Fodbold. Efter en meget afvekslende kamp lykkedes det onsdag aften Liverpool på Anfield at hive en 3-2-sejr hjem over AC Milan i Champions Leagues første runde af gruppespillet. Men det blev ikke til den øretæve i gruppe B, som mange kommentatorer havde regnet med, og undervejs var Milan f.eks. foran 2-1 ved pausen.Den danske landsholdsanfører Simon Kjær spillede hele kampen for det italienske mandskab. Den anden kamp i gruppen mellem Atlético og FC Porto sluttede 0-0 i Madrid.
To målorgier pyntede på onsdagens runde, da Manchester City i gruppe A hjemme vandt 6-3 over RB Leipzig, mens Ajax på i gruppe C vandt 5-1 over Sporting i Lissabon på bl.a. fire træffere af Sebastian Haller. PSG med Lionel Messi i startopstillingen måtte nøjes med 1-1 hos Club Brugge i gruppe A, mens Real Madrid vandt gruppe D-storkampen hos Inter i Milano 1-0.
Fodbold. Champions League-vinderen fra sæson 1996-1997 Borussia Dortmund spillede en af de tidlige onsdagskampe i samme turnering, da holdet i Istanbul besøgte Besiktas i gruppe C. Hjemmeholdet, der havde den tidligere FCK-profil Atiba Hutchinson som anfører, nu 38 år, startede bedst og lagde lidt overraskende et godt pres på de tyske favoritter. Alligevel var det Dortmunds britiske teenager Jude Bellingham, der pludselig scorede til 1-0. Før pausen lagde Bellingham op til 2-0-træfferen ved Erling Haaland. Facit blev 2-1 til Dortmund efter en Besiktas-reducering ved Francisco Montero i tillægstiden. Tyskerne burde dog have scoret flere mål, men følte sig nok tilpas, da modstanden var begrænset.
I gruppe D mødtes FC Sheriff fra Moldova og Shakhtar Donetsk fra Ukraine, og den test vandt FC Sheriff 2-0.
Speedway. Med den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen som frontmand vandt Holsted Tigers onsdag aften det danske mesterskab. Nicki Pedersen blev tidligere i år idømt seks måneders karantæne for truende og usportslig adfærd, men fordi sagen lige nu ligger hos Danmarks Idrætsforbunds appelinstans, kunne han deltage i DM-finalen onsdag. Og det blev altafgørende for Holsted. Den 44-årige fynbo kørte 14 af 15 mulige point hjem til sit hold og var dermed vital for, at klubben nu har 15 DM-trofæer i skabet.
Håndbold. Aalborg Håndbold fik onsdag aften en formidabel indledning på den nye Champions League-sæson. I en næsten tom kulisse på udebane i Kroatien tog nordjyderne en overbevisende sejr på 34-24 over hovedstadsklubben Zagreb. Aalborg var uden sin allerstørste stjerne Aron Palmarsson, som døjer med en skade, men de tilbageværende spillere behøvede end ikke ramme topniveau for at tage fra Kroatien med en sejr. Godt nok skulle nordjyderne lige i gang i første halvleg, men da de først havde gjort de kroatiske værter møre, var der ikke så meget at rafle om. Den norske fløj Sebastian Barthold var i forrygende spillehumør og diskede op med ni scoringer. På den måde blev han topscorer.
Tennis. Clara Tauson måtte slide i næsten to en halv time i 2. runde af Luxembourg Open, før hun havde besejret den 4.-seedede russer Ekatarina Alexandrova med 6-4, 3-6, 7-6 (7-1) efter en nervepirrende slutfase. En tydeligt frustreret Alexandrova, der er nummer 33 på verdensranglisten, kom i ren skuffelse og raseri helt op i det røde felt og var tæt på at hamre sin ketsjer i halvgulvet, da den danske nr. 70 på ranglisten med en stærk serv bragte sig foran 40-30 og banede vej for 5-4-føring i afgørende sæt.
Alexandrova kom på 5-5 og fik breakbold, som Tauson fik afværget og kom foran 6-5, inden det blev 6-6 og en tiebreak, hvor Tauson hurtigt fik rystet russeren og konverterede den første af fem matchbolde. I kvartfinalen på fredag er der tre mulige modstandere til Tauson. Kineseren Shuai Zhang (seedet 6) skal først have afviklet sin kamp i første runde mod tjekkiske Marie Bouzkova, inden vinderen af det opgør skal møde belgieren Greet Minnen om retten til en kvartfinale mod Clara Tauson.
Håndbold. Danmarksmestrene fra Odense Håndbold buldrer videre i kvindernes liga. Onsdag aften blev oprykkerne fra Ringkøbing Håndbold udsat for en god gammeldags rundbarbering. Vestjyderne måtte tage hjem fra Fyn med et nederlag på 18-35 i bagagen. Odense har nu vundet fire ud af fire kampe i den nye sæson, og klubben deler førstepladsen med Herning-Ikast, der har været lige så godt kørende. I hovedstaden gjorde Skanderborg Håndbold det af med København Håndbold. Østjyderne vandt 30-26.
Københavns Sofia Hvenfelt (tv.) og Skanderborgs Mathilde Storgaard under onsdag aftens ligakamp.
Ishockey. Rødovre Mighty Bulls hentede sæsonens anden sejr i Metal Ligaen, da klubben onsdag aften tog imod SønderjyskE og vandt 2-1. Sjællænderne kom foran 1-0 ved svenske Julius Persson i første periode, inden Rasmus Schultz Lyø før første pausefløjt udlignede for SønderjyskE i powerplay. Anden periode var målløs, men i tredje periode var endnu en svensker på pletten for Rødovre. Johan Lundgren lukkede kampen med fem minutter igen. SønderjyskE har vundet én af tre kampe.
Cykling. Tre år og fem måneder efter sin triumf i Amstel Gold Race vendte Michael Valgren (EF) omsider tilbage til vinderrollen, da han onsdag førte et soloudbrud på 14 km succesrigt til ende i den 93. udgave af det traditionsrige italienske storløb Giro della Toscana med start og mål i Pontedera. Efter 191 km nåede den 29-årige dansker til vejs ende 1.13 minutter foran Alessandro De Marchi, der ved denne lejlighed repræsenterede det italienske landshold, mens landsmanden Diego Ulissi (UAE Team Emirates) førte an i en forfølgergruppe på omkring et dusin ryttere yderligere 5 sekunder bagude.
Tennis. Længere nede i hierarkiet i ITF M15-turneringen i Monastir i Tunesien var der også dansk succes. I 1. runde besejrede den topseedede Olga Helmi japaneren Rina Saigo 6-4, 6-3. 21-årige Olga Helmi er nummer 509 på verdensranglisten.
USA's hårdt prøvede gymnaster ved onsdagens høring i Washington.
Gymnastik. Herover ses de amerikanske OL-gymnaster Simone Biles,McKayla Maroney, Ali Raisman og Maggie Nichols, der onsdag var indkaldt til en senatshøring i Washington i forbindelse med, at der er rejst kraftig kritik i en rapport fra det amerikanske justitsministerium af FBI’s behandling af sagen om seksuelle overgreb fra lægen Larry Nasar, der nu sidder fængslet. Gymnasterne har forlangt bedre forklaringer fra FBI, bl.a. med hensyn til, hvorfor der gik så lang tid, før der blev grebet ind.
Fodbold. Serie A-klubben Cagliari har hyret Walter Mazzarri som ny cheftræner. Han erstatter dermed Leonardo Semplici, der tirsdag blev fyret efter sæsonens første tre kampe. Cagliari har hidtil i sæsonen hentet et enkelt point, så Mazzarri er kommet på en svær opgave. Den erfarne italiener har senest været træner for Torino, hvor han blev fyret i februar 2020.
Fodbold. Den driftssikre landsholdsangriber Nadia Nadim (38 mål) er færdig for i år. Den 33-årige frontløber blev i weekenden alvorligt skadet i en ligakamp for sin amerikanske klub Racing Louisville, der nu meddeler at danskeren har revet korsbåndet i sit ene knæ over og skal opereres. »Det er sørgeligt, at det er sket. Jeg ved, at skader er en del af fodbold, men timingen er dårlig for holdet og for mig med min tætpakkede kalender, inklusive landsholdet«, siger Nadia Nadim ifølge Ritzau til sin klubs hjemmeside. »Men det er, hvad det er. Livet går aldrig, som man forventer det«, tilføjer Nadia Nadim, som torsdag skulle have spillet sin landskamp nummer 100. De kommende opgaver i VM-kvalifikationen mod Malta og Aserbajdsjan torsdag og tirsdag bliver altså uden angrebsstjernen.
Fodbold. Søndagens topbrag i Superligaen mellem FC København og FC Midtjylland bliver for fulde huse. FCK, der huser kampen i Parken søndag kl. 18, meddeler, at billetsalget nu er lukket.
Fodbold. 0-3 og sjældent er Barcelona blevet spillet ud af egen bane, som de blev i aftes i Champions League af Bayern München. Barcelonas hollandske cheftræner Ronaldo Koeman siger, at det var et trist øjebliksbillede. »Man er nødt til at være realistisk her i livet. Vores unge spillere viste, at vi har en fremtid, og vi venter stadig på at få en masse spillere tilbage fra skader. Det er, som det er«, siger Koeman med henvisning til de skadede Ousmane Dembélé, Ansu Fati, Martin Braithwaite og Sergio Agüero. Barcelona registrerede i løbet af de 90 minutter ikke et eneste skud inden for målrammen.
Champions League i aften
- Gruppe A: 21.00 Club Brugge-Paris SG (TV3 Max), Manchester City-RB Leipzig
- Gruppe B: 21.00 Atlético Madrid-FC Porto, Liverpool-AC Milan (TV3+)
- Gruppe C: 18.45 Besiktas-Dortmund (TV3 Sport), 21.00 Sporting-Ajax
- Gruppe D: 18.45 FC Sheriff-Shakhtar D. (TV3 Max), 21.00 Inter-Real Madrid (TV3 Sport)
Fodbold. Den nye FC København-spiller Luther Singh er onsdag tilbage i klubben efter en forlænget tur til hjemlandet Sydafrika. Her opstod der problemer med Singhs pas, hvilket nu har udviklet sig til en mindre diplomatisk krise mellem FCK og Sydafrikas Fodboldforbund. »Vi er skuffede over, at det sydafrikanske forbund i vores optik ikke har assisteret Luther i et stort nok omfang til at få ham tilbage til København inden for de Fifa-dikterede deadlines«, siger FCK’s Director of Football Operations and International Affairs, Daniel Rommedahl, på hjemmesiden. Luther Singh meldes ude af betragtning til torsdagens kamp på udebane i Conference League mod Slovan Bratislava.
Fodbold. Malmö FF indledte Champions League med et klart nederlag hjemme mod Juventus, der med to scoringer kort før pausefløjtet allerede havde afgjort til 0-3 halvvejs gennem matchen. Malmö-kollapset kort før pausen ærgrer klubbens danske anfører Anders Christiansen. »Vi tabte kampen på to minutter. Vi burde gå til pausen med 0-1, men det var de små detaljer, der afgjorde det. Da det stod 0-3, var det game over«, siger Anders Christiansen til C More ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Antidoping. Det Internationale Antidopingagentur (Wada) har gennem årtier haft cannabis på listen over forbudte stoffer, men Wada er gået i tænkeboks omkring hvorvidt stoffet fortsat skal være ulovligt. »Efter opfordringer fra flere interessenter har eksekutivkomiteen valgt at bakke op om beslutningen om i 2022 at iværksætte en videnskabelig undersøgelse af cannabis’ status«, lyder det på Wadas hjemmeside. Cannabis vil som minimum forblive forbudt indtil udgangen af 2022. Cannabis’ status har været omdiskuteret efter at den amerikanske løber Sha’Carri Richardson kort før OL testede positiv for cannabis og fik karantæne.
Fodbold. Den tidligere Randers FC-angriber Emil Riis sørgede tirsdag aften for, at Preston fik point i den næstbedste engelske række. Danskeren scorede til 2-2 i overtiden mod Sheffield United. Philip Billing og Bournemouth slog Queens Park Rangers med 2-1.
Tennis. Clara Tauson går på banen ved WTA-turneringen i Luxembourg kl. 12.10 mod russeren Ekatarina Alexandrova, der er seedet 4 i turneringen og er nummer 33 på ranglisten. Tauson er nummer 70. TV2 Sport sender direkte fra kl. 12.