Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Liverpool ydmyger United og gør sædet under Solskjær brandvarmt

Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. En øretæve af historiske dimensioner var, hvad Liverpool uddelte, da holdet var på besøg hos Manchester United. 5-0 vandt træner Jürgen Klopps hold og udløste dermed dybe panderynker hos United-chef Ole Gunnar Solskjær, der nu for alvor kan mærke sædet brænde under sig. På tilskuerpladserne kunne denne legendariske træner sir Alex Ferguson ses tydeligt rystet, mens hans pendant hos Liverpool, Kenny Dalglish, derimod var et bredt grin. Liverpool gjorde det grimme ved United allerede i 1. halvleg, hvor 4 mål sendte United til stående tælling. Mohamed Salah lavede hattrick for Liverpool – det sidste mål i trilogien sendt i kassen efter pausen. Manchester fik Paul Pogba vist ud, men heldigvis for hjemmeholdet trak Liverpool en anelse i håndbremsen og satsede mere på bare at køre kampen sikkert i hus og ikke angribe 100 procent. Nederlaget var en tangering af Uniteds største i Premier League.

Træner Ole Gunnar Solskjær og Manchester Uniteds spillere var langt nede efter det knusende 5-0-nederlag til Liverpool. »Det er min mørkeste dag som spiller og træner i Manchester United«, sagde nordmanden til Xee. Overfor Sky Sports uddybede han: »Jeg er kommet for langt. Vi er kommet for langt som gruppe. Og vi er for tæt på til at give op nu. Det bliver svært. Spillerne er langt nede, men der er masser af karakter her. Vi ved, at vi har nået bunden. Vi kan ikke have det dårligere end nu. Lad os se, hvor langt vi kan nå«. Fra anfører Harry Maguire lød det til tv-stationen: »Vi undskylder over for fansene. Præstationen var på ingen måde god nok til den her klub. De støttede os helt til enden, og det sætter vi pris på. Men som klub skal vi gøre det bedre«.

Fodbold. I sin anden optræden for Stuttgart fik den danske angriber Wahid Faghir søndag hul på målbylden i Bundesligaen. Det 18-årige stortalent scorede et vigtigt mål i overtiden mod Union Berlin, og Stuttgart fik dermed 1-1. Wahid Faghir skiftede til Stuttgart fra Vejle Boldklub i sommer. Han fik debut for sin klub i forrige runde mod Borussia Mönchengladbach, hvor han fik et indhop på 16 minutter - uden at score.

Fodbold. Opgøret i spanske La Liga mellem FC Barcelona og Real Madrid, der også er kendt som El Clasico, endte denne gang med en udesejr på 2-1 til hovedstadsmandskabet. Men kampen, som gennem årene har budt på mange oplevelser og store spillere, var i 2021-udgaven en bleg skygge af tidligere tiders højspændte dramaer. David Alaba bragte Real foran i 1. halvleg efter at han selv havde sat kontraen i gang nede ved eget straffesparksfelt og var løbet hele vejen ned i den anden ende. Det blev 2-0 ved Lucas Vazquez i dommerens overtid inden indskiftede Sergio Aguero pyntede på resultatet i de sidste sekunder.

Cykling. For andet år i træk er Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen verdensmestre i parløb. Søndag eftermiddag levede de op til favoritrollen og kørte den regnbuestribede VM-trøje i hus efter 200 intense omgange på velodromen i franske Roubaix. De to danskere, der også tog OL-guld i Tokyo, vandt med fire point ned til Italien og seks point ned til Belgien efter en hæsblæsende afslutning, hvor flere nationer i den sidste spurt var i spil til sejren. Italien lå længe i front, men det var tydeligt i den sidste del af løbet, at de havde brugt kræfterne for hurtigt. Mørkøv og Norman kørte veldisponeret og overhalede Italien i stillingen efter 150 omgange. I den sidste spurt holdt Danmark sig tilpas langt fremme og tog en tredjeplads, hvilket altså var nok til at sikre den imponerende triumf.


Fodbold. Efter 5 kampe uden sejr har VfL Wolfsburg fyret træner Mark van Bommel. Den 44-årige hollænder, der har en fortid som midtbanespiller i storklubber som Barcelona, Bayern München og AC Milan, blev ansat denne sommer og havde en kontrakt frem til sommeren 2023.

Håndbold. Magdeburg vandt topopgøret i den tyske bundesliga 29-27 over THW Kiel. 9.300 tilskuere var på plads i Kiel, hvor hjemmeholdet blandt andet manglede Sander Sagosen, men til gengæld havde den danske landsholdsanfører Nicklas Landin med i målet. Selv om Magdeburg i løbet af 2. halvleg blev tildelt to røde kort, var holdet stærkest. Jannick Green i Magdeburg-målet havde ligesom Landin 14 redninger, mens Magnus Saugstrup og Magnus Landin scorede 4 gange hver forhenholdsvis gæsterne og Kiel. Magdeburg fører Bundesligaen.

Fodbold. Mathias ’Zanka’ Jørgensen scorede sit første mål for Brentford, da han udlignede til 1-1 i Premier League-opgøret mod Kasper Schmeichel og Leicester. Målet var dog ikke nok til point for oprykkerne, da James Madison godt et kvarter før slutsignalet blev matchvinder for Leicester. Udover ’Zanka’ var Christian Nørgaard og Mathias Jensen på banen i hele kampen for Brentford. Et andet sted i London vandt West Ham hjemme 1-0 over Tottenham og overhalede dermed hovedstadsrivalerne i den bedste engelske række.

Fodbold. Thomas Delaney spillede de første 52 minutter af en veritabel målfest i spanske La Liga. Den danske landsholdsspiller og hans klub Sevilla vandt på hjemmebane 5-3 over Levante og kravlede dermed op på rækken førsteplads. Delaney markerede sig med en assist til 2-0-målet, og da han forlod banen førte andaluserne 4-1. Det var dog ved at blive spændende, da Levante fik reduceret til 4-3, men Fernando slog sejren fast med scoringen til 5-3.

Ridning. Cathrine Dufour havde hevet hesten Cassidy ud af stalden til World Cup-stævnet i dressur i Herning, og det viste sig at være en god idé, for ekvipagen vandt freestylekonkurrencen med en score på 87,115 point. Nummer 2 efter den danske stjerne blev en anden olympisk deltager, Carina Cassøe Krüth. Det er første gang i halvandet år, Dufour rider Cassidy i en konkurrence. Både ved OL i sommer i Tokyo og ved EM fornylig red hun på Bohemian.

Badminton. Anders Skaarup og Kim Astrup tabte finalen i herredouble i Denmark Open til det japanske par Takuro Hoki og Yugo Kobayashi, der vandt i to sæt med cifrene 21-18, 21-12. Den danske duo havde inden finalemødet eller slået modstanderne i tre ud af fire kampe, men i første sæt var modstanderne bedst på de afgørende bolde. I andet sæt blev afstanden for stor, inden danskerne kom med.

Fodbold. Simon Makienok kom på scoringstavlen, da St. Pauli i den tyske 2. Bundesliga slog Hansa Rostock 4-0 og dermed forsvarede førstepladsen i rækken. Makienoks mål var scoringen til 4-0. Kultklubben har et forspring på 7 point til ’storebror’ Hamburger SV på sjettepladsen.

Skisport. Herrerne tog fat på den alpine World Cup-sæson med en afdeling i storslalom i østrigske Sölden. Bedst efter de to gennemløb var Marco Odermatt fra Schweiz. Han vandt med et forspring på 7 hundrededele af et sekund til østrigeren Roland Leitinger, der var hurtigst i første gennemløb. Zan Kranjec fra Slovenien blev nr. 3.

Atletik. Verdensrekorden i halvmaraton for kvinder er blevet slået. Etiopieren Letesenbet Gidey vandt søndag Valencia Half Marathon i Spanien i tiden 1 time, 2 minutter og 52 sekunder. Hun barberede mere end et minut af den hidtidige rekord, som Kenyas Ruth Chepngetich satte tidligere på året. Her lød vindertiden på 1 time, 4 minutter og 2 sekunder. Det skriver World Athletics på sin hjemmeside ifølge Ritzau.

Rugby. Danmark var en klasse bedre en Norge, da de to hold mødtes til landskamp på Bislett Stadion i Oslo. Hele 47-0 vandt Danmark efter en solid føring på 26-0 ved pausen. Jeppe Maagaard Holm blev kåret som kampens bedste danske spiller, og hele 10 af de danske spillere kom på pointtavlen foran de 500 tilskuere i den norske hovedstad.

Tennis. Anett Kontaveit vandt finalen i WTA-turneringen Kremlin Cup ved at besejre hjemmebanefavoritten Ekaterina Alexandrova i tre sæt med cifrene 4-6, 6-4, 7-5. Det var den 25-årige esters fjerde titel i karrieren.

Cykling. Det italienske banelandshold har fået stjålet 20 cykler i forbindelse med VM i den franske by Roubaix til en værdi af flere millioner kroner. Det skriver netmediet Cyclingnews ifølge Ritzau. Cyklerne blev stjålet fra holdets hotel i byen Lille fredag aften. Blandt de stjålne cykler er blandt andet et sæt specialfremstillede guldcykler, som OL-guldvinderne Jonathan Milan, Filippo Ganna, Francesco Lamon og Simone Consonni fik lavet op til VM. Hver enkelt af de stjålne guldcykler har en værdi på omkring 30.000 euro svarende til cirka 223.000 kroner.

Motorsport. Max Verstappen (Red Bull) starter i poleposition, når det amerikanske formel 1-grandprix på Circuit of the Americas skydes i gang søndag aften. Den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) holder ved siden af i anden startposition.

Ishockey. Frederik Andersen og Carolina Hurricanes fortsatte holdets perfekte start på den nye NHL-sæson med en 5-1-sejr på udebane over Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets. Dermed har holdet vundet sine første fire kampe i den nordamerikanske ishockeyliga. Frederik Andersen vogtede målet i hele kampen for udeholdet, og den 32-årige herningenser markerede sig flot ved at lave hele 27 redninger. Han blev ifølge nhl.com kåret som en af de tre bedste spillere efter kampen sammen med holdkammeraterne Vincent Trocheck og Jordan Staal.

Golf. Ko Jin-young vandt LPGA-turneringen BMW Ladies Championship og Sydkorea kunne dermed notere sejr nr. 200 på kvindernes LPGA Tour. Nanna Koerstz Madsen sluttede efter fire runder på en delt 41.-plads - 17 slag efter Ko Jin-young. Det sikrede danskeren cirka 53.000 kroner.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her