0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Albert Gea/Ritzau Scanpix
Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix

Barcelonas store stjerne Alexia Putellas ses her i aktion under onsdag aftens Champions League-opgør på Estadi Johan Cruyff.

Mægtige Barcelona knuser lille HB Køge i Champions League

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Onsdag aften fik HB Køges første deltagelse i kvindernes Champions League et logisk, men meget markant punktum, da de danske mestre på udebane tabte 0-5 til Barcelona. Dermed har HB Køge tabt alle sine seks kampe i gruppe C, mens modstanderne derimod kunne notere deres sjette sejr. I gruppens anden kamp vandt Hoffenheim 4-1 over Arsenal, men det er alligevel briterne, der går videre sammen med Barcelona.

Fodbold. Med en 2-0-sejr til Arsenal over West Ham onsdag aften byttede de to klubber placering i Premier League-tabellen, hvor det nu er Arsenal, der indtager fjerdepladsen, mens West Ham er nr. 5. Arsenals mål blev scoret af den unge italiener Gabriel Martinelli og indskiftede Emile Smith-Rowe.

Håndbold. Sverige pressede onsdag aften Frankrig til at rulle sig ud, og det skete med en styrke, så der efter pausen i kvartfinalen aldrig var tvivl om, at det bliver de olympiske mestre fra Frankrig, der bliver Danmarks modstander i fredagens VM-semifinale i Spanien. De franske kvinder vandt opgøret mod svenskerne 31-26, og det ligner en stor opgave for det danske landshold at nå finalen. Det vil formentlig kræve endnu et løft af det danske spil. Den anden semifinale bliver et opgør mellem værtsnationen Spanien og Norge, der i onsdagens tidlige kvartfinale vandt 34-28 over Rusland.

Håndbold. Det ligner et parløb i toppen af mændenes liga med Aalborg Håndbold og GOG som de to hold, der skal kæmpe om at vinde grundspillet. Aalborg Håndbold vandt onsdag aften med 34-24 ude over Skive, mens GOG tirsdag slog SønderjyskE. Lige nu topper GOG rækken med 29 point efter 15 kampe, mens Aalborg er nummer to med 25 point.

Badminton. 35-årige Hans-Kristian Vittinghus leverede onsdag en pragtpræstation ved VM, da han i tre sæt nedkæmpede japanske Kanta Tsuneyama 11-21, 21-13, 21-17 i 2. runde efter en lang række medrivende dueller. Vittinghus viste hele sit store repertoire, og han sloges med alt, hvad han havde for at komme videre til 3. runde i andalusiske Huelva. Her venter nu den stærke malaysier Lee Zii Jia, der er 6. seedet.

Fodbold. Jesper Lindstrøm spillede en brandkamp for Eintracht Frankfurt, der onsdag aften vandt 3-2 ude over Borussia Mönchengladbach i Bundesligaen. Den tidligere Brøndby-profil både scorede og lavede en assist i den tyske ligakamp, og han var ydermere ved at score flere gange. Lindstrøm lagde op til Frankfurts 1-1-udligning kort før pausen, hvor det var angriberen Rafael Borre, som scorede. Fem minutter efter pausen hamrede Lindstrøm bolden op i nettaget til 2-1 for Frankfurt.

Fodbold. Midtbanespilleren Mads Emil Madsen scorede et mål for Slavia Prag, som onsdag aften vandt 3-1 hjemme over Zlin og avancerede til kvartfinalen i den tjekkiske pokalturnering. Den tidligere Silkeborg-spiller scorede det vigtige mål til 2-1 efter 53 minutter, og han blev skiftet ud efter 88 minutter og erstattet af Peter Olayinka, der cementerede sejren med kampens sidste mål i tillægstiden. Backen Alexander Bah sad på bænken i hele kampen for Slavia Prag.

Fodbold. Fem kampe, én scoring og 165 spilleminutter blev det til i Barcelona-karrieren for den argentinske verdensklasseangriber Sergio Agüero. Den 33-årige skarpretter måtte gå fra banen med alvorlige brystsmerter 30. oktober, og siden har test vist, at angriberen har hjerteproblemer i en sådan grad, at karrieren nu må stoppe før tid. Agüero bekendtgjorde beslutningen på et pressemøde på Barcelonas hjemmebane Camp Nou, hvor han havde svært ved at holde tårerne tilbage. Argentineren spillede 686 klubkampe for Independiente, Atlético Madrid, Manchester City og FC Barcelona og scorede 386 mål. I 101 landskampe blev det til 41 mål for Argentina.

»Jeg tog beslutningen for ti dage siden, efter at jeg havde gjort alt, hvad der var muligt for at have et håb om at kunne spille videre. Jeg er meget stolt af min karriere«, siger Sergio Agüero.

Badminton. Anders Antonsen vandt onsdag eftermiddag sin kamp i 2. runde ved VM i spanske Huelva. Den 3. seedede dansker mødte Niluka Kurunaratne fra Sri Lanka og sejrede med cifrene 21-11, 21-15. Kim Astrup og Anders Skaarup måtte kæmpe lidt, da de var oppe imod det useedede japanske par Taichi Saito og Akira Koga, men danskerne vandt 21-17, 21-19. Line Christophersen behøvede til gengæld ikke at anstrenge sig, da hun var oppe imod Busanan Ongbamrungphan. Thailænderen trak sig efter fire bolde.

Basketball. Bakken Bears led onsdag sit nederlag nummer to af to mulige i turneringen Fiba Europe Cup. På udebane mod tyrkiske Bahcesehir endte den aarhusianske klub med at tabe 76-90. Tyrkerne var i front i stort set hele kampen, og Bakken Bears formåede ikke at gøre det spændende i slutfasen. Den danske klub er næstsidst i sin gruppe, der består af fire hold, men kan blive overhalet af London Lions, der har en kamp i hånden.

Håndbold. HH Elite fra Horsens har skrevet kontrakt med den 30-årige playmaker Annette Jensen, der kommer til klubben efter en årrække i Team Esbjerg. Det skriver Horsens Folkeblad. Annette Jensen har også tidligere spillet for Horsens. Det gjorde hun, efter hun rykkede til klubben fra Fredericia Håndboldklub i begyndelsen af sin seniorkarriere. Hun har desuden spillet for Slagelse, Vipers i Norge og Team Tvis Holstebro, og hun har spillet 11 landskampe for Danmark.

Julian Perez/Ritzau Scanpix
Foto: Julian Perez/Ritzau Scanpix

Alexandra Bøje og Mette Poulsen kæmpede ved VM onsdag forgæves i tre sæt mod landsmændene Maiken Fruergaard-Sara Thygesen.

Badminton. Onsdagens første danske sejr ved VM i Huelva i Spanien førte samtidig også det første danske nederlag på fjerde spilledag af turneringen med sig. 11.-seedede Maiken Fruergaard og Sara Thygesen krydsede i 2. runde klinger med landsmændene Alexandra Bøje og Mette Poulsen, og efter en tæt duel trak favoritterne Fruergaard/Thygesen det længste strå med 18-21, 22-20 og 21-12 efter mere end 75 minutters spil. Dermed udeblev revanchen for DM-finalen i august, hvor Bøje og Poulsen endte med at få karantæne efterfølgende for deres opførsel over for servedommeren og trusler om at forlade finalen undervejs.

I mændenes singlerække spillede Rasmus Gemke (seedet 11) sig som den første dansker frem til 1/8-finalerne. Spanieren Luis Enrique Penalver var genstridig i første sæt, hvor han havde fire sætbolde, inden Gemke vandt 22-20, 21-12. Gemke møder indiske H.S. Prannoy i 3. runde.

Fodbold. To af spillerne højest i Real Madrids hierarki, den 33-årige brasilianske venstreback Marcelo og den 36-årige kroatiske midtbanespiller Luka Modric, er testet positive for coronavirus.

Håndbold. Antallet af VM-spillere, der er forsvundet under turneringen i Spanien er nu oppe på fem. Først forsvandt fire spillere fra Cameroun, og nu er en iransk spiller blevet væk i Spanien. Det bekræfter Det Internationale Håndboldforbund (IHF) og de spanske arrangører ifølge Ritzau over for TV 2 Sport. Politiet er gået i gang med at efterforske, men gisninger går på, at spillerne er forduftet for at søge asyl et sted i Europa.

Fodbold. Den 27-årige svensker Pawel Cibicki er ved en appeldomstol blevet kendt skyldig i en matchfixingsag og idømt to års betinget fængsel. Angriberen modtog i sin tid som Elfsborg-spiller i foråret 2019 et gult kort i en kamp, men det har vist sig, at han stod i ledtog med matchfixere, der har udbetalt ham ca. 220.000 kroner. Cibicki hævder ifølge Ritzau, at beløbet blot var et lån. Cibicki er i dag på kontrakt Pogon Szczecin i Polen, men har stort set ikke spillet i 2021. Med dommen følger også en udelukkelse fra al sport i Sverige i fire år samt udelukkelse fra kampe i Fifa-regi.

Fodbold. 0-7! Så er der ikke så meget at rafle om. Leeds-manager Marcelo Bielsa, der er kendt for sin kompromisløse offensive tilgang til spillet, kalder nedturen i aftes i Premier League mod Manchester City for den værste i adskillige år. »Vi forberedte os på at undgå alt det, der skete, men vi fik intet ud af det. Der er intet positivt at uddrage fra vores præstation. Jeg kan ikke komme på noget som helst, der kan værdsættes«, siger Bielsa ifølge Sky Sports og tilføjer: »Jeg kan ikke retfærdiggøre det på nogen som helst måde. Som det er naturligt i den slags tilfælde, så er det ikke de enkelte spillere, som fejler, men hele organisationen«.

Fodbold. Andetsteds i Premier League fik Jacob Lungi Sørensen for første gang plads i startopstillingen hos Norwich, der dog tirsdag aften tabte 0-2 på hjemmebane til Aston Villa. Jacob Lungi Sørensen skiftede til Norwich fra Esbjerg i sommeren 2020 og var i sidste sæson med til at rykke klubben op fra den næstbedste række.

Fodbold. Den svenske mesterklub Malmö FF har indgået en aftale med FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, hvorved klubben forpligter sig til at ansætte 50 flygtninge i sine afdelinger for mad og drikke samt service inden udgangen af 2023. Det skriver Ritzau. Samtidig vil klubben sammen med byen Malmø støtte, at unge flygtninge og flygtningebørn bliver en del af programmet ’School football against racism’.

Basketball. Golden State Warriors’ superstjerne Stephen Curry topper nu listen over NBA-spillere med flest 3-point-scoringer i karrieren. Natten til onsdag dansk tid scorede Curry på fem langskud fra bag 7,25 meter linjen, så han nu er noteret for 2.977 3-point-scoringer i NBA, hvor Ray Allen havde den tidligere rekord. Golden State vandt i øvrigt kampen med 105-96.

Fodbold. Ekslandsholdsspilleren Diego Alonso er blevet udpeget som ny landstræner for Uruguay. 45-årige Alonso tager over efter Oscar Tabarez, som efter 15 år i jobbet blev fyret for en lille måneds tid siden.

Ishockey. Nikolaj Ehlers scorede til 2-2 i Winnipegs 2-4-nederlag i NHL til Buffalo Sabres. Andetsteds i NHL meldes der om coronasmitte i Carolina Hurricanes, Ottawa Senators, New York Islanders og Calgary Flames.

Annonce