Jeg har endnu ikke set en hel EM-kamp i denne slutrunde. Det føltes ikke rigtigt. Men jeg glæder mig ubeskrivelig meget til at sidde i Parken i aften. Roligans har planlagt at rejse sig og klappe som en hyldest til Christian Eriksen, når stadionuret i det 10. minut matcher hans rygnummer. Jeg håber, at Belgien holder fast i planen om at sende bolden ud af spil i netop det øjeblik, og spillerne stopper op for at suge folkets kærlighed og støtte til sig i 60 sekunder, mens dommeren tillader det.
I årevis er der blevet grinet ad DBU-sloganet ’En del af noget større’. Både i befolkningen og blandt de journalister, der dækker landsholdet.
’En del af noget større’ duftede mere af pr-møder end af virkeligheden. Da det blev opfundet i 2014, var Danmark ikke fast deltager i slutrunderne, og endnu værre: Landsholdet havde på ingen måde fat i folket, som holdene i 80’erne havde, og som holdet i sommeren 92 fik.
Unionens slogan var kejserens nye klæder, og joken kulminerede i 2018, da en økonomisk konflikt mellem spillere og forbund endte med, at Danmark måtte sende et vikarlandshold på banen til en landskamp i Slovakiet. Folket lod til at elske amatørerne højere end nationens bedste boldspillere. De første kunne man i det mindste identificere sig med.
Jeg er den yngste i Politikens sportsredaktion. Jeg har kollegaer, der dækkede landskampe med Arnesen, Elkjær og en ung Michael Laudrup. Det var meget bedre i gamle dage, er jeg blevet fortalt. Spillerne var frækkere, mere karismatiske, ærligere, mere charmerende. Vi var stolte af deres måde at spille og være på. Det var noget, vi gerne ville forbindes med som danskere. Nogle gange har jeg været misundelig over ikke at have oplevet det. Andre dage har det irriteret mig at høre om det, når jeg kom retur fra landsholdslejren, hvor det føltes, som om jeg blot var blevet stukket den såkaldte Vedbæk-plade.
Udtrykket og tilgangen til medier blev opfundet af Jon Dahl Tomasson. Det dækker over, at landsholdsspillerne i en periode bevidst gav mindst muligt af sig selv i interviews. Måske fordi mediebilledet er blevet helt anderledes, end det var dengang i 80’erne. Men jeg ønskede, at min generations landshold også skulle blive mindeværdigt, ligesom dem, jeg har hørt om. At det rent faktisk kunne leve op til at være en del af noget større.
Efter lørdagens forfærdelig hændelse med Christian Eriksen i Parken findes der ikke mere dækkende ord for, hvad nutidens landshold er blevet på bare fem dage.
Danmark er det smukke fællesskab, hvor vi kommer hinanden til undsætning så hurtigt som muligt. Danmark er den tætte rundkreds, hvor vi beskytter den svageste, når han eller hun har allermest brug for det.
Hjulmand træner for hele landet
Når jeg skal lære mine børn om lederskab og samarbejde, ved jeg, hvad jeg vil vise. Jeg vil vise, hvordan Simon Kjær spurtede hen til sin ven Christian Eriksen. Hvordan Thomas Delaney tog initiativ til at danne kæde rundt om Danmarks nummer 10 og blev stående, selv om det, han så, fik tårerne til at løbe. Hvordan Kasper Schmeichel og Simon Kjær løb ned til Christian Eriksens kæreste, Sabrina Kvist Jensen, da hun havde allermest brug for støtte.
Hvis jeg en dag sidder som den ældste på redaktionen, vil jeg fortælle om, hvordan Kasper Hjulmand og spillerne håndterede dagene fra lørdag aften til torsdag aften. At de turde stå frem, tale frit fra hjertet og vise sårbarhed.
De daglige pressemøder – der ofte er blevet kritiseret for at være tømt for både indhold og karisma – har været nationale terapiseancer.
Kasper Hjulmand er blevet landstræner for millioner af danskere. For hvert af hans ord er vores alle sammens knuder i maven løsnet.
Midt i smerten har Hjulmand i løbet af den seneste uge tilmed givet den fineste beskrivelse af, hvad han tænkte, at EM-åbningskampen skulle være, og hvad den endte med at blive:
»Jeg tænkte på coronaen. Tågen, der var ved at lette, og vi havde set frem til det her så længe, og i hele landet fornemmede jeg en eufori, ja i hele Europa. Der var fodboldfest, og vi skulle ind i Parken, og jeg kunne mærke stemningen helt ind i kroppen, det kunne vi alle sammen. Og så bare, bang. Pludselig ændrede det sig fuldstændig. Nogen har fortalt mig, at der var stille. At der var stille i Danmark i en time. Men så viste det – tror jeg – noget andet godt. Det viste, hvad der er bedst ved Danmark, det viste, hvad fodboldens kraft i sandhed er. Den forener. Det fik vi at se, det kan vi bruge, og det kan vi blive ved med at huske hinanden på i fremtiden. Der kan komme noget godt ud af at se, hvad fodboldens kraft og sande værdier egentlig er«.
Jeg tilhørte nok den gruppe, der løftede øjenbrynene, da Hjulmand inden sin ansættelse rejste kongeriget rundt for at tale om danskhed med en række kendte mennesker. Men hans projekt om at gøre landsholdet til vores fælles eje er lykkedes. Det var allerede tilfældet for mange inden EM. Efter lørdag aften bør der ikke være en dansker, der ikke føler sådan.
Vi har de seneste dage set, hvad danskhed også er, som en udløber af Eriksen-episoden. Rekordmange har meldt sig som hjerteløbere. Forældre har i løbet af ugen lagt billeder op af, at de har været på banen eller i haven med deres mindste, som ville være Christian Eriksen. Vi synes tættere på hinanden som nation efter halvandet år, hvor vi har været adskilt som aldrig før.
Eriksen har måske mistet sin karriere. Og vi har måske mistet den største boldbegavelse siden Michael Laudrup. Vi ved det ikke endnu. Det kan gøre ondt at tænke på, når man ved, hvor stor en del af Christian Eriksens identitet fodbold er.
Men det er ganske sikkert, at han ikke mistede livet på Parkens græs lørdag. Og alene det er værd at fejre mod Belgien. Nu rejser vi os.
Landsholdet er i sandhed blevet en del af noget større.
Sjælen var på vej væk
Modsat hvad de fleste tror, bruger jeg ikke primært mine øjne, når jeg skriver en fodboldreportage, der skal afleveres til en skarp deadline lige ved slutfløjt. Jeg lytter. Derfor sætter jeg mig så vidt muligt altid ved siden af DR Sportens Andreas Kraul på pressepladserne. Mens han skal formidle til sit publikum, når kampen foregår, skal jeg være klar til at gøre det, straks den er overstået. Hans stemmeføring og publikums reaktion gør, at jeg ved, hvornår jeg kan koncentrere mig om at nå at færdiggøre min tekst uden at misse noget, og hvornår jeg skal kigge op og registrere, hvad der helt præcist foregår.
Lørdag aften omkring klokken 18.40 sad jeg i Parken og beskrev, hvad jeg forestillede mig ville blive den store histories kerne: et København, hvor der var et antal dannebrog i vindueskarme og landsholdstrøjer i gadebilledet, jeg aldrig har set magen til før. En Fælledparken, hvor der stod roligans i køer til nationalarenaen og ingen uden for det hvide coronatestcenter samme sted. En festdag, hvor vi kollektivt tog livet tilbage efter en formørket og ensom coronatid.
Grundet det store presseopbud var der faste pladser. Jeg kunne end ikke se, hvor kommentatorerne sad henne på vores fælles tribune. Men jeg kunne stadigvæk læne mig op ad de 15.900 menneskers stigende eller faldende summen.
Et par minutter senere blev der helt stille. Og det blev der ved med at være. Til sidst i længere tid, end jeg nogensinde har prøvet før på et stadion. Ved min side var der en monitor, der uafbrudt viste det signal og de detaljer, som DR’s producer kort efter valgte at klippe væk fra.
Da jeg vendte mig mod skærmen, kiggede jeg ligesom alle andre danskere ind i øjnene på ham, der på det tidspunkt var en død mand. Øjnene stod åbne, men sjælen var på vej væk.
Der lå den samme mand, som jeg 13 dage forinden interviewede i en lettere løssluppen stemning til Politikens EM-magasin udgivet dagen før Finland-kampen. Rubrikken på forsiden blev ordet genstart.
Mens Christian Eriksen tog turen fra hjemmet i Odense til landsholdssamling i København, fortalte han om et svært år i italienske Inter, der alligevel endte med personlig succes og et mesterskab. Da vi var færdige, blev han spurgt, om han kunne mødes med fotograf Jens Dresling i Københavns Lufthavn kort inden landsholdets afgang til træningslejren i Østrig for at få taget forsidebilledet til magasinet.
»Selvfølgelig, intet problem«.
I en fodboldverden af selviscenesættende stjerner har Eriksen aldrig været andre end Christian fra Middelfart. Han har tidligere fortalt, at han egentlig helst ville bo i fødebyen, når han er hjemme i Danmark, men kæresten Sabrina Kvist Jensen var mere til Odense, og så blev det sådan.
Denne sommer skulle Christian Eriksen spille sit livs slutrunde. Ikke ligge og kæmpe sit livs kamp. Vi skulle følge den største sportsbegivenhed på dansk jord nogensinde med en optimisme, der næsten var større, end et lille land kan rumme. Ikke opleve nogle af de mest usikre og grufulde minutter i dansk landsholdshistorie.
Landsholdets hjerte
Christian Eriksen har det efter omstændighederne godt. Her fem dage efter lørdag 12. juni klokken 18.43 frembringer det stadig et smil at kunne skrive sådan. Samme type smil, som han viste omverdenen tirsdag morgen. Det går ikke fra øre til øre, for situationen er fortsat alvorlig, og uvisheden er stor, men glæden er ikke til at tage fejl af.
Når sport fremstår allerstærkest, lærer det os om livet. Lørdag aften så vi både dets smukke og grumme sider. Nu viser vi vores sammenhold i fællesskab med landsholdet, når verdens bedste landshold, Belgien, gæster vores nationalarena.
Såret er allerede nu begyndt at hele hurtigere, end jeg lørdag troede muligt.
Billedet af Eriksens øjne er et af to øjeblikke fra aftenen, der står klarere, end jeg bryder mig om. Det andet er, da kæresten Sabrina Kvist Jensen lænede sig grædende mod Simon Kjærs pande, dernæst hans bryst og til sidst forsigtigt placerede sin hånd på hans ryg og holdt fast. 50 meter fra hende på modsatte banehalvdel lå hendes store kærlighed og faderen til hendes to små børn.
Jeg kommer aldrig til at kunne slippe det helt. Jeg tænker, at det samme er tilfældet for alle andre, der var i Parken den aften eller siden har set begge øjeblikke online.
Jeg er lettet over, at jeg ’kun’ skulle skrive om landsholdets traumatiske time og ikke en nekrolog, på en aften hvor jeg troede, at jeg skulle berette om en fodboldkamp.
Klumpen i maven er væk, men det kryber ind under huden at høre 15.900 mennesker være så stille i så lang tid, mens man hjælpeløs venter på nyt. Og det gør ondt i hovedet, når jeg i korte perioder blot forsøger at sætte mig ind, hvad hovedpersonen selv, hans nærmeste og landsholdskammeraterne har gennemgået de seneste fem døgn.
Ingen har haft det ligesom dem. Men det er også tydeligt, at hele nationen har lidt. Vi troede, at vi skulle feste. Synet af livet, der forlod Eriksens krop, og den timelange uvished har fået os til at genbesøge de mørkeste kroge af vores sind og modtage spørgsmål fra børnene, der så med, som der endnu ikke findes præcise svar på.
Når en toptrænet atlet som Christian Eriksen i sin bedste alder kan falde livløs om, kan det ske for os alle. Det var det, vi blev mindet om.
»Christian er hjertet på vores hold. Han er pulsen i vores spil«, som landstræner Kasper Hjulmand sagde tirsdag. Måske derfor ramte det særlig hårdt og satte gang i tankerne.
Kritik af Uefa
Jeg tænkte tilbage på min første udlandsopgave som praktikant i 2013, da racerkører Allan Simonsen døde efter 9 minutter af 24-timers løbet Le Mans. Jeg tænkte på hans efterladte. Jeg tænkte på mine forældre, der i 2019 uventet mistede en af deres nærmeste venner. Her det ene øjeblik, væk det næste.
Det var ikke kun kampen for at redde Eriksens liv, der var grum at bevidne. Det virkede så forkert, at Kasper Schmeichel, Simon Kjær og de andre landsholdsspillere løb ud og varmede op, mindre end halvanden time efter at de havde oplevet overgangen mellem liv og død og dannet en rundkreds for at skærme deres kammerat mod omverdenen.
Jeg kunne ikke forstå det, da det i Parkens højtalere og på Det Europæiske Fodboldforbund Uefa’s sociale medier blev fremlagt, som om kampen ville blive genoptaget efter ønske fra spillerne. Det har ærgret mig lige siden, at jeg i den første udgave af min tekst til avisen videregav den udlægning, selv om jeg på det tidspunkt ikke kunne vide anderledes. Det føltes forkert at spekulere, hvis det vitterlig var sandheden.
Den undren viste sig at være berettiget og er videregivet i den opdaterede tekst. Spillerne blev ikke givet et reelt valg af Uefa. Ligesom Dortmund-spillerne i 2017 fik det ’valg’ at spille enten samme aften eller den efterfølgende dag, da deres bus blev angrebet af en gal mands vejbombe. Fodboldmaskinen kører altid videre. På mirakuløs vis mistede ingen livet.
Flere landsholdsspillere var ifølge Martin Braithwaite reelt ikke i stand til at træde ind på banen og spille, men de gjorde det alligevel. De valgte det mindste af to onder.
»I livet er éns helbred og éns kære det vigtigste. Fodbold er ikke så vigtigt«, sagde FC Barcelona-spilleren tirsdag.
Det har medført kritik fra Kasper Hjulmand og vrede i befolkningen, at Uefa stadigvæk fastholder, at kampen blev genoptaget på spillernes initiativ.
»Altså, det er indiskutabelt, at der var to muligheder. Jeg var selv i rummet. Og det var det, vi blev præsenteret for. Og så kan man sige, om man ikke blev sat under pres? Jeg følte, at spillerne – og vi, der var tæt på – blev sat under dét pres og det dilemma. Det var enormt svært at være i. At skulle træffe den ene eller anden beslutning. Men der var de to muligheder. Og det var meget, meget klart. Det er i hvert fald helt forkert, hvis man har en opfattelse af, at det var os, der kom og sagde, at vi gerne ville spille videre«, har Kasper Hjulmand sagt i løbet af ugen.
Uefa’s besked til landsholdsspillerne bekræfter mange i det syn, de har på forbundet, og som Philip Ytournel har tegnet. Mens de danske landsholdsspillere står i rundkreds for at skærme Christian Eriksen, står Uefa’s ledere – sat på spidsen – i rundkreds for at beskytte deres penge.
En livsbekræftende aften
Fodbolden har været under angreb det seneste årti. Der er kommet kræfter ind, som entrerede af økonomiske og politiske grunde i stedet for af den kærlighed til spillet, som fik landsholdsspillerne til at begynde at spille klodens foretrukne spil og får fans til at møde op på stadion.
Fodboldens politiske top har inviteret dem indenfor uden at tænke på sportens sjæl, men i stedet på egen pengepung. Derfor spilles der under dette EM fire kampe i diktaturstaten Aserbajdsjan, der siden 2013 har pumpet millionvis af kroner i Uefa’s kasse via det statsejede gasselskab Socar. Derfor var Parken plastret til med reklameskilte for statsejede Qatar Airways, det russiske delvis statsejede Gazprom og kinesiske TikTok på de billeder, hvor fotografer forevigede, at landsholdsspillerne fulgte Christian Eriksen hen til ambulancen.
På EM-sponsorens TikTok-platform, der har mere end en halv milliard brugere mellem 10 og 19 år, kunne man stadigvæk finde billeder af en livløs Eriksen i dagene efter episoden.
Uefa tænkte på kampprogram, protokoller og penge i stedet for på de mennesker, som skaber magien. Det stod først klart, hvor ramt landsholdslejren var, da Kasper Hjulmand talte på pressemødet efter kampen. Grådkvalt måtte han opgive en pointe om, hvordan Simon Kjær og Kasper Schmeichel lynhurtigt tog sig af Sabrina Kvist Jensen. Inden da takkede jeg ham for at stille op, svare på spørgsmål og dermed bearbejde et traume for rullende kameraer. Nogle vil måske mene, at afstanden mellem journalist og kilde dermed blev for kort. Jeg ved det ikke. Det føltes som det rigtige at gøre i øjeblikket.
Jeg har en kollega, der i løbet af den seneste lille uge har været i tvivl om, hvorvidt hun kunne vende tilbage til Parken torsdag, efter hvad hun så stående på tribunen lige bag ulykkesstedet. Hun er helt sikkert ikke den eneste, der har haft de tanker. De har også eksisteret blandt andre fans og i landsholdstruppen. Jeg opfordrer dem med billet til at dukke op og alle andre til at sætte sig til rette foran en skærm i aften.
Jeg tror, det bliver noget af det mest livsbekræftende, vi som nation kommer til at opleve. Vi har hinanden, og vi har vores landshold.