0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

Bayern gjorde det helt utænkelige med kun 10 mand på banen

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Hvad gør man, når ens hold får udvist en spiller allerede i 13. minut? Som regel trækker man 5-10 meter længere tilbage på banen og lader modstanderen diktere spillet. Den taktik så Bayern Münchens tyske tophold helt og aldeles bort fra efter Alponso Davies’ udvisning. I stedet scorede mesterholdet tre gange på fem minutter og grundlagde en sejr på 4-0 over Stuttgart. Robert Lewandowski scorede tre gange og er nu på 35 ligascoringer i denne sæson, hvilket er personlig rekord for polakken, og Gerd Müllers rekordnotering på vanvittige 40 ligamål i 34 kampe fra sæsonen 1971/72 er nu i alvorlig fare for at falde.

Overblik: Resultater og stillinger

Andetsteds i Bundesligaen måtte Lewandowskis forfølgere på topscorerlisten nøjes med to scoringer hver. Erling Håland sikrede Dortmund 2-2 i Köln i tillægstiden, mens André Silva scorede Frankfurts første og fjerde mål i 5-2-gevinsten mod Union Berlin. Håland og Silva har scoret 21 gange.

Håndbold. Det lignede længe et stort comeback af det danske kvindelandshold, men også i Golden League-andendagsgildet mod Frankrig blev det til dansk nederlag efter en pauver afslutning. Nede med 9-14 ved pausen profiterede danskerne af et længerevarende fransk sammenbrud og kom foran 23-19, inden Frankrig scorede fem gange i træk og vandt 24-23. Torsdag tabte de danske kvinder 22-26 til Frankrig.

Fodbold. Karim Benzema sikrede Real Madrid sejren mod Celta Vigo med to mål i første halvleg og en assist i overtiden. 3-1 sluttede det mod Vigo.

Fodbold. Angriberen Andreas Skov Olsen ankommer brandvarm og med mål i støvlerne til landsholdslejren. Lørdag fuldendte han et stort comeback for Bologna i den italienske Serie A, da han blev indskiftet og fem minutter før tid scorede til 3-2 i Bolognas sejr på udebane over bundproppen Crotone. Andreas Skov Olsen var kommet på banen fra anden halvlegs start, hvor Bologna var bagud 0-2.

Fodbold. Spillerne fra Athletic Bilbao og Eibar måtte kortvarigt indstille aktiviteterne i lørdagens La Liga-dyst, da en drone med et banner pludselig landede på grønsværen i Bilbao. Spanske medier rapporterer, at banneret var rettet mod det faktum, at Bilbaos hjemmebane skal være spillested ved EM senere i år og huse det spanske landshold. Mange borgere i Baskerlandet ønsker en selvstændig nation uden spansk indblanding. Kampen sluttede i øvrigt 1-1.

Olympisk. Det udskudte OL og para-OL i Tokyo kommer til at foregå uden tilrejsende tilskuere og vil være forbeholdt personer bosiddende i Japan. Det står klart, efter at arrangørerne lørdag har meddelt, at udenlandske tilskuere på grund af coronapandemien ikke får adgang til legene. Heller ikke udenlandske frivillige kan være med i Tokyo. Beslutningerne er taget for at reducere smitterisikoen under OL, meddeler organisationskomitéen, der nu skal til at refundere mere end 600.000 billetter.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) kalder det »en fuldstændig forfærdelig situation«, men accepterer den. »I DIF og Team Danmark har vi hele tiden sagt, at sikkerheden for atleterne er det vigtigste, og derfor bakker vi også op om de japanske værters beslutning om at udelukke internationale fans fra OL og PL til sommer«, siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør i DIF og generalsekretær for Danmarks Olympiske Komité. DIF vurderer endvidere, at organisationen nu vil få sværere ved at sikre sig sponsorater. »Der er ingen tvivl om, at det er langt nemmere for os i dansk idræt at indgå kommercielle aftaler, når vores partnere har oplevet et OL«, siger Morten Mølholm.

Cykling. Lige til 150 meter fra målstregen så det ud til, at Søren Kragh Andersen (Team DSM) skulle duellere med belgieren Jasper Stuyven (Trek-Segafredo) om sejren i den 299 km lange klassiker Milano-Sanremo. Den 26-årige dansker havde hentet Stuyven, der havde angrebet godt 2 km fra mål på den sidste del af nedkørslen fra Poggio, og danskeren tog en gevaldig føring frem mod mål. Det kostede kræfter, og mens den 28-årige belgier skød frem fra Søren Kraghs hjul og lige netop holdt hjem, noteredes danskeren for en flot niendeplads, da konkurrenterne kom stormende bagfra. Nærmest til at true Stuyven var australieren Caleb Ewan (Lotto Soudal) foran belgieren Wout van Aert (Jumbo-Visma), slovakken Peter Sagan (Bora-hansgrohe) og hollænderen Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix). Den franske verdensmester Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step) blev nr. 16 som næstsidste mand i den gruppe, der fik samme tid som vinderen.

Fodbold. Southampton er som det første hold videre til semifinalerne i verdens ældste fodboldturnering, den engelske FA Cup. Lørdag ekspederede holdet den sidste repræsentant fra de lavere rækker ud, da de på udebane i Bournemouth sejrede 3-0. Jannik Vestergaard spillede de første 76 minutter for Southampton. Philip Billing fik samme mængde spilletid for Bournemouth og meldte efterfølgende afbud til de kommende landskampe med en skade. Også Andreas Cornelius fra Parma er skadet og har meldt afbud. I stedet er Marcus Ingvartsen fra Union Berlin udtaget.

Badminton. De forsvarende All England-vindere var for stærke for Jeppe Bay og Lasse Mølhede, der tabte 13-21, 11-21 i herredoublesemifinalen ved All England i Birmingham til de fjerdeseedede japanere Hiroyuki Endo og Yuta Watanabe. Heller ikke Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen kunne spille sig i finalen. Mod de tredjeseedede Takeshi Kamura og Keigo Sonoda fra Japan blev det til nederlag på 18-21, 14-21. Danskerbraget i herresingle mellem Anders Antonsen og Viktor Axelsen spilles i de tidlige aftentimer. Se dagens program og følg med live her (eksternt link)

Golf. De tre danske deltagere i European Tour-turneringen Kenya Opens finalerunder er ude af kampen om sejren. Joachim B. Hansen er nummer 28, Søren Kjeldsen nummer 39 og Benjamin Poke nummer 47. De har henholdsvis 9, 10 og 11 slag op til den førende Justin Harding fra Sydafrika.

Skisport. Franske Alexis Pinturault sikrede sig lørdag den samlede sejr i den alpine World Cup, da han vandt storslalomkonkurrencen i schweiziske Lenzerheide. Afstanden ned til nummer to i den samlede World Cup, schweizeren Marco Odermatt, lyder på 107 point. Også på kvindesiden er den samlede World Cup afgjort. Slalomløbet blev vundet af østrigeren Katharina Liensberger, mens slovakken Petra Vlhová blev nummer 6 og derfor ikke længere kan indhentes i kampen om den samlede World Cup-krone. World Cup-sæsonen lukker med to slalomkonkurrencer søndag.

Fodbold. Leeds United-legenden Peter Lorimer er død, 74 år gammel. Det meddeler Premier League-klubben lørdag morgen. Skotten debuterede på førsteholdet i en alder af 15 år, og han spillede sin sidste Leeds-kamp 23 år senere i 1985. 238 mål i 705 kampe blev det til. »Peters bidrag til Leeds United vil aldrig blive glemt«, hedder det i et statement fra klubben, med hvem Lorimer vandt to mesterskaber samt begge de engelske pokalturneringer.

Atletik. Er man blev smittet med corona under det for nylig afviklede inde-EM i Polen, så er det ens egns skyld. Sådan lyder det fra European Athletics, Det Europæiske Atletikforbund i kølvandet på et utal af positive test, herunder blandt andre fire personer fra den kun 15 mand store danske delegation. Smitten kan tilbageføres til to hoteller, der husede atleter, meddeler forbundet: »Desværre afslører efterforskningen også, at coronaprotokollerne ikke hele tiden blev respekteret på de to hoteller. For eksempel blev der ikke brugt mundbind hele tiden, selv om det kun var under spisning, at personer var fritaget for at bære mundbind«.

Fodbold. Joachim Andersen fik scoret sit første mål for Fulham, da han med en flugter udlignede til 1-1 i hjemmekampen i Premier League mod Leeds, men London-holdet måtte gå fra banen som 2-1-tabere – og et skridt tættere på nedrykning.

»Jeg er ligeglad med målet. I mine øjne var det den værste kamp, vi spillede i sæsonen. Vi lykkedes ikke med at overføre nogen af de ting, vi havde trænet på i ugen op til kampen. Vi må være ærlige og sige, at det var et fair resultat, og vi skal kunne gøre det bedre«, siger den danske Fulham-anfører ifølge Ritzau.

Overblik: Resultater og stillinger

Cykling. Depressioner og misbrug af forskellig karakter i kølvandet på en succesrig karriere er langt fra noget nyt, og store og nu afdøde ryttere som Marco Pantani og Frank Vandenbroucke står som de mest opsigtsvækkende eksempler. Den folkekære danske 90’er-stjerne Jesper Skibby fortæller i en ny bog, at også han har bevæget sig helt ude ved afgrunden. Han fik en depression og havde et stofmisbrug i over ti år, fortæller Skibby til B.T. »Pillemisbruget tog for alvor fart i 1995. Dopingmisbruget var en årsag til, at jeg også begyndte på valium. Min holdkammerat Robert Millar sagde det meget godt. Jeg var som en Duracell-kanin, der konstant løb rundt«, siger Skibby til B.T.

Fodbold. Yussuf Poulsen ankommer til landsholdslejren med friske ben. Angriberen spillede således kun de sidste 12 minutter af Leipzigs 1-0-sejr i Bielefeld fredag aften. Marcel Sabitzer blev matchvinder kort efter pausen. I Holland spillede Lasse Schöne 81 minutter for Heerenveen i 0-0-mødet med Twente.

Fodbold. Fredagens 22. og sidste runde i 1. divisions grundspil gav ingen forskydninger i forhold til slutspil om oprykning og nedrykningsspillet. Viborg fører rækken suverænt med 56 point og tager Silkeborg, Esbjerg, Helsingør, Fredericia og HB Køge med sig i oprykningskampen, mens Fremad Amager ligger bedst til i nedrykningsspillet med 28 point. Hobro, Hvidovre, Vendsyssel, Kolding og Skive er de øvrige hold i den tunge ende af 1. division.

Læs mere

Annonce