Fodbold. Manchester City vandt fortjent storkampen i Champions League mod Paris SG med 2-1, men da RB Leipzig uden den skadede Yussuf Poulsen samtidig på udebane udraderede Club Brugge med 5-0, er både City og PSG sikret avancement til ottendedelsfinalerne. Efter en City-domineret 1. halvleg kom det meget spage PSG-hold foran, da Kylian Mbappe sparkede bolden mellem benene på Ederson i City-målet, men Raheem Sterling fik tåen på en tværbold til udligningen, inden Gabriel Jesus blev matchvinder som afslutter på et velkomponeret City-angreb. City er sikker på førstepladsen, mens sidste runde handler om, hvorvidt RB Leipzig eller Club Brugge skal i Europa Leagie via tredjepladsen.
Sporting CP er for første gang siden 2008/2009 videre til ottendedelsfinalerne efter en dramatisk 3-1-sejr hjemme over Borussia Dortmund, der må nøjes med Europa League. Pedro Gonvalces scorede to gange i 1. halvleg, men en reducering ville have holdt Dortmund inde i det indbyrdes regnskab og den jagtede tyskerne så intenst, at Emre Can blev udvist efter en infight med en modstander. Goncalves brændte et straffespark, men Pedro Porro heaede returbolden i mål, inden Donyell Malen reducerede i overtiden.
Real Madrid vandt 3-0 i Moldova over Sheriff Tiraspol og er dermed videre og tager Inter med i samme ombæring. De to storklubber spiller om førstepladsen i sidste runde, mens Sheriff Tiraspol er klar til Europa League.
AC Milan vandt for første gang i årets turnering, da det ude mod Atletico Madrid blev 1-0 på et kraftfuld hovedstødsmål af 30-årige Junior Messias efter 86 minutter. Simon Kjær og co. har dermed stadig muligheden for avancement sammen med Liverpool, der vandt 2-0 over FC Porto. AC Milan skal slå Liverpool i sidste runde samtidig med, at FC Porto ikke besejrer Atletico Madrid.
Nikolaj Læsø Christensen har scoret til resultatet 35-33 i kampens sidste sekunder i Champions League-kampen mellem Aalborg Håndbold og THW Kiel.
Håndbold. Aalborg leverede en fremragende indsats og et kæmpe resultat ved at besejre THW Kiel med 35-33 i gruppespillet i Champions League, en turnering den tyske klub har vundet fire gange. Nikolaj Læsø bidrog med 9 mål til at Kiel-målmanden Niklas Landin blev skudt i sænk. Alligevel var Landin tæt på at vende kampen, da han halvandet minut før tid ved stillingen 34-33 leverede en stor redning, men Kiel smed efterfølgende bolden væk og i det sidste sekund scorede Nikolaj Læse det sidste mål på en friløber.
Med sine to mål mod Besiktas kom Sebastien Haller op på 9 sin første Champions League-sæson, hvilken ingen har præsteret før.
Fodbold. Mohamed Daramy fik chancen fra start, da allerede kvalificerede Ajax i Tyrkiet med et reservespækket hold mødte Besiktas, men efter adskillige forgæves afslutninger blev den tidligere FCK-spiller udskiftet i pausen, da Besiktas førte 1-0. Sebastien Haller kom ind som afløser og sikrede med sine mål nr. 8 og 9 en sejr til Ajax på 2-1. Også Inter havde en dobbelt målscorer, da det efter brændte chancer på stribe lykkedes at nedkæmpe Shakhtar Donetsk 2-0 på scoringer af Edin Dzeko efter 61 og 69 minutter. Inter vil være sikker på avancement til ottendedelsfinalerne, hvis Real Madrid senere i aften vinder i Moldova over Sheriff Tiraspol.
Curling. Efter nederlag på 8-6 til Tyskland og 12-2 til Schweiz er Danmarks mandlige EM-hold uden chance for at avancere til semifinalerne ved EM i Lillehammer. Mikkel Krause tabte trods sidste sten 5 point i femte ende mod Schweiz, der dermed kom foran 10-2 og efter yderligere 2 schweiziske point i sjette ende opgav danskerne. De danske kvinder vandt 8-6 over Estland og er med 2 sejre i 8 kampe på en delt 8.-plads.
Fodbold. Ståle Solbakken, Norges landstræner og tidligere FCK-træner , er bestyrtet over nyheden om, at to norske journalister har været arresteret i 36 timer under et ophold i Qatar. »Det er tragisk. Det er et af mange punkter, man har været bekymret for: Det at komme ned og have fuld pressefrihed«, siger Solbakken i et interview med VG, hvor han også lanmger kraftigt ud efter de to tidligere Manchester United-spillere, der fungerer som ambassadører for VM-slutrunden i Qatar. »Det er pinligt«, siger Solbakken. »Schmeichel dummer sig kraftigt ved at sige, det bare er fodbold. Nej, det er ikke bare fodbold«, mener Ståle Solbakken.
Fodbold. Bayern München-spillerne Joshua Kimmich og Eric Maxim Choupo-Moting er begge konstateret smittet med corinavorus. Begge var i forvejen i isolation efter at have været tæt på en smittet.
Badminton. Viktor Axelsen og Anders Antonsen er begge klar til 2. runde i Indonesia Open. Axelsen besejrede japaneren Koki Watanabe 21-14, 21-14 og skal møde inderen Kidambi Srikanth. Tre dage efter sin finale i Indonesia Masters vandt Antonsen 21-15, 17-21, 21-17 over thailænderen Kunlavut Vitidsar og er videre til en kamp mod Wang Tzu-wei fra Taiwan.
Øvrige resultater fra Indonesia Open, herredouble: Kim Astrup Sørensen/Anders Skaarup Rasmussen-Lucas Corvee/Ronan Labar, Frankrig 22-20, 21-11. Damesingle: Yu Po Pai, Taiwan-Line Christophersen 14-21, 21-18, 21-11. Damedouble: Meng Yean Lee/Cheng Wen Yap, Malaysia-Alexandra Bøje/Mette Poulsen 21-12, 19-21, 26-24.
Fodbold. På banen er franske Karim Benzema kun blevet bedre og bedre, efter at han har rundet 30 år. Han har scoret på samlebånd for Real Madrid, hvor han endvidere er blevet anfører. Men udenfor banen er han ramt af en speget sag fra tidligere år. Onsdag blev den 33-årige angriber kendt skyldig i at have medvirket i en bizar afpresningssag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Karim Benzema var tiltalt for at have deltaget i et forsøg på at afpresse sin daværende franske landsholdskammerat Mathieu Valbuena med en sexvideo i 2015.
Dommen lyder på et års betinget fængsel og en bøde på 75.000 euro svarende til godt 557.000 kroner. Benzema har ifølge anklageren ageret mellemmand for en barndomsven, der var i besiddelse af en sexvideo med Valbuena og dennes kæreste. Benzema var ikke selv til stede i retten, da han sammen med Real Madrid er rejst til Moldova til Champions League-kampen mod FC Sheriff Tiraspol onsdag aften. Benzema nægter at have deltaget i pengeafpresningen, og har i stedet hævdet, at han har forsøgt at hjælpe Valbuena ud af en svær situation.
Fodbold. Danske fans skal blive hjemme fra VM i Qatar næste år. Sådan lyder opfordringen på ny fra foreningen Danske Fodboldfans (DFF). Onsdag har DFF sendt budskabet ud på sin hjemmeside. Det er sket som reaktion på, at Qatar ikke har rykket sig tilstrækkeligt på en række krav om forbedringer, som DFF stillede i marts i år. »Vi håber, at vi kan få alle danske fans til at blive væk, og at vi kan inspirere andre fans i hele verden til kritisk at overveje, om de skal tage afsted«, siger DFF-formand Christian Rothmann og tilføjer: »Så længe fans deltager i fodboldfesten i Qatar eller tænder tv-skærmen derhjemme, opnår Qatar sin målsætning om eksponering«.
Fodbold. To norske journalister er i forbindelse med en reportagetur til Qatar forud for næste års VM-turnering blevet anholdt og tilbageholdt af lokale myndigheder i 32 timer. Ifølge Qatars myndigheder blev journalisterne fra NRK, som nu er tilbage i Norge, anholdt for blandt andet ulovlig indtrængen og for at have filmet uden tilladelse på et privat område.
Sagen får nu Det Norske Fodboldforbund til at genoverveje, om de vil tage med de nordiske kollegaer i blandt andet Dansk Boldspil-Union (DBU) på en tur til Qatar for at påtale de mange åbenlyse problemer omkring basale menneskerettigheder, der er forbundet med VM. »Et vigtigt motiv for at rejse til Qatar er at snakke direkte med kilderne. Hvis det, de siger, ikke er rigtigt, eller vi ikke kan stole på de svar, vi får, er der måske ikke noget formål med det. Det må vi vurdere de næste dage«, siger generalsekretær Pål Bjerketvedt ifølge Ritzau til NTB. Dansk Boldspil-Unions (DBU) direktør, Jakob Jensen, oplyser til Ritzau, at danskerne fortsat agter at tage afsted.
Fodbold. Landsholdsanfører Pernille Harder (Chelsea), Signe Bruun (Lyon) og Rikke Sevecke (Everton) er de tre nominerede til prisen som årets kvindelige spiller i Danmark. Det oplyser Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU), som aflærer vinderen ved et gallashow i Herning 8. januar. Pernille Harder har vundet prisen 7 gange tidligere og Chelsea-angriberen er i år også nomineret til Ballon d’Or-prisen og Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) The Best-pris.
Tennis. EU vil ifølge Ritzau have Kina til at fremlægge ’verificerbare beviser’ på, hvor Peng Shuai er, og hvordan hendes tilstand er. »Vi opfordrer til en fuld og gennemsigtig undersøgelse«, lyder det fra en talsperson for EU’s udenrigstjeneste. Talspersonen henviser til de anklager, som Peng Shuai har fremsat mod en af landets tidligere magtfulde politikere om seksuelle overgreb.
Fodbold. Den skadede Barcelona-angriber Martin Braithwaite ser frem til at arbejde med den nye træner Xavi. »Nu handler det om at komme tilbage, men jeg får en rigtig, rigtig stor rolle«, siger den danske landsholdsspiller i et interview med Viaplay. Braithwaites første møder med legendariske Xavi har gjort stort indtryk. »Han har styr på, hvad han gerne vil gøre og gerne vil ændre. Han ved 100 procent, hvordan han gerne vil spille, og det gør, at der er en sindssyg klarhed over tingene. Det bliver meget spændende«, siger Martin Braithwaite.
Fodbold. Sheffield United-spilleren John Fleck kollapsede tirsdag aften i opgøret mod Reading i den næstbedste engelske række. Det er uvist, hvad der forårsagede hændelsen, men Fleck var i stand til at rejse sig, før han blev båret fra banen. Spillet blev afbrudt i næsten 11 minutter, før Sheffield United vandt 1-0, skriver BBC ifølge Ritzau.
Håndbold. Aalborgs landsholdsemne René Antonsen kan ånde lettet op efter en røntgenundersøgelse, der har vist, at han er sluppet fra et uheld i en kamp i sidste uge mod Kiel uden alvorlige mén. »Der er heldigvis ikke noget, der er brækket, så lige nu venter jeg på, at hævelsen aftager nok til, at jeg kan holde smerterne ud og få min fod i en håndboldsko igen«, siger Antonsen til Nordjyske.
Fodbold. Den tyske Bundsliga-klub Hertha Berlin har siden 2. november haft mulighed for at sanktionere spillere, der ikke er vaccineret mod corona. Klubbens daglige leder, Fredi Bobic, oplyser til avisen Bild, at spillere, der er i coronakarantæne, ikke længere er berettiget til at få udbetalt løn.
Boksning. Oliver Møllenberg har været involveret i en alvorlig bilulykke, men er udenfor livsfare. Det skriver lokalmediet Netavisen Gribskov ifølge Ritzau. Også bokserens bror sad i bilen. »Tobias er den, som er værst tilredt med en række brud på ryg og nakke samt brudlæsioner i ansigtet, mens Oliver umiddelbart er sluppet med mindre skader og muligvis et lille brud i ryggen«, siger brødrenes far, Thomas Møllenberg, til Netavisen Gribskov.