Den 32-årige midtbanespiller Sergio Busquets er ramt af corona og har forladt den spanske EM-træningslejr.

Spansk stjerne er testet positiv for corona før EM

Foto: Marcelo Del Pozo/Ritzau Scanpix
Foto: Marcelo Del Pozo/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FC Barcelona-spilleren Sergio Busquets er testet positiv for coronavirus og forlader det spanske fodboldlandsholds træningslejr forud for EM-slutrunden.

Det oplyser Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) søndag aften på sin hjemmeside. Sergio Busquets blev testet positiv tidligere søndag.

Ingen af de øvrige spillere i den spanske EM-trup er testet positive. Alle er tværtimod testet negative, oplyser det spanske forbund.

Luis Enrique, der er spansk landstræner, havde som den eneste træner ved EM valgt kun at udtage 24 spillere. De øvrige 23 EM-nationer har alle udtaget de tilladte 26 spillere.

Spanien skulle have mødt Litauen i en testkamp forud for EM tirsdag aften, men her vil Spaniens U21-hold i stedet stille op.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her