Fodbold. Det engelske mesterhold Manchester City tøvede ikke, da holdet lørdag aften havde mulighed for at erobre førstepladsen i Premier League, hvor det tidligere på dagen var Liverpool, der havde indtaget toppen efter en 1-0-sejr over Wolverhampton. City vandt ude 3-1 over Watford, bl.a. på to scoringer af en veloplagt Bernardo Silva, og på den måde blev det et dyrt nederlag for Chelsea, der i lørdagens tidlige kamp tabte 2-3 hos West Ham. Efter 15 spillerunder har Manchester City nu 35 point, Liverpool 34 og Chelsea 33.
Fodbold. I Bundesligaens topkamp lørdag aften vandt topholdet Bayern München 3-2 på udebane over Borussia Dortmund og konsoliderede dermed sin førerposition. Matchvinder blev ikke overraskende Robert Lewandowski.
Motorsport. Max Verstappen var i sit sidste forsøg på vej til at snuppe pole position foran VM-rivalen Lewis Hamilton i Saudi-Arabien, men en oversatsning kostede hollænderen. I lørdagens formel 1-kvalifikation ramte han barrieren med baghjulet, som gik i stykker, mens Hamilton løb med den forreste startposition. For at gøre ondt værre på Verstappen, som lå til så at starte toer, vred Hamiltons teamkammerat, Valtteri Bottas, en stærk afsluttende omgang ud af sin Mercedes og klemte den ind i næstbedste tid. Han starter derfor toer og kan gøre starten søndag sværere for Verstappen. Med Hamiltons gode resultater i de seneste grandprixer er VM-duellen helt åben. Verstappen er stadig i front, men han har kun otte point ned til den regerende verdensmester med to grandprixer tilbage. Hvis Hamilton vinder søndagens grandprix foran Verstappen, og briten samtidig sætter hurtigste omgang, vil de to rivaler stå helt lige inden det afsluttende grandprix i Abu Dhabi i næste weekend.
Sydkoreas store navn Migyeong Lee bryder igennem Tunesiens forsvar og scorer.
Håndbold. I Danmarks gruppe F ved VM i Spanien var Tunesien tæt på sensationen, da holdet lørdag mødte Sydkorea i en rodet kamp præget af tekniske fejl. Sydkorea var på forhånd spået til at tage andenpladsen i den indledende gruppe efter Danmark, men tuneserne fulgte med de asiatiske mestre, og ved halvleg var stillingen 14-14. Anden halvleg var ligeledes en tæt affære, inden Sydkorea trak fra i de sidste 10 minutter og endte med at vinde 31-29. Hvis det danske landshold som ventet vinder over Congo lørdag aften, venter der en puljefinale mod Sydkorea mandag.
Fodbold. Trods stort pres fra Liverpool skulle holdet lørdag helt ind i tillægstiden, før det lykkedes at knække Wolverhampton. Her scorede Divock Origi til facit 1-0, og dermed kunne Liverpool overtage førstepladsen i Premier League, efter Chelsea tidligere på dagen havde tabt lokalopgøret i London på udebane mod West Ham 2-3.
Fodbold. Xavi Hernandez har ikke fået en drømmestart som cheftræner for hjerteklubben FC Barcelona, og lørdag løb han ind i det første nederlag i egen hule. Det 26-foldige mesterhold havde bolden meget, men offensiven var ganske ineffektiv. Det udnyttede Real Betis til at vinde 1-0 på Camp Nou efter en sen kontrascoring. Med nederlaget forbliver Barcelona på syvendepladsen i La Liga med hele 13 point op til Real Madrid i front. Betis ligger nr. 5 fem med 27 point.
Viktor Axelsen fortsætter ved Tour-finalen på Bali med at levere overbevisende spil. Derfor er han klar til finalen i endnu en stor turnering.
Badminton. Viktor Axelsen er klar til finalen i World Tour Finals på Bali. Lørdag levede han op til favoritværdigheden i semifinalen med sejren på 21-13, 21-11 over inderen Lakshya Sen. Også i den indledende gruppe vandt Axelsen i to sæt over Sen, og det er faktisk reelt de eneste kampe, de to har spillet i turneringen, da både Rasmus Gemke og Kento Momota opgav at spille i den samme gruppe. I finalen skal Axelsen møde Kunlavut Vitidsarn fra Thailand, der vandt sin semifinale overraskende over Lee Zii Jia fra Malaysia 21-18, 21-18. Uanset udfaldet kan Axelsen se tilbage på et fremragende 2021. Inden sæsonfinalen var han nået frem til finalen i 9 ud af 11 individuelle turneringer i 2021. Seks af dem har han vundet, to blev tabt i tætte kampe, mens coronasmitte forhindrede ham i at stille op i EM-finalen.
Håndbold. Skjern Håndbold så lørdag længe ud til at blive det andet hold til at tage point fra GOG i mændenes bedste række. Men fynboerne sluttede bedst og tog en smal sejr på 30-29. Dermed kom holdet op på 25 point for 13 kampe i grundspillet. Det er fire point mere end Aalborg på andenpladsen. Skjern ligger nummer fire med 15 point.
Tjekkiske Patrick Schick var ustyrlig hos Bayer Leverkusen.
Fodbold. Da Bayer Leverkusen lørdag sejrede 7-1 over bundholdet Greuther Fürth i Bundesligaen, blev holdets tjekkiske frontløber Patrik Schick noteret for fire træffere på stribe i løbet af 27 minutter efter pausen. Dermed blander den 25-årige angriber sig i topscorerstillingen, hvor de andre i top-3 er Robert Lewandowski og Erling Haaland. Leverkusen er nr. 3 i tabellen.
Fodbold. For andet år i træk kan den tidligere danske landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson og en hel stribe danske spillere kalde sig svenske mestre i fodbold. Med deres klub, Malmö FF, legede de lørdag med ilden i sidste spillerunde og fik 0-0 mod Halmstad, hvilket kun lige nøjagtigt var nok til at snuppe trofæet. AIK fra Stockholm var nemlig ikke langt efter. Klubben vandt 4-2 over Sirius og nåede dermed op på samme antal point som Malmö, der vandt på bedre målscore. Det hele blev derfor afgjort på målscore. Danskerne Lasse Nielsen, Søren Rieks, Anders Christiansen og Jonas Knudsen spiller i Malmö, hvor især de tre førstnævnte har betydningsfulde roller.
Cykling. To dage efter at være hyldet som dansk mester i pointløb i Ballerup Super Arena tronede den danske OL-sølvvinder i parløb Amalie Dideriksen også øverst på podiet ved DM i omnium i Odenses Thorvald Ellegaard Arena. Den 25-årige tidligere verdensmester på landevej sluttede med 166 point, mens Michelle Lauge Quaade og Karoline Hemmsen på de næste pladser scorede henholdsvis 147 og 138. Mændenes kappestrid domineredes af ryttere fra den guldvindende danske EM-trup i 4 km holdforfølgelsesløb med Tobias Aagaard som sejrherre med 135 point foran Rasmus Lund Pedersen med 124, Robin Skivild med 115 og Carl-Frederik Bévort med 114.
Tennis. Andrey Rublev og Daniil Medvedev levede begge op til favoritværdigheden i deres respektive singler lørdag, hvor Rusland mødte Tyskland i Davis Cup-semifinalen. De to stærke russere efterlod aldrig for alvor tvivl om udfaldet af deres kampe, som begge blev vundet i to sæt og sikrede russisk sejr på 2-1. Rublev besejrede Dominik Koepfer 6-4, 6-0, mens Medvedev besejrede Jan-Lennard Struff 6-4, 6-4. Dermed bliver søndagens finale i den traditionsrige landsholdsturnering et opgør mellem Rusland og Kroatien. Kroaterne besejrede i semifinalen Serbien.
Chelsea-målmand Edouard Mendy strækker sig forgæves efter bolden, som West Hams Arthur Masuaku har sendt mod nettet.
Fodbold. West Ham lykkedes lørdag med at besejre Premier Leagues tophold Chelsea, da London-duellen endte 3-2 til hjemmeholdet. Dermed kan både Manchester City og Liverpool senere lørdag passere Chelsea i toppen af rækken.
Fodbold. Det er ikke kun i Danmark, at landsholdsanfører Simon Kjærs korsbåndsskade i onsdags har fyldt. Også i hans klub, AC Milan, har det påvirket holdkammeraterne. I lørdagens Serie A-kamp mod Salernitana, som blev vundet med 2-0, blev der sendt støttende hilsner til den danske holdkammerat både før og under kampen. Hele holdet varmede op i hvide T-shirts, hvorpå der stod ’Forza Simon’ som en hilsen til deres uheldige holdkammerat.
Fodbold. Vejle-træner Peter Sørensen er stærkt utilfreds med de baneforhold, der bliver budt hans superligahold i denne kolde tid. Fredag skulle truppen have trænet på Vejle Idrætsefterskole, men aftalen gik i vasken, og i stedet gik turen til VB Parken, hvor der blev trænet på en frossen kunstgræsbane, som ikke var ryddet for sne, skriver Vejle Amts Folkeblad. »Det er tre uger siden, vi begyndte ikke at kunne træne på vores eget anlæg, og i dag kan vi ikke træne på vores egen kunstgræsbane. Den er i øvrigt dårlig, for den er ikke lavet efter forskrifterne og er derfor farlig at spille på«, siger Peter Sørensen. Han mener, at faciliteterne er under al kritik og fortæller, at man har været nødt til at køre rundt i hele oplandet for at finde baner at spille på. Sørensen er i det hele taget utilfreds med baneforholdene i klubben. »Vi er langt under superligastandard både på kunstgræsbaner og græsbaner. Der arbejdes på stadion, men banen er stadig under al kritik. Vi har et af de bedste stadioner i landet, men banen er blandt de dårligste«, siger træneren.
Peter Sørensen fik dog lidt at lune sig ved lørdag aften, da Vejle i den første af to kvartfinaleopgør vandt 5-1 over Kolding i pokalturneringen.
Cykling. Godt to måneder efter at have sat punktum for en særdeles succesrig landevejssæson med en syvendeplads i Paris-Roubaix indledte en af cykelsportens mest lysende stjerner, belgieren Wout van Aert (Jumbo-Visma), aktiviteterne i sin oprindelige favoritdisciplin cykelcross med en suveræn triumf i den femte afdeling af vinterens superprestige. Den 27-årige belgier, der med 13 sejre topper årets vinderliste på landevejene sammen med slovenerne Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) og Primoz Roglic (Jumbo-Visma), tog teten på den anden af de syv omgange på den voldsomt mudrede rute i den belgiske by Boom, og trods et styrt udbyggede han konstant forspringet og kunne dækket af pløre fra top til tå strække armene jublende i vejret 1.40 minut foran den nærmeste rival Toon Aerts og med yderligere 8 sekunder til den hollandske europamester Lars van der Haar på tredjepladsen.
Alpint. Norske Aleksander Aamodt Kilde tog sin anden World Cup-sejr på to dage, da han lørdag også vandt styrtløbet i Beaver Creek. Fredag sejrede han samme sted i Super-G. Østrigs Matthias Mayer blev nummer to lørdag, mens den firedobbelte samlede World Cup-vinder i styrtløb, schweizeren Beat Feuz, blev nummer tre.
Ishockey. Herning Blue Fox er kun et enkelt point fra topholdet Aalborg Pirates i Metal Ligaen efter en sejr ude mod mestrene fra Rungsted Seier Capital. Sejren lød på 3-2 efter en afgørelse i straffeslagskonkurrence. Mestrene var ellers foran både 1-0 og 2-1, men begge gange formåede de jyske gæster at få udlignet. Der kom ingen scoringer i overtiden, og i straffeslagskonkurrencen var gæsterne stærkest.
Fodbold. Lyngby havde lørdag chancen for at overvintre på en oprykningsplads til Superligaen, men de kongeblå må nøjes med at ligge nummer tre efter den første halvsæson i 1. division. Lyngby førte ellers udekampen mod HB Køge med 3-2 indtil dybt inde i tillægstiden, men Køge udlignede og fik 3-3. Da var Lyngby ellers på vej mod et stort comeback, da holdet havde vekslet 1-2 til 3-2 i det sidste kvarter. Dermed har Lyngby 36 point for 18 kampe, bag FC Helsingør og Hvidovre IF, der fører an med henholdsvis 39 og 37 point. De to bedste rykker op i Superligaen.
Fodbold. Rusland har lørdag udnævnt Veronika Loginova – en sports- og antidopingofficial – som ny direktør for det nationale antidopingagentur, Rusada. Hun skal medvirke til at få Rusland ud af en årelang dopingkrise, der har ført til udelukkelse og sanktioner. Således kan russiske atleter ikke konkurrere under eget flag til vinter-OL og VM i fodbold næste år. Det samme var tilfældet ved dette års OL. Mikhail Bukhanov har haft ansvaret for Rusada, efter at den tidligere direktør blev fyret i august sidste år, skriver Reuters.
Motorsport. VM-serien i formel 1 nærmer sig i disse uger en afgørelse, men det er ikke kun de lynhurtige racere, der tiltrækker sig opmærksomhed. Menneskerettigheder – eller mangel på samme – har været sat på dagsordenen ikke mindst af verdensmesteren, Lewis Hamilton, der kørte det seneste grandprix i Qatar iført regnbuefarvet hjelm for at støtte homoseksuelles rettigheder. Også i Saudi-Arabien, hvor søndagens grandprix køres, har Hamilton udtrykt sin utilfredshed. Han føler sig ikke godt tilpas i Saudi-Arabien, siger han op til grandprixet. »Føler jeg mig tilpas her? Det vil jeg ikke sige, jeg gør«, siger Hamilton ifølge nyhedsbureauet AFP. »Men det var ikke min beslutning. Sporten har truffet beslutningen om at være her, om det er rigtigt eller forkert. Jeg mener, at mens vi er her, er det vigtigt, at vi prøver at skabe opmærksomhed«.
Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har straffet ni klubber for at bryde reglerne inden for Financial Fair Play (FFP). Det skriver nyhedsbureauet dpa. De pågældende klubber er straffet med bøder, men flere af dem risikerer også at blive udelukket fra europæiske klubturneringer, hvis deres gæld ikke bliver betalt inden udgangen af januar 2022. AEK Athen, FC Porto, Sporting Lissabon, Real Betis, Cluj, FC Astana, CSKA Sofia, Santa Clara og Mons Calpe er klubberne, der i denne omgang er blevet straffet.