Holdkammeraterne har svært ved at fastholde beskyldningerne om, at Rasmus Lauge er konsekvent heldig. Tilnavnet ’Lucky Lauge’ har hængt ved, siden han som yngstemand i Bjerringbro-Silkeborg-truppen tæskede sine ældre holdkammerater i kortspil. Den slags måtte naturligvis forklares med solen, månen og stjernerne.
Men i de seneste par år er det svært at argumentere imod, at en af Danmarks allerstørste håndboldprofiler mildest talt har været uheldig. Sidste år blev han ramt af karrierens anden korsbåndsskade, der har holdt ham ude af Champions Leagues Final4 med hans klub, Veszprem, og ikke mindst VM og OL med det danske landshold. Rasmus Lauges seneste landskamp ligger 362 dage tilbage, og bedst som han i denne uge kiggede ind i et comeback i den rød-hvide landsholdstrøje, vred han for en uge siden rundt på foden i en Champions League-kamp.


























