Fodbold. Manchester City-spilleren Benjamin Mendy er blevet sigtet for fire tilfælde af voldtægt og ét seksuelt overgreb. Han er derfor blevet varetægtsfængslet, oplyser politiet i engelske Cheshire. Manchester City har derfor besluttet at suspendere den 27-årige franskmand, oplyser den engelske Premier League-klub på sin hjemmeside.
»Sagen er genstand for en juridisk proces, og klubben er derfor ude af stand til at komme med yderligere kommentarer, før den proces er afsluttet«, skriver Manchester City. Politiet i Cheshire oplyser, at sigtelserne bygger på anmeldelser fra tre personer over 16 år, og at forbrydelserne skulle være sket fra oktober 2020 til august 2021.
Benjamin Mendy har ikke meldt noget ud om sagen. Politiet oplyser, at den 27-årige fodboldspiller skal møde for retten i byen Chester fredag. Benjamin Mendy har været i Manchester City siden 2017. Han har været med til at vinde tre engelske mesterskaber. For sit hjemland Frankrig har han været med til at vinde VM. Det skete i Rusland i 2018, hvor han var på banen i en enkelt kamp. Det var mod Danmark i den sidste gruppekamp.
Randers-spilleren Tosin Kehinde forsøger at forsvare bolden, mens Galatasarays Alpaslan Ozturk kaster sig frem i et angreb.
Fodbold. Længe så det lyst ud for Randers FC, da holdet torsdag i kvalifikationen til Europa League på udebane skulle forsøge at skabe et godt resultat mod Galatasaray efter 1-1 i første kamp. Randers førte således 1-0 efter første halvleg på en hovedstødstræffer fra Marvin Egho. Men efter pausen fik hjemmeholdet udlignet, mens et selvmål fra Frederik Lauenborg hjalp tyrkerne til en 2-1-føring – et resultat, som var nok til at sende Randers ud og videre til Conference League-gruppespillet.
Fodbold. Tirsdag blev Andreas Cornelius udtaget til Danmarks kommende VM-kvalifikationskampe – torsdag kom han til skade og måtte udgå, da Trabzonspor i kvalifikationen til Conference League fik hug af Roma. Allerede efter 20 minutter forlod den store angriber banen. Kort forinden ramlede han sammen med en modspiller og slog skulderen voldsomt i det efterfølgende møde med græstæppet. Andreas Cornelius forsøgte at fortsætte, men smed sig hurtigt i græsset. Han tog sig til skulderen, og da Trabzonspors medicinske stab nåede ind til ham, gjorde de hurtigt tegn til udskiftning.
Angriberen kunne selv tage sin trøje af, da han kom op at stå, men fortsætte med at spille fodbold kunne kan ikke. Ifølge det tyrkiske medie Haberlobi går de første meldinger på, at Andreas Cornelius ikke har brækket noget, men at han skal gennem en skanning. Skaden sår tvivl om, hvorvidt Andreas Cornelius kan være med, når Danmark møder Skotland, Færøerne og Israel i de tre VM-kvalifikationskampe i september. Efter udskiftningen af Cornelius endte opgøret med, at Roma vandt 3-0 over Trabzonspor.
Nyindkøbte Romelu Lukaku kan i den kommende Champions League-sæson yderligere forstærke de forsvarende mestre Chelseas offensiv.
Fodbold. Paris Saint-Germain skal møde Manchester City, RB Leipzig og Club Brugge i Champions Leagues gruppespil. Det står klart efter fodboldlodtrækningen i Istanbul. Dermed skal Messi op mod sin tidligere træner Pep Guardiola fra FC Barcelona-tiden. Guardiola er i dag manager i Manchester City. Se alle otte grupper i Champions Leagues gruppespil herunder.
- Gruppe A: Manchester City, Paris Saint-Germain, RB Leipzig, Club Brugge
- Gruppe B: Atlético Madrid, Liverpool, Porto, AC Milan
- Gruppe C: Sporting, Borussia Dortmund, Ajax, Besiktas
- Gruppe D: Inter, Real Madrid, Shakhtar Donetsk, Sheriff Tiraspol
- Gruppe E: Bayern München, FC Barcelona, Benfica, Dynamo Kijev
- Gruppe F: Villarreal, Manchester United, Atalanta, Young Boys
- Gruppe G: Lille, Sevilla, Red Bull Salzburg, Wolfsburg
- Gruppe H: Chelsea, Juventus, Zenit Sankt Petersborg, Malmö FF
Tennis. Clara Tauson skal i 1. runde af US Open møde navnesøster Clara Burel fra Frankrig. Det blev fastlagt ved torsdagens lodtrækning i New York. Burel er 20 år og nr. 91 på ranglisten, mens hendes danske modstander er 18 år og nr. 77 på ranglisten. Skulle det lykkes Tauson at vinde i 1. runde, venter formentlig et møde med den topseedede australier Ashleigh Barty.
»Vi har kendt Burel i en årrække, og selv om hun er to år ældre end Clara, så har de spillet mange af de samme turneringer. Jeg vil vurdere, at de er meget lige, måske et lille plus til Burel på grund af en god sommer, og jeg håber, det bliver en god kamp. Deres gode kendskab til hinanden kan dog påvirke kvaliteten af kampen i negativ retning«, siger Clara Tausons far, Søren Tauson.
Fodbold. Chelseas midtbanespiller Jorginho modtog torsdag aften en pris af Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa. Jorginho blev kåret som årets spiller i sæsonen 2020/2021. Han var nomineret til prisen sammen med Kevin De Bruyne og N’Golo Kante. Jorginho, som er født og opvokset i Brasilien, men som spiller for det italienske landshold, satte et flot punktum for den forgangne fodboldsæson, da han med Chelsea vandt Champions League. Hen over sommeren kunne han tilføje endnu en pokal til samlingen, da han med Italien gik hele vejen og slog England i finalen ved EM.
Cykling. Danske Magnus Cort (EF Education) fortsætter med at vise storform i Vuelta a España. Torsdag vandt danskeren løbets 12. etape efter en spurtduel med Andrea Bagioli (Quick-Step). Danskeren var kun få centimeter foran på målstregen. Det var anden gang i år, at Cort kom først over målstregen i den spanske rundtur. Samtidig står han nu noteret for seks etapesejre i grand tour-løb i karrieren. Etapen var dog i fare for ikke at blive en spurtduel, da en stærk kvartet var stukket af på etapens sidste stigning, men under to kilometer før mål kom der samling på det hele, og derfra var Magnus Cort næsten urørlig. Undervejs nåede en lang række håbefulde ryttere at være en del af små udbrud, men hver gang blev de hentet af feltet uden store anstrengelser.
Fodbold. Tidligere landsholdsanfører Daniel Agger kan være på vej mod et sensationelt comeback på banen. Den 36-årige, der er cheftræner i HB Køge, er 24. august nemlig blevet tilføjet HB Køges spillerliste hos DBU. HB Køge har 10 spillere på skadeslisten og at Agger muligvis kan komme i spil til kampen mod Vendsyssel på søndag. »Man kan kalde det rettidig omhu, Vi er hårdt ramt af skader i øjeblikket, og derfor kom Daniel og sagde, at hvis det virkelig, virkelig kneb, så kunne han hjælpe i slutningen af en kamp«, siger klubdirektør Per Rud til Ritzau. HB Køge har indledt sæsonen med at hente blot 4 point i 6 kampe. Onsdag blev det 0-1 hjemme mod Helsingør.
Fodbold. Det bliver bundesligaklubben Hertha Berlin, der i fremtiden får glæde af den talentfulde danske målmand Oliver Christensen. Torsdag meddeler OB på sin hjemmeside, at klubben har solgt den danske keeper. Oliver Christensen har spillet for OB, siden han som U12-spiller kom til fra Kerteminde. Han har været fast mand i OB’s mål siden sommeren 2019, hvor Sten Grytebust skiftede til FC København.
Cykling. Dansk kvindecyklings høje internationale niveau understregedes på 2. etape i det hollandske WorldTour-løb Simac Ladies Tour, der afvikledes som en 17 km enkeltstart i Gennep. Den schweiziske OL-sølvvinder i disciplinen Marlen Reusser (Alé BTC Ljubljana) sejrede suverænt med den danske mester Emma Norsgaard (Movistar) som nr. 5, Julie Leth (Ceratizit-WNT) nr. 8 og Cecilie Uttrup Ludwig (FDJ-Nouvelle Aquitaine) nr. 13 slået med henholdsvis 1.01 minut, 1.28 og 1.41. Reusser erobrede førertrøjen, og sammenlagt er Norsgaard nr. 5, Uttrup Ludwig 11 og Leth 13 med minus på 1.01, 1.36 og 1.38 minut.
Håndbold. Grønlands kvindelandshold missede billetten til VM-slutrunden til december et efter nederlag til Puerto Rico i finalen om nordamerikanske og caribiske mesterskab. Grønland var ellers gået ubesejret gennem turneringen og havde blandt andet besejret netop Puerto Rico med 26-23. Men i finalen tog Puerto Rico revanche og vandt 34-24. Kun vinderen kvalificerede sig til VM.
Para-OL. Susanne Sunesen og hesten Leeds sluttede som nummer 5 i sin klasses individuelle dressurkonkurrence og har dermed kvalificeret sig til finalen i freestyle-disciplinen. Katrine Kristensen og Welldone Dallas blev nummer 6 i sin kategori og skal også dyste om medalje i freestyle.
Fodbold. Den første sanktion er blevet udstukket i kølvandet på Nice og Marseilles skandalekamp i Ligue 1 i søndags. Her blev der kastet genstande mod en Marseille-spiller, der kvitterede ved at kaste tilbage til Nice-tilhængerne, som så begyndte at invadere banen, inden Marseille-spillerne nægtede at spille videre. Nices kommende hjemmekamp mod Bordeaux skal nu afvikles bag lukkede døre. Nice førte kampen 1-0 på Kasper Dolbergs scoring. En undersøgelseskommission skal kulegrave skandaleforløbet og 8. september vil yderligere forventede sanktioner blive udmålt.
Fodbold. SønderjyskE har været aktive på transfermarkedet. Den camerounske angriber Faris Moumbagna er lejet i norske Kristiansund BK for resten af sæsonen. Klubberne er også blevet enige om en frikøbsaftale for den 21-årige, såfremt opholdet i Danmark bliver en succes. Samtidigt har klubben lejet den 27-årige ungarer Dániel Prosser i MTK Budapest og sikret sig en frikøbsaftale på offensivspilleren, som tidligere har spillet under SønderjyskE-træner Michael Boris.
Fodbold. Syv ud af ti dødsfald blandt migrantarbejdere i Qatar mangler en troværdig forklaring. Det skriver menneskerettighedsorganisationen Amnesty International ifølge Ritzau i en rapport blot 15 måneder før Qatar skal være vært for VM-turneringen. Amnesty påpeger, at myndighederne i Qatar ikke gør nok for at undersøge dødsfaldene, og hvad der ligger bag. På en række dødsattester, som Amnesty har undersøgt, er dødsårsagen angivet som hjertesvigt eller åndedrætssvigt på grund af naturlige eller uspecificerede årsager. »Det er sætninger, der ikke hører hjemme på en dødsattest uden yderligere forklaring på den bagvedliggende årsag. I sidste ende dør alle af, at hjertet eller åndedrættet går i stå, så disse oplysninger alene er meningsløse«, lyder det i Amnestys rapport.
Dansk Boldspil-Unions direktør Jakob Jensen bakker op om Amnestys kritik, men hæfter sig også ved, at der sker forbedringer i VM-værtslandet. »De små forbedringer sker blandt andet, fordi der er et kæmpe fokus på Qatar, og fordi mange aktører presser på. Så selv om vi kunne ønske os, at mange ting var meget bedre, så må vi også notere os, at der sker nogle små fremskridt for migrantarbejdernes forhold«, siger DBU-direktøren til Ritzau.
Motorsport. Fernando Alonso kører også i 2022 formel 1 for Alpine. Det franske hold har udnyttet en option i spanierens kontrakt, og den tidligere dobbelte verdensmester danner dermed par med Esteban Ocon for yderligere en sæson. Alonso gør efter to års fravær i denne sæson comeback i motorsportens fineste klasse, og han har scoret point i 8 ud af 11 løb.
Fodbold. En skandalefest i den norske klub Brann kan få et retligt efterspil. VG skriver, at norsk politi har sigtet en mand for voldtægt i forbindelse med festen tidligere i august. Festen på klubbens stadion havde angivelig deltagelse af 12 spillere, herunder de to danskere Daniel A. Pedersen og Mikkel Andersen. Sidstnævnte har i kølvandet på skandalen forladt klubben.
Fodbold. Selskabet bag superligaklubben Silkeborg præsenterede torsdag et underskud på 1,3 millioner kroner for årets første seks måneder. »Halvårsresultatet er herudover påvirket af satsningen på at komme tilbage til 3F Superligaen - et sats, der heldigvis lykkedes med en oprykning i suveræn stil«, lyder det fra administrerende direktør Kent Madsen, der tilføjer: »På den baggrund lever vi fint med det beskedne negative resultat for første halvår, selv om vi naturligvis aldrig vil være tilfredse med røde tal«.
Tennis. Holger Rune skal i kamp i 2. runde af kvalifikationen til US Open i New York torsdag aften omkring kl. 21. Modstanderen er amerikaneren Mitchell Krueger, som med en placering som nr. 175 på ranglisten ligger 30 pladser efter den danske teenager.
Para-OL. Den forsvarende PL-mester Peter Rosenmeier er fortsat ubesejret i bordtennisturneringen ved legene i Tokyo, hvor han i anden gruppekamp var noget mere suveræn end i den første. Natten til torsdag besejrede den 37-årige Rosenmeier italieneren Matteo Parenzan med sætcifrene 3-0 (14-12, 11-6 og 11-7). Fra nu er det så knald eller fald-kampe med kvartfinaler fredag. »Det var bedre end i går. Det var vigtigt, at jeg fik skrabet første sæt hjem. Derfra kørte det egentlig fint, og jeg havde meget godt styr på det«, siger Rosenmeier til DR.
Para-OL. Det danske landshold i kørestolsrugby kunne ikke følge op på onsdagens sensationelle sejr mod de regerende paralympiske mestre fra Australien. Værterne og verdensmestrene fra Japan var for stor en mundfuld og slog det danske hold 60-51 i den anden indledende gruppekampe. Det danske hold skal møde Frankrig tidligt fredag morgen og skal vinde opgøret, for at holde sig inde i kampen om en plads i semfinalerne. Frankrig tabte torsdag 48-50 til Australien.
Fodbold. Trods nederlaget til Salzburg og den missede plads i Champions League er der alligevel elementer af tilfredshed i Brøndby. »Jeg synes, man skal passe på med at sidde og blive alt for trist over, at vi nu har tabt til Salzburg. Selvfølgelig ville vi gerne have vundet, men det er altså første gang i 16 år, at den her klub deltager i et europæisk gruppespil, og det glæder vi os helt vildt meget til«, siger træner Niels Frederiksen til Ritzau efter onsdagens 1-2-nederlag i Brøndby.
Ishockey. For den klubløse Frans Nielsen er der andet på spil end en plads ved OL, når det danske landshold i eftermiddag indleder kvalifikationen med en kamp mod Slovenien i firenationersturneringen i Oslo. »Klarer vi den i OL-kvalifikationen, vil jeg gerne et sted hen, hvor jeg spiller meget, så jeg kan være i den rigtige form. I Europa er man mere sikker på spilletid«, siger Frans Nielsen til Ritzau og tilføjer: »Glipper det med OL, kan jeg bedre tillade mig at have is i maven og vente på, at det helt rigtige dukker op«.
Ishockey. Det danske kvindelandshold tabte natten til torsdag 1-5 til Ungarn ved VM i Calgary i Canada og er dermed færdige i turneringen med et udbytte på fire nederlag i fire kampe og en målscore på 3-15. Heldigvis er der ingen nedrykning.