0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mors-Thy-spillerne jubler med deres fans 'Bette Balkan' efter sejren i pokalfinalen i Boxen søndag eftermiddag.

Sensation: Mors-Thy nedlægger Danmarks største håndboldhold og tager pokaltitel

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Håndbold. Mors-Thy Håndbold sikrede sig søndag sin første pokaltitel i klubbens 14 år lange historie. I finalen ved Final4 leverede nordvestjyderne en mindre sensation og besejrede de danske mestre fra Aalborg Håndbold 32-31. Mors-Thy formåede at paralysere tidens største danske håndboldhold i store dele af kampen, mens profiler som Erik Toft, Frederik Tilsted og Mads Hoxer viste stærke offensive kvaliteter. Aalborg Håndbold havde chancen for at udligne i det sidste halve minut, men kiksede, og så brød en massiv jubel ud i Boxen i Herning.

Fodbold. Bror Blume fortsætter karrieren i østrigsk fodbold. Søndag skriver WSG Tirol på sin hjemmeside, at den danske midtbanespiller har skrevet under på en kontrakt med klubben. Kontraktens længde oplyses ikke. 29-årige Blume skifter på en fri transfer, da hans kontrakt med AGF udløber 30. juni. Bror Blume kom til den aarhusianske klub i 2017 fra Lyngby og nåede at spille 107 kampe og score 16 mål. WSG Tirol blev i den forgangne sæson nr. 6 i den østrigske Bundesliga med danske Nikolai Baden Frederiksen på holdet, udlånt fra Juventus.

Motorsport. Kevin Magnussen udgik efter 35 omgange, da han søndag fik debut i den amerikanske løbsserie Indycar. Den danske racerkører mistede pludselig motorkraft, og da han trådte på koblingen, døde motoren helt, fortalte han sit hold over radioen. Kevin Magnussen havde ellers lige haft nogle gode omgange på Road America-banen. Han lå således i front af løbet i cirka seks omgange frem til omgang 31. Da stort set alle biler kørte i pit i forbindelse med et gult flag efter 25 omgange, blev Kevin Magnussen på banen og overtog dermed førstepladsen. Han lå ellers og rodede rundt langt nede i feltet, fordi han startede løbet som nummer 21. Arrow McLaren-holdet har lånt Magnussen hos Chip Ganassi Racing, som han til dagligt kører for i den amerikanske sportsvognsserie Imsa.

Motorsport. Et magtskifte er på vej i formel 1, hvor Red Bull i almindelighed og Max Verstappen i særdeleshed har fået skovlen under verdensmester Lewis Hamilton og Mercedes. Således vandt Verstappen søndag det franske grandprix på Paul Ricard efter at han på næstsidste omgang strøg forbi Hamilton til sejr, og dermed øgede han sit forspring i VM-serien. Hamilton havde ellers udnyttet en fejl af Verstappen i starten og syntes på vej mod sejren. Men Verstappen, der i modsætning til sin britiske rival satsede på to pitstop, havde de bedste dæk mod løbets slutning og tog sæsonens tredje gevinst. Hollænderen tjente endda et ekstra point for at køre løbets hurtigste omgang og øgede dermed sit forspring i den samlede stilling til 12 point. Sergio Perez sørgede med en 3. plads for, at Red Bull også fører solidt i konstruktørernes mesterskab.

Bueskydning. Bueskytterne på det danske kvindelandshold i recurve kommer ikke med til OL i Tokyo. Det står klart, efter at den sidste kvalifikationsturnering til legene søndag blev afholdt i Paris. Her dystede 28 nationer om tre OL-billetter, men Danmark – repræsenteret af Maja Jager, Randi Degn og Kirstine Andersen – fik altså ikke en af dem. Det blev til exit allerede i ottendedelsfinalen efter et nederlag til Brasilien, og Danmark sluttede derfor på en delt niendeplads. Mexico, USA og Italien endte med at kvalificere sig til legene i Tokyo. At Danmark missede OL-kvalifikationen søndag, betyder dog ikke, at de rød-hvide farver ikke bliver vist frem, når der skal skydes med bue og pil i Tokyo. Maja Jager var nemlig i forvejen kvalificeret til den individuelle konkurrence ved OL.

Cykling. Amalie Dideriksen er dansk mester i linjeløb for kvinder. Det er femte gang, at den 25-årige rytter, der til daglig kører for Trek-Segafredo, lader sig hylde som Danmarks bedste på landevejene. Dideriksen har tidligere vundet DM i 2014, 2015, 2018 og 2019. Dideriksen slog de øvrige favoritter og World Tour-ryttere, Emma Norsgaard (Movistar) og Cecille Uttrup Ludwig (FDJ), i spurten. Det skete efter 133 spændende kilometer på ruten omkring Give, hvor 57 ryttere stillede til start.

Cykling. Mads Würtz Schmidt er dansk mester i landevejscykling. Israel Start-Up Nation-rytteren kørte søndag først over målstregen efter 227,1 kilometer med start og mål i Give. Det er første gang i karrieren, at han ender på øverste podietrin og bliver Danmarks bedste på landevejene. Würtz Schmidt spurtede sig til sejren foran 20-årige Frederik Wandahl (Bora) og Mathias Norsgaard (Movistar), der tog henholdsvis anden- og tredjepladsen. Dermed kommer den 27-årige randrusianer det kommende år til at køre i dannebrogstrikoten, men danskeren er ikke udtaget til det hold, der stiller op i Tour de France senere på sommeren.

Tennis. Elitespillerne er i øjeblikket ved at pudse formen af på diverse græsbaner i optakten til Wimbledon. Franske Ugo Humbert, ranglistens nr. 31, kunne søndag krone en flot uges tennis med titlen på græsset i Halle. I finalen besejrede Humbert den stærke russer Andrey Rublev 6-3, 7-6. Tidligere i turneringen nedkæmpede franskmanden også 3. seedede Alexander Zverev og de unge stortalenter Sebastian Korda og Felix Auger-Aliassime. Sidstnævnte sendte Roger Federer ud af turneringen.

Håndbold. Skjern vandt bronze i pokalturneringen med en sejr på 31-26 over GOG. Kampen var tidligere landsholdsspiller Anders Eggerts sidste, da den 39-årige fløj indstiller karrieren. Skjerns norske streg Bjarte Myrhol spillede ligeledes sin sidste klubkamp, men han skal deltage i OL for Norge inden karrieren er helt slut.

Tennis. Tunesiske Ons Jabeur ser ud til at være spillet ind på græs efter skiftet fra grus. Ved WTA-turneringen i Birmingham tog hun i hvert fald som den første arabiske kvinde en WTA-titel, da hun søndag besejrede russiske Daria Kasatkina 7-5, 6-4. I Berlin lykkedes det også den russiske kvalifikationsspiller Liudmilla Samsonova at tage karrierens første titel, da hun i finalen nedkæmpede den schweiziske topspiller Belinda Bencic, 1-6, 6-1, 6-3.

Fodbold. Javier Martinez skal fremover spille for Qatar SC i den lille ørkenstat. Spanieren stoppede denne sommer i Bayern München, hvor han var i 9 år.

Motorsport. Kevin Magnussen har 20 biler foran sig, når han søndag aften dansk tid debuterer i Indycar for holdet Arrow McLaren SP. Den 28-årige dansker sluttede således som nummer 21 af 25 biler i lørdagens kvalifikation på banen Road America i Elkhart Lake, Wisconsin. Magnussen vikarierer i Indycar for den svenske kører Felix Rosenqvist, som i sidste weekend kørte galt i et løb i Detroit og derfor ikke er klarmeldt til søndagens løb. Arrow McLaren SP har lånt Magnussen hos Chip Ganassi Racing, som han til dagligt kører i den amerikanske sportsvognsserie Imsa for.

Motorsport. Frederik Vesti kunne ikke veksle sin poleposition i søndagens formel 3-grandprix på Paul Ricard i det sydlige Frankrig. Danskeren sluttede på 6. pladsen, hvilket dog var weekendens bedste placering efter en 15.- og 10. plads i de to andre løb lørdag. Vesti er samlet nr. 8 i kampen om det internationale formel 3-mesterskab.

Atletik. Sha’Carri Richardson er USA’s bedste bud på den første amerikanske olympiske guldvinder på kvindernes 100 meter siden Gail Devers vandt i Atlanta for 25 år siden. Richardson vandt det amerikanske udtagelsesmesterskab på distancen i tiden 10.86 sekunder, og hun har tre af verdens seks hurtigste tider i år.

Fodbold. Vejle Boldklub har lavet en ny etårig aftale med sin anfører, Jacob Schoop, der ellers havde kontraktudløb denne sommer. Det oplyser klubben på Facebook ifølge Ritzau. Den 32-årige midtbanespiller kom til Vejle i sommeren 2016 og har siden bidraget med 135 kampe og 11 mål i VB-trøjen.

Basketball. Milwaukee Bucks er klar til finalen i Eastern Conferenvce i den nordamerikanske NBA-liga efter en overtidssejr over Brooklyn Nets i syvende og afgørende opgør. Føringen skiftede 20 gange i løbet af en nervepirrende kamp, som Milwaukee i sidste ende vandt med 115-111. Giannis Antetokounmpo strålede med 40 point og 13 rebounds for Milwaukee, men han blev pointmæssigt overgået af Brooklyns Kevin Durant, der lavede hele 48 point og derudover ni rebounds og seks assists. Milwaukee møder enten Atlanta Hawks eller Philadelphia 76ers, der natten til mandag dansk tid mødes i deres kamp syv. Los Angeles Clippers og Phoenix Suns tager søndag aften hul på deres duel om den anden finaleplads.

Golf. Rory McIlroy kan med rette drømme om at vinde sin første major siden 2014 takket være en solid tredje runde ved US Open. Natten til søndag dansk tid leverede McIlroy således en af finalefeltets bedste runder, da han klarede de 18 huller i San Diego i Californien i bare 67 slag – fire slag under banens par. Dermed ligger nordireren på en delt 4. plads før søndagens finalerunde to slag efter de tre førende spillere: Canadieren Mackenzie Hughes, sydafrikaneren Louis Oosthuizen og amerikaneren Russell Henley.