0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dortmund spænder ben for den nye Bayern-træner, og Liverpool ordner ærkerivalerne

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Den kommende Bayern München-træner Julian Nagelsmann venter fortsat på karrierens første titel. Torsdag aften var det en veloplagt Dortmund-duo bestående af Jadon Sancho og Erling Haaland, der satte en effektiv kæp i hjulet på Leipzig-trænerens drøm om at vinde den tyske pokalfinale. På det olympiske stadion i Berlin, hvor det sluttede 4-1 til Dortmund, var Sanchos brillante højrebensafslutning i 5. minut første station på vej mod enden. Haaland fulgte op med en energipræstation efter en halv times spil, inden Sancho var på pletten igen på en kontra kort før pausen.

Julian Nagelsmann sendte Yussuf Poulsen på banen efter pausen, hvor også Thomas Delaney fik spilletid for Dortmund, men trods en opblomstring kom Dani Olmos reducering for sent. Haaland lukkede Dortmund-festen få minutter før tid. Den kun 33-årige Leipzig-træner har leveret langt over forventning i sine første fem år i det professionelle game for Hoffenheim og Leipzig. Når han skifter til Bayern, træder han ind i en anden virkelighed, hvor det ikke bare er en selvfølge, at man når de store finaler – det er også en pligt at vinde dem.

Fodbold. Efter en åben slagudveksling på Old Trafford kunne Liverpool rejse fra Premier League-klassikeren mod United med en sejr på 4-2 og et fornyet håb om en plads i næste sæsons Champions League. Med god hjælp fra Liverpools Nathaniel Phillips bragte Bruno Fernandes ellers Manchester United foran i 10. minut, mens Diogo Jotas hælafslutning til 1-1 var dagens detalje i rivalopgøret. Roberto Firmino scorede kort før og kort efter pausen for Liverpool, mens Marcus Rashford reducerede midt i halvlegen og Mohamed Salah lukkede målfesten på en kontra i næstsidste minut. Liverpool er nu nummer fem i Premier League med 60 point efter 35 kampe. Chelsea sidder på den fjerdeplads, der giver adgang til Champions League. Chelsea har 64 point, men har spillet 36 kampe.

Overblik: Fodboldresultater og stillinger

Tennis. Efterhånden ser det ud til, at ’gruskongen’ Rafael Nadal vakler lidt på sin trone. Den 34-årige spanier vandt ganske vist torsdag over den unge canadier Denis Shapovalov i 3. runde ved Masters 1000-turneringen i Rom, men det var en duel, der lige så godt kunne være faldet ud til hans modstanders fordel. Efter en maratonkamp sejrede Nadal, der også overlevede matchbold til 22-årige Shapovalov, 3-6, 6-4, 7-6 (7/3) og skal i fredagens kvartfinale møde tyske Alexander Zverev, som i Madrid besejrede Nadal. Efter de første tre klassiske grusbanebegivenheder i Europa har Nadal ’blot’ erobret en enkelt titel – i Barcelona. Han har før vaklet og så alligevel vist overlegen styrke ved grusbanesæsonens højdepunkt French Open i Paris, men lige nu er han et godt stykke fra topformen.

Basketball. Angrebsspillet var ikke så sprudlende som i den første DM-finale, men Bakken Bears tog torsdag aften alligevel også sejren i det andet af maksimalt syv finaleopgør mod Horsens IC. Det var ellers det gulblusede hjemmehold, som kom flyvende fra start, men et hurtigt comeback fik Bakken på ret kurs i sejren på 77-70. Dermed fører de forsvarende mestre 2-0 i serien og rykkede lidt tættere på den femte DM-titel på stribe.

Fodbold. Landsholdsaktuelle Lasse Schöne kommer ikke i aktion for Heerenveen i sidste spillerunde af Æresdivisionen. Den danske midtbanespiller fik torsdag et direkte rødt kort for en stempling i næstsidste spillerunde ude mod FC Emmen. Schöne blev udvist efter 27 minutters spil, da holdet var bagud 0-1. Det endte med et nederlag på 1-3, og Heerenveen fik yderligere et rødt kort i tillægstiden.

Fodbold. Det bliver Estadio do Dragão i Portugal, der skal lægge græs til Champions League-finalen 29. maj. Slutkampen mellem Manchester City og Chelsea skulle egentlig være spillet i Istanbul, men da Tyrkiet er på Storbritanniens røde rejseliste, ville ingen fans kunne rejse fra England for at overvære kampen på stadion. Det problem forsøger Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) nu at løse ved at flytte kampen til Portugal. Her vil 6.000 tilhængere fra hvert hold få adgang til stadion. Uefa forhandlede også om at rykke kampen til England, men den aftale faldt ifølge avisen The Guardian på, at de britiske myndigheder ikke ville indfri en række Uefa-krav om blandt andet karantænefri indrejse for ansatte, sponsorer og mediefolk.

Cykling. Det lignede en kedelig deja-vu-oplevelse for schweizeren Gino Mäder, da han torsdag var tæt på at blive hentet kort før mål efter et langt udbrud på 6. etape i Giro d’Italia. Men modsat i årets Paris-Nice blev den 24-årige Bahrain-rytter ikke hentet kort før mål, og han kunne i stedet fejre karrierens hidtil største triumf. Han kørte alene over målstregen efter at have sat sine to sidste følgesvende, Dario Cataldo og Bauke Mollema, fra dagens udbrud omkring tre kilometer fra mål. Førende Alessandro De Marchi blev sat allerede på stigningen midtvejs, og derfor stod det tidligt klart, at førertrøjen ville skifte ejermand. Den overtager FDJ-ungareren Attila Valter, som har 11 sekunder ned til Remco Evenepoel i klassementet.

Tennis. Kvartfinalerne ved Masters 1000-turneringen i Rom er sikret en storkamp i mændenes række. Både Novak Djokovic og Stefanos Tsitsipas afviste torsdag i sikker stil hhv. spanske Alejandro Davidovich Fokina og italienske Matteo Berrettini. Det bliver også til en meget interessant kvartfinaleduel hos kvinderne, hvor den topseedede australier Ashleigh Barty skal møde den amerikanske teenager Cori Gauff, som torsdag lidt overraskende besejrede vinderen fra Madrid, hviderussiske Aryna Sabalenka.

Fodbold. Chelsea har rigeligt at se til i øjeblikket med at forberede sig til FA Cup-finalen på lørdag og Champions League-finalen 29. maj, men der er fortsat pligter i Premier League. Her tabte Chelsea onsdag aften på eget græs London-klassikeren mod Arsenal 0-1. Emile Smith-Rowe blev matchvinder efter et kvarters spil, da han scorede som følge af en komisk situation i Chelseas forsvar. Hjemmeholdets Jorginho kiksede en tilbagelægning, og da målmand Kepa Arrizabalaga ikke stod, hvor Jorginho havde regnet med, måtte målmanden spurte ind og redde på stregen. Det lykkedes ganske imponerende i første omgang, men bolden havnede hos Pierre-Emerick Aubameyang. Han sendte bolden skråt tilbage til Emile Smith Rowe, som sendte den i mål.

Overblik: Fodboldresultater og stillinger

Kano/kajak. René Holten Poulsen kiksede den næstsidste mulighed for at kvalificere sig til OL i Tokyo i 1.000 meter enerkajak. Den 32-årige dansker, der onsdag med heatsejr susede direkte i World Cup-finalen i Szeged i Ungarn, blev blot nummer fem i finalen. Holten var halvvejs gennem løbet på en klar andenplads og lå til kvalifikation, men han mistede fart mod slutningen. Sidste OL-kvalifikationsmulighed er næste i uge i Rusland. Her går kun vinderen videre til deltagelse i Tokyo.

Håndbold. Skjern Håndbold har skrevet en toårig kontrakt med målmanden Christoffer Bonde, der senest har spillet for konkursramte Århus Håndbold.

Fodbold. Atlético Madrid er i høj grad tilbage i rollen som storfavorit til at vinde det spanske mesterskab. Sent onsdag aften besejrede hovedstadsklubben Real Sociedad 2-1 på hjemmebane. Atlético er nu 4 point foran Barcelona og var før den sene torsdagskamp 5 point foran Real Madrid.

Fodbold. Den engelske Premier League har forlænget den nuværende tv-aftale med rettighedshaverne Sky, BT og Amazon med yderligere tre år, så kontrakten til en værdi af ca. 41 milliarder kroner nu udløber i sommeren 2025. Efter coronarådgivning hos den britiske regering har Premier League i kølvandet på pandemien accepteret at sende ekstra 100 millioner pund, 865 millioner kroner, til de mindre privilegerede lag i fodboldpyramiden. Til gengæld har myndighederne ifølge The Guardian så accepteret, at rettighederne ikke skal sendes i udbud.

Cykling. Den tidligere Giro d’Italia-vinder Tom Dumoulin genoptager karrieren som professionel. Den 30-årige hollænder annoncerede i januar, at han havde mistet lysten til at cykle og tog en pause på ubestemt tid. Nu meldes Jumbo-Visma-rytteren klar til Schweiz Rundt fra 6. juni.

Ishockey. Efter næsten to måneders skadepause lukkede målmand Frederik Andersen fire mål ind i sit NHL-comeback for Toronto Maple Leafs, da det blev til et nederlag på 3-4 til Ottawa Senators. Den 31-årige erklærer sig trods nederlaget tilfreds med comebacket. »Jeg følte mig rigtig godt tilpas. Der var nogle mærkelige situationer og uheldige riposter. Måske er det rust, og måske redder jeg dem, hvis jeg gør nogle få ting anderledes«, siger Frederik Andersen ifølge nhl.com efter den næstsidste kamp i grundspillet.

Olympisk. Adskillige japanske landsbyer har opgivet planer om at invitere udenlandske OL-atleter indenfor forud for sommerens lege. Det skyldes bekymringer over utilstrækkelige ressourcer midt i en fjerde bølge af coronasmitte i landet. Det skriver den japanske avis Nikkei ifølge Ritzau. 40 af 528 landsbyer, der har registreret sig som værtsbyer for internationale atleter, har besluttet sig for alligevel ikke at byde atleterne velkommen. Det betyder, at atleterne går glip af adgang til træningslejre og andre faciliteter, herunder kulturudvekslinger, forud for den store begivenhed.

Fodbold. Red Bull Salzburg og danske Rasmus Nissen Kristensen besejrede onsdag Rapid Wien med 2-0, og det var nok til at gøre klubben til østrigsk mester med to runder tilbage. Det er ottende gang i træk, at Red Bull Salzburg er mester.

Fodbold. FC Nordsjælland har forlænget aftalen med den 20-årige angriber Joachim Rothmann, som i resten af 2021 skal spille i norske Tromsø på en lejeaftale.

Læs mere