Temperaturen er lige under de 30 grader på denne trykkende torsdag, men inde på træningsbanen brager Brøndby-spillerne stadig igennem som optakt til sæsonåbningen af Superligaen.
Rundt omkring dem bliver der både bygget nyt til klubhuset og en større tribune med tag til opvisningsbanen, men det er amatørklubben, der står for det. Det handler ikke om at investere de mange millioner kroner, der er kommet i de professionelles klubkasse efter det første mesterskab i 16 år, kvalifikationen til et lukrativt europæisk gruppespil og salget af den offensive profil Jesper Lindstrøm til Eintracht Frankfurt for godt 50 millioner kroner.
De penge er ikke kommet i spil. Derfor kigger man også langt efter nye Brøndby-profiler på træningsbanen, hvor cheftræner Niels Frederiksen til gengæld ikke længere råder over folk som nævnte Lindstrøm, den spillende forsvarer Anthony Jung, målmand Marvin Schwäbe, den islandske tredjestopper Hjörtur Hermannsson og midtbanereserven Lasse Vigen, der scorede det forløsende første mål i den afgørende kamp mod FC Nordsjælland, da mesterskabet blev sikret.
Selvfølgelig er der tilbagevendte lejesvende og den genoptrænende Paraguay-back Blas Riveros, der kan få comeback i løbet af efteråret. Der er også den amerikanske midtbanemand Christian Cappis, som er kommet til fra Hobro, men han starter på bænken i åbningskampen mod AGF i Aarhus i aften, hvis man skal dømme efter Frederiksens formation i det afsluttende spil. Det er nemlig med akademispiller Mads Hermansen på mål, Sigurd Rosted, Andreas Maxsø og den omskolede Tobias Børkeeiet i tremandsforsvaret, Andreas Bruus og Kevin Mensah på de to wingbacker, Simon Hedlund og topscorer Michael Uhre helt på toppen og så med Josip Radocevic, Anis Ben Slimane og Rezan Corlu i maskinrummet på midtbanen i Morten Frendrups karantænefravær.
