De olympiske lege i Tokyo er allerede en af idrætshistoriens mest særprægede begivenheder. Mens den japanske regering og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) stædigt har fastholdt gennemførelsen af legene trods coronapandemien, møder beslutningen massiv modstand i befolkningen, der ikke ønsker legene.
Politiken har sendt tre journalister og en fotograf til den japanske hovedstad for at rapportere fra et OL, der er underlagt så omfattende restriktioner, at tilskuere er forment adgang til alle olympiske arenaer. Modsat forsøger arrangørerne at holde atleter, holdledere og udenlandsk presse væk inde i en olympisk boble – skarpt afskåret fra den japanske offentlighed.




























