Håndbold. Selv uden de allerstørste stjerner som Mikkel Hansen og Niklas Landin vandt de danske verdensmestre og olympiske sølvvindere 31-28 over Norge, da de to landshold testede formen ved Golden League i Trondheim. Landstræner Nikolaj Jacobsen havde valgt at give flere af de rutinerede kræfter en pause, og det gav blandt andet plads til Lasse Andersson, Emil Jakobsen og debutanten Simon Pytlick. Golden League, der også har deltagelse af Frankrig og Holland, som Danmark møder i weekenden, tjener som forberedelse til EM i Ungarn og Slovakiet i januar 2022.
Håndbold. Den 26-årige bagspiller Silje Brøns Pedersen fra tyske Tus Metzingen står foran sin landsholdsdebut – for Tyskland. Silje Brøns Pedersen er ifølge Det Tyske Håndboldforbunds (DHB) hjemmeside onsdag blevet tysk statsborger og den tidligere 1. divisionsspiller fra Virum-Sorgenfri blev samtidigt udtaget til det tyske kvindelandsholds kommende kamp mod Rusland på søndag.
»Hun har været proaktiv i forhold til processen, hvilket viser hendes store vilje til at spille for Tyskland«, siger det tyske landsholds sportschef, Axel Kromer, om den nu tidligere dansker. Silje Brøns Pedersen har spillet i den tyske Bundesliga siden 2016 og har siden markeret sig som en af ligaens bedste bagspillere. 35 mål i 8 kampe er det blevet til i indeværende sæson.
»Med Silje Brøns Pedersen får vi endnu et alternativ til playmakerpositionen«, siger den tyske landstræner Henk Groener om den 26-årige, som aldrig har spillet i den bedste danske række, men altså nu kan komme til VM med Tyskland, som ved den kommende turnering i Spanien fra 1. december kan møde Danmark i mellemrunden.
Fodbold. Borussia Dortmund appellerer det røde kort, som Mats Hummels blev tildelt i onsdagens Champions League-kamp mod Ajax, der vandt 3-1. Hummels blev udvist efter 29 minutter for det, der på tv-billederne lignede en forholdsvis harmløs tackling på Ajax-spilleren Antony, som dog rullede rundt på dramatisk vis for at påvirke dommeren. Den engelske dommer Michael Oliver var i kontakt med VAR-dommeren, men stod ved sin beslutning uden selv at kigge på tv-billeder efterfølgende. Nu håber Dortmund i det mindste, at Hummels slipper for karantæne.
Fodbold. Selv om der er over et år, til værten bliver udpeget, er der allerede stor interesse for at arrangere EM for kvinder i 2025. Danmark har tidligere oplyst, at et fælles bud med Sverige, Norge og Finland er på vej. Det får i hvert fald konkurrence fra Frankrig, Polen, Schweiz og Ukraine, oplyser Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa. Der er ansøgningsfrist i oktober 2022, og to måneder senere udpeger Uefas eksekutivkomité 2025-værten.
Fodbold. Skaderne hober sig op i den kriseramte storklub FC Barcelona. Ousmane Dembélé, der fik comeback i Champions League-kampen tirsdag mod Dinamo Kijev, blev atter skadet, og det samme er tilfældet med Sergiño Dest. I forvejen er blandt andre angriberne Martin Braithwaite og Sergio Aguero ude i længere tid.
Håndbold. Den tidligere mangeårige landsholdsspiller Kasper Søndergaard har forlænget sin kontrakt med Skjern, hvor han fungerer som assisterende træner, frem til sommeren 2023.
Ishockey. Aalborg Pirates har hentet forwarden Johan Skinnars i den polske klub Unia Oswiecim. Den 32-årige svensker har tidligere spillet i isligaen for Herlev.
Fodbold. Det går godt for Brøndbys amerikanske spiller Christian Cappis i øjeblikket. I søndags blev han 1-0-matchvinder på udebane mod Viborg og torsdag blev en anden matchvinderscoring kåret som månedens mål i Superligaen i oktober. 17. oktober kom den 22-årige Cappis – ganske som i søndags – ind fra bænken og sikrede Brøndby en 3-2-sejr på hjemmebane mod Vejle.
Tennis. Holger Rune spillede sig onsdag videre i en Challenger-turnering i Bergamo i Italien og torsdag var der endnu mere optur for den 18-årige Holger Rune. Et afbud sikrede ham nemlig plads i ATP-sæsonfinalen for de bedste spillere under 21 år, oplyser Holger Runes mor, Aneke Rune, til Ritzau. »Holger er et stort smil«, beretter Aneke Rune fra Bergamo i Italien. Turneringen begynder i Milano på mandag. Italieneren Jannik Sinner, der er nummer 9 på ranglisten, er topseedet. Den samlede præmiesum de otte spillere kæmper om, er 8,3 millioner kroner.
Badminton. Doublespilleren Mads Kolding indstiller sin internationale karriere. Den 33-årige Kolding har truffet beslutningen, efter at Badminton Danmarks sportslige ledelse har informeret ham om, at han ikke fortsat skal indgå i makkerskab med Frederik Søgaard. »Det er selvfølgelig vemodigt, men det er også den rigtige beslutning. Jeg er tryg ved den, og jeg er glad for, at jeg går herfra med oprejst pande og har haft mig selv med hele vejen«, siger Mads Kolding i en pressemeddelelse. Mads Kolding var i 2016 en del af det historiske Thomas Cup-hold, der vandt trofæet for Danmark for første gang.
Svømning. Alle tre danskere svømmede sig ved dagens indledende heats ved kortbane-EM i Kazan videre til semifinalerne. Julie Kepp Jensen var 4.-hurtigst i 50 m rygcrawl med 26,39 sek., Clara Rybak-Andersen er med 2.23,36 min. videre som nr. 12 i 200 m brystsvømning, og så forbedrede Elisabeth Sabro Ebbesen sin personlige rekord i 100 m fri med 7/10 sekund til 54,07 sek., der gav en 13.-plads. Semifinalerne svømmes i eftermiddag, når også Helena Rosendahl Bach svømmer finale i 200 m butterfly efter at have været næsthurtigst i onsdagens semifinaler.
Fodbold. Cofenrence League-kampen i Berlin mellem det lokale Union-hold og Feyenoord fra Holland fik natten til torsdag en voldsom optakt, da politiet anholdt 71 tilhængere i forbindelse med optøjer. Det meddeler myndighederne i Berlin ifølge tv-stationen ARD.
Fodbold. Det er ved at være afgørelses time for de danske deltagere i Europa League. Brøndby og FC Midtjylland skal således helst komme ud af aftenens kampe med sejre mod henholdsvis skotske Rangers på Brøndby Stadion og i udekampen i Beograd mod Røde Stjerne, såfremt de vil holde realistisk liv i håbet om avancement til forårets knockoutfase.
Lidt bedre ser det ud i Conference League, hvor Randers efter tre uafgjorte i aften jagter en hjemmesejr mod Jablonec og dermed et spring op på gruppens andenplads. FC København spiller topkamp på udebane i Grækenland mod endnu ubesejrede Paok, der slog FCK i Parken for to uger siden og med 7 point er 1 point foran københavnerne i gruppe F.
Fodbold. Klublegenden Xavi Hernandez bekræfter overfor den catalanske tv-station TV3, at hans nuværende klub i Qatar, Al-Sadd, forhandler med FC Barcelona om at hente ham til klubben han repræsenterede som spiller fra 1991-2015. »Det er meget spændende, men jeg ved ikke, hvad udfaldet bliver«, siger den 41-årige. FC Barcelona fyrede i sidste uge Ronald Koeman som træner og udpegede Xavis gamle holdkammerat Sergi Barjuan som midlertidig træner.
Historisk krise banede vejen for Cruyffs drømmehold. Pengeløse Barcelona skal håbe på en gentagelseHåndbold. Stregspilleren Henrik Toft Hansen har forlænget kontrakten med franske Paris Saint-Germain til 2023. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
E-sport. Der er kontant afregning hos Astralis-holdet efter en skuffende indsats i den igangværende majorturnering i Stockholm, hvor holdet er røget ud inden knockoutfasen. Cheftræner Danny ’zonic’ Sørensen samt de to stjernespillere Peter ’dupreeh’ Rasmussen, Emil ’Magisk’ Reif stopper således senest ved årsskiftet, når deres kontrakter udløber, men allerede nu erstattes de i det daglige, skriver Ritzau. Alexander ’ave’ Holdt skal sammen med en udvidet stab være cheftræner, mens spillerne Benjamin ’blameF’ Bremer og Kristian ’k0nfig’ Wienecke overtager de to ledige pladser på holdet.
Fodbold. Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) melder sig under klimakampens faner. I forbindelse med klimatopmødet COP26 i Glasgow har Fifa varslet, at organisationen frem mod 2030 vil reducere sin emission med 50 procent og allerede i 2040 være klimaneutral. »Det er en kritisk tid. Vejrforandringer har indflydelse på miljøet og den rige biodiversitet, madsikkerhed og adgangen til rent vand såvel som menneskers ve og vel«, siger Fifa-præsident Gianni Infantino, der ellers for nylig har barslet med planer om en VM-turnering hvert andet år og med flere hold – parametre som i sig selv kan føre til øget emission.
Direkte sport i tv
Torsdag 4. november
Fodbold. En 52-årig mand fra det vestlige London blev i tirsdags idømt ti ugers fængsel for at have lagt en videosekvens med racistisk indhold på Facebook i kølvandet på Englands tabte EM-finale mod Italien i juli. Det skriver avisen Guardian. I videoen angreb den nu dømte de tre mørke engelske spillere Marcus Rashford, Jadon Sancho og Bukayo Saka, der alle brændte deres forsøg i den afgørende straffesparkskonkurrence.
Fodbold. Dortmund-bomberen Erling Håland kan have spillet sin sidst kamp i 2021. Det siger hans far, Alf Inge Håland, til norsk TV2. »Det vil være en bonus, hvis han når at spille kampe før jul«, siger Håland senior om junior, der er skadet i hoften.
Fodbold. Philip Billing scorede sit 6. sæsonmål, men måtte gå fra banen som taber for første gang i denne sæson i den næstbedste engelske række, da Bournemouth tabte 1-2 på hjemmebane til Preston. Sejrsmålet blev sat ind af Alistair McCann efter oplæg fra danske Emil Riis. Trods nederlaget fører Bournemouth rækken med 37 point foran Fulham, der har 35.
Fodbold. Liverpool-manager Jürgen Klopp kunne onsdag se sit hold vinde 2-0 over Atlético Madrid i Champions League og Liverpool er dermed et af fire hold i mesterligaen med maksimumpoint (12) samt billet til knockoutfasen. »Kampen forløb næsten perfekt. Det var lige, som vi ville have det«, siger Klopp til Uefas hjemmeside. Også Ajax, Juventus og Bayern München har vundet fire kampe i træk i Champions League og er klar til 1/8-finalerne.
Stjernerne, der skulle hjælpe PSG til Champions League-sejr, mangler. Nu er tålmodigheden med skadet spansk ikon måske ved at være opbrugtCykling. Briten Alex Dowsetts forsøg på at erobre banecyklingens timerekord kiksede. Enkeltstartsspecialisten tilbagelagde i sit forsøg på Aguascalientes Velodrome i Mexico 54,555 kilometer på en time og glippede dermed den eksisterende rekord (55,089 km) med lige knap 500 meter.
fortsæt med at læse




























