Fodbold. FC København forlænger ikke kontrakten med Mustapha Bundu, der har været på en lejeaftale i klubben siden januar. Angriberen fra Sierra Leone vender derfor retur til belgiske Anderlecht. Det skriver FCK på sin hjemmeside. Bundu nåede 14 kampe i FCK-trøjen og scorede et enkelt mål for klubben.
Fodbold. Cristiano Ronaldo sad på bænken hele kampen, da Juventus søndag i Serie A sejrede 4-1 i Bologna og dermed kvalificerede sig til Champions League, da Napoli samtidigt blot fik 1-1 på hjemmebane mod Napoli. Og på trods af, at han ikke var med, formåede Ronaldo at sætte to milepæle. Den 36-årige portugiser sluttede nemlig som topscorer i Serie A med 29 mål. Det var første gang, Ronaldo blev Serie A-målkonge og dermed blev han også den første spiller til at blive topscorer i tre af de fire store ligaer. Cristiano Ronaldo blev topscorer i Premier League i 2007/08 for Manchester United og har været topscorer tre gange i den spanske liga for Real Madrid.
Basketball. Mændenes DM-finaleserie skal ud i en sjette kamp, efter at Horsens i en tæt femte kamp igen slog Bakken Bears i Aarhus med 85-79. Bakken fører nu kun 3-2 i kampe.
Golf. Emily Kristine Pedersen fik mandag aften overrakt prisen for årets danske golfpræstation i 2020. Prisen ’Den Gyldne Golfbold’ uddeles af Sportsjournalisternes Golf Klub, og det er anden gang, at Emily Kristine Pedersen bliver hædret med prisen. Hun vandt prisen foran Rasmus Højgaard og Joachim B. Hansen.
