 mål

Masser af nyheder fra sportens verden.


Håndbold. Efter det overraskende nederlag i Nordmakedonien tidligere på ugen tog de danske verdensmestre en gevaldig revanche, da den modsatte EM-kvalifikationskamp i Aalborg blev vundet 37-21. Dermed er Danmark på førstepladsen i kraft af en bedre indbyrdes målscore mod netop Nordmakedonien. Danmark førte 17-10 efter en første halvleg, hvor både Niklas Landin og Kevin Møller havde indtaget målmandsposten. Danmark mangler yderligere to kampe i EM-kvalifikationen mod Schweiz 28. april og Finland 2. maj.

Håndbold. Tyskland og VM-sølvvinderen Sverige er klar til OL i Tokyo efter sejre i kvalifikationsturneringen i Berlin over henholdsvis Algeriet (34-26) og Slovenien (32-25). Danmark er som verdensmester klar til OL sammen med værtsnationen Japan og de kontinentale mestre Argentina, Bahrain, Spanien og Egypten. De sidste fire nationer findes i to kvalifikations-turneringer, der afsluttes senere i aften.

Fodbold. Med et hattrick i Juventus’ 3-1-sejr over Cagliari nåede Cristiano Ronaldo en forbløffende milepæl. Sardegna Arena var set eneste Serie A-stadion, hvor portugiseren inden dagens kamp IKKE havde scoret, men det blev der ændret på med et hovedstød efter 10 minutter. Siden scorede Ronaldo på et straffespark begået mod ham selv og et hug, så hans hattrick var scoret med hoved, højrebenet og venstrebenet.

Ishockey. De fire bedste fra det danske grundspil har alle bragt sig foran 2-0 i kvartfinalerne. Rungsted var bagud mod Rødovre, men vendte med to mål i sidste minut 3-4 til 6-4 mod Rødovre i den anden kvartfinale. Esbjerg scorede til 3-2 med 6 minutter tilbage og vandt 4-2 ude over Frederikshavn. Aalborg var foran 3-0 og vandt 4-3 ude over Herlev, og så vandt Sønderjyske 4-3 efter forlænget spilletid over Herning.

Tennis. Efter to sejre i kvalifikationen er 18-årige Clara Tauson klar til WTA 500-turneringen Sankt Petersborg Open, hvor hun i 1. runde skal møde den 8.-seedede russer, Daria Kasatkina, der er nr. 58 på verdensranglisten. Tauson var topseedet i kvalifikationen og vandt søndag 7-5, 6-2 over den 29-årige hollænder Lesley Pattinama Kerkhov, der pudsigt nok som bedst har været nummer 58 på verdensranglisten.

Julian Finney/Ritzau Scanpix
Foto: Julian Finney/Ritzau Scanpix

Fodbold. Tottenhams franskmand Erik Lamela blev tidligt indskiftet for den skadede Son Heung-Min, scorede til 1-0 på helt fantastisk vis bagom sit eget støtteben og blev udvist, da Arsenal vandt lokalopgøret i det nordlige London med 2-1. Nordmanden Martin Ødegaard udlignede og Alexandre Lacazette blev matchvinder ved at udnytte et kontroversielt straffespark dømt mod Davinson Sanzhez med netop Lacazette. I bunden har Sheffield United har efter gensidig overenskomst indstillet samarbejdet med manager Chris Wilder. Den hidtidige U23-træner, Paul Heckingbottom, har overtaget posten og fik en skrækkelig debut med et udebanenederlag på 5-0 mod Leicester.

Fodbold. Med 1-1 hjemme mod Eintracht Frankfurt satte RB Leipzig terræn i forhold til Bundesligaens tophold, Bayern München. Emil Forsberg bragte Leipzig foran, da han scorede på en returbold fra Frankfurt-målmanden Kevin Trapp, og Yussuf Poulsen headede lige over mål, inden japaneren Daichi Kamada fik udlignet.

Massimo Pinca/Ritzau Scanpix
Foto: Massimo Pinca/Ritzau Scanpix

Fodbold. Christian Eriksen kom på banen efter 55 minutter, da stillingen var 0-0, og var således med til at sikre Inters 2-1-sejr i Serie A ude over Torino. Eriksens aflevering dannede optakten til et straffespark begået mod Lautaro Martinez, som Romelu Lukaku omsatte til 1-0-føringen. Efter Antonio Sanabrias udligning blev Lautaro Martinez matchvinder med et hovedstød efter 85 minutter.

Håndbold. Trods en sejr i den første kamp på udebane røg Odense ud af kvindernes Champions League, da norske Vipers vandt 30-26 i returkampen. Vipers førte 19-14 ved pausen, men Odense kom tilbage og var kun bagud med ét mål, 25-26, med 8 minutter tilbage, inden Vipers afgjorde kampen og sikrede sig pladsen i kvartfinalen.

Golf. Et fantastisk putt fra 18 meter for en birdie på sidste hul sikrede Antoine Rozner sejren i Qatar Masters, der var franskmandens anden på European Tour. Med en 9.-plads opnåede Joachim B. Hansen sin bedste placering, siden han sidste år i oktober vandt Joburg Open, mens Jeff Winther efter at have ført turneringen efter de første to runder endte på en delt 14.-plads. Hverken Søren Kjeldsen, Benjamin Poke, Lucas Bjerregaard eller Rasmus Højgaard klarede cuttet til finalerunderne, og sidstnævnte er taget hjem for et træne i et par uger, men han ’afløses’ i næste uge af tvillingebror Nicolai Højgaard, der har fået plads i feltet til Magical Kenya Open som en af fem danskere.

Fodbold. FC Fredericia vandt 2-1 over Fremad Amager i den vitale kamp om at komme med i oprykningsspillet i 1. division. Nigerianeren Olakunle Olusegun bragte ellers hjemmeholdet foran, men et rødt kort efter 38 minutter til franskmanden Maxime Soulas blev udnyttet af FC Fredericia. Christian Tue Jensen udlignede lige inden pausen, og han blev også matchvinder under udeholdets massive pres i anden halvleg.

Alle resultater og stillingen i 1. division

Bordtennis. Anders Lind fik to og Mie Skov kun en enkelt kamp ved et OL-kvalifikationsstævne i Doha. Anders Lind vandt 4-1 over Daniel Gonzalez fra Puerto Rico, inden det blev 1-4 mod den rumænske EM-sølvvinder, Ovidiu Ionescu, der vandt 14-12 (efter tre danske sætbolde), 8-11, 12-10, 11-7, 11-4. Mie Skov blev besejret af den kinesiskfødte spanier Maria Xiao, der vandt 8-11, 12-10 (efter 2-8), 13-11, 7-11, 11-6, 12-10. De to danskere får en sidste OL-chance ved et europæisk kvalifikationsstævne i april.

Tennis. Det wildcard, Holger Rune har fået til Challenge Santiago Chile, betyder i første omgang en ny kamp mod den 20-årige argentiner Sebastian Baez, som den 17-årige dansker besejrede i 1. runde af den forløbne uges ATP-turnering, Chile Open.

Fodbold. FA Cup-finalen på Wembley er af et britisk udvalg udpeget som en af tre begivenheder, der skal være testbegivenhed for at genåbne for tilskuere til sportsstævner. Omfanget af tilskuere er endnu ikke fastlagt, men en negativ cotonatest er et af kravene for at blive blandt tilskuerne.

Fodbold. Argentinske River Plate har indkøbt to spurvehøge, der skal sikre en flot hjemmebane. Et nyanlagt græstæppe på det nyrenoverede Estadio Monumental, hvor Argentina vandt VM-finalen i 1978, har tiltrukket en række mindre fugle, der spiser græsfrøene, og rovfuglene skal holde de ubudne gæster væk.

Golf. OL bliver uden den nuværende verdensetter, amerikaneren Dustin Johnson, der allerede har fravalgt den lange tur til Tokyo for i stedet at koncentrere sig om turneringerne på PGA Tour. »Det ligger midt i et tæt turneringsprogram for mig, så derfor har jeg hele tiden været tvivlende omkring det«, siger Johnson.

Dan Hamilton/Ritzau Scanpix
Foto: Dan Hamilton/Ritzau Scanpix

Ishockey. Nikolaj Ehlers sendte pucken fordi Frederik Andersen i Toronto Maple Leafs mål til 4-2, da Winnipeg Jets vandt 5-2 i den tredje NHL-kamp i træk mellem de to tophold i Scotia North-divisionen. Jets vandt det første 4-2, Toronto vandt det næste 4-3. Oliver Bjorkstrand leverede en assist i Columbus Blue Jackets 4-3-sejr i overtid mod Dallas Stars.

Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix

Boksning. Den tidligere verdensmester i professionel mellemvægt Marvelous Marvin Hagler er død, 66 år gammel, oplyser hans hustru, Kay Hagler, på Facebook. Hagler vandt 62 af sine 67 kampe, hvor af 52 sejrene var før tid. Hagler vandt 13 VM-titelkampe, blandt andet et meget berømmet opgør med Thomas ’The Hitman’ Hearns i 1985, og indstillede karrieren efter et nederlag til Sugar Ray Leonard i 1987.

Tennis. Georgieren Nikoloz Basilashvili fuldførte missionen efter at have besejret tilbagevendte Roger Federer i kvartfinalen. Basilashvili vandt også finalen i Doha ved at besejre spanieren Roberto Bautista Agut 7-6, 6-2. Geogieren havde inden turneringen kun vundet 2 af sine foregående 16 kampe.

Fodbold. Rasmus Nissen Kristensen headede et hjørnespark i mål til 2-0, da Red Bull Salzburg besejrede Admira Wacker 3-1 i den østrigske Bundesliga. Det var den 23-årige venstre backs fjerde ligamål i denne sæson.

Fodbold. Manchester City scorede tre gange i løbet af 15 minutter i starten af anden halvleg, da Fulham lørdag aften blev besejret 3-0. John Stones indledte scoringen, inden en clearing fra Joachim Andersen ramte en medspiller og blev til en frispilning af Gabriel Jesus til 2-0-målet. Serio Agüero gjorde det til 3-0 på et straffespark begået mod Ferran Torres.


Læs mere

Annonce