Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Uvejr gør det umuligt at gennemføre formel 1-grandprix og Max Verstappen kåres som vinder

Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Motorsport. Max Verstappen vandt det belgiske grandprix på Spa selv om løbet ikke blev kørt på grund af heftigt regnvejr. Arrangørerne udsatte af flere omgange starten og efter nogle timers ventetid blev bilerne sendt ud på banen bag sikkerhedsbilen og gennemførte det antal omgange, der efter reglerne skulle til for at kunne uddele point. Derefter blev løbet igen afbrudt og lidt senere endeligt aflyst. Derfor bliver rækkefølgen af grandprixet nu den, som kvalifikationen udmøntede sig i, og det betyder, at George Russell (Williams) bliver nr. 2 og verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) nr. 3. Fordi løbet ikke blev fuldt afviklet får de 10 første kørere kun det halve antal point af, hvad der normalt uddeles. Det vil sige, at Verstappen eksempelvis får 12,5 point.

Golf. Efter syv hullers tæt omspil måtte Marcus Helligkilde nøjes med en delt andenplads i Challenge Tour-turneringen B-NL Challenge Trophy i Spijk i Holland. Fire spillere deltog i omspillet. På første hul røg nordireren Michael Hoey med en par, da de tre øvrige lavede birdie. En bogey på tredje omspilshul sendte islændingen Maraldur Magnus ud, og så spillede Hellekilde lige op med Alfredo Garcia-Heredia på yderligere tre huller, inden den 40-årige spanier vandt sin første Challenge Tour-turnering med en birdie mod Helligkildes par. Marcus Helligkilde vandt sin første turnering på det næstbedste europæiske niveau for tre uger siden og er nummer 5 på sæsonlisten, hvor de 15 bedste kvalificerer sig til næste sæsons European Tour.

Golf. Nicole Broch Estrup kunne ikke hamle op med de bedste på sidste runde af den svenske turnering Skaftö Open på Ladies European Tour. Før søndagens runde lå danskeren nummer fem, men runden i et slag under par betød, at hun sluttede på en delt tiendeplads. Turneringen blev vundet af franskmanden Pauline Roussin-Bouchard.

Olympisk. Den tidligere præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), belgiske Jacques Rogge, er død. Han blev 79 år. Det meddeler IOC på sin hjemmeside. Jacques Rogge var præsident for IOC fra 2001 til 2013 og blev herefter udnævnt som ærespræsident. Rogge var uddannet læge, men dyrkede også sejlsport på højt internationalt plan. Således deltog han i de olympiske lege tre gange fra 1968-1976, hvor han stillede op i Finn-jollen.

»Han var en dygtig præsident, der stod i spidsen for at modernisere IOC. Han vil blive husket særligt for at promovere ungdomssport og for at gennemføre det første ungdoms-OL. Han var også en stærk fortaler for den rene sport og kæmpede utrætteligt mod doping«, siger nuværende IOC-præsident Thomas Bach i en udtalelse.


Fodbold. Andreas Cornelius og Rasmus Falk døjer med skader, mens Philip Billing er ramt af sygdom, og trioen har derfor meldt afbud til landsholdet, der møder Skotland hjemme, Færøerne ude og Israel hjemme i VM-kvalifikationen 1., 4., og 7. september. Derfor har landstræner Kasper Hjulmand i stedet udtaget Eintracht Frankfurt-kreatøren Jesper Lindstrøm og Brentford-midtbanespilleren Mathias Jensen. Det skriver Dansk Boldspil-Union på Twitter. Mathias Jensen blev skadet i EM-semifinalen 7. juli mod England, men lørdag fik han comeback for sin klub i Premier League. Tidligere har også Jannik Vestergaard og Kaspere Dolberg meldt fra.

Fodbold. På et mål af Heung-Min Son vandt Tottenham hjemme 1-0 over Watford i Premier League. Dermed er London-klubben fortsat ubesejret efter tre kampe og topper derfor den bedste engelske række med maksimumpoint. Pierre-Emile Højbjerg spillede hele kampen for på Tottenhams midtbane. Manchester United uden nyindkøbet Cristiano Ronaldo vandt ligeledes 1-0. Mason Greenwood blev matchvinder 10 minutter før tid i kampen på udebane mod Wolverhampton.

Kajak. Den dobbelte bronzevinder fra Tokyo, Emma Aastrand Jørgensen, tog godt for sig af guldet ved weekendens danske mesterskaber i Holstebro. Emma Aastrand Jørgensen vandt 200 og 500 meter enerkajak ligesom hun sammen med Julie Frølund Funch, Sara Corfixen Milthers og Bolette Nyvang Iversen vandt i firerkajakken. I søndagens finale i 500 meter toerkajak kom Julie Frølund Funch og Bolette Nyvang Iversen, der sammen roede distancen i Tokyo, som forventet øverst på DM-skamlen. På 1.000 meter blev Pernille Brandstrup Knudsen dansk mester. Hos herrerne fulgte René Holten Poulsen lørdagens DM-guld i 1.000 meter enerkajak op søndag eftermiddag, hvor han også vandt titlen på den halve distance.

Fodbold. Lyngby tabte et skridt i toppen af 1. division, da Horsens vandt duellen mellem de to superliganedrykkere med 2-1. Casper Tengstedt og Magnus Jensen bragte østjyderne foran 2-0 før pausen, mens Frederik Gytkjaer fik reduceret til slutresultatet for hjemmeholdet i 2. halvleg.

Para-OL. Daniel Wagner gik sikkert videre til 100-meterfinalen ved de paralympiske lege i Tokyo, da den danske sprinter søndag var i aktion i et indledende heat. De tre bedste gik direkte videre, og Wagner blev nummer to bag tyske Leon Schäfer. Daniel Wagner skal løbe finale mandag eftermiddag dansk tid. Den 28-årige dansker er forsvarende PL-sølvvinder i disciplinen.

Fodbold. Rangers besejrede søndag Celtic hjemme med 1-0 i det traditionsrige skotske Old Firm-derby. Målet blev sat ind af den svenske forsvarsspiller Filip Helander efter 66 minutter. Med sejren rykker Rangers, der støder ind i Brøndby i Europa League-gruppespillet, op på tredjepladsen i den skotske liga med ni point efter fire kampe.

Para-OL. Det danske dressurlandshold var et mulehår fra en paralympisk bronzemedalje i Tokyo. Den danske trio med Katrine Kristensen, Tobias Thorning Jørgensen og Susanne Jensby Sunesen blev nummer fire med en score på 224,324, mens amerikaneren på tredjepladsen blev noteret for 224,352. Tobias Thorning Jørgensen vandt fredag individuelt guld i dressur.

Motorsport. Lando Norris (McLaren) er med fra start i søndagens belgiske Formel 1-grandprix. Lørdag smadrede den 21-årige englænder sin bil ind i barrieren under kvalifikationen til løbet på Spa-Francorchamps. Han kunne selv gå fra uheldet, og efter en tur i lægecenteret har han fået grønt lys til at stille op. Han har dog fået en straf på 5 placeringer i startrækkefølgen, fordi det har været nødvendigt at skifte motor efter det voldsomme uheld.

Para-OL. Diskoskasteren Kristel Walther blev nr. 6 og satte undervejs personlig rekord med 34 meter og 16 centimeter. Kineserne Yao Juan og Yang Yue vandt henholdsvis guld- og sølv, mens australieren Sarah Edmiston tog bronze. Yao Juan satte samtidig verdensrekord med et kast på 44,73 meter.

Speedway. Anders Thomsen blev nummer 3 i det russiske VM-grandprix, der blev kørt i Togliatti lørdag aften. Hjemmebanefavoritten Artem Laguta vandt, mens polske Bartosz Zmarzlik blev nr. 2. De to er i en tæt duel om VM-titlen. Efter otte grandprixer er Bartosz Zmarzlik med 139 point et enkelt point foran sin russiske konkurrent. Svenske Fredrik Lindgren fuldender top-3.

Tennis. Det er stadig mere end ti år tilbage Sverige senest vandt på herrernes ATP Tour i tennis. Natten til søndag dansk tid kunne den kedelige stime ellers være blevet brudt for den tidligere så stolte tennisnation, men det blev den ikke. I finalen i US Open-opvarmningsturneringen i Winston-Salem tabte talentfulde Mikael Ymer med de klare cifre 0-6, 2-6 til Ilya Ivashka fra Hviderusland.

Fodbold. Hvis Bayern München vinder Champions League senest i 2032 med Julian Nagelsmann som træner, skal hans søn have en Audi A3 af den tidligere landsholdsspiller Christian Träsch. Omvendt skal Träschs afkom have en Audi A3, hvis Nagelsmann ikke går hele vejen i den fineste europæiske turnering. Det er indholdet af et gammelt væddemål mellem de tidligere klassekammerater, afslører Bayern München-træneren efter lørdagens 5-0-sejr over Hertha Berlin i Bundesligaen, skriver Ritzau.

Fodbold, transfernyt. Vejles tidligere anfører Mads Greve skifter tilbage til sin tidligere klub Vendsyssel FF.

HB Køge fra 1. division har hentet den 27-årige forsvarspiller Maximilian Sauer i tyske MSV Duisburg.

Chelsea har solgt den franske stopper Kurt Zouma til West Ham.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her