Golf. Efter sine to sejre på European Tour i 2017 og 2018 risikerer 30-årige Lucas Bjerregaard efter denne sæson at miste retten til at spille den europæiske tour, eftersom han med blot to turneringer tilbage er nummer 136 på Race to Dubai, hvorfra de 122 bedste forlænger deres kort, men ved Portugal Open har Lucas Bjerregaard kurs mod et nødvendigt topresultat. Lucas Bjerregaard er efter runder i 67 og 65 slag på en delt andenplads efter italieneren Nino Bertasio, der fører med 2 slag efter runder i 61 og 69 slag. »Det har ikke været et godt år for mig. Jeg har ikke spillet ret godt. Jeg har haft enkelte glimt af fremgang her og der, men jeg har ikke vist meget. I de seneste par måneder har jeg spillet bedre og klarer flere cuts, men mit spil er ikke helt, hvor det skal være. Men jeg har været tilfreds med de seneste par dage«, siger Lucas Bjerregaard til europeantour.com.
Yderligere fire danskere klarede cuttet med Joachim B. Hansen og Nicolai Højgaard på en delt 12.-plads, Rasmus Højgaard er nummer 24 og Thorbjørn Olesen nummer 47. Kun 50-årige Thomas Bjørn er færdig efter at have misset cuttet med 8 slag.
Tennis. Holger Rune er i semifinalen i Challenger-turneringen i Bergamo, hvor den 18-årige dansker er tredjeseedet. Kvartfinalen mod den 8.-seedede bosnier, Damir Dzumhur (nr. 143 på verdensranglisten), blev vundet 7-6 (11-9), 2-6, 6-1 efter Rune havde overlevet en sætbold i første sæt. I semifinalen skal Rune (nr. 118) møde den 23-årige topseedede slovak, Alex Lomcan (nr. 114).
Fodbold. Esbjerg brændte et straffespark i overtiden, da det blev 2-2 på hjemmebane mod Jammerbugt i 1. division. Sead Gavranovic bragte Jammerbugt foran med et lob over målmanden Ramon ten Hove, Mads Larsen udlignede og Esbjergs 17-årige debutant Oliver Svendsen kom ind og scorede til 2-2. Gavranovic scorede sit andet mål til 2-2, men i overtiden fik Esbjerg en chance for et sejrsmål, men straffesparket fra Patrick Schmidt blev reddet af Jammerbugts debuterende målmand, Pape Seydou N’Diaye.
Svømning. Ingen af dagens fire danske semifinalister kom videre til finalerne ved kortbane-EM i Kazan, men Mikkel Gadgaard var frustrerende tæt på i 200 meter fri. Efter at have forbedret sin personlige rekord i det indledende heat med et sekund skar han yderligere et kvart sekund af i semifinalen med 1.44,25 min., der var 0,05 sek. fra 8.-pladsen. Også Helene Rosendahl Bach satte personlig rekord to gange, men 58,81 sek. rakte til en 13.-plads i 100 meter butterfly. Julie Kepp Jensen blev nummer 6 i finalen i 50 meter rygcrawl i 26,38 sek., 3 tiendedele sekund fra hendes egen danske rekord, der havde rakt til en sølvmedalje. Clara Rybak-Andersen blev nummer 8 i 200 meter brystsvømning, den danske rekordholder Rasmus Nickelsen blev nummer 13 i 50 meter butterfly og så blev Elisabeth Sabroe Ebbesen nummer 15 i 200 meter medley.
I en af sine 4 førsteholdskampe for Atalanta kom Vejles nye spiller, Ali Adnan (tv.), på banen i den forlængede spilletid mod FC København i kvalifikationen til Europa League i 2018. FCK vandt efter 210 minutter uden mål 4-3 i straffesparkskonkurrencen.
Fodbold. I bestræbelserne på at komme væk fra Superligens sidsteplads har Vejle sikret sig endnu en landsholdsspiller fra Irak. 27-årige Ali Adnan, der har spillet 81 landskampe og scoret 7 mål, er hentet på en fri transfer efter de seneste seks år at have spillet venstre back for Vancouver Whitecaps og Serie A-klubberne Atalanta og Udinese. »Ali Adnans CV taler sit eget tydelige sprog. Han er en kvalitetsspiller, som er klar til at gøre en forskel. Ali har en god alder og er en bærende pille på det irakiske landshold«, siger teknisk chef Johan Sandahl til Vejls Boldklubs hjemmeside. Vejle råder i forvejen over en anden irakisk landsholdsspiller i midtbanespilleren Saeid Ezatolahi.
Golf. Emily Kristine Pedersen får yderst svært ved at gentage sidste års sejr i Saudi Ladies International. Efter runder i 73 og 71 slag er sidste års samlede vinder på Ladies European Tour på en delt 33.-plads og 9 slag efter den førende englænder, Alice Hewson.
Fodbold. Den tidligere Superligaspiller Søren Krogh har opsagt til stilling som fodboldchef i AaB, fordi han gerne vil være træner.
Fodbold. Paris SG må også i denne weekend undvære Lionel Messi, der fortsat er småskadet, oplyser cheftræner Mauricio Pochettino på et pressemøde.
Fodbold. Klublegenden Xavi Hernandez bliver ny cheftræner i FC Barcelona,skriver hans nu tidligere klub Al Sadd fra Qatar på Twitter. Al Sadd har oplyst, at FC Barcelona har udløst en frikøbsklausul for at få Xavi tilbage til Spanien, for at blive ny cheftræner i storklubben. FC Barcelona har endnu ikke selv meldt noget ud om ansættelsen.
Fodbold. Glen Riddersholm skifter ekspertrollen hos TV3 Sport ud med en stilling som assistentræner i den belgiske klub Genk. Det bliver Riddersholms første trænertjans i udlandet, og han skal assistere cheftræner John van den Brom, og han hopper allerede i trænertøjet på tirsdag. »KRC Genk er en klub, som jeg føler, er et virkelig godt match og det rigtige sted for mig at starte en forhåbentlig lang og spændende udlandskarriere. Jeg har længe haft lyst til at prøve mig af i udlandet, og timingen er tilmed perfekt i forhold til min familie«, fortæller Glen Riddersholm i en skriftlig udtalelse.
Svømning. Alle fire danskere svømmede sig videre til semifinalerne ved formiddagens indledende heats ved kortbane-EM i Kazan. Efter sin sølvmedalje i 200 meter butterfly kappede Helene Rosendahl Bach et halvt sekund af sin personlige rekord på den halve distance og kom med 59,00 sek. videre som nummer 14. Også Mikkel Gadgaard satte med over et sekund personlig rekord, da han med 1.44.58 min. blev nummer 12 i 200 meter fri, Elisabeth Sabroe Ebbesen blev nummer 11 i 200 meter medley med 2.10,86 min. og så slap Rasmus Nickelsen med en marginal på 4 hundrededele sekund videre i 50 meter butterfly med 23,03 sek. Dermed skal seks af de syv danske EM-svømmere i aktion i aften, hvor Clara Rybak-Andersen er finalist i 200 meter brystsvømning og Julie Kepp Jensen svømmer finale i 50 meter rygcrawl.
Fodbold. Den danske landsholdsspiller Mikkel Damsgaard har været på operationsbordet efter problemer med højre knæ. Der er foretaget et mindre indgreb, men hans italienske klub Sampdoria kan endnu ikke sige, hvornår han er klar til at spille igen. Netop på grund af knæproblemerne, er Mikkel Damsgaard ikke med i Kasper Hjulmands landsholdstrup mod Færøerne og Skotland
Cricket. For første gang i historien skulle Australien senere i november møde Afghanistan i en cricketkamp. En cricketkamp, som lige nu er udskudt på ubestemt tid. Det skyldes, at Afghanistans nye magthavere fra den islamistiske talebanbevægelse har forbudt kvinder at dyrke sport. Med udskydelsen markerer Australiens cricketlandshold, at de ikke støtter udelukkelsen af kvinder i sport. »Vi er forpligtet til at støtte udbredelsen af cricket for kvinder og mænd i Afghanistan og rundt omkring i verden. På grund af den nuværende uvished mener vi, at det er nødvendigt at aflyse landskampen mod Afghanistan«, fortæller forbundet Cricket Australia i en erklæring.
Fodbold. Torsdag aften var der point til alle fire danske hold i de to Europæiske fodboldturneringer, Europa League og Europa Conference League. Brøndby og Randers sikrede sig et enkelt point mod henholdsvis Rangers og Jablonec, mens både FC København og FC Midtjylland kunne tage fra udebaneopgørene med en sejr i bagagen. For Conference League holdene betyder det, at FC København hoppede op på en 1. plads i deres gruppe F, mens Randers stadig holder sig på en 3. plads i gruppe D. For Europa League holdene havde særligt en sejr til Brøndby været tiltrængt, for de kæmper fortsat på en 4. plads, mens FC Midtjylland lige nu er på vej videre til Conference League på en 3. plads.
Fodbold. I en video, der er dukket op på de sociale medier, synger West Ham-fans en antisemitisk sang, da en jødisk mand går ned ad midtergangen om bord på et fly. En video som klubben tager stor afstand fra og fordømmer, og de forsikrer om at de pågældende fans er udelukket fra klubben på ubestemt tid.
Fodbold. Antonio Conte vandt sin første kamp som Tottenham-træner, da en begivenhedsrig hjemmekamp i Conference League blev vundet med 3-2 over hollandske Vitesse. Alle målene blev scoret i første halvleg, og Vitesses danske forsvarsspiller, Jacob Rasmussen, scorede i begge ender, da han kurede bolden lige akkurat over stregen til et selvmål til 3-0 og fire minutter senere headede et hjørnespark i mål til 3-1. Pierre-Emile Højbjerg blev udskiftet efter 87 minutter, da begge hold havde fået en spiller udvist i anden halvleg.
E-sport. Det danske Counter Strike-hold Heroic besejrede torsdag aften russiske Virtus Pro, og er dermed det eneste danske hold, der fortsat er med i majorturneringen i Stockholm. Lørdag skal de møde spanske G2 i semifinalen.
Ishockey. Der var kamp til stregen, da Aalborg Pirates og Odense Bulldogs mødtes i Metal Ligaen. Kampen bølgede frem og tilbage, og inden tredje periode blev sat i gang var stillingen helt lige. Det lykkedes dog Aalborg Pirates at finde et ekstra gear frem, og hev i sidste ende en 6-3-sejr hjem på udebane i Odense. Det betyder, at Aalborg Pirates er tilbage på førstepladsen i Metal Ligaen