0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Jakub Sukup/Ritzau Scanpix
Foto: Jakub Sukup/Ritzau Scanpix

Danmarks VM-håb får lidt hjælp, men U21-holdet skal klare sig selv

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Fodbold. Da den tidligere AC Horsens-spiller Sonni Nattestad efter 19 minutter sprang højt og pandede et hjørnespark i kassen til færøsk 1-0-føring i Wien, gled tankerne tilbage til sensationen i 1990, da Færøerne debuterede i en kvalifikationsturnering ved at vinde 1-0 over Østrig. Denne gang kom Østrig dog tilbage og lagde op til en kamp om VM-gruppens førsteplads på onsdag mod Danmark ved at vinde 3-1 på mål i 1. halvleg af stopperen Aleksandar Dragovic ligeledes på et hovedstød efter hjørnespark, Christoph Baumgartner og Sasa Kalajdzic. Israel og Skotland er derimod allerede et stykke bagud i gruppen efter at have spillet 1-1 i Tel Aviv, hvor Dor Perez bragte Israel foran, inden Ryan Fraser sikrede Skotland det andet uafgjorte resultat efter 2-2 mod Østrig.

Fodbold. Frankrig udsatte afgørelsen i Danmarks gruppe ved EM-slutrunden i Ungarn ved at besejre Rusland 2-0 på to straffesparksscoringer i de første 24 minutter. Resultatet betyder, at Danmark efter dagens 2-0-sejr over Island kan tillade sig at tabe med ét mål til Rusland på onsdag og alligevel avancere til kvartfinalerne i næste måned. Hvis Frankrig slår Island og Rusland slår Danmark er Frankrig, Danmark og Rusland alle på 6 point, og så er de indbyrdes kampe er afgørende. Resultatet betyder imidlertid også, at Island har en teoretisk chancen for avancement inden den sidste kamp, men det kræver en dansk sejr over Rusland samt en sejr med 3 mål over Frankrig, hvis Island skal overtage andenpladsen.

Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix

Fodbold. Først i tillægstiden fik Spanien scoret sejrsmålet, der forhindrede et sensationelt pointtab i VM-kvalifikationen mod Georgien, der hjemme i Tbilisi endda var foran 1-0 ved pausen poå en scoring af Khvicha Kvaratskhelia. Ferran Torres udlignede, inden RB Leizig-spillerren Dani Olmo blev matchvinder med en afslutning, som Georgiens målmand kun lige fik hånden på, så bolden sneg sig over målstregen til et forløsende 2-1-sejrsmål. England slap mere helskindet fra en tur til Albanien, hvor Harry Kane og Mason Mount scorede i en 2-0-sejr.

Franck Fife/Ritzau Scanpix
Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Fodbold. Efter 1-1 mod Ukraine vandt Frankrigs forsvarende verdensmestre trods et brændt straffespark 2-0 ude over Kasakhstan i den anden kamp i VM-kvalifikationen. Didier Deschamps havde skiftet markant ud på holdet, der kom foran efter 19 minutter, da Ousmane Dembele scorede fra kanten af straffesparksfeltet. Sergey Malyy forhindrede på selve målstregen en fransk scoring af Anthony Martial lige inden pausen, men på Antoine Griezmanns efterfølgende hjørnespark var Malyy uheldig at heade bolden i sit eget mål. I anden halvleg skabte Frankrig markant flere chancer, og den største tilfaldt Kylian Mbappe på et straffespark begået mod ham selv, men Alexandr Mokin i Kaskhstans mål leverede endnu en redning.

Bordtennis. Tilbagevendte Mie Skov fik kun en enkelt kamp, da hun tidligere på måneden gjorde første forsøg på at kvalificere sig til sit andet OL, men søndag besejrede hun en af de spillere, der ved stævnet i Doha kvalificerede sig til OL. Ved Swedish Tour i Eslöv vandt Mie Skov 4-1 i finalen over svenskeren Linda Bergström med sætcifrene 7-11, 13-11, 11-9, 11-8, 11-9 efter at have levereret et kæmpe comeback 4-3-sejren i semifinalen mod Stine Källberg (6-11, 8-11, 11-9, 11-5, 10-12, 11-9, 12-10). Mie Skov får en ny chance for at kvalificere sig til OL ved et stævne i Portugal 21.-25. april.

Fodbold. Brøndbys kvinder er i pokalfinalen, hvor FC Thy venter. Med to tidligere scoringer besejrede Brøndby ligatopholdet HB Køge 2-1 i den anden semifinale og vandt dermed samlet 6-3.

Basketball. Hørsholm 79ers og Wolfpack mødes i kvindernes DM-finale. Hørsholms forsvarende mestre vandt den tredje og afgørende semifinale mod Amager med 81-65.

Motorsport. Lewis Hamilton (Mercedes) vandt sæsonens første formel 1-grandprix i Bahrain efter en yderst tæt duel Max Verstappen (Red Bull). Verstappen overhalede ellers den førende Hamilton med få omgange tilbage, men han havde brudt reglerne ved at være for langt uden for banen og blev af løbsledelsen beordret til at lade Hamilton køre forbi igen. Valtteri Bottas (Mercedes) besatte 3.-pladsen, mens debutanten Mick Schumacher (Haas) kørte over stregen som nummer 16.

Fodbold. Lørdagens VM-kvalifikationskampe bød på en enkelt decideret sensation, da Luxembourg på udebane besejrede Irland 1-0. Gerson Rodrigues, der til daglig spiller i Dinamo Kijev, blev matchvinder for Luxembourg, da han scorede kampens ene mål med fem minutter tilbage af den ordinære spilletid. Det er ikke hver dag, Luxembourg vinder en VM-kvalifikationskamp. Faktisk var det blot sejr nr. 6 i 135 kampe siden 1934.

Cykling. Flere gange i den 100. udgave af Volta a Catalunya har den 34-årige belgier Thomas De Gendt forsøgt sig i udbrud, men den angrebsivrige aktør måtte vente til den 133 km lange 7. og sidste etape med start og mål i Barcelona med at indkasserer belønningen. Med knap 45 km tilbage stak De Gendt fra en tidlig offensiv på lidt over 30 ryttere, og han fik hurtigt følgeskab af sloveneren Matej Mohoric (Bahrain Victorius). Begge var langt bagud i det samlede klassement, og rytterne med interesse for dette koncentrerede sig om at overvåge hinanden. På den sidste stigning i den olympiske park stak De Gendt 5,3 km fra mål, og han holdt hjem med et forspring på 22 sekunder. Dermed sluttede Lotto Soudal det spanske WorldTour-løb, som holdet begyndte det, eftersom danskeren Andreas Kron vandt 1. etape. Ineos-Grenadiers-trioen Adam Yates, Richie Porte og Geraint Thomas holdt uden problemer fast i de tre podiepladser sammenlagt.

Tennis. Holger Rune har fået et wildcard til ATP-turneringen Andalucia Open, der spilles 4.-11. april i Marbella. Det er tredje gang, 17-årige Rune skal prøve kræfter med en turnering på det højeste niveau.

Skihop. Læger er gået i gang med at vække skihopperen Daniel-André Tande fra koma. Det oplyser Norges Skiforbund ifølge nyhedsbureauet NTB, skriver Ritzau. Nordmanden styrtede voldsomt under et træningshop i Slovenien torsdag. Han mistede kontrollen med over 100 kilometer i timen og ramte jorden efter 78 meter med høj fart. Efterfølgende blev han lagt i kunstig koma på et hospital i Ljubljana. Daniel-André Tandes tilstand er siden blevet beskrevet som stabil, og lørdag påbegyndte lægerne så processen med at vække ham

Cykling. Jakob Fuglsang havde i år planer om at køre den belgiske klassiker for anden gang i karrieren og stille op i Basketlandet Rundt dagen efter. Men planen er ændret, oplyser Astana i en pressemeddelelse. »Selv om jeg havde set frem til at stille op i Flandern Rundt for anden gang i karrieren, har vi besluttet, at det ville være lidt for ambitiøst at køre løb i Belgien og være med i Baskerlandet Rundt dagen efter«, siger Fuglsang i meddelelsen.

Fodbold. Cristiano Ronaldo stormede rasende fra banen lørdag, da Serbien og Portugal havde spillet 2-2 i VM-kvalifikationen. Juventus-stjernen mente, at han havde scoret sejrsmålet i kampens sidste sekunder, men dommeren vurderede, at bolden ikke havde passeret målstregen. I VM-kvalifikationen benyttes VAR-systemet ikke, og efterfølgende skrev Ronaldo på Instagram, at »jeg giver altid alt for mit land. Det vil aldrig ændre sig. Men nogle gange er der svære tider at håndtere, især når vi føler, at en hel nation bliver gjort fortræd«.

Doping. Det Internationale Antidopingagentur (Wada) har påbegyndt en efterforskning af Storbritanniens Antidopingagentur (Ukad) i forbindelse med en 11 år gammel dopingprøve. Det skriver de britiske medier Daily Mail og The Times ifølge Ritzau. Efterforskningen drejer sig om, at Ukad angiveligt tillod landets cykelforbund, British Cycling, at stå for en undersøgelse af en dopingprøve fra en britisk cykelrytter fra 2010. Prøven indeholdt angiveligt en unormal mængde af det anabole steroid nandrolon, og derfor var det ifølge Wadas regler op til Ukad at undersøge omstændighederne, skriver aviserne. Men i stedet for at gå ind i sagen blev British Cycling gjort opmærksom på problemet og kiggede selv nærmere på dopingtesten.

Motorsport. Christian Lundgaard sluttede på 2. pladsen i sæsonens andet af tre formel 2-løb i Bahrain. Vinder af sprintløbet blev australieren Oscar Piastri. Danskeren blev undervejs i løbet idømt en 10 sekunders straf for at forårsage et sammenstød. I det første løb blev Lundgaard nr. 6.

Golf. Nicole Broch Larsen gik 3. runde LPGA-turneringen Kia Classic i et slag under par. Dermed ligger hun før finalerunden søndag på en delt 11.-plads med otte slag op til den førende sydkoreaner Inbee Park.

Golf. Sebastian Cappelen er delt nummer 21 før 4. og sidste runde i en turnering på PGA Touren i Den Dominikanske Republik i Caribien. Danskeren gik lørdagens tredje runde i 70 slag - to slag under banens par. Samlet er Cappelen noteret for fire slag under par og er dermed seks slag fra førstepladsen, som Rafael Campos fra Puerto Rico og amerikaneren Joel Dahmen deler.

Fodbold. Englands landstræner, Gareth Southgate, siger, at flere fodboldspillere bør overveje at følge den tidligere franske fodboldstjerne Thierry Henrys eksempel og droppe sociale medier for at undgå chikane og mobning. Det siger han forud for Englands opgør mod Albanien i VM-kvalifikationen søndag, skriver Ritzau. 43-årige Henry annoncerede fredag, at han dropper alle sociale medier på ubestemt tid. Det skyldes, at han føler, at der ikke bliver gjort nok for at bekæmpe mobning og racisme på platformene. Southgate siger, at han støtter Henrys beslutning. Men landstræneren vil dog ikke forhindre sine egne spillere i at bruge sociale medier under sommerens EM-slutrunde

Annonce