Olympique de Marseille er stadig den eneste franske klub, der er noteret for en sejr i Champions League, men Paris Saint-Germain håber inderligt, at den kan få sit navn indgraveret i det fine selskab, der tæller Europas største og fineste klubber. Tættest på var pariserne med finalepladsen i 2020, mens endestationen i år blev semifinalen. Med en glimrende start på denne sæsons kampagne kan PSG atter tillade sig at drømme stort, og med et point tirsdag aften ude mod RB Leipzig efter uafgjort 2-2 er holdet helskindet på vej gennem gruppespillet.
I udekampen mod Leipzig var det især to nyindkøb, målmand Gianluigi Donnarumma og midtbanespilleren Georginio Wijnaldum, der gjorde en helt afgørende forskel med en redning på straffespark og to scoringer, og det er da også to af de forstærkninger, som PSG har hentet i jagten på det så eftertragtede trofæ.




























