Superliga
17. runde
Fredag
AGF-Silkeborg 1-1
Søndag
OB-FC Nordsjælland 2-0
Viborg-SønderjyskE 1-1
Brøndby-Randers FC 1-0
AaB-FC København 1-3
Mandag
19.00 Vejle-FC Midtjylland 1-1
Vejle-FC Midtjylland 1-1
0-1 Erik Sviatchenko (57), 1-1 Luka Djordjevic (90+)
En scoring til 1-1 dybt inde i overtiden sikrede mandag bundholdet Vejle et enkelt point i hjemmekampen mod FC Midtjylland i efterårets sidste superligakamp.
FC Midtjylland lignede ellers længe et hold i kontrol efter et føringsmål kort tid inde i anden halvleg.
Et kort koncentrationssvigt i kampens allersidste sekunder betød dog, at midtjyderne for tredje superligakamp i træk måtte gå sejrsløs fra banen.
Pointdelingen betyder ligeledes, at FCM med 35 point for 17 kampe kun overvintrer to point foran rivalerne FC København i Superligaens top.
Det ene point til Vejle var sæsonens niende, men holdet forbliver på sidstepladsen og skal i foråret forsøge at hente hele syv point på FC Nordsjælland, som er lige på den anden side af nedrykningsstregen.
Vejle forsøgte fra kampens start at overraske de midtjyske favoritter med et offensivt udtryk.
De første 20 minutter holdt det FCM fra fadet og kastede enkelte chancer af sig til Vejle, men herefter tog gæsterne over.
Topholdet fra FCM satte sig på opgøret og blev langsomt farligere. Norske Sten Grytebust i Vejle-målet var dog klar, når midtjyderne blev nærgående.
Dermed stod det fortsat 0-0 ved pausen.
12 minutter inde i anden halvleg lykkedes det dog FCM at komme foran, da brasilianske Evander slog et hjørnespark mod bagstolpen.
Her dukkede FCM-anfører Erik Sviatchenko umarkeret op og pandede nemt gæsterne på 1-0.
Til allersidst tyvstjal Vejle dog det ene point, da den indskiftede montenegriner Luka Djordjevic dukkede op i feltet og headede 1-1 målet i nettet.
AaB-FC København 1-3
0-1 Lukas Lerager (15), 1-1 Louka Prip (17) 1-2, Roony Bardghji (31) 1-3, William Bøving (41)
Stortalentet Roony Bardghji tog søndag rekorden som Superligaens yngste målscorer, da svenskeren bidrog til FC Københavns sejr over AaB i Aalborg.
Gæsterne vandt 3-1 og overvintrer dermed på andenpladsen i Superligaen.
Tidligere i november fik Bardghji ligeledes rekorden som den yngste spiller i en startopstilling i Superligaen, da han debuterede få dage efter sin 16 års fødselsdag.
Det svenske stortalent var en del af en skarp FCK-offensiv, der fra første fløjt lagde et markant pres på AaB i den direkte kamp om at indtage andenpladsen inden vinterpausen.
Det var således et nordjysk mandskab på hælene, der ikke lykkedes med presspillet mod de bevægelige og dynamiske københavnere.
FC København bragte sig foran efter et kvarters spil, da Lukas Lerager kom øverst på et indlæg og udplacerede AaB-keeper Jacob Rinne med et hovedstød.
Kun et minut senere udlignede Louka Prip for hjemmeholdet. Offensivspilleren stod klar til riposten, da Kasper Kusk sparkede fra en skarp vinkel på Kamil Grabara, som ikke formåede at holde på bolden.
Efter en halv times spil bragte Roony Bardghji københavnerne foran på et skud fra distancen.
Dermed blev svenskeren den yngste målscorer nogensinde i Superligaens historie med sine 16 år og 13 dage. Tidligere havde Horsens-spilleren Jeppe Kjær rekorden med 16 år og 129 dage.
Kort før pausen udbyggede William Bøving føringen til 3-1 for FC København, da teenageren udnyttede et indlæg fra Peter Ankersen.
AaB tilbringer vinterferien på fjerdepladsen i Superligaen.
Brøndby-Randers FC 1-0
1-0 Mikael Uhre (27)
Superligatopscorer Mikael Uhre viste på ny skarpheden, da han sikrede Brøndby IF en 1-0-sejr i topdysten mod Randers FC med sin 11. sæsonscoring. Sejren er Brøndbys sjette i træk i Superligaen.
Uhres kasse afgjorde en tæt kamp, hvor Brøndby i store dele af kampen var bedst og farligst mod et Randers-hold, hvis offensiv længe led under et formationsskifte valgt til kampen.
Det levende og målsøgende spil, som Randers FC har vist over de seneste mange måneder, fungerede slet ikke i 3-5-2-formationen, som Randers havde valgt for at stække Brøndbys dybe løb.
Først da Randers gik tilbage til sin vante 4-4-2-opstilling mod slutningen af kampen fik gæsterne lagt et chanceskabende pres, men to flotte Brøndby-redninger betød, at Brøndby ganske fortjent tog sejren og de tre point.
Dermed er Brøndby nu nummer tre i Superligaen med to point ned til Randers på femtepladsen efter 17 runder, som er efterårets sidste runde.
Brøndby har lige så mange point som FC København og fire færre end FC Midtjylland, men de to topklubber har endnu ikke været i kamp i denne runde.
De to hold på Brøndby Stadion kom til kampen med et europæisk opgør i benene, og opgøret fik sig en afventende indledning, hvor det virkede til, at der var stor respekt holdene imellem.
Brøndby viste tænder et par gange med direkte bolde om bag Randers’ bagkæde og var bedst i indledningen, hvor Randers ikke kunne få noget til at fungere.
Efter 27 minutter slog Brøndby så til, da Marko Divkovic trykkede af fra distancen. Skuddet tog stolpen og faldt ud til Uhre, der stensikkert sendte 1-0-kassen i mål.
Føringen holdt til pausen, da Randers måtte se sit bedste forsøg fra et hjørnespark tage overliggeren.
I anden halvleg kom Brøndby bedst ud og tvang tidligt Randers-målmand Patrik Carlgren ud i en dobbeltredning, der holdt liv i kampen.
Siden skiftede Randers formation, hvilket trykkede Brøndby længere ned, da Randers fik mere og bedre gang i sit offensive spil.
I slutfasen havde Brøndby-målmand Mads Hermansen to afgørende redninger, da Randers’ Stephen Odey og Tosin Kehinde skød fra nært hold, og på den måde sikrede Brøndby så seks sejre på stribe.
OB-FC Nordsjælland 2-0
1-0 Issam Jibali (20), 2-0 Max Fenger (90)
OB besejrede søndag FC Nordsjælland 2-0 på hjemmebane. Begge hold havde masser af chancer, som i høj grad var et udtryk for et hav af personlige fejl, særligt i første halvleg.
Begge klubber var inden kampen placeret lige over nedrykningsstregen med 16 point, og derfor var der tre yderst vigtige point på spil i efterårets sidste superligakamp for de to mandskaber.
Det var to hold, der pressede højt, og det medførte mange opspilsfejl, hvor særligt OB var skyldige i den disciplin i kampens indledning.
Det gav til gengæld også muligheder, når mandskaberne fik spillet sig ud af hinandens pres, hvor der ofte var en motorvej igennem midten af banen for begge hold.
FCN startede bedst, eller man fristes måske til at sige, at det var OB, der startede dårligst. FCN skabte mange chancer i kampens indledning, og fællestrækket var, at de fleste kom efter personlige OB-fejl.
Magnus Kofod fik en god mulighed i kampens indledning, men midtbaneprofilen afsluttede svagt, så OB slap med skrækken.
Herefter fulgte et tungt FCN-pres, hvor OB virkede rystede i defensiven, men fynboerne lykkedes med at stå i mod.
OB åd sig stille ind i kampen, og efter et par advarsler fra hjemmeholdet var Issam Jebali på pletten, da kantspilleren hamrede mandskabet i front efter 20 minutters spil.
Scoringen så ud til at ryste FCN, for selv om udeholdet forsøgte at presse på efter målet, var det OB, der var farligst, og mandskabet burde have udbygget føringen, men Bashkim Kadrii brændte, da angriberen var alene igennem med FCN-keeperen Emmanuel Ogura.
Den resterende del af kampen var meget jævnbyrdig. FCN havde bolden meget, men havde ikke kvalitet nok til at skabe de nødvendige chancer.
I stedet var det den indskiftede angriber Max Fenger, der lukkede kampen til 2-0 i slutfasen.
Viborg-SønderjyskE 1-1
1-0 Tobias Bech (10), 1-1 Marc Dal Hende (38). Udvist: Lars Kramer, Viborg (27)
Trængte SønderjyskE glippede alletiders mulighed for tre point, da holdet søndag spillede efterårssæsonens sidste superligakamp på udebane mod Viborg.
Viborgenserne var nemlig en mand i undertal i mere end en time, men Sønderjyske måtte nøjes med 1-1.
Viborg var klart bedst og var i front, inden Lars Kramer fik tildelt et rødt kort, der først blev givet efter en længere VAR-gennemgang.
Videosystemet kom i brug igen, da SønderjyskE scorede til 1-1.
Anden halvleg blev en lige affære, og SønderjyskE viste langtfra, at holdet var en mand i overtal. Det var derfor ikke spor ufortjent, at begge hold fik et point med hjem på julepause.
Med resultatet overvintrer Viborg på ottendepladsen med fem point op til top-6. SønderjyskE forbliver på næstsidstepladsen.
Der gik ikke mere end ti minutter, før værterne bragte sig i front. Kantspiller Tobias Bech trykkede et velplaceret skud afsted fra kanten af feltet og fik nettet til at blafre.
Efter målet satte Viborg sig på løjerne og var tæt på at komme på 2-0 flere gange.
Midt i halvlegen tog kampen dog en drejning, da Viborgs Lars Kramer modtog rødt kort efter en VAR-gennemgang.
VAR skulle igen hjælpe gæsterne, da forsvarsspiller Marc Dal Hende efter en længere gennemgang kunne juble over sin scoring, der blev scoret på en retur efter et hjørnespark i det 38. minut.
Selv om SønderjyskE var en mand i overtal, var anden halvleg meget lige. Kun i begyndelsen af halvlegen kom de to hold frem til store muligheder.
Det var derfor helt i kampens ånd, at SønderjyskE ikke udnyttede det røde kort.
»Nogle gange kræver det, at det går dårligt, før man finder modet til at gøre det nødvendige«AGF-Silkeborg 1-1
1-0 Mustapha Bundu (17), 1-1 Rasmus Carstensen (70)
AGF missede fredag en vital mulighed for at spille sig endnu tættere på top-6, da aarhusianerne på hjemmebane snublede og spillede 1-1 mod Silkeborg IF i Superligaens 17. runde.
Kampen vil nok mest blive husket for sin chancerige første halvleg, hvor både AGF og SIF havde chancer til flere mål.
Her brillerede AGF-målmand Jesper Hansen især med en flot dobbeltredning.
Han kunne dog ikke gøre meget ved SIF’s udligning til 1-1, som Rasmus Carstensen stod for. Inden da havde Mustapha Bundu bragt AGF i front med 1-0.
Det uafgjorte resultat betyder, at AGF fortsat har fire point op til sjettepladsen, som netop Silkeborg IF indtager med 25 point. Der resterer fem kampe af grundspillet.
AGF kunne efter 17 minutter bringe sig i front med 1-0, da Mustapha Bundu efter en elegant førsteberøring spillede sig selv fri i Silkeborgs felt og udplacerede Nicolai Larsen i gæsternes mål.
Otte minutter senere kunne SIF’s angriber Nicklas Helenius have udlignet til 1-1, da han modtog et indlæg i AGF-feltet. Her fik en helt fri Helenius dog headet bolden forbi mål.
To minutter senere var AGF tæt på 2-0, da aarhusianernes belgiske back, Anthony D’Alberto, sendte en afslutning afsted efter et fladt indlæg. Men også her strøg forsøget tæt forbi mål.
Kavalkaden af chancer fortsatte halvlegen ud, men det til trods gik AGF til pause med en 1-0-føring.
Det kunne aarhusianerne især takke holdets målmand, Jesper Hansen, for, da han med en vanvittig dobbeltredning i første halvlegs tillægstid holdt SIF fra udligningen.
Anden halvleg var modsat første halvleg en mere kontrolleret affære med mere boldomgang og færre store chancer.
Det gav pote for gæsterne, da den offensive Silkeborg-back Rasmus Carstensen udlignede til 1-1 efter 71 minutter.
Efterfølgende prøvede begge hold og skabte flere store chancer uden at kunne score yderligere.
Ritzau
fortsæt med at læse




























