Op til midtjysk deltagelse i Champions League-gruppespillet var Rasmus Ankersens bog om præstationsledelse og »sult i paradis« aktuel. FC Midtjylland var på toppen af sin succes rent historisk, så det store spørgsmål var nu, om klubben kunne bevare bestyrelsesformandens sult eller var lidt for tilfreds oven på de flotte resultater?
Gruppespillet var en succes! Holdet præsterede over forventning og havde vel ret beset fortjent mere end de to point, det blev til mod tre af de større sværvægtere i europæisk fodbold.
Meget af succesen kunne dengang tilskrives kontinuitet i truppen, hvor det op til sæsonen var lykkedes at bibeholde en historisk stærk trup og tilmed tilføje en i Superliga-regi kæmpeprofil i Pione Sisto. Bedriften blev gentaget i vinterens stendøde transfermarked oven på covid-19 ved at holde truppen intakt og tilføje Jonas Løssl. Det skabte en midtjysk forventning om et hold, som i foråret ville præstere på et niveau, man ikke tidligere havde oplevet.
Sådan gik det langtfra – og Brøndby IF vandt fortjent mesterskabet! Jeg havde ellers FC Midtjylland som mesterskabsfavorit helt hen til et kvarter før tid på Aarhus Stadion i runde 31, da Michael Uhre scorede Brøndbys sejrsmål mod AGF.
