De seneste nyheder fra sportens verden.

Hvad laver Haalands far og superagenten mon i Barcelona?

Lyt til artiklen

Fodbold. Tre kampe i træk uden scoring er uvant kost for den norske Dortmund-bomber Erling Haaland, men ikke desto mindre er det, hvad VM-kvalifikationen har budt på for ham i den seneste uge. Måske et skifte til FC Barcelona kan få humøret op igen? Haalands far Alf-Inge Haaland og superagenten Mino Raiola blev torsdag filmet, da de blev hentet i storbyens lufthavn af FC Barcelona-præsident Joan Laportas folk. Det beretter de lokale aviser Sport og Mundo Deportivo. Erling Haaland har kontrakt med Dortmund til 2024. FC Barcelona siger efter denne sæson efter alt at dømme farvel til Lionel Messi, der har kontraktudløb efter 21 år i klubben.

Cykling. Klassikeren Paris-Roubaix, der skulle have været afviklet 11. april, er udskudt til 3. oktober. Det oplyser Den Internationale Cykelunion (UCI). Det er coronapandemiens voldsomme tag i det franske samfund, der har ført til udsættelsen af løbet, der grundet corona slet ikke blev afviklet i 2020.

Håndbold. Sverige, Portugal, Egypten, Bahrain og Japan bliver det danske landsholds modstandere i den indledende gruppe ved OL i Tokyo, hvor landstræner Nikolaj Jacobsens mænd skal forsvare guldet. Nikolaj Jacobsen havde ikke haft noget imod stærkere modstand siger han ifølge Ritzau. »Det havde måske været bedre at komme i den anden gruppe. Det havde betydet en noget hårdere pulje, men det havde måske givet en lettere vej til medaljekampene«, siger han. Den anden OL-gruppe består af Norge, Argentina, Spanien, Tyskland, Frankrig og Brasilien.

Fodbold. Real Madrid-klippen Sergio Ramos er blevet skadet med det spanske landshold i VM-kvalifikationen og udelukker ifølge AP, at han kan være med i de kommende kampe mod Eibar, Liverpool (CL) og Barcelona.

Fodbold. Efter at have rundet de 100 landskampe for Italien i VM-kvalifikationen vendte Juventus-forsvareren Leonardo Bonucci tilbage til sin klub og en positiv coronatest. Han er nu gået i isolation, meddeler Juventus.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) overvejer at lade EM-slutrundens deltagere udtage større trupper end de 23 spillere, der er normalen ved slutrunder. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP med en Uefa-talsmand som kilde. Der er risikoen for øget smitte, der har fået Uefa til at overveje en ændring.

Fodbold. Det danske landshold er som et af bare fire mandskaber startet med tre sejre på stribe i VM-kvalifikationen. Succesen og det flotte spil får tidligere landstræner Åge Hareide til at gentage, at Danmark selvfølgelig skal i semifinalen ved det kommende EM. »Så kan alt ske«, siger Hareide til avisen VG.

Olympisk. Der er blot 200 km fra Sydkoreas hovedstad Seoul til Pyongyang nord for den 38. breddegrad, men også en verden til forskel. Og om 11 år vil de to koreanske hovedstæder afvikle OL sammen. Torsdag er der således afleveret et foreløbigt bud til Den Internationale Olympiske Komité (IOC) med de to byer som værter for sommerlegene i 2032, skriver nyhedsbureauet Reuters. Koreanerne har arbejdet på det fælles bud siden 2018, da Sydkorea var værter for vinterlegene og de to lande bandt andet stillede med et fælles ishockey-hold i kvindernes turnering. Australske Brisbane, det tyske Rhinen-Ruhr område og Qatars hovedstad, Doha, har også meldt sig som potentielle værter i 2032.

Fodbold. Den siden 2009 siddende Florentino Pérez har udskrevet valg til præsidentposten i Real Madrid. Det meddeler den spanske klub på sin hjemmeside. Valget er blevet udskrevet efter et bestyrelsesmøde i klubben. Det fremgår ikke, hvornår der skal afholdes valg.

Fodbold. Kasper Junker har omsider fundet en ny klub. Angriberen, der er i 2020 var topscorer i den bedste norske række, var utilfreds med sin situation i norske Bodø/Glimt, og fortsætter karrieren i Japan hos Urawa Red Diamonds. »De, der kender mig, ved, at jeg har haft et stort ønske om at prøve mig af i Asien og særligt i Japan. Urawa er en stor klub og et godt skridt for mig. Jeg bliver udfordret, kommer ud af min komfortzone og udvikler mig endnu mere«, siger den 27-årige dansker til Bodø/Glimts hjemmeside. Klubben fra Tokyo-udkanten Saitama sluttede midt i den 18 hold store japanske liga i sidste sæson og har senest vundet mesterskabet i 2006.

Baseball. Francisco Lindor og New York Mets har indgået aftale om kontraktforlængelse for sæsonerne 2022-2032. Mets betaler ifølge AP den 27-årige Lindor 341 millioner dollar – 2,16 milliarder kroner - over en tiårig periode.

Fodbold. Når det i øjeblikket så succesrige danske landshold samles igen er holdet i EM-forberedelsesfasen og skal møde en noget vingeskudt modstander i første test 2. juni på udebane. Det tyske landshold overraskede negativt onsdag aften, da holdet tabte 1-2 i VM-kvalifikationen på hjemmebane til Nordmakedonien. »Skuffelsen er enorm. Vi mistede mange bolde i opspillet, og defensiven var generelt ikke stabil. Det gør ondt, når man taber sådan på hjemmebane«, var den afgående landstræner Joachim Löws analyse. Tyske medier beretter om en spillemæssig blamage og en decideret lussing til det tyske landshold, som får ny træner, når Löw stopper efter EM-slutrunden.

Fodbold. Superligaklubben Vejle kom ud af 2020 med et underskud på 7,3 millioner kroner. Det er primært manglende spillersalg, der har ført til underskud. »Vejle Boldklub kommer ud med et underskud, som set ud fra de investeringer, der er foretaget for både at sikre en oprykning samt fastholde en konkurrencedygtig spillertrup, var forventelig«, meddeler klubben.

Tennis. 23 kampe i træk nåede japaneren Naomi Osaka at vinde, før stimen blev brudt natten til torsdag ved Miami Open. Her tabte Naomi Osaka til grækeren Maria Sakkari i kvartfinalen 0-6, 4-6. Sakkari skal nu møde canadiske Bianca Andreescu, mens den topseedede Ashleigh Barty fra Australien møder ukraineren Elina Svitolina i den anden semifinale.

Baseball. Texas Rangers vil fylde stadion med 40.300 fans, hvilket har affødt en kommentar fra USA’s præsident Joe Biden. »Det er en beslutning, de har truffet. Jeg synes, at det er en fejl«, siger Joe Biden følge Ritzau til ESPN. »De burde lytte til Fauci (Anthony Fauci, USA’s øverste medicinske covid-19-rådgiver, red.), forskerne og eksperterne. Jeg mener ikke, at det er forsvarligt«.


Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her