0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Arsenal knuser den tjekkiske overraskelse i Europa League

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Torsdag aften skulle der sættes navne på semifinalisterne i Europa League, og det var småt med overraskelser. Engelske Manchester United og Arsenal, spanske Villarreal og italienske Roma var favoritter og gik alle videre. Ikke mindst Arsenal satte hurtigt tingene på plads mod Slavia Prag trods udebane. Efter første halvleg førte Arsenal 3-0, og opgaven med at skulle score fire gange på de sidste 45 minutter var umulig for tjekkerne, der havde klaret 1-1 i første duel. Det sluttede 4-0 til Arsenal efter et opgør, hvor danske Alexander Bah var med i første halvleg for Slavia. Manchester United vandt 2-0 over Granada og gik videre med samlet 4-0. Roma og Villarreal havde vundet deres første dueller mod hhv. Ajax og Dinamo Zagreb, og det kunne modstanderne ikke rette op på. Semifinalerne, der spilles 29. april og 6. maj, ser således ud:

Manchester United-Roma & Villarreal-Arsenal. Finalen spilles 26. maj i Gdansk.

  • Europa League, kvartfinale-returkampe torsdag aften:
  • Manchester United-Granada 2-0 (samlet 4-0)
  • Slavia Prag-Arsenal 0-4 (samlet 1-5)
  • Roma-Ajax 1-1 (samlet 3-2)
  • Villarreal-Dinamo Zagreb 2-1 (samlet 3-1)

Fodbold. Det var en stor opgave, AGF torsdag aften skulle løse, hvis holdet ville nå en pokalfinale, for første semifinalekamp hjemme havde cheftræner David Nielsens mandskab tabt 0-2 til Randers. Men da Patrick Mortensen midt i første halvleg steg til vejrs og headede sit hold foran 1-0, råbte AGF’erne højt til hinanden: Nu skulle de slås. Pokalduellen udviklede sig dog ikke til gæsternes fordel, for Marvin Egho udlignede kort før pausen, og der blev ikke scoret i anden halvleg. Facit: 1-1, og i finalen venter SønderjyskE, der vandt 3-1 over FC Midtjylland.

Fodbold. Med to flotte venstrebensscoringer efter pausen ved Jeppe Simonsen og lidt hjælp fra Alexander Scholz (selvmål) lykkedes det torsdag de forsvarende pokalvindere fra SønderjyskE at nedkæmpe FC Midtjylland 3-1 og skaffe sig endnu en finaleplads Kr. Himmelfartsdag (13. maj). FCM havde vundet første kamp 1-0, men det var altså ikke nok, da de sidste 90 minutter var spillet, selv om Evander fik reduceret. Sejren er en kærkommen opmuntring for sønderjyderne, der ellers er inde i en regulær resultatkrise i Superligaen. I finalen skal SønderjyskE møde enten Randers eller AGF, der spiller deres returkamp senere torsdag.

Håndbold. De danske kvinder havde tabt fire kampe i træk, men torsdag kom holdet tilbage på vinderkurs med en sejr på 30-27 over Spanien i en testkamp i Hillerød. Danmark stillede op med en amputeret dansk trup, der var uden profiler som Line Haugsted, Trine Østergaard og Althea Reinhardt. Desuden nåede småskadede Louise Burgaard og Mette Tranborg ikke at blive klar til kampen. Landstræner Jesper Jensen gav derfor chancen til en række af de spillere, som normalt ikke spiller så meget.

Golf. Der er gode muligheder for et godt dansk resultat i Austrian Open. Fire danskere er således at finde i den sjove ende af stillingen efter første runde af European Tour-turneringen torsdag. Jeff Winther er på en delt sjetteplads bedst placeret. Han er i tre slag under par blot to slag efter den førende spanier, Alejandro Canizares. Højgaard-tvillingerne Nicolai og Rasmus samt Benjamin Poke ligger også godt til. Nicolai Højgaard gik de 18 huller i to slag under par, hvilket rækker til en delt tiendeplads. Rasmus Højgaard og Benjamin Poke er begge på en delt 20.-plads i et enkelt slag under par. Søren Kjeldsen så længe ud til at trumfe sine landsmænd på første runde. Den erfarne nordjyde lå længe på en delt femteplads, inden bogeys på de tre sidste huller sendte ham ned ad tavlen. Kjeldsen sluttede i par og ligger på en delt 31.-plads.

Fodbold. Det er malaria, der på det seneste har gjort Pierre-Emerick Aubameyang ukampdygtig. Torsdag afslører Arsenal-stjernen på Instagram, at han er blevet ramt af sygdommen, hvilket har betydet, at han i denne uge har været indlagt. Aubameyang skriver selv, at han fik sygdommen, da han for nylig var samlet med Gabons landshold. »Jeg har været på hospitalet et par dage i denne uge, men jeg har det bedre, for hver dag der går, takket være de fantastiske læger, der opdagede og behandlede sygdommen så hurtigt«, skriver Aubameyang.

Football. Danske Steven Nielsen prøver nu lykken i canadisk fodbold. Danskeren blev torsdag taget med det andet valg i den canadiske liga CFL’s internationale draft af Edmonton Football Team. I CFL spilles der canadisk fodbold, der minder meget om amerikansk fodbold. Nielsen var sidste år i en kort periode på kontrakt hos NFL-holdet Jacksonville Jaguars, men blev fyret inden sæsonstart. Den unge dansker kommer fra Dragør, er lidt over to meter høj, har en kampvægt på omkring 130 kilo og spiller på den offensive linje.

Tennis. Som 30-årig tog briten Dan Evans torsdag karrierens hidtil største skalp, da han ved prestigeturneringen i Monte Carlo besejrede den serbiske verdensetter Novak Djokovic i en tæt tosætsdyst. Dan Evans, der er nr. 32 på ranglisten og kun har én turneringssejr i karrieren på ATP-niveau, afværgede en sætbold i andet sæt, inden han via en dobbeltfejl fik brudt Djokovic til 6-5 og derefter servede sejren på 6-4, 7-5 i hus. Nu venter belgieren David Goffin i kvartfinalen for Dan Evans, der i løbet af karrieren primært er blevet kendt for at have afsonet et års karantæne fra april 2017 som følge af en positiv test for kokain.

Fodbold. AaB-anfører Lucas Andersen er klar til comeback efter at have set til fra tribunen i de seneste 13 kampe i Superligaen. Det oplyser klubben på sin hjemmeside. Lucas Andersen er således en del af den trup, som cheftræner Marti Cifuentes har udtaget til klubbens kamp mod Vejle Boldklub fredag aften.

Tennis. Mens Novak Djokovic måtte bøje sig for britiske Daniel Evans i 3. runde af Master 1000-turneringen i Monte Carlo, buldrer Rafael Nadal videre. Torsdag gik det ud over bulgarske Grigor Dimitrov, der var chanceløs mod spanieren. Nadal vandt 6-1, 6-1 og skal i kvartfinalen møde russiske Andrey Rublev. Norske Casper Ruud, der sendte Holger Rune ud af turneringen i 1. runde, er også klar til kvartfinalerne efter en lang og sej gevinst mod spanske Pablo Carreno Busta. Næste udfordring er den rutinerede italiener Fabio Fognini. Fredagens sidste to kvartfinaler hedder Stefanos Tsitsipas-Alejandro Davidovich Fokina og Daniel Evans-David Goffin.

Cykling. Et nyt dansk stjerneskud i international cykelsport dukkede op på kongeetapen i Tyrkiet Rundt. Ganske vist måtte 23-årige Anthon Charmig (Uno-X) se sit imponerende solofremstød på den 11,5 km lange finaleklatretur til Elmali-bjergtoppen i 1.828 meters højde neutraliseret 200 m fra mål, men det lykkedes ham at sikre sig sjettepladsen både på etapen og sammenlagt, hvor han nu er 30 sekunder efter den spanske etapevinder José Manuel Diaz (Delko). Charmig angreb med 1,6 km tilbage og lignede en vinder, men løb så tør for kræfter.

Cykling. Arrangørerne af årets Giro d’Italia, der starter 8. maj, har tildelt det italienske 2. divisionshold Androni Giocattoli den plads i feltet, der blev ledig, da Vini Zabu trak sig efter at være ramt af endnu en dopingsag.

Tennis. Clara Tauson er klar til at spille kvartfinale fredag ved WTA-turneringen i Charleston i USA. Med knæet bundet ind besejrede den 18-årige dansker natten til torsdag dansk tid australieren Ajla Tomljanovic (seedet 6) 6-1, 6-4. Clara Tauson fik i 1. runde-sejren over russeren Ludmilla Samsonova en mindre knæskade, men var altså stærk nok til at nedlægge verdens nr. 77. Sejren betyder, at Clara Tauson på mandag er tilbage i top-100 på ranglisten. I kvartfinalen venter enten Christina McHale fra USA eller den 19-årige colombianer Maria Camila Osorio Serrano.

Cykling. Den franske landevejsverdensmester Julian Alaphilippe har forlænget kontrakten med Deceuninck Quick-Step-holdet til og med 2024-sæsonen.

Olympisk. Med under 100 dage til OL i Tokyo registreres der dagligt højere og højere smittetal i Japan, og fra regeringsniveau i Tokyo forlyder det, at en aflysning af legene ikke kan udelukkes.»Hvis det viser sig, at det er umuligt at afvikle OL, må vi jo give op«, siger generalsekretæren i det regeringsbærende liberaldemokratiske parti, Toshihiro Nikai, ifølge nyhedsbureauet Kyodo. Udtalelsen kommer mindre end et døgn efter, at vicepræsidenten i Den Internationale Olympiske Komité, John Coates, bebudede, at en aflysning absolut ikke kan komme på tale. Mindre end en procent af den japanske befolkning på 126 millioner er blevet vaccineret. Ifølge det videnskabelige tidsskrift The Lancet er vaccineskepsis særdeles udbredt i Japan.

Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) forventer man ifølge Ritzau ingen ændrede planer for OL. »Indtil videre er vi fortrøstningsfulde«, siger DIF-formand Niels Nygaard og tilføjer: »Vi får næsten dagligt opdateringer på alle mulige forskellige ting fra IOC. Blandt de mange meddelelser fremgår det, at planlægningen kører ufortrødent videre«.

Fodbold. Jacob Friis er tilbage på træningsbanen som assistent i 1. divisionsklubben Hobro. Friis stoppede i efteråret som cheftræner i AaB af personlige årsager.

Håndbold. Jesper Nøddesbo indstiller som 40-årig karrieren efter denne sæson. Det meddeler Nøddesbos klub Bjerringbro-Silkeborg. Stregspilleren kom til Bjerringbro-Silkeborg i 2017 efter ti år i spanske Barcelona. Han har været med til at vinde OL i 2016 og EM i 2008. Det er desuden blevet til to VM-sølvmedaljer og en EM-sølvmedalje. Der står 223 landskampe på cv’et, hvilket gør Nøddesbo til nummer 8 på listen over flest kampe i rødt og hvidt.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Her ses Jesper Nøddesbo i aktion for Danmark ved VM i håndbold.

Golf. Nicole Broch Larsen gik 1. runde i LOTTE Championship på Hawaii i 68 slag og ligger nummer 14. Yuka Saso fra Filippinerne var bedst med 64 slag.

Ishockey. Nikolaj Ehlers bidrog med en assist, da Winnipeg natten til torsdag dansk tid vandt 3-2 over Ottawa i NHL.

Fodbold. Der er håb om, at tilskuerne snart kan vende tilbage til kampene i Superligaen, efter at et hollandsk forsøg har vist positive resultater. Det skriver Divisionsforeningen ifølge Ritzau på sin hjemmeside. Forsøg i Holland er gennemført over tre kampe med sammenlagt ca. 7.500 tilskuere. Tilskuerne blev testet før og efter kampene, og ingen smitte kunne efterfølgende spores tilbage til kampene. Regeringen er i øjeblikket i gang med forhandlinger om de kommende genåbningsfaser. Her er tilskuere til superligakampe konkret på forhandlingsbordet, sagde kulturminister Joy Mogensen (S) onsdag på et samråd.

Fodbold. Manchester City vandt også den anden kvartfinale mod Borussia Dortmund i Champions League, og manager Pep Guardiola mener, at holdet er på vej mod noget stort. »Jeg er utrolig glad på klubbens vegne og for formanden og fansene, ja alle«, siger Guardiola ifølge Ritzau efter avancementet til britiske BT Sport. Han tilføjer: »Det er klubbens anden gang i semifinalen, så det er ikke historisk for klubben, men vi begynder at skabe historie«.

Fodbold. Historisk kan også Dortmunds 17-årige engelske spiller Jude Bellingham blive. Ifølge Pep Guardiola har Bellingham gjort det for godt i Champions League til kun at være 17 år. »Jeg kan næsten ikke tro det. Måske lyver han om sin alder«, siger Guardiola spøgefuldt og tilføjer: »Han er så god for en 17-årig at være. Han er en fantastisk spiller«.

Læs mere

Annonce