0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Både hos mesterholdet Brøndby og de nærmeste rivaler meldes der om meget fine salg af sæsonkort før den kommende Superliga-sæson.

Danske topklubber sælger flere sæsonkort end nogensinde

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Mesterklubben Brøndby IF kunne allerede for et par uger siden melde udsolgt af sæsonkort. 15.500 pladser er afsat til den kommende sæson, og det er rekord for klubben. I 2018 solgte den 12.000 sæsonkort. Onsdag følger Brøndbys rival, bronzevinderen FC København, trop med en melding om foreløbigt mere end 16.000 solgte pladser, hvilket også er klubrekord. Og hos sidste sæsons sølvvinder, FC Midtjylland, er der ligeledes godt gang i salget af sæsonkort. Klubbens marketingdirektør, Preben Rokkjær, meddeler, at man har afsat cirka 5.000 pladser, og man forventer at nå op på 5.400 i de kommende dage, hvilket vil være rekord for den midtjyske klub. Hos AGF, der blev nr. 4 i sidste sæson, har man solgt lige over 5.000 sæsonkort, og dermed tegner de fire topklubber sig altså alene for over 41.500 afsatte pladser til den kommende sæson på nuværende tidspunkt.

Fodbold. EM’s bedste spiller, den italienske målmand Gianluigi Donnarumma, skifter til Paris Saint-Germain på en fri transfer. Donnarumma har spillet hele sin hidtidige seniorkarriere i AC Milan.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) oplyser på sin hjemmeside, at Patrik Schicks langskudsmål mod Skotland er kåret til det bedste mål ved EM-slutrunden. Mikkel Damsgaards frisparksscoring i semifinalen mod England endte på ottendepladsen over de bedste EM-scoringer.

Olympisk. For enhver atlet vil det være et stort øjeblik, at få hængt en OL-medalje om halsen. Ved legene i Tokyo går det højtidelige dog lidt af medaljeceremonien, for på grund af coronarestriktioner, skal atleten selv tage medaljen fra en bakke og hænge den om halsen. Det fortæller Thomas Bach, præsident for Den Internationale Olympiske Komité ved et elektronisk pressemøde i Tokyo.

Gymnastik. Oleg Verniaiev kommer ikke til at forsvare sin olympiske guldmedalje i den forskudte barre fra Rio de Janeiro 2016 ved legene i Tokyo denne sommer. Ukraineren er testet positiv for stoffet meldonium og har fået fire års karantæne. Det skriver atleten på instagram, hvor han samtidig bedyrer sin uskyld. Stoffet var det samme, der i sin tid kostede tennisstjernen Maria Sharapova en længere karantæne.

Tennis. To kampe ved Wimbledon bliver undersøgt for potentiel matchfixing. Det beretter nyhedsbureauet AFP ifølge Ritzau. Den tyske avis Die Welt beskrev for få dage siden mistanken om matchfixing, der vedrører en singlekamp samt en doublekamp på herresiden, hvor der er registreret mistænkelige bettingmønstre. Derfor er tennissportens integritetsenhed, International Tennis Integrity Agency, nu gået ind i sagen. Ifølge Die Welt blev der i den pågældende singlekamp placeret et femcifret beløb i euro i slutningen af andet sæt. Det beskrives, at singlekampen var i en af de tidlige runder. I doublekampen blev der placeret et pengebeløb samtidig med, at kampens favoritter sikrede sig første sæt. Favoritterne endte senere med at tabe opgøret.

Håndbold. Morten Olsen var i 2016 ved til at sikre de danske mænd guld ved OL i Rio, og han får chancen for at gentage triumfen i Tokyo. Den 36-årige GOG-spiller er nemlig med i det fly, der fragter holdet til den japanske hovedstad onsdag formiddag. Det samme er fløjspilleren Emil Jakobsen, der i første omgang er én af to reserver, bekræfter Dansk Håndbold Forbund (DHF) kort inden afgang. Både Olsen og Jakobsen pådrog sig ellers skader i forbindelse med Danmarks testsejr over Sverige mandag aften i Helsingør. Morten Olsen trak sig med et lægproblem allerede i løbet af opvarmningen, og han er siden blevet skannet. Der er tale om en forstrækning, men han er blevet vurderet fit nok til at tage med til Tokyo. Emil Jakobsen vred om på sin fod i løbet af kampen, men allerede lige efter kampen vurderede landstræner Nikolaj Jacobsen, at den 23-årige kommende Flensburg-Handewitt-spiller vil være klar nok til at tage til OL.

Cykling. Jonas Vingegaard er blevet en hjælperytter fattigere i Tour de France. Jumbo-Visma oplyser på Twitter, at den 34-årige hollænder Steven Kruijswijk er udgået før starten på onsdagens 17. etape. »Steven begyndte at få det dårligt på hviledagen, og den følelse gik desværre ikke væk. Han fokuserer nu på Vueltaen«, skriver Jumbo-Visma. Vingegaard er dermed nede på tre holdkammerater – Wout van Aert, Sepp Kuss og Mike Teunissen. Tidligere er Robert Gesink, Tony Martin og den oprindelige kaptajn hos Jumbo-Visma, Primoz Roglic, stået af.

Fodbold. Manchester United-angriberen Marcus Rashford står til at misse de første to måneder af den nye sæson. Det skyldes, at han skal opereres for en skade i skulderen, rapporterer BBC natten til onsdag. 23-årige Rashford var ifølge BBC til skanning på hospitalet tirsdag for at få tjekket sin skulder, der har voldt ham problemer siden slutningen af sidste sæson. Her blev det besluttet, at hvile alene ikke vil være nok. Ifølge BBC havde Manchester United håbet, at angriberen kunne blive opereret med det samme, men der er tilsyneladende ikke en kirurg ledig før slutningen af juli. Det forventes, at operationen vil holde Rashford ude i 12 uger. Efter EM-finalen, hvor Rashford misbrugte et straffespark, har han oplevet at modtage racistiske mails.

Fodbold. Engelske Harry Maguire havde inviteret blandt andre sin far til EM-finalen mod Italien søndag, og faren kom til skade under det kaos, som opstod, da et ukendt antal personer uden billet forcerede sikkerhedsbarriererne inden kampen. Maguries far har ofte en af forsvarsspillerens døtre på skuldrene til landskampene, men det var ikke tilfældet søndag. »Jeg er glad for, at mine børn ikke var der. Det var skræmmende. Min far sagde, han var bange, og det bør ingen være til en fodboldkamp«, siger Harry Maguire om sin fars oplevelse til The Sun. Maguires far, Alan, fik klemt sine ribben, da han blev fanget i en løbende gruppe mennesker. Han var dog i stand til at overvære finalen. »Han kæmpede efterfølgende med sin vejrtrækning på grund af sine ribben, men han er ikke typen, der gør et stort nummer ud af noget«, siger Maguire.

Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Foto: Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Kasper Asgreen lagde meget offensivt ud tirsdag i Touren, men det holdt ikke.

Cykling. Kasper Asgreen (Quick-Step) forsøgte sig tirsdag med et udbrud på 16. etape i Tour de France. Den 26-årige dansker angreb straks fra start på den 169 kilometer lange etape, men missionen mislykkedes. Asgreen sad længe alene, og da Michal Kwiatkowski (Ineos) og Mattia Cattaneo (Quick-Step) kom op til ham, blev trioen kort efter opslugt af feltet med godt 100 kilometer tilbage. »Det var umiddelbart den sidste chance for et udbrud af min type rytter. Jeg havde sat mig op til at give det et skud, så det var et forsøg på at køre efter etapen«, siger Kasper Asgreen til TV 2 Sport. Selv om danskeren, der i foråret vandt Flandern Rundt, havde håbet på en etapesejr, så er han godt tilfreds med sin egen indsats i Touren. Han er således en del af det succesfulde Quick-Step-mandskab, der foreløbig har hentet fem etapesejre. En til Julian Alaphilippe og fire til sprinteren Mark Cavendish. »Jeg har nydt at være en del af det holdarbejde, der har ligget forud for de etapesejre, de har taget«, siger danskeren.

sportxpress/Ritzau Scanpix
Foto: sportxpress/Ritzau Scanpix

Speedway. Nicki Pedersen har udskrevet sig selv fra hospitalet efter et voldsomt styrt i Polen tirsdag aften. Den 44-årige dansker var i aktion i den polske speedwayliga for sit hold GKM Grudziadzg og i tredje heat røg han ind i banden sammen med holdkammeraten Kenneth Bjerre og modstandernes Jack Holder. Det udløste en tur på hospitalet. »Jeg var bevidstløs og sov på stedet, efter jeg havde ramt stakittet med kraftig fart. Jeg begyndte først at mumle lidt efter nogle minutter, sagde min holdkammerat Kenneth Bjerre, som også var med i styrtet, så lyset var totalt slukket«, skriver Nicki Pedersen på Instagram. Han blev skannet på hospitalet, og intet er brækket, men danskeren har blandt andet smerter ’over hele kroppen’. »Jeg har en indre blodansamling på min lever, som jeg skal være lidt opmærksom på, hvis der kommer voldsomme smerter. Jeg har udskrevet mig selv, selv om hospitalet mente, jeg skulle ligge natten over til observation«, tilføjer Nicki Pedersen.

Fodbold. Den hollandske klub Vitesse har købt den danske U21-landsholdsspiller Nikolai Baden Frederiksen af Juventus. Det oplyser klubben på sin hjemmeside onsdag. Nikolai Baden Frederiksen har skrevet en treårig kontrakt med option på et fjerde år med sin nye klub, der i forvejen har den danske forsvarsspiller Jacob Rasmussen i sin trup. 21-årige Frederiksen scorede i sidste sæson 18 mål i 31 kampe i den bedste østrigske række som lejesvend for WSG Tirol.

Fodbold. FC Midtjylland meddeler, at den unge førsteholdsspiller Aral Simsir er blevet testet positiv for corona tirsdag. »Han formodes at være blevet smittet i privatregi og dermed ikke i klubbens miljø. Han har ikke udvist symptomer«, skriver klubben på sin hjemmeside. FC Midtjylland åbner fredag den nye sæson i Superligaen med en hjemmekamp mod OB.

Olympisk. USA sender det næststørste hold atleter i amerikansk historie til OL i Tokyo. I alt 613 atleter vil repræsentere USA ved legene, der afholdes fra 23. juli til 8. august. 329 kvinder og 284 mænd udgør holdet, hvor den 15-årige svømmer Katie Grimes er den yngste. Dressurrytteren