Tennis. Den 25-årige kroat Donna Vekic, der tidligere i karrieren har været i top-20, satte en effektiv stopper for endnu en turneringssejr til Clara Tauson. I WTA-turneringen i Courmayeur i Italien sejrede Vekic i finalen mod den 18-årige dansker med 7-6 (7-3), 6-2. Clara Tausons overlevelsesinstinkt var på overarbejde i første sæt, hvor hun afværgede den første sætbold ved 2-5, kæmpede sig tilbage og fik fremtvunget en tiebreak. Derefter måtte Tauson tage en timeout, hvor hun blev tilset af læge og fysioterapeut, fik en tablet og lidt at drikke. Tauson gik tilbage på banen med en lille tåre i øjnene, og det stod hurtigt klart, at danskeren var utilpas og havde andet at kæmpe med end den velspillende kroatiske rival.
»Jeg er ked af, at jeg ikke kunne spille bedre i dag, men jeg var meget træt efter kampen i går«, forklarer en mør Tauson med henvisning til lørdagens semifinale mod Liudmila Samsonova, der varede mere end to en halv time. En god ting kan Clara Tauson dog tage med sig fra Italien: Mandag avancerer hun to pladser til ranglistens 46.-plads, som er hendes hidtil bedste rangering.
Fodbold. Wahbi Khazri fra Saint-Etienne stod for lørdagens detalje i den franske Ligue 1.
I 1-1-kampen mod Metz udlignede han med et spark fra 68 meters afstand. Den tunesiske landsholdsspiller modtog bolden i eget straffesparksfelt, løb fremad og inden han nåede midtercirklen fyrede han af. Metz-målmanden Alexandre Oukidja var langt ude af sit mål og kunne ikke nå tilbage. »Jeg har forsøgt mange gange, og nogle gange gør de grin med mig. Men når det lykkes, så er det godt. Det er godt for holdet uanset hvad«, siger Wahbi Khazri ifølge Ritzau til Prime Video.
Badminton. Mixeddoublen Mathias Christiansen og Alexandra Bøje tabte finalen ved French Open i Paris klart med 8-21, 17-21 til Yuta Watanabe og Arisa Higashino. De tredjeseedede japanere var et niveau bedre end den danske duo, der spillede deres første finale som par på Super 750-niveau.
Fodbold. For andet år i træk har den tidligere Lyngby-træner Jack Majgaard vundet den norske pokalturnering for kvinder med Vålerenga. Søndag slog holdet med de tre danskere Stine Pedersen, Janni Thomsen og Agnete Nielsen Sandviken med 2-1 i finalen.
Håndbold. Kan De huske den kuldsejlede satsning AG København? I Trondheim i Norge har klubben Kolstad varslet en lignende satsning i de kommende år, hvor klubben får tilgang af et hav af stjerner. Den 26-årige norske bagspiller Sander Sagosen skifter fra THW Kiel i sommeren 2023 og får samme sommer selskab af landsholdskammeraten Magnus Abelvik Rød fra Flensburg-Handewitt. GOG-keeper Torbjørn Bergerud kommer allerede i 2022 sammen med den norske landsholdsspiller Magnus Gullerud samt de islandske landsholdsspillere Janus Dadi Smarason og Sigvaldi Gudjónsson til Kolstad. »Ambitionen er, at vi skal vinde Champions League«, siger Kolstads daglige leder, Jostein Sivertsen, ifølge Ritzau til NTB.
Håndbold. Team Esbjergs kvinder kan have kurs mod en stor sæson i Champions League. Søndag leverede holdet en fremragende indsats mod russiske Rostov-Don, som blev slået 25-18. Esbjerg er nu på andenpladsen i gruppe A og dermed på direkte kurs mod kvartfinalerne. Marit Jacobsen og Henny Ella Reistad scorede hver otte mål. Også Odense-kvinderne delte øretæver ud til et russisk hold. Og det på udebane endda, hvor CSKA Moskva blev slået 28-21. I 2. halvleg scorede fynboerne ni gange i træk. Med sejren holder Odense, der havde Mia Rej som topscorer med otte mål, sig godt inde i kampen om avancement til knockoutfasen.
Fodbold. FC Barcelona-angriberen Sergio Agüero blev lørdag indlagt på et hospital til en hjerteundersøgelse, efter at han måtte lade sig udskifte i kampen mod Alaves med smerter i brystet. »Sergio Agüero meldte om ubehag i brystet og er blevet indlagt til en hjerteundersøgelse«, oplyser klubben. Kampen mod Alaves endte 1-1, og dermed er Barcelona uden sejr i de tre seneste opgør i La Liga, hvor Barcelona også må undvære Gerard Pique. Han blev skadet mod Alaves.
Fodbold. Danskeren Mikkel Dahl skrev lørdag færøsk fodboldhistorie, da han satte rekord for flest mål i én sæson i den bedste færøske række. Det skriver bold.dk ifølge Ritzau. HB Torshavn-angriberen kom i sæsonens sidste kamp op på 27 mål, da han scorede til 1-0 mod Fuglafjordur. KI Klaksvik ender i øvrigt som mester på Færøerne.
Fodbold. Presset lettede en smule på manager Ole Gunnar Solskjær, da Manchester United lørdag aften vandt 3-0 i London mod Tottenham. Han roser sine tre målscorere Cristiano Ronaldo, Edinson Cavani og Marcus Rashford for deres koldblodighed foran mål. »Alle tre mål var gode. Det første var det allerbedste. Hvilken pasning fra Bruno (fernandes, red.), og Cristiano er bare den bedste. Misser han én, har han bare fokus på den næste. Hvilket mål«, siger Solskjær ifølge Ritzau.
Fodbold. Yussuf Poulsen scorede lørdag aften sit tredje sæsonmål i den tyske Bundesliga for Leipzig og var sekunder fra at blive matchvinder i Frankfurt, men hjemmeholdet fik udlignet til 1-1 fire minutter inde i tillægstiden. Yussuf Poulsens scoring fald, da han kastede sig frem foran en modstander ved bagstolpen og med en blanding af bagdel og baglår fik skubbet bolden i nettet til 1-0.
Fodbold. Crystal Palace-angriberen Wilfried Zaha, der lørdag indtog en hovedrolle, da holdet vandt 2-0 på udebane over Premier Leagues forsvarende mesterhold fra Manchester City, melder sig i koret af kritiske sportsfolk, der opfordrer Facebook til at gøre noget ved den omfattende racisme på mediegigantens platforme. Det fremgår af Instagram, hvor den 28-årige Zaha har lagt billeder op af nogle af de ubehagelige kommentarer, han har modtaget. »Denne her besked er ikke lagt på, for at jeg skal modtage en million beskeder, der siger, ’vi støtter dig’, og ’det er afskyeligt’ eller for at få sympati«, skriver Zaha og tilføjer: »Jeg er ikke her for alt det sludder, der bliver sagt i stedet for at ordne problemet. Tal til mig, når I faktisk tager det alvorligt«.