Egentlig handler denne artikel om politiske budskaber og kampen for menneskerettigheder i sport – især ved de olympiske lege, som officielt begynder i dag i Tokyo. Men historien starter altså med et gammelt søslag.
Sidst i det 16. århundrede invaderede Japan Den Koreanske Halvø, men på havet mødte japanerne hård modstand fra admiralen Yi Sun-sin. Han var »en af de mest fremragende flådekommandører i verdenshistorien« og »Koreas største helt«, som historikeren Stephen Turnbull har skrevet. Med taktisk snilde nedkæmpede han de japanske angreb, der stod på i årene 1592-1598, men ved et af slagene var Yi Sun-sin i knibe. Hans flåde var i undertal. Alligevel bevarede han troen på sejr.


























