0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
10600 Andreas Hillergren/tt/Ritzau Scanpix
Foto: 10600 Andreas Hillergren/tt/Ritzau Scanpix

Chelsea videre og Barcelona i slem knibe efter CL-aften med flot dansk mål

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Chelsea blev aftenens store vinder i Champions League med en 4-0-sejr over Juventus, der sender de forsvarende mestre videre i turneringen, hvorimod FC Barcelona er under massivt pres efter 0-0 hjemme mod Benfica. FC Barcelona skal formentlig vinde den sidste udekamp mod Bayern München for at kunne komme videre til ottendedelsfinalerne for 18. år i træk. Barcelona kunne have været helt ude, men Benficas indskiftede Haris Seferovic sparkede forbi på en kæmpechance i overtiden.

34-årige Søren Rieks blev sæsonens anden danske målscorer, da han med en flot scoring til 1-0 sørgede for Malmö FF’s første CL-mål i denne sæson, men det rakte kun til 1-1 mod Zenit St. Petersborg, der brændte et straffespark i anden halvleg, men i overtiden fik Yaroslav Rakitskiy chancen på et nyt straffespark, som han udlignede på. Det sikrer Zenit 3.-pladsen og avancement til Europa League.

Uafgjort blev det også i aftenens mest dramatiske kamp, hvor Young Boys spillede 3-3 mod Atalanta og Joakim Mæhle. Luis Muriel udlignede direkte på frispark efter 87 minutter lige efter at være skiftet ind i stedet for Mæhle. Resultatet lægger op til en ’finale’ i sidste runde mellem Atalanta og Villarreal og sikrer, at Manchester United er sikker på førstepladsen i gruppen.

Et endnu større drama venter i gruppe G, hvor alle fire hold har chancen for avancement efter Sevilla med Thomas Delaney på banen fra 82. minut vandt 2-0 over Wolfsburg, mens Lille vandt 1-0 over FC Salzburg, der havde Rasmus Nissen Kristensen på banen hele kampen trods en advarsel efter 8 minutter lige som Maurits Kjærgaard fik en advarsel efter sin indskiftning i 85. minut.

Alle resultater og stillinger i Champions League

Jose Jordan/Ritzau Scanpix
Foto: Jose Jordan/Ritzau Scanpix

Fodbold. Så gjorde han det igen, Cristiano Ronaldo. I den første kamp efter fyringen af manager Ole Gunnar Solskjær vandt Manchester United 2-0 i Spanien over Villarreal, og 1-0-målet, der sendte United på kurs mod avancement til ottendedelsfinalerne i Champions League, blev scoret af den 36-årige portugiser efter 78 minutter, da Fred efter et dårligt udspark fra Villarreal-målmanden Geronimo Rulli pressede Etienne Capoue så meget, at bolden havnede hos Ronaldo, der køligt løftede bolden over Rulli. Inden havde Villarreal haft en kæmpe chance, som David De Gea kom i vejen for med en flot redning, men efter scoringen var United i kontrol, og Jadon Sancho sparkede via overliggeren sit første United-mål i kassen, da han gjorde det til 2-0 på et kontraangreb. Ronaldo har scoret 6 mål i årets turnering, men Robert Lewandowski er på 9, efter polakken med et spektakulært saksespark scorede det første i Bayern Münchens 2-1-sejr ude over Dinamo Kijev. Kingsley Coman øgede og Denys Harmash reducerede midt i anden halvleg.

Bordtennis. Jonathan Groth (nr. 33 på verdensranglisten) er videre til anden runde ved VM i Houston efter sejr på 12-10, 11-7, 8-11, 11-8, 11-5 over Lam Siu Hang fra Hong Kong (nr. 89). Næste modstander er brasilianeren Thiago Monteiro (nr. 92). 22-årige Anders Lind (nr. 88) fik kun en enkelt kamp, da han tabte til den 42-årige østriger Robert Gardos (nr. 27), der vandt 13-11, 11-8, 8-11, 6-11, 11-5, 13-11. Gardos førte 10-7 i sjette sæt, men Anders Lind fik udlignet, inden Gardos afgjorde kampen på sin femte matchbold.

Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Håndbold. Team Esbjerg er godt i gang med at sammensætte en skræmmende trup til næste sæson. Efter kontrakten med stregspilleren Katrine Heindahl har vestjyderne indgået en 2-årig kontrakt med den norske stjernespiller Nora Mørk, der kommer fra Vipers Kristiansand fra næste sæson. »Jeg har altid følt mig godt tilpas ved at spille i udlandet, og da de mange norske spillere i Esbjerg trives vældig godt, var det naturligt at tage kontakt til Team Esbjergs træner, Jesper Jensen. Vi havde en rigtig god snak, og jeg fandt ud af, at vi ser ens på mange ting. Jeg er en ivrig og ambitiøs håndboldspiller og har hele tiden lyst til at blive bedre«, siger Nora Mørk til klubbens hjemmeside. 30-årige Nora Mørk har scoret 696 i 141 landskampe, der har gjort hende til verdensmester i 2015 og europamester fire gange, senest for et år siden med en 22-20-sejr over Frankrig i finalen i Herning.

Fodbold. Den svenske veteran Zlatan Ibrahimovic har gennem en lang karriere været garant for en kvik eller sågar dumsmart bemærkning eller to. Nu fortæller AC Milan-angriberen, at han for nylig bevidst sendte en modspiller i jorden i en kamp. Det gik i Sveriges VM-kvalifikationskamp mod Spanien i sidste uge ud over César Azpilicueta, der fik en hård tackling med overkroppen af Ibrahimovic. »Den anden dag med landsholdet tacklede jeg Azpilicueta. Jeg gjorde det med vilje, og jeg skammer mig ikke over at sige det, for han gjorde noget dumt mod en af mine holdkammerater. Han var stor i slaget«, siger den svenske angriber ifølge Ritzau i et interview med The Guardian.

»Det var en dum ting, men jeg ville gøre det igen for at få ham til at forstå, at ’sådan noget gør du fucking ikke’«, uddyber Ibrahimovic, der fik et gult kort for forseelsen og derfor afsoner karantæne, når Sverige skal spilles den første playoffkamp om at komme til VM i Qatar til næste år.

Tennis. Bagud 6-4, 1-0 valgte Holger Rune at trække sig fra sin kamp i 1. runde mod italieneren Andrea Arnaboldi i en challenger-turnering i Bari. Runes mor og agent, Aneke Rune, oplyser til TV2 Sport, at det var en blodvabel under den ene fod, der tavng Holger Rune til at opgive.

Curling. I sjette forsøg lykkedes det Madelaine Duponts hold at vinde en kamp ved EM i Lillehammer, da Tjekkiet blev besejret 7-4. Det mandlige landshold vandt mandag to kampe, da Mikkel Krauses mandskab besejrede Finland med 9-3 og siden Tjekkiet med 5-4, men tirsdag blev det til et knebent nederlag til ubesejrede Skotland på 9-8. Skotland førte 9-6, mens Danmark scorede to point i niende ende og endnu et i tiende, da Skotland ellers havde fordelen af sidste sten. De danske mænd har dermed 3 sejre og 3 nederlag, hvilket rækker til en delt fjerdeplads efter Skotland (6 sejre), Sverige (5) og Norge med 3 sejre i blot fem kampe.

Fodbold. Hverken træneren eller førstemålmanden er med hos RB Leipzig i onsdagens udekamp i Champions League mod Club Brugge. Jesse Marsch og Péter Gulácsi er testet positive for coronavirus og er blevet tilbage i Tyskland.

Tennis. Den kinesiske stjernespiller Peng Shuais sag – hun anklagede Kinas tidligere vicepremierminister Zhang Gaoli for seksuelle overgreb gennem flere år og Peng Shuai forsvandt derefter i er par uger – er blæst ud af proportioner. Sådan lyder det nu i en officiel udtalelse fra Zhao Lijian, en talsperson fra Kinas udenrigsministerium. »Jeg synes, at nogle mennesker burde holde op med bevidst at komme med ondsindede hypoteser og politisere dette spørgsmål, siger Zhao Lijian ifølge AFP og tilføjer: »Sagen er ikke en diplomatisk sag. Jeg tror, at I alle har set, at hun for nylig har deltaget i nogle offentlige begivenheder og har haft et videoopkald med IOC-præsident Thomas Bach«.

Den kinesiske talsmand refererer til, at Peng Shuai i søndags dukkede op på sociale medier, hvor man kunne se hende overvære en ungdomsturnering og se hende på restaurant, inden hun altså havde en samtale med med IOC-præsident Thomas Bach, som siden er blevet kritiseret for at ikke at tage atletens parti. »IOC ignorerede fuldstændig anklagerne om seksualiseret vold og misbrug mod atleter«, lød det mandag fra organisationen Global Athlete.

Fodbold. Den tidligere Esbjerg-træner Peter Hyballa, der fratrådte i den danske 1. divisionsklub under voldsom tumult i sensommeren, er på ny blevet præsenteret for en fyreseddel. Træneren holdt kun otte kampe for Türkgücü München i den tyske 3. Bundesliga. Fire nederlag på stribe siden 23. oktober kostede ham jobbet.

Fodbold. Christian Eriksen (5) og Kasper Schmeichel (3) har de seneste 8 år vundet Spillerforeningens pris som årets bedste mandlige spiller, men i 2021 kommer der en anden vinder. Medlemmerne af spillernes fagforening har nemlig nomineret landsholdsanfører Simon Kjær samt Joakim Mæhle og Pierre-Emile Højbjerg til den prestigefyldte pris. Simon Kjær vandt prisen i 2009. Vinderen bliver udråbt ved gallaen Sport 2021 i Herning 8. januar.

Fodbold. Myndighederne i Portugal har mandag foretaget en razzia hos storklubben FC Porto. Det skriver nyhedsbureauet AP. Myndighederne mistænker klubben for at have fiflet i forbindelse med en lang række af køb og salg af spillere. Der er beslaglagt materiale, som myndighederne skal bruge i forbindelse med et forsøg på at rejse tiltale for blandt andet skatteunddragelse og hvidvaskning af penge. FC Porto meddeler, at man samarbejder med myndighederne i sagen. FC Porto møder onsdag Liverpool i Champions League.

Badminton. Hans-Kristian Vittinghus og Rasmus Gemke er videre til 2. runde i Indonesia Open. Rasmus Gemke skulle bruge tre hårde sæt til at slå All England-mesteren Lee Zii Jia fra Malaysia 13-21, 25-23, 21-16, mens Hans-Kristian Vittinghus vandt 21-18, 21-12 over thailandske Kantaphon Wangcharoen. Anders Antonsen og Viktor Axelsen skal i aktion onsdag.

Cykling. Tour de France-sensationen Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) får snart sin fremtidige rolle på storholdet defineret i forhold til den slovenske stjerne Primoz Roglic. Det fortæller sportsdirektør, Merijn Zeeman, ifølge Ritzau i et interview med Cyclingnews. »Vi arbejder stadig med det, men alle ved, at Tour de France er det vigtigste løb for Jumbo-Visma. Det betyder, at vi planlægger at stille et så stærkt hold som muligt«, siger Merijn Zeeman og tilføjer:

»Jeg siger ikke, at Primoz og Jonas kommer til at lede holdet i Tour de France, men for alle, der følger cykling, vil et sådant valg ikke være nogen kæmpe overraskelse. Men vi har ikke taget den endelige beslutning endnu«. Vingegaard indledte sommerens Tour de France som hjælperytter, men endte på podiet som 2’er efter Tadej Pogacar.

Årets Sportsnavn. Yderligere fem atleter og hold er nomineret til prisen som Årets Sportsnavn 2021. Cykelrytteren Jonas Vingegaard, sejleren Anne-Marie Rindom, skytten Jesper Hansen, herrelandsholdet i håndbold samt banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb gør dressurrytteren Tobias Thorning Jørgensen, det mandlige fodboldlandshold, badmintonspilleren Viktor Axelsen, kajakroeren Emma Aastrand samt banecykelparret Julie Leth og Amalie Dideriksen selskab. Yderligere fem nomineringer venter i næste uge. Vinderen bliver udråbt ved gallaen Sport 2021 i Herning 8. januar.

Ishockey. Oliver Bjorkstrand scorede til 3-2 for Columbus Blue Jackets i nattens 7-4-sejr over Buffalo Sabres i NHL. Målet var den 26-årige danskers sjette i denne sæson. Andetsteds i NHL fik Nikolaj Ehlers fik over 20 minutter på isen for Winnipeg Jets, som tabte 1-3 til Pittsburgh Penguins.

Basketball. LA Lakers må klare sig uden superstjernen LeBron James, når holdet natten til onsdag møder NY Knicks i NBA. Lakers-spilleren er blevet suspenderet i én kamp for at have ramt en modspiller i ansigtet. Detroit-spilleren Isaiah Stewart måtte efterfølgende syes med 8 sting i ansigtet.

Annonce