Selv om den kollektive succes stod lysende klar, var udsvingene i de individuelle præstationer store, da Danmark fik den perfekte åbning på kvalifikationen til det omstridte VM i Qatar. Jonas Wind cementerede sit store potentiale, og Martin Braithwaite spillede vel sagtens sin bedste landskamp nogensinde, mens Christian Eriksen og især Yussuf Poulsen skuffede.
Kasper Schmeichel – 4
En præstation uden ekstraordinære aktioner og enkelte skønhedsfejl kan kun betegnes som jævn. Centerforsvaret sørgede for, at den højtråbende danske målmand aldrig for alvor blev udfordret. Et par dårligere clearinger og et dumt gult kort for brok holder bedømmelsen nede.


























